dansk litteratur

Simon Grotrian indtog med sin ekspressive brug af sproget og en eksplosiv billeddannelse en særstatus i dansk poesi.

Vibeke Grønfeldts rige og sprogligt blomstrende forfatterskab fortæller om menneskers hårde kamp for at finde sig til rette i en verden, hvor det er op til det enkelte individ at genopfinde sin egen mening.

Jens Christian Grøndahl er kendt for at skildre afstanden i det moderne kærlighedsforhold, men også længslen efter at nå og møde den anden.

At læse Kristina Nya Glaffeys novellesamling ”Lykkejægere” er som at sidde på Københavns Hovedbanegård og digte historier om de forbipasserende.

Trisse Gejl har vundet anmeldernes hjerter med sine følsomme og velskrevne romaner, der ofte er skabt på baggrund af personlige oplevelser.

Simon Fruelund mestrer en minimalistisk realisme i stil med den amerikanske novellist Raymond Carver og med danske Helle Helle: En nedtonet, ufortolkende fortællestil, som antyder noget mere gådefuldt under hverdagens overflade.

Karen Fastrups psykologiske romaner tager læserne med ind i sindets krinkelkroge og tilbage i romankarakterernes barndomsuniverser for at

“Jeg har altid følt mig spærret inde i Danmark”, har Inge Eriksen engang sagt i et interview med journalisten Niels Thorsen.

Eksistentielle spørgsmål, hverdagshændelser, metafysik og sproglig entusiasme kendetegner Adda Djørups forfatterskab. I romanen ”Den mindste modstand” skaber Djørup en helt ny kvindekarakter, Emma – en letlevende og begavet dame i 30’erne, der både interesserer sig for filosofi og boller udenom.

Danmark har efterhånden en tradition for, at journalister og udenrigskorrespondenter omsætter deres erfaringer til politiske thrillers. En af de mest markante eksponenter for denne trend er Leif Davidsen. I firserne var han hele nationens Mr.