ensomhed

Anita Krumbach skriver bøger, så man kan mærke det. Hendes karakterer kryber ind under huden og bliver i læserens bevidsthed, længe efter bogen er lukket. Det er langt fra behagelig læsning. Der er uhygge, men ingen hygge. Der er sorg, men mangel på omsorg.

Tina Sakura beskæftiger sig med svage, sårede og sørgelige eksistenser, der af den ene eller anden grund pludselig får anledning til at ændre deres livsvilkår radikalt. Dette sker gerne i et fantastisk univers, hvor naturlovene er ophævet, og hvor tingene ikke er, som de plejer at være.

Harald Voetmanns forfatterskab er befolket af grotesk kropslighed og mærkelige eksistenser og er en undersøgelse af det rationelle og det dyriske, det sårbare og det grusomme.

Norske Tomas Espedal har med sine personlige og poetiske bøger taget romangenren op til revision. Med udgangspunkt i sit eget liv skriver han romaner, der læner sig op ad genrer som selvbiografi, digt, novelle, essay, rejseskildring og dagbog.

Identifikationen er det bærende element i Tine Brylds ungdomsromaner. Historierne er fortalt på en sådan måde, at der næppe findes unge i Danmark, der ikke vil kunne genkende en masse fra livet i den periode, hvor man går fra barn til voksen.

Samtidsskildringer bygget op omkring en kvindelig hovedperson. Det er en af de ting, der går igen i mange af Kirsten Thorups bøger, hvor forandring, opbrud og forvandling også er vigtige tematikker.

Har du mod på en skøn litterær rejse ind i menneskers sjæle, så kan det absolut anbefales at springe på Pascal Merciers “Nattog til Lissabon” og nyde hovedpersonen Raimond Gregorius’ opdagelsesrejse i den portugisiske hovedstad, i forfatteren og lægen Amadeu de Prados liv og i sidste ende i hoved

Efter en karriere som både jurist og kogekone slog Maria Grønlykke i 2003 igennem med novellesamlingen “Fisketyven: historier hjemmefra”, som blev hædret med BogForums debutantpris.

Dag Solstad har etableret sig som en af Norges største romanforfattere. I 1989 fik han Nordisk Råds Litteraturpris, og i de seneste år har han fået international succes.

Hos Jens Smærup Sørensen står en eksperimenterende modernisme side om side med gengivelse af den sociale virkelighed. Udgangspunktet er ofte det, der rører sig i figurernes bevidsthed, og fortættede øjeblikke, som  iscenesættes med en beskrivende fortællestil.