Mona Høvring
Foto: Agnete Brun / Forlaget Lesen

Mona Høvring

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, Bureauet, januar 2020.
Top image group
Mona Høvring
Foto: Agnete Brun / Forlaget Lesen

Indledning

Norske Mona Høvring er med sine fire romaner og seks digtsamlinger en velkendt skikkelse i det norske litterære landskab, men herhjemme blev hun først kendt med romanen ”Noget der hjælper”, som udkom på dansk i 2016. Mona Høvring skriver glasklart præcist og sanseligt om de nådesløse ungdomsår, om erotik, selvforglemmelse og sammenbrud.

 

45979741

 

Blå bog

Født: 8. oktober 1962, Haugesund, Norge.

Uddannelse: Studier til tandlægesekretær på erhvervsskole i Stavanger.

Debut: IIK!! Ein dialog. 1998. Digtsamling.

Litteraturpriser: Språklig samlings litteraturpris, 2012. Kritikerprisen (Norge), 2018.

Seneste udgivelse: Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født. Forlaget Lesen, 2018. Oversat af Ditte Holm Bro. Roman.

Inspiration: Camilla Collett, Fleur Jaeggy, Clarice Lispector.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Da jeg var ni år gammel lærte jeg at svømme. Det var min mor der lærte mig det i en drøm, og det var efter hun var død.
I drømmen legede nabobørnene og jeg med glaskugler. Jeg havde vundet flere runder i træk da min mor kaldte på mig nede fra vejen. Jeg afbrød legen med det samme, lod de dyrebare glaskugler ligge, og løb hen imod hende. Hun trykkede mig ind til sig og spurgte om vi skulle tage ned og bade.”
”Noget der hjælper”, s. 9.

Mona Høvring er født i 1962 på Norges vestkyst og vokset op på øen Karmøy. ”Jeg kommer fra havet,” fortæller hun i et interview med Politiken. ”Jeg er født i Haugesund på fastlandet, men er vokset op på en ø, i et sjøhus, et familiehus kaldt ’Høvring-huset’.” (Felix Thorsen Katzenelson: Forfatter har gjort seksualiteten nemmere: »Jeg kunne skrive millioner af bøger om vanskelighederne ved at være intim sammen med andre mennesker«. Politiken, 2018-11-17).

Livet der, hvor hun kommer fra, handlede om hav og fiskeri, og det var ikke et miljø, hvor folk interesserede sig for bøger. Høvring kendte heller ikke nogen, der skrev dem. Selv arbejdede hun på tandlægekontor og på fabrik, og da hun debuterede som forfatter med digtsamlingen ”IIK!! Ein dialog” (1998), var hun ansat som cateringmedarbejder på en boreplatform. Det har taget Høvring mange år at begynde at se sig selv som forfatter: ”Når folk spurgte ’Hvad laver du?’, så svarede jeg »sådan lidt forskelligt«”, fortæller hun i et interview til Politiken. ”Men nu kan jeg svare ’Jeg er forfatter!’ og behøver ikke føle, at det er underligt at sige højt”. (Felix Thorsen Katzenelson: Forfatter har gjort seksualiteten nemmere: »Jeg kunne skrive millioner af bøger om vanskelighederne ved at være intim sammen med andre mennesker«. Politiken, 2018-11-17).

Sit danske gennembrud har Mona Høvring fået med debutromanen ”Noget der hjælper” (2016), der udkom på det lille Forlaget Lesen. Hun bor i Vestfossen i Norge med forfatteren Rune Christiansen, som hun selv kalder sin bedste og strengeste læser.

Noget der hjælper

”Da jeg kom ind i salonen var damefrisøren optaget af en anden kunde. Jeg satte mig ved et bord, sad og bladrede i et magasin mens jeg betragtede hende i smug. Hun havde en hvid kittel på. Hun bevægede sig langsomt og smidigt og kroppen svulmede mod det stive stof. Jeg tænkte at hun lignede en gudinde.”
”Noget der hjælper”, s. 67.

”Noe som hjelper” fra 2004 (”Noget der hjælper”, 2016) er Mona Høvrings debutroman, og den begynder ved havet. Den unge Laura har lært sig selv at svømme – noget, der kom til hende i en drøm om hendes mor. I det hele taget drømmer Laura meget om sin mor, der tog sit eget liv ved at drukne sig i havet, da Laura var barn. Nu bor Laura sammen med sin storebror og med sin far, der ofte er ude at sejle flere dage i træk. Hun er meget overladt til sig selv, og længslen efter moren er en stærk drivkraft for hende og for romanen.

Den gamle gartner Andreas tager sig af Laura og vækker hendes glæde ved at dyrke jorden. Hun begynder at låne bøger om havebrug, Andreas lærer hende plantenavnene på latin og inviterer ofte Laura med hjem til sin kone, Johanna, hvor Laura finder ro sammen med det ældre par, når de sammen sidder og snakker, drikker ribsvin og spiser smørrebrød.

52626889

Senere knytter Laura sig til Marie, en veninde fra klassen. En dag i svømmehallens bad sæber Maries mor Laura ind: ”Hun smurte det hvide skum ud over hele min krop, og jeg stod der, let svajende. Jeg var varm og døsig. Hun strøg hånden hurtigt hen over min numse, og det var, som om noget overvældende fik tag i mig.” (s. 37). En form for uro eller sensualitet er vakt til live i Laura, og scenen er en forløber for et møde, der får langt større konsekvenser for Lauras liv, nemlig mødet med den platinblonde frisør, der har startet en salon i den lille by: Vivian Koller.

Den forførende Vivian sætter gang i en lavine, og forholdet får voldsomme konsekvenser for Lauras liv. Men den meget ældre Vivian er samtidig den moderlige, sensuelle og omsorgsfulde skikkelse, som Laura hele sit liv har længtes efter, og selve den seksuelle relation mellem dem præsenteres som noget smukt og ukompliceret. Om det lindrende i seksualiteten har Høvring i et interview sagt: ”Det er sjældnere, der skrives om det på den her måde. Men jeg gør det ikke for at gøre det let, jeg gør det for at vise noget, pege på andre muligheder. Jeg vil skrive om det naturlige som værende naturligt.” (Felix Thorsen Katzenelson: Forfatter har gjort seksualiteten nemmere: »Jeg kunne skrive millioner af bøger om vanskelighederne ved at være intim sammen med andre mennesker«. Politiken, 2018-11-17).

”Noget der hjælper” er på mange måder en dannelsesroman med alt, hvad det indebærer af ungdommelig sex, selvforglemmelse og forsøg på at finde ud af, hvem man er, hvis man ikke blot er sin mors datter. Men vejene til overlevelse, fortabelse og lykke ser anderledes ud i det Høvringske univers end det, man ellers er vant til at møde i en klassisk udviklingshistorie.

Venteværelset i Atlanten

”Hendes ansigt var hvidt, ikke blodfattigt eller farveløst, bare klart lyst og perfekt. Hun smilede, nærmest kærligt. Hun havde nok aldrig været solbrændt, tænkte jeg. Hun virkede så cool og ligevægtig. Men egentlig stolede jeg ikke på folk der ikke havde nogen skavanker, så jeg undlod at smile tilbage.”
”Venteværelset i Atlanten”, s. 18.

I Mona Høvrings roman ”Venterommet i Atlanteren” fra 2012 (”Venteværelset i Atlanten”, 2017) møder vi 25-årige Olivia, der arbejder på et aluminiumsværk i Norge. Hun bor hos sin kæreste Kristian, men føler sig rodløs og har det med at drukne sin ensomhed i alkohol.

Der sker flere ting på samme tid i Olivias liv: Hendes tante dør, og Olivia arver hendes hus i Reykjavik. Hun bliver smidt ud af sin kæreste og må finde et nyt sted at bo. Og sidst, men ikke mindst, møder hun den lidt ældre kvinde Bé efter sin tantes begravelse.

53664601

Som en pludselig indskydelse tager Olivia til Island, og Bé tager med. Det handler for Olivia både om at lægge afstand til en kølig, krævende og narcissistisk mor derhjemme, men også om at finde noget, langt ude i Atlanten, der kan blive hendes eget. Måske endda et hjem. Tantens hus, som nu er Olivias, har hun ikke set siden barndommen, og der er noget både velkendt og fremmed over stedet. Hun og Bé udforsker huset og øen og forsøger at sammenstykke tantens historie. Olivia får en fornemmelse af en ufortalt historie om den nære veninde Halldóra, som de finder gamle billeder af i huset: ”Bé tog et billede ned af to unge kvinder der sad og røg ved havet. Ågot og Halldóra, 7. Juli, 1947, stod der med sirlig blyantskrift i hjørnet.” (s. 84).

Ågot og Halldóra, der engang har været to unge, rygende kvinder ved havet, og som måske var kærester, bliver en slags ledetråd for Olivia og hendes uafklarede forhold til Bé. Olivia og Bé går på kaffebar, de bader i varme kilder, de nærmer sig forsigtigt hinanden, og Olivia begynder måske endda at nærme sig en fornemmelse af sig selv. På en meget poetisk og underspillet manér, som er blevet et særligt kendetegn for Mona Høvrings skrift.

”Venteværelset i Atlanten” kan virke som en lille, undselig historie om længsel og ungdommelig rodløshed, men med en ulmende undertone, der minder om undergrunden på den vulkanø, hvor det meste af bogens handling udspiller sig.

Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født

”Denne historie begyndte med at min søster og mig ankom til en alpelandsby. Nej, jeg har ikke glemt at det slet ikke er nogen alpelandsby. Men når vi tænker tilbage på noget som fandt sted i en anden tid, i en anden epoke – i barndommen, eller bare for nogle få år siden – så er vi tvunget til at digte. Vi sammensætter virkeligheden sådan at den bliver begribelig, i det mindste for os selv.”
”Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født”, s. 125.

I Mona Høvrings roman ”Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blei født” fra 2018 (”Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født”, 2018), møder vi søstrene Ella og Martha, som havde en tæt, næsten symbiotisk, relation, da de var små. Da Martha mødte en mand og flyttede til Danmark, efterlod hun Ella helt knust, og en afgrundsdyb kløft flyttede ind i deres forhold.

Da vi møder dem, er de 22 og 23, og nu er det Martha, der er knust. Hun er for nylig vendt hjem fra et sanatorium, og sammen er de to søstre på vej på et hotelophold i de norske fjelde, der er blevet ordineret af Marthas læge. Da de nærmer sig fjeldhotellet, ligner det ”en gylden krystalfugl med enorme vinger spændt ud over den lodrette klippevæg” (s. 11) – et både smukt og ildevarslende billede, der sætter grundtonen for fortællingen.

Den lille roman er en form for kammerspil mellem de to søstre, med kun få andre medvirkende: hotelbestyreren Ruth og dennes måske-kæreste, den lidt mystiske, androgyne Dani. Som i Høvrings tidligere romaner er et erotisk møde med en lidt ældre kvinde et forløsende omdrejningspunkt for historien, og den seksuelle relation mellem Dani og fortælleren beskrives som noget nær euforisk: ”Alt omkring mig visnede, alt omkring mig blomstrede. Verden vaklede. Og selv om jeg i samme øjeblik savnede alt, både det jeg havde, og det jeg havde mistet, var det let, så let at være fortryllet.” (s. 82).

45979741

Der er noget næsten filmisk over romanen med korte, stiliserede scener, og med Høvrings nøgne, lyriske prosa er vi i det lidt gammeleuropæiske, dekadente hotelmiljø i fjeldene næsten hensat til en svunden tid, der emmer af Thomas Mann og Stefan Zweig (som Høvring i øvrigt nævner i begyndelsen af romanen). Lillesøster Ella er fortælleren, og det bliver efterhånden klart for læseren, at det ikke blot er storesøster Martha, der har brug for rekonvalescens. Det har også Ella selv.

Det, der står i centrum for fortællingen, er forholdet mellem de to søstre. Som i Høvrings øvrige romaner skildrer ”Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født” to mennesker, der forsøger at nærme sig hinanden, med al den varsomhed, vrede og angst, der former vores allermest intime relationer. 

Genrer og tematikker

Mona Høvring har et lavmælt, let troskyldigt stilleje, hvor kvinder og deres indbyrdes relationer er i centrum for fortællingerne. Hendes romaner kan alle ses som en form for udviklingshistorie om pigers og kvinders opvækst.

Det er en drivkraft for hendes personer, at de har en længsel efter en forbindelse med andre, men har meget vanskeligt ved intimiteten. I romanernes beskrivelse af ungdommens dunkle angst og usikkerhed præsenterer der sig dog altid et lys, som regel i form af et menneske: ”Der er altid en ’hjælper’ i mine bøger, det er ikke bevidst, men det sker hver gang (…) Det opstår bare; jeg tror, alle har brug for backup, alle har brug for hjælp i ny og næ,” fortæller Mona Høvring i et interview.  (Felix Thorsen Katzenelson: Forfatter har gjort seksualiteten nemmere: »Jeg kunne skrive millioner af bøger om vanskelighederne ved at være intim sammen med andre mennesker«. Politiken, 2018-11-17).

Romanerne er lyriske i sproget, og Høvring er ikke så optaget af at skelne mellem lyrik og romanfortællinger. Der optræder gerne poetiske sekvenser i romanerne, og det Høvringske univers kendetegnes ved, at et prosaisk hverdagslag er skrællet af, og noget nøgent, glasklart og skrøbeligt står funklende tilbage.

Beslægtede forfatterskaber

Mona Høvring holder selv af at læse en dansk forfatter som Helle Helle, og der kan være noget i de to forfatteres tilsyneladende lette og ind imellem let troskyldige tone, der kan minde en smule om hinanden. Men stilmæssigt og med sin ubesværede vekslen mellem lyrik og romanfortælling er Mona Høvring langt mere beslægtet med den norske modernist Tarjei Vesaas, som blandt andet har skrevet romanerne ”Fuglene” (1957) og ”Is-slottet” (1963), der begge netop er genudgivet på dansk.

Høvrings roman ”Camillas lange netter” (2013), som indbragte hende en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris, men som ikke er udkommet på dansk, tager udgangspunkt i den norske, dansksprogede forfatter og kvindesagsforkæmper Camilla Colletts liv. Da Høvring læste Camilla Colletts selvbiografi ”I de lange nætter” (1862), blev hun ramt af en tone og et univers, hun kunne spejle sig i og som hun havde lyst til at udforske yderligere.

Bibliografi

Romaner

Høvring, Mona: Camillas lange netter, 2013.
Høvring, Mona: Noget der hjælper. Forlaget Lesen, 2016. (Noe som hjelper, 2004). Oversat af Ditte Holm Bro.
Høvring, Mona: Venteværelset i Atlanten. Forlaget Lesen, 2017. (Venterommet i Atlanteren, 2012). Oversat af Ditte Holm Bro.
Høvring, Mona: Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født. Forlaget Lesen, 2018. (Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blev født, 2018). Oversat af Ditte Holm Bro.

Digte

Høvring, Mona: IIK!! Ein dialog. 1998.
Høvring, Mona: Ensomme badedager og andre dikt. 2000.
Høvring, Mona: Helt vanlige mirakler. 2006.
Høvring, Mona: Å paradis. 2008.
Høvring, Mona: Ekornet og den vaklevorne brua. 2010.
Høvring, Mona: Jente med dødningehoved. 2017.

Om forfatterskabet

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Mona Høvring