Sofie Jama

Sofie Jama (f. 1982) er født i Somalia, hvor hun boede de første 14 år af sit liv. Hendes mor arbejdede som pædagog og lærer, faren som dommer og siden borgmester. Opvæksten var præget af usikkerhed, og da borgerkrigen i Somalia brød ud i 1990, førte den derfor ikke kun dårlige men også gode ting med sig for Sofie Jama: ”Min barndom var ret dysfunktionel. Med vold og elendighed, ikke omkring os, men derhjemme. Min mor og far kunne ikke enes. Men så startede krigen, og så var det nogle andre ting, de fokuserede på: nærvær og kærlighed. De blev gode venner, og det gik rigtig godt for dem. De begyndte at have et kærlighedsforhold til hinanden – de begyndte endda at grine, kan jeg huske.” (Bo Søndergaard: Sofie Jama tog sin krop og sit liv tilbage. Politiken, 2019-01-12). Men krigen gjorde også familien hjemløs, faren forsvandt og sammen med sin mor og søskende flygtede Sofie Jama ud til det østlige Somalias sletter, hvor hun levede en nomadetilværelse og blandt andet arbejdede som gedehyrde. Efterfølgende flygtede familien til Etiopien og siden Danmark, hvor de ankom til Aalborg, da Sofie Jama var 14 år. Her kom hun i skole for første gang, først i en klasse for tosprogede børn, siden på efterskolen Brøruphus ved Skanderborg. Efterskoleopholdet fik stor betydning for hende. Her kendte kun ganske få til hendes baggrund, fortæller hun: ”Jeg undlod i en periode at fortælle om min fortid, da jeg ikke ville pakkes ind i vat længere. Jeg ville have, at mine omgivelser skulle stille krav til mig, og jeg var så træt af at være en stakkels krigsflygtning, som ingen forventede noget særligt af.” (Anna Raaby Ravn: Nomadefortælleren. Weekendavisen, 2019-01-11).

Under efterskoleopholdet tilbragte Sofie Jama ofte eftermiddagene på det lokale bibliotek, hvor hun søgte viden om dansk historie og kultur. Her fik hun øjnene op for, hvad litteratur kan: ”Jeg ville lære det hele, og det var bibliotekaren i Skanderborg, der sørgede for min integration. Det var også her, jeg fik en slags litterær dannelse og opdagede, at romanen som form kunne rumme også de voldsomt komplekse og usammenhængende fortællinger.” (Anna Raaby Ravn: Nomadefortælleren. Weekendavisen, 2019-01-11).

I mange år skrev Sofie Jama tekster for sig selv, som et slags personligt helle sideløbende med sin integration i Danmark, fortæller hun: ”Der var hele tiden noget, der nagede, jeg hvilede aldrig rigtigt i mig selv. Og det var selvfølgelig spøgelserne, minderne og traumerne, der lå – jeg fik aldrig nogensinde sjælero. Og dér fandt jeg litteraturen, fortællingen, som et hjørne, jeg kunne trække mig tilbage i.” (Michelle From Hoxer: Sofie vil gøre op med tabu: 'Omskårede kvinder kan også have lyst til sex'. DR, 2019-01-18).

Sofie Jama har en uddannelse i kulturformidling og arabisk sprog fra Aarhus Universitet og arbejder ved siden af sit forfatterskab som tolk for de danske myndigheder. Hun har desuden skrevet kronikker for Dagbladet Information.

I 2019 debuterede Sofie Jama som romanforfatter med ”Et andet menneske, et andet liv” og i 2020 udgav hun ”Den nordiske mands hævn”.

I Sofie Jamas debutroman ”Et andet menneske, et andet liv” (2019) ser hovedkarakteren og romanens jeg-fortæller Baraka tilbage på sit liv. Hun er født og opvokset i Somalia i begyndelsen af 1990’erne, men bor nu som ung voksen på Nørrebro i København. Herfra beretter hun om sin opvækst med en fraværende, krigstraumatiseret og khat-påvirket far, og en mor, der sideløbende med krigens hærgen opbygger et had til Baraka og dennes spirende seksualitet og religiøsitet.

Borgerkrigen i Somalia gør livet farligt for familien, og Baraka flygter med sin mor og søskende først ud til landets østlige sletter, hvor de lever en nomadetilværelse, og siden til Danmark.

I Danmark møder teenageren Baraka den ældre og jødiske Esther, der selv kom til Danmark som ung efter et ophold i en KZ-lejr. De to kvinder udvikler et venskab, hvor de deler deres erfaringer med at skabe sig en ny identitet blandt fremmede.

46018419

Igennem sit arbejde i Røde Kors møder den voksne Baraka drengen Umar. Han er en uledsaget og statsløs palæstinensisk flygtning flygtet fra borgerkrigen i Syrien. Da Umar forsvinder, søger Baraka råd hos Esther. Efter flere måneders søgen dukker Umar op igen, og det viser sig, at Umars farfar er Esthers søn, som hun måtte efterlade i Palæstina under den første arabisk-israelske krig. Esther dør og når aldrig at møde Umar. I stedet har hun testamenteret sin arv til Baraka, der beslutter at blive Umars officielle værge.

Ind i mellem Barakas, Umars og Esthers fortællinger fletter romanen historiske detaljer om borgerkrigen i 1990’ernes Somalia, 2010’ernes krig i Syrien, Anden Verdenskrigs holocaust samt den første arabisk-israelske krig i 1948. Sproget er sansemættet og stilen nærmest poetisk, selv når det er emner som krig og de traumer, de efterlader karaktererne med, der beskrives. Tematisk kredser romanen om krig og flugt, og den måde, det kan mærke mennesker for livet. Spørgsmål om identitet og tilhørsforhold er centrale, herunder også religionens rolle som identitetsmarkør. Sideløbende er den kvindelige seksualitet et centralt tema, der foldes ud gennem både Barakas og Esthers oplevelser af seksuelt begær og lyst men også den skam, de oplever eller føler, de burde opleve.