Jenny Erpenbeck

Jenny Erpenbeck er født i Østberlin i 1967 og er datter af forfatteren, filosoffen og videnskabsmanden John Erpenbeck og oversætteren Doris Kilias. Hun er desuden barnebarn af multikunstneren Hedda Zinner og litteraten Fritz Erpenbeck, ligesom hendes bedsteforældre på moderens side var forfattere. Jenny Erpenbeck er således vokset op i et kreativt og inspirerende hjem, og det lå dermed ligefor, at hun skulle leve af at udfolde sig kunstnerisk.

Erpenbeck beskriver sin opvækst som præget af frihed til at forfølge sine passioner og sin nysgerrighed. Eftertidens dom over det kommunistiske styre i DDR som strengt censurerende og hæmmende for datidens kunstnere føler Erpenbeck ikke rammer skiven i forhold til hendes egen personlige erfaring: ”Det var ikke så slemt, som folk altid forestiller sig, det var. Jeg voksede op i midten af Berlin, i selve centrum. Jeg gik i skole, jeg fik klaverundervisning, jeg gik på en billedskole for at lære at tegne og male. Jeg oplevede aldrig nogen politiske problemer. Jeg tror, jeg var for harmløs” (Mieke Chew: The Jenny Erpenbeck Interview. The Quarterly Conversation, issue 30, december 2012. Egen oversættelse).

Efter at være blevet student kom Erpenbeck i lære som bogbinder, inden hun vendte sig mod teatret – først som rekvisitør, siden som studerende på teatervidenskab og senere som musikteaterinstruktør.

Som instruktør har hun været involveret i en række operaopsætninger og arbejdet sammen med blandt andre Heiner Müller og Werner Herzog. I 1999 udkom hendes kortroman ”Geschichte vom alten Kind” (”Historien om det gamle barn”, 2001), og sidenhen dedikerede Erpenbeck sig fuldkommen til forfattergerningen. Hendes seneste roman, ”Går, gik, gået” fra 2015, er hendes ottende udgivelse. Siden 2014 har hun været medlem af Darmstadt-Akademiet for sprog og poesi, og siden 2015 også af Akademie der Künste Berlin. Hendes bøger er oversat til 20 sprog.

Erpenbeck er gift med dirigenten Wolfgang Bozic. De bor i Berlin med deres søn.

Jenny Erpenbecks roman ”Aller Tage Abend” fra 2012 (”Før sol går ned”, 2018) handler om de små ting, der bestemmer vores skæbne, afgør vores livsbane og udgør forskellen på liv og død. Den følger en jødisk kvindes liv op gennem det 20. århundrede fra fødslen i en østrig-ungarsk provinsby i 1902 til hendes død 90 år senere.

Det specielle ved romanen er, at hovedpersonen også dør flere gange undervejs i bogen, men hver gang bringes hun til live igen af fortælleren, der – via en række intermezzoer, der binder romanens dele sammen – justerer nogle detaljer og herefter fortsætter fortællingen, som den kunne have taget sig ud, hvis tingene havde udartet sig på en lidt anden måde. På den måde påpeges, hvor stor en rolle tilfældigheder spiller i forhold til at udstikke retningen for vores liv. Første død lider hovedpersonen allerede som spæd, da hun pludselig holder op med at trække vejret. I fortsættelsen af pigens historie har hun overlevet, fordi hendes forældre efter en pludselig indskydelse har puttet en lille håndfuld sne mod barnets bryst, hvilket var nok til at holde hjertet i gang.

Med særlig opmærksomhed på sådanne vilkårlige hændelser og handlinger fortsættes romanen med skildringen af kvindens liv som ung i Wien efter Første Verdenskrig, siden som dedikeret kommunist i 1920’erne, der i starten af 1930’erne emigrerer til Sovjetunionen, og endelig som forfatter i Berlin frem til sin – denne gang uafvendelige – død i slutningen af århundredet.

Hvor ”Før sol går ned” i en forstand er et afgrænset portræt af et enkelt menneskes liv, eller rettere forskellige mulige liv, er romanen i en bredere forstand et blik på et splittet Europa i et dramatisk århundrede, hvor kulturer forandrer sig, støder sammen og påvirker hinanden på alle mulige planer.