kazuo ishiguro
Foto: Jane Brown / Scanpix

Kazuo Ishiguro

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2017.
Top image group
kazuo ishiguro
Foto: Jane Brown / Scanpix

Indledning

Kazuo Ishiguro skriver romaner om erindringens kraft – hvordan den slører begivenheder og har det med at give anledning til selvbedrag. Hans mest kendte romaner er ”Resten af dagen” (1989), der senere blev til en succesfuld film, og ”Slip mig aldrig” (2005). I 2017 modtog han Nobels Litteraturpris – meget passende året efter Bob Dylan, som, sammen med andre sangskrivere, har spillet en stor rolle for Ishiguros romanskrivning.

51926153

Blå bog

Født: 8. november 1954, Nagasaki, Japan.

Uddannelse: MA i filosofi, engelsk og creative writing, University of East Anglia, 1980.

Debut: A Pale View of the Hills, 1982.

Litteraturpriser: Man Booker Prize, 1989. Nobels Litteraturpris, 2017.

Seneste udgivelse: Den begravede kæmpe. Gyldendal, 2015. Oversat af Jakob Levinsen.

Inspiration: Leonard Cohen, Tom Waits og Bob Dylan.

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Et minde specielt har beskæftiget mine tanker hele formiddagen – eller snarere en stump af et minde, et øjeblik, der af en eller anden grund står så levende for mig gennem alle disse år. Det er en erindring om, at jeg stod alene i den bagerste korridor foran den lukkede dør til miss Kentons stue; faktisk stod jeg ikke lige foran døren, men halvt bortvendt, lammet af ubeslutsomhed, om jeg skulle banke på eller ej; thi i det øjeblik, hvis jeg husker rigtigt, var jeg blevet overbevist om, at, bag den dør, kun et par meter fra mig, sad miss Kenton og græd.”

”Resten af dagen”, s. 210.

Kazuo Ishiguro er født i 1954 i Nagasaki i Japan, men som femårig flyttede han med sin familie til Surrey i England. I dag er han engelsk statsborger. Hans første to romaner foregår i Japan, men det er et imaginært Japan, som Ishiguro selv beskriver det, for han vendte først tilbage til fødelandet i 1989.

I England havde han igennem sin barndom og ungdom skabt sig et stærkt billede af dette andet land, hjemlandet, som han følte et følelsesmæssigt bånd til. Debutromanen ”De fjerne blå bjerge” (”A Pale View of the Hills”, 1982) blev skrevet som en specialeafhandling i creative writing fra East Anglia University og handler om den midaldrende kvinde Etsuko, der lever i England og tænker tilbage på sin ungdom i Japan.

Ishiguros far var en berømt dybhavsforsker, som den engelske regering hentede til England for at foretage research. Det foregik dybt inde i skovene i Surrey, og Ishiguro er stadig ikke helt klar over, hvad farens arbejde bestod i. Ishiguro mener, at hans forhold til England er meget påvirket af at have været et japansk barn, der er opdraget i en japansk familie. For ham er England stadig et meget mytologisk sted. Hans familie var ikke optaget af at assimilere sig, for det var altid meningen, at de ville rejse tilbage til Japan næste år – det skete bare aldrig.

I virkeligheden ville Ishiguro være rockstjerne, og som femtenårig begyndte han at skrive sangtekster. Hvilket han stadig gør, nu dog mere i den jazzede afdeling. Han har blandt andet skrevet tekster til jazzsangerinden Stacey Kent og deres fælles album, ”Breakfast on the Morning Tram”. ”Jeg så egentlig mig selv som en eller anden musikertype, men så kom der et tidspunkt i mit liv, hvor det gik op for mig: det her er jo faktisk slet ikke mig. Jeg er slet ikke så glamourøs. Jeg er et af de der mennesker med fløjlsjakker med lapper på albuerne. Det var lidt af et nederlag,” siger Ishiguro selv. (Kate Kellaway: I used to see myself as a musician. But really, I’m one of those people with corduroy jackets and elbow patches. The Guardian, 2015-03-15. Egen oversættelse).

Ishiguro skriver ud over bøger og sangtekster også filmmanuskripter. Han bor i London med sin skotske kone, og sammen har de en voksen datter.Kazuo Ishiguro er født i 1954 i Nagasaki i Japan, men som femårig flyttede han med sin familie til Surrey i England. I dag er han engelsk statsborger. Hans første to romaner foregår i Japan, men det er et imaginært Japan, som Ishiguro selv beskriver det, for han vendte først tilbage til fødelandet i 1989.

I England havde han igennem sin barndom og ungdom skabt sig et stærkt billede af dette andet land, hjemlandet, som han følte et følelsesmæssigt bånd til. Debutromanen ”De fjerne blå bjerge” (”A Pale View of the Hills”, 1982) blev skrevet som en specialeafhandling i creative writing fra East Anglia University og handler om den midaldrende kvinde Etsuko, der lever i England og tænker tilbage på sin ungdom i Japan.

Ishiguros far var en berømt dybhavsforsker, som den engelske regering hentede til England for at foretage research. Det foregik dybt inde i skovene i Surrey, og Ishiguro er stadig ikke helt klar over, hvad farens arbejde bestod i. Ishiguro mener, at hans forhold til England er meget påvirket af at have været et japansk barn, der er opdraget i en japansk familie. For ham er England stadig et meget mytologisk sted. Hans familie var ikke optaget af at assimilere sig, for det var altid meningen, at de ville rejse tilbage til Japan næste år – det skete bare aldrig.

I virkeligheden ville Ishiguro være rockstjerne, og som femtenårig begyndte han at skrive sangtekster. Hvilket han stadig gør, nu dog mere i den jazzede afdeling. Han har blandt andet skrevet tekster til jazzsangerinden Stacey Kent og deres fælles album, ”Breakfast on the Morning Tram”. ”Jeg så egentlig mig selv som en eller anden musikertype, men så kom der et tidspunkt i mit liv, hvor det gik op for mig: det her er jo faktisk slet ikke mig. Jeg er slet ikke så glamourøs. Jeg er et af de der mennesker med fløjlsjakker med lapper på albuerne. Det var lidt af et nederlag,” siger Ishiguro selv. (Kate Kellaway: I used to see myself as a musician. But really, I’m one of those people with corduroy jackets and elbow patches. The Guardian, 2015-03-15. Egen oversættelse).

Ishiguro skriver ud over bøger og sangtekster også filmmanuskripter. Han bor i London med sin skotske kone, og sammen har de en voksen datter.

Resten af dagen

”Skyggerne fra poppeltræerne lå hen over det meste af plænen, men solen sendte stadig sit lys over det fjerneste hjørne, hvor plænen skråede op mod lysthuset. Vi kunne se min far stå ved de fire trin i dybe tanker. En svag brise legede med hans hår. Mens vi stod og kiggede, gik han langsomt op ad trinene. Da han var nået op, vendte han sig og gik ned igen, lidt hurtigere.”

”Resten af dagen”, s. 70.

”The Remains of the Day” fra 1989 (”Resten af dagen”, 1994) er skrevet i løbet af fire ugers ’crash’, som Kazuo Ishiguro selv betegner det – en periode, hvor han isolerede sig fuldstændig på sit kontor, arbejdede fra klokken 9 til klokken 22.30 hver dag, mandag til lørdag, uden at tage telefonen eller besvare post. Det strikse regime skulle effektivisere hans skrivning, men endte også med at gøre den fiktive verden, han skrev sig ind i, mere levende end den virkelige.

I løbet af blot fire uger havde Ishiguro hele skelettet til romanen om butleren Stevens, dog oven på flere måneders research i gamle, engelske herskabshuse, i udenrigspolitik i mellemkrigsårene og gamle rejsebøger fra forskellige engelske egne.

53628354

I ”Resten af dagen” ser Butleren Stevens tilbage på et langt liv som ansat hos et af de fornemme godser i Storbritannien, Darlington Hall. Da vi møder ham i 1956, er han oppe i årene og skal, vel nok første gang nogensinde, på ferie – en lille biltur rundt i Vestengland i sin arbejdsgivers smukke gamle Ford. Turen falder sammen med modtagelsen af et brev fra en gammel kollega, miss Kenton, som Stevens ikke har hørt fra, siden hun for en del år siden forlod Darlington Hall.

Mens Stevens kører gennem idylliske, små landsbyer, forstyrres han konstant af minderne om gamle dage på Darlington Hall, hvor han lagde hele sin sjæl i professionen som butler for den gamle Lord Darlington. Det at være butler var ikke blot et arbejde, men noget langt mere ophøjet, der handlede om værdighed og professionalisme, og Stevens forsøgte altid at leve op til idealet om at være en fortræffelig butler, der optrådte i kulisserne og adlød herskabets mindste vink. Men på denne biltur melder tvivlen sig pludselig. For havde Lord Darlington altid ret, selv i tiden inden Anden Verdenskrig, hvor han i kraft af sine mange kontakter forsøgte at blande sig i relationerne mellem England og Tyskland, eller var han i virkeligheden nazi-sympatisør? Og forholdet til miss Kenton, der dengang arbejdede på godset som husbestyrerinde, hvorfor har han svært ved at slippe det?

Bogen blev i 1994 filmatiseret med Anthony Hopkins og Emma Thompson i rollerne som Stevens og miss Kenton.

Slip mig aldrig

”Hvad var det, der var så specielt ved denne sang? Joh, sagen var, at jeg egentlig ikke hørte rigtigt efter ordene; jeg ventede kun på det sted, der lød: ”Baby, baby, slip mig aldrig … ” Og det, jeg forestillede mig, var en kvinde, der havde fået at vide, at hun ikke kunne få børn, og som virkelig, virkelig havde ønsket sig dem hele livet. Så sker der en slags mirakel og hun får et barn, og hun holder dette barn meget tæt ind til sig og går rundt og synger: ”Baby, slip mig aldrig … ” fordi hun er så lykkelig, men også fordi hun er meget bange for at der skal ske noget, at barnet bliver sygt eller bliver taget fra hende.”

”Slip mig aldrig”, s. 74.

Ishiguro troede egentlig, at romanen ”Never Let Me Go”, 2005, (”Slip mig aldrig”, 2005) skulle handle om en flok teenagere, der hang ud på en skole i halvfjerdserne. Han kunne ikke helt få historien til at hænge sammen, indtil han flere år efter første indskydelse hørte et radioprogram om bioteknologi. Så begyndte historien for alvor at tage form.

Kathy H er historiens fortæller, og hun ser tilbage på det, der indledningsvist virker som en helt almindelig skoletid på den engelske kostskole Hailsham. Vi hører om de andre skolekammerater, veninden Ruth, og især skolekammeraten Tommy, der som den eneste har svært ved at falde til på Hailsham. Tommy mobbes af de andre drenge, han får pludselige raserianfald, og han indleverer ikke kunstværker til den mystiske Madame, som alle børnene ellers anspores til.

25863550

Da Kathy fortæller historien i tilbageblik, er hun blevet 31 år gammel og arbejder på tolvte år som ’plejer’. Således, i kraft af drypvise ord, særlige betegnelser, oprulles historien langsomt for læseren – næsten i samme lidt forsinkede tempo, som sandheden går op for kostskoleeleverne på Hailsham. Ord som donor, donationer og plejer opridser stykke for stykke en verden, hvor man opdrætter kloner for at kunne høste deres organer, når menneskers organer svigter. Klonerne kan ikke få børn, og deres liv slutter tidligt. Kathy tager sig som plejer af sine gamle kammerater, når de har været igennem en første, anden eller tredje organdonation. Ved den fjerde organdonation ’afslutter’ donorerne, det vil sige, at de på menneskesprog dør.

Universet med klonerne og deres meget forkortede liv bliver en prisme, hvorigennem man som læser kommer til at se på menneskelivet. Hvornår er man et menneske? Når man tænker og føler, som også klonerne gør? Når man danner relationer til hinanden, som også Kathy og hendes kammerater gør til hinanden? Og hvis klonernes fordømte liv med dets uafvendelige mål virker meningsløst og tragisk, hvad siger det så om vores eget liv?

Igen i ”Slip mig aldrig” benytter Ishiguro sig af en stram fortællestil, hvor kortene holdes så tæt ind på kroppen, at hverken læser eller fortælleren selv er helt med – man er hele tiden et par skridt bagud, uvidende om det univers, man bevæger sig rundt i.

Den begravede kæmpe

”Havde de altid boet på denne måde, bare de to, i udkanten af kolonien? Eller havde alting engang været helt anderledes? Tidligere, udenfor, var brudstykker af et minde kommet tilbage til ham: et kort øjeblik, hvor han gik ned ad koloniens lange hovedkorridor med en arm om et af sine egne børn, med en lidt krummet gangart, ikke som nu på grund af alder, men slet og ret for at undgå at støde hovedet mod loftsbjælkerne i det svage lys. Muligvis havde barnet lige talt til ham og sagt noget morsomt, og nu lo de begge to.”

”Den begravede kæmpe”, s. 13.

Kazuo Ishiguro er glad for genrespring, og et sådant foretager han igen med sin roman fra 2015, The Buried Giant” (”Den begravede kæmpe”, 2015), der læner sig kraftigt op ad ridderromanens floromvundne fortællinger. En mystisk tåge har lagt sig over 500-tallets England, men det er ikke så meget en grålig dis, der omslutter landskabet, som en indre sløring af fortiden. Derfor har vi atter, og i ”Den begravede kæmpe” på meget konkret vis, at gøre med en filtreret og upålidelig erindring. Mennesket har mistet evnen til at huske, og alt det, der er mere end blot få timer gammelt, forsvinder i tågen.

Det viser sig at være en drages giftige ånde, der er skyld i miseren, og hugger en ædel ridder hovedet af dragen, som for eksempel en af Kong Arthurs efterlevende, vil problemet være løst. Men vil man gerne have sandheden tilbage, når det kommer til stykket?

51926153

Beatrice og Axl er et aldrende ægtepar, som vi følger på deres rejse ud for at besøge deres søn. Den glemselståge, der har lagt sig over deres fælles liv, giver læseren anledning til at tænke over, hvad det er, der holder sammen på et liv og et ægteskab. Beatrice og Axl mangler erindringen om en lang, symbiotisk historie, der forankrer kærligheden. Til gengæld har de heller ingen erindring om alle de gange, de gjort hinanden ondt i fortiden. Det samme kan siges om ’ægteskabet’ mellem de to parter, saksere og briter, der på dette tidspunkt lever sammen i England. Kan de stadig leve sammen, hvis erindringen om den andens myrderier dukker op til overfladen?

Titlens begravede kæmpe er erindringen om det, der virkelig er hændt. Det, der ansporede Ishiguro til at skrive bogen var tanken om, at der er mange steder, hvor man lever med en sådan ’begravet kæmpe’ for at kunne leve videre sammen – både i et land, et ægteskab og i en familie.

Genrer og tematikker

Kazuo Ishiguro er inspireret af sangere som Tom Waits, Bob Dylan og Leonard Cohen og skriver selv sangtekster. Sangskrivningen har lært ham noget væsentligt: ”En af de væsentligste ting, jeg har lært af at skrive sangtekster – og det har haft en enorm indflydelse på mine bøger – er, at med en personlig, fortrolig tekst, der synges i første person ental, må meningen ikke være indlysende. Den er nødt til at være indirekte, og ind imellem skal man læse mellem linjerne.” (Kate Kellaway: I used to see myself as a musician. But really, I’m one of those people with corduroy jackets and elbow patches. The Guardian, 2015-03-15. Egen oversættelse).

Lige præcis dette træk går igen i Ishiguros romaner, det indirekte, hvor der skal læses mellem linjerne. Hans tone er underspillet, og handlingen udspiller sig altid i et gådefuldt og uigennemtrængeligt univers, hvor læseren ikke helt kan få greb om sandheden. Ikke mindst på grund af fortællernes tågede, og bedrageriske, erindringer. Historierne ligger hos disse hovedpersoner, der i tilbageblik mindes en fortrængt episode i fortiden, der kaster skygger over nutiden. Deres erindring filtreres gennem egne følelser og fortrængninger, derfor er de som fortællere ikke til at stole på. Netop dette optager Ishiguro. Hvad er det, vi livet igennem fortæller os selv, og hvad udelader vi i denne fortælling: ”Jeg er interesseret i erindringen, fordi det er filteret, hvorigennem vi ser vores liv, og fordi den er tåget og obskur og giver anledning til selvbedrag. Som forfatter er jeg i sidste ende mere interesseret i, hvad folk fortæller sig selv, at der skete, end i, hvad der i virkeligheden skete.” (Tonny Vorm: Nobelpristager Kazuo Ishiguro: Jeg prøver at udtrykke mig så enkelt og klart som muligt. Information, 2017-10-07).

Fælles for Ishiguros romanfortællere er også, at de alle til en vis grad er betragtere til livet – en smule afsondrede, ikke helt faldet til i de omgivelser, som de desperat, og måske en smule naivt, forsøger at forstå. Helt tilbage fra debutromanen med den japanske enke, der kigger tilbage på ungdommen i Nagasaki, til ”Resten af dagen” hvor en gammel butler måske først nu forstår sin arbejdsgivers forehavende og sine egne, skjulte følelser for miss Kenton, og til Kathy H i ”Slip mig”, der beskriver en verden, der kun på overfladen er almindelig og genkendelig.

Beslægtede forfatterskaber

Da Det Svenske Akademis sekretær i forbindelse med Nobelpris-offentliggørelsen knyttede et par ord til Ishiguros forfatterskab, sammenlignede hun hans litterære universer med Jane Austens sædekomedier og Franz Kafkas absurde tone. Herefter sagde hun, at ”man er nødt til at tilføje lidt Marcel Proust til cocktailen, hvorefter du rører, men ikke for meget – så har du hans værker.” Det Jane Austen’ske i Ishiguros romaner springer frem i optagetheden af at analysere klassiske, britiske institutioner som godserne, myterne og kostskolerne – tilsat en absurditet, der forrykker realismen en smule, og gør alt en lille smule fremmed. Som set med et fremmed blik. Marcel Proust lurer overalt med den altdominerende interesse i erindringens slørende og forvanskende blik.

Selv om hans fortælletone er helt anderledes, kan man også sammenligne Ishiguro med forfattere som Martin Amis og Ian McEwan, forfattere, han i øvrigt beundrer dybt. Alle er de optagede at analysere og dechifrere det Storbritannien, de er opvokset i, og se dets myter efter i sømmene. Hos dem alle er det ofte sådan, at den personlige historie, som butleren Stevens’, ophøjes til en beretning om hele landets formørkede historie – ikke mindst de perioder, man gerne vil fortrænge.

Bibliografi

Romaner

Ishiguro, Kazuo: De fjerne blå bjerge. Centrum, 1984. (A Pale View of the Hills, 1982). Oversat af Birte Svensson.
Ishiguro, Kazuo: Kunstner i den flydende verden. Samleren, 1986. (An Artist of the Floating World, 1986). Oversat af Thomas Harder.
Ishiguro, Kazuo: Resten af dagen. Gyldendal, 1994. (The Remains of the Day, 1989). Oversat af Erik Bartholdy.
Ishiguro, Kazuo: Koncerten. Gyldendal, 1996. (The Unconsoled, 1995). Oversat af Erik Bartholdy.
Ishiguro, Kazuo: Vi forældreløse. Gyldendal, 2000. (When we were Orphans, 2000). Oversat af Jørgen Nielsen.
Ishiguro, Kazuo: Slip mig aldrig. Gyldendal, 2005. (Never Let Me Go, 2005). Oversat af Jørgen Nielsen.
Ishiguro, Kazuo: Den begravede kæmpe. Gyldendal, 2015. (The Buried Giant, 2015). Oversat af Jakob Levinsen.

Noveller

Ishiguro, Kazuo: Nocturner. Fem fortællinger om musik og skumring. Gyldendal, 2010. (Nocturnes: Five Stories of Music and Nightfall, 2009). Oversat af Jørgen Nielsen.

Om forfatterskabet

The Paris Review, issue 148, spring 2008. Interview med Kazuo Ishiguro.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kazuo Ishiguro

Kilder citeret i portrættet

Adams, Tim: For me, England is a mythical place. The Guardian, 2005-02-20.
Vorm, Tonny: Nobelpristager Kazuo Ishiguro: Jeg prøver at udtrykke mig så enkelt og klart som muligt. Information, 2017-10-07.