Jyllands-Postens Litteraturpris

Naja Marie Aidts udgangspunkt  for romanen “Øvelser i mørke” var at skrive om venskab, men fordi de venskaber hun beskrev, tilfældigvis var mellem nogle kvindelige karakterer -  kom romanen nødvendigvis også til at kredse om vold mod kvinder.

Hun ser blandt andet bogen som et vigtigt opråb om, at der her er noget, vi bliver nødt til at tale om. Og som hun håber, vil finde mange både mandlige som kvindelige læsere.   

"Tankerne om konkret hvor anderledes det er at leve som kvinde end som mand er det, jeg har forsøgt at fokusere på her. Også for at vise mændene, hvor belastende det faktisk er, at man skal gå og være bange og hele tiden ligesom skanne og sørge for, at der ikke sker en noget."

LÆS HELE FORFATTERPORTRÆTTET AF NAJA MARIE AIDT

Naja Marie Aidts ”Øvelser i mørke” fra 2024 er en roman om kvinders liv, venskaber og livsfaser, men også en bog om vold mod kvinder og om evnen til at komme overens med sin egen historie og bære den på sin helt egen måde.

Jeget i romanen er en midaldrende kvinde, som har udviklet PTSD efter et traumatiserende overfald, der også har hvirvlet op i voldsomme hændelser i kvindens fortid. Hun har voksne børn, men bor alene, tilbringer meget tid med at se flimrende, distraherende tv og sover ofte under sofabordet.

137684497

Imens forsøger hun at finde en måde at leve i mørket og samtidig bevæge sig ud af mørket med hjælp fra en psykolog, kaldet PTSD-manden: ”Jeg øver mig i mørke, for jeg er frygtsom. Jeg øver mig i at være i mørket, men jeg øver mig også i at træde ud af mørket. Sessionerne med PTSD-manden skal hjælpe mig med at træde ud af mørket. Og metoden er at være i mørket uden at være bange.” (s. 24). Bogens tematisering af overgreb mod kvinder kommer også til udtryk i romanens indlagte fortælling om en fest, veninden Lea engang var til, hvor alle gæsterne skulle medbringe en anekdote. Anekdoter, der viser sig at handle om psykisk vold, stalking, grænseoverskridende adfærd og seksuelle overgreb mod kvinder.

Undervejs i romanen oprulles jegets svære livserfaringer sammen med erindringsbrudstykker fra barndom, ungdom og voksenliv. Skildringen af de forskellige perioder i en kvindes liv understreges også af det lejlighedsbyggeri i fire etager, som jeget bor i, og som fungerer som et billede på de forskellige perioder i livet. Her bor der nemlig en helt ung kvinde, en ung mor med små børn og en ældre kvinde – foruden den kvindelige hovedperson, som er midt i 50’erne. En anden vigtig tematik er kvinders nære venskaber. I bogen er veninderne Lea, Annie, Nicola og Rose de mennesker, som slutter kreds om jeget med omsorg og stor kærlighed, og som er hendes livsvidner.

Naja Marie Aidt har skrevet en poetisk roman fortalt med indre synsvinkel, som behandler alvorlige emner, men også er præget af et metaforisk billedsprog: ”Mit lille jeg spræller som en guldfisk i et alt for snævert akvarie” (s. 16) og ”Deres omsorg er som et silkeklæde, tyndt og let, det varmer i kulde og køler i varme.” (s. 22).

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Øvelser i mørke"

I den aktuelle roman “Svømmende, rygende, grædende” har hovedpersonen Anna et alkoholproblem, som hun prøver at skjule og overbevise sig selv om ikke er til gene hverken for hende selv eller omgivelserne. Men hun falder igennem gang på gang trods sine gode intentioner om ikke at drikke. Gennem en række både alvorlige og underholdende monologer følger man Annes vej gennem rusen, selverkendelsen og et nyt fokus på livet.

"Man kan sige, at Anna er en version af mig. Hvis jeg havde drukket mere, hvis jeg havde været mere ligeglad, hvis jeg havde haft skrivekrise, hvis mine børn havde brudt kontakten til mig osv. osv. Så egentlig så tager jeg noget, jeg kender, og forstørrer det lidt op. Så sådan tror jeg, at hun er." 

LÆS HELE FORFATTERPORTRÆTTET AF LONE HØRSLEV 

I Lone Hørslevs trettende værk, romanen ”Svømmende, rygende, grædende” fra 2024, er den 47-årige forfatter Anna Mette Hansen på sammenbruddets rand. Hun er fraskilt, sønnen er netop rejst til New Zealand, hun har brækket armen efter et fald på cykel, hendes kommende roman skriver ikke sig selv, og så trøster og styrker hun sig med alkohol og piller.

Romanen foregår over få dage i juni, men med enkelte tilbageblik til en barndom i Jylland og et tåkrummende litteraturarrangement på kunstmuseet Louisiana. Handlingen er sparsom: et bryllup, en date på Louisiana, en tur i Netto.

137777185

Ellers foregår størsteparten af romanen i Annas hus på Frederiksberg og mest af alt i hendes hoved. Roman fortælles frem af en 3. personfortæller, der hovedsageligt skildrer Annas synsvinkel. Enkelte afsnit er dog skrevet fra Gorms perspektiv – en dramatiker, som Anna næsten får et forhold til.

Det primære tema i romanen er alkoholisme, mens hovedmotivet er skam. Som en forbindelseslinje mellem skammen og alkoholen er følelser af ensomhed og mindreværd. I sin nuværende deroute optræder Anna grænseoverskridende og pinligt, og andre mennesker har svært ved at rumme hende. På den måde manifesterer hun den skamfølelse, hendes forældre og opvæksten i Jylland har indpodet hende, og den følelse af forkerthed, der har udmøntet sig i mindreværd og ensomhed.

Undervejs i romanen optræder flere hjælpere: Først en kat, så manden (Gorm), og mod romanens slutning, hvor Annas deroute kulminerer med massiv angst, bliver sønnens telefoniske afvisning en mulighed for at se, at skønheden kan omfavne det onde, som det hedder i romanen. Således ender romanen åbent og med mulighed for at vælge en ny vej. Romanen tematiserer endvidere den moderne litteratur, blandt andet igennem Annas og Gorms blik på samtidig litteratur.

Stilmæssigt er romanen i forlængelse af Lone Hørslevs øvrige forfatterskab: mundret, let og som et tankeflow, hvor den ene tanke katapulterer den næste frem. Enkelte steder møder læseren også en række digte, Anna har skrevet, og som er med til at understrege romanens hovedtemaer.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Svømmende, rygende, grædende"

"Djævlebogen" er en helt anden bog end den, Asta Olivia Nordenhof havde sat sig for at skrive. Andet bind i syvbindsserien om mordbranden på Scandinavian Star skulle have heddet "Ideer" og have handlet om forretningsmanden T fra "Penge på lommen". 

I stedet kom denne djævelske genrehybrid altså, der forkaster alle konventioner, strukturer og foventninger og indeholder: "Fire forsøg på at besvare spørgsmålet om hvorvidt man kan elske under kapitalismen", som der står på første side. 

Vi mødte Asta Olivia Nordenhof til en samtale om denne udbryderroman, dens opgør med den kapitalistiske samfundsmodel vi alle er underlagt, som gør, at den ægte kærlighed mellem mennesker har trange kår, og vi ofte ender med at blive hinandens konkurrenter.

SE HELE PORTRÆTTET AF ASTA OLIVIA NORDENHOF

Som andet bind i føljetonen om Scandiavian Star udgav Asta Olivia Nordenhof i 2023 ”Djævlebogen”, hvis forord bedyrer, at det ikke blev den bog, forfatteren troede (om forretningsmanden T fra ”Penge på lommen”).

I stedet blev det en djævlebog i fire væsensforskellige dele, hvor den længste, ”Djævelen i højhuset”, følger fortælleren Olivia, der i en coronaramt nutid rejser til London for at bo 14 dage hos en mand, hun har mødt i en togbus mellem København og Vejle. Her skriver hun en novelle, om dengang hun arbejdede som prostitueret og mødte T, der lokkede hende til bo på hans hotelværelse i Milano i 46 dage. Hun fik gaver og løn, og da hun er på vej hjem med pengene i en taske, rumsterer tvivlen: ”Så længe jeg var blevet betalt, var jeg ikke blevet ydmyget. Men hvis jeg mistede min betaling? Det ville tvinge mig til at se, hvad jeg var gået med til” (s. 80). Det pekuniære forhold er altid forrest og til åben forhandling hos Nordenhof.

136714708

De knækprosaiske kærlighedsdigte i ”Åbne huse” er skarpe i deres afvisning af vold og kapitalisme og milde i deres lovprisning af kærlige fællesskaber og åbne huse. Jeget er på vej væk fra den fortid, hvor hun knaldede med djævlen og er håbefuld på vej ind i en ny tid, hvor kærligheden råder.

Teksterne i ”Djævlen taler fra galehuset” er fra et ophold på en psykiatrisk afdeling, hvor et jeg reflekterer over sin sygdom og de nedværdigende vilkår, den syge må leve under. Sidste del, ”Vinterhus”, er lavmælte nattedigte, hvor jeget gør bogen færdig, mens en datter og en elsket veninde sover tæt på. Der er måneoplyste roemarker uden for vinduerne og helt tyst, fraset jegets raseri mod dem, der tjener på udnyttelse af menneske og natur.

Koblingen til ”Penge på lommen” sker i det kapitalismekritiske kærlighedsspor og i detaljen; i London bor de overfor Lloyds, der gør sig i skibsforsikring, og på tv fortæller de, at en taskforce ”skal undersøge/ økonomien bag/ scandinavian star” (s. 158). Djævlen bor i den syge og i kapitalisten og i usunde relationer. Djævlen bor i os alle og kan tilsyneladende kun uddrives ved kærlighed. Med genreskift og temposkift og et følsomt raseri er ”Djævlebogen” kompleks og dog tydelig i sin invitation ind i en ny verdensorden, hvor fællesskabet er øverste myndighed.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Djævlebogen"

Slædehunde og kærlighed og kolonisering er centrale elementer i Rasmus Theisens nærværende og kloge debutroman ”Andre hunde” fra 2021, hvori en ung dansk mand rejser til Nordvestgrønland. Her møder han sine egne naive forestillinger om sig selv og Grønland i en forblæst bygd domineret af en entreprenant dansker og en mystisk sygdom, der hastigt breder sig blandt hundene. Theisen rusker i den generelle danske forståelse af vores tilstedeværelse i Grønland og lader den arktiske kulde bide lidt grundigt.

Blå bog

Født: 9. marts 1995, Horsens.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2019.

Debut: Andre hunde. Gyldendal, 2021. Roman.

Litteraturpriser: Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris, 2022.

Seneste danske udgivelse: Molbohistorier. Antipyrine, 2023. Roman.

Inspiration: Romaner og musik, digte og aviser, fugle og fisk, internettet, historie, land- og søkort, satellitapplikationer.

SE HELE FORFATTERPORTRÆTTET AF RASMUS THEISEN

Rasmus Theisens anden roman, ”Molbohistorier” fra 2023, foregår i Knebel Vig på Mols. Her bor bogens meget eksplicitte fortæller, en forfatter, som en dag finder en notesbog på den lokale bodega. Bogen tilhører den ufaglærte Viktor, der bor med sin kæreste Monika og deres datter Alex, og forfatteren bruger Viktors noter som afsæt til sin moderne molbohistorie. Traditionelt set handler molbohistorier om nogle enfoldige mennesker, som tror, at de er vildt kloge – lidt ligesom vores ageren i nutidens klimakrise.

137174235

Viktor er vokset op på Mols med sin mor Tranen, der blev led og bitter, da Viktors far forlod dem. Volden i barndomshjemmet har givet Viktor en fandenivoldskhed, der kulminerer, da han som helt ung er indblandet i en brand på Fuglsø Kro. Herefter tager han ansvar, møder den tilflyttende kunstner Monika og får arbejde som havemand. Ti år senere har de fået datteren Alex og en rolig hverdag sammen. Efter nogle dage med tæt tåge indfinder der sig en ”ildevarslende stilhed”, dyr dør på mystisk vis og så sætter regnen ind. Det regner i et år, ustoppeligt. Halvøer bliver til øer, tagrenderne skiftes og et lammende mismod lægger sig over den våde befolkning. Samtidig trækker krisen fronter op i de ulmende konflikter mellem de lokale pragmatikere bundet til jorden og de selvoptagede tilflyttere, der nyder godt af Mols’ Instavenlige landskaber.

Viktor får arbejde på den østersfarm, som ”den latterlige erhvervsmand” Sebastian Strohne har anlagt i det genoversvømmede Kolindsund. Farmen er et kapitalistisk foretagende i klimavenligt tilsnit, og uanset de fine paroler er arbejdsmassen stadig ufaglært og drikfældig. Som drikkeriet får tag i Viktor, møder han oftere sine traumer fra barndommen og sammen med dem den mytologiske figur Bettefanden, som vokser sig stor og til sidst finder sin vej ud af ham. Her bliver den dystopiske og kapitalismekritiske klimaroman til en slags horrorfiktion om uforløste traumer.

”Molbohistorier” bryder den romantiske forestilling om Mols op med det morads af svigt og alkohol og vold, der præger menneskene i de smukke istidslandskaber. I et veloplagt sprog med blik for natur og tidsånd skriver Theisen om klasseskel og klimakrise, om kunstnerisk nysgerrighed og kompleks kærlighed.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Molbohistorier"

Theis Ørntoft er aktuel med den stort anlagte slægtsroman “Jordisk”, hvori vi følger tre generationer i en familie, fra 1967 til 2036. Den handler om grader af forbundethed, siger Theis Ørntoft, både mellem mennesker og med den jord, vi bebor. Mød forfatteren i en eftertænksom samtale om romanen, som han har brugt fem år på at skrive. 

LÆS HELE FORFATTERPORTRÆTTET AF THEIS ØRNTOFT

På mange måder føles Theis Ørntofts roman ”Jordisk” fra 2023 som et nybrud i hans forfatterskab. I modsætning til hans tre tidligere udgivelser er hovedpersonen i denne roman ikke en spejling af Ørntoft selv. Formmæssigt lægger værket sig tættere op af en traditionel romangenre både sprogligt og plotmæssigt og er dermed mindre eksperimenterende end ”Yeahsuiten” og ”Solar”. Tematisk er der dog en tydelig tråd til hans tidligere udgivelser, som fx det moderne menneskes tabte kontakt til naturen og ubehaget ved at indgå i forpligtende sociale relationer.

”Jordisk” er en slægtsroman, der følger tre generationer fra 1967-2036. Bogen er inddelt i fem afsnit, der hver skildrer en generation af familien.

136670565

Den går tilbage til bankmanden Ernst og forgrener sig senere med datteren Alice og hendes kæreste Nick, deres fælles børn og Nicks datter fra et senere forhold. I et interview fra 2018 taler Ørntoft om, hvordan litteraturen tidligere har været samlet omkring én stor fortælling og én gennemgående helt eller hovedperson, og om hvorvidt den måde at samle fortællinger på kan bruges i vores mere splittede samtid (”Når det langsomme bliver en luksus”, Litteratursiden.dk). Slægtsromanen er en gammel genre, men hos Ørntoft giver genren mulighed for at netop at lade mange forskellige synspunkter, erindringer og oplevelser af de samme begivenheder blande sig sammen til en fælles fortælling.

Karakteristisk for Ørntofts forfatterskab har også naturen en rolle i romanen. Titlen på romanen ”Jordisk” henviser til livet på Jorden og dets forgængelighed, men også til materielle ting og deres værdi. Tydeligst hos Ernst, der bekymrer sig om det forestående kollaps af Bretton Woods-systemet, der knyttede dollarkursen til værdien af guld. For Ernst bliver det symbolet på en verden, hvor mennesket er ved at miste jordforbindelsen, både i konkret og overført betydning. Mange år senere sidder hans barnebarn Miriam og klikker en marmorplade hjem til sin lejlighed i København. Hun overvejer især, hvad leveringen af marmorpladen vil have af konsekvenser for myldretidstrafikken på Gl. Kongevej, når en kran skal føre marmorpladen ind gennem vinduet. Imens zoomer fortællerstemmen ud af lejligheden og beskriver først, hvordan marmoret blev dannet for millioner af år siden, og dernæst hvordan menneskelige fremskridt har gjort en industri omkring udvindingen af marmor mulig. Romanen undersøger dette forhold mellem det jordiske og menneskeheden og i slutningen af romanen sendes den yngste lillesøster Julia bogstavelig talt til månen, uden at hun af den grund mister jordforbindelse. Grundspørgsmålet i romanen er hvilken sammenhæng der er mellem det jordiske og det metafysiske, altså tankerne, ideologierne og følelserne.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Jordisk"