Jyllands-Postens Litteraturpris 2025

”Ræveår” er en kollektivroman, hvor fortællingen drives frem af flere fortællestemmer. Det er med Signe, at romanen begynder og ved Signe den ender, men alle kvinderne er hovedpersoner. Det er dem, der med mættede indre observationer og refleksioner bærer fortællingen om det livsnødvendige fællesskab frem.

139270576

”Ræveår” udspiller sig på Læsø i 1780 og er centreret omkring en gruppe kvinder, deres fællesskab, udsathed og styrke. Alt bevæger sig i cirkler. Tiden, livet og arbejdet. Kvinderne indgår i øens cyklus og i fællesskabets. Der er en tid til at fødes, en tid til at dø, en tid til at tænge tangtage og en tid til at klippe får. Man kender sin plads og sin opgave. Det er afgørende for alles overlevelse. Signe er enke, og hendes plads er nederst i hierarkiet. Hun ser efter sine egne og de andres får fra sit hus, yderst på øen. Ser til, at de ikke bliver taget af havet eller skambides af ræven. Hun lever isoleret sammen med sin søn, Christian, som hun drømmer om, får en uddannelse, så han hverken død eller levende skal blive havets.

Tre begivenheder bryder den vante orden og kommer til at få afgørende betydning ikke bare for Signe, men for alle kvinderne på øen. Først finder Signe et dødt spædbarn nær sit hus. Mændene finder aldrig ud af, hvem moren til barnet er, og ingen bliver straffet for den forbrydelse det er at føde et barn udenfor ægteskabet. Men hemmeligheden om barnet født i dølgsmål løber som tavse tråde mellem kvinderne. Den eneste, der kender hele sandheden, er hunræven, der ligger i sin hule, strejfer, vejrer og lukker læseren ind i sine tanker.

Dernæst falder Signe i vandet og er ved at dø. De andre kvinder plejer hende tilbage til livet. Efter dette oplever Signe at blive mere end tålt. Hun mærker, hvad det betyder at indgå i relationer til andre mennesker og bliver bange for at miste det igen. Endelig er der det store skibsforlis, hvor 600 sømænd reddes i land på øen. Verden udefra maser sig på. Drømme om kærlighed og et andet liv fødes hos Signe, hos Christian og hos de piger, der bliver gravide. Men mændene rejser igen, og kvinderne bliver tilbage. Øen falder til ro, og fællesskabet gør som det altid har gjort. Arbejder videre til alles gavn.

LÆS PORTRÆTTET AF ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN

"Djævlebogen" er en helt anden bog end den, Asta Olivia Nordenhof havde sat sig for at skrive. Andet bind i syvbindsserien om mordbranden på Scandinavian Star skulle have heddet "Ideer" og have handlet om forretningsmanden T fra "Penge på lommen". 

I stedet kom denne djævelske genrehybrid altså, der forkaster alle konventioner, strukturer og foventninger og indeholder: "Fire forsøg på at besvare spørgsmålet om hvorvidt man kan elske under kapitalismen", som der står på første side. 

Vi mødte Asta Olivia Nordenhof til en samtale om denne udbryderroman, dens opgør med den kapitalistiske samfundsmodel vi alle er underlagt, som gør, at den ægte kærlighed mellem mennesker har trange kår, og vi ofte ender med at blive hinandens konkurrenter.

SE HELE PORTRÆTTET AF ASTA OLIVIA NORDENHOF

Som andet bind i føljetonen om Scandiavian Star udgav Asta Olivia Nordenhof i 2023 ”Djævlebogen”, hvis forord bedyrer, at det ikke blev den bog, forfatteren troede (om forretningsmanden T fra ”Penge på lommen”).

I stedet blev det en djævlebog i fire væsensforskellige dele, hvor den længste, ”Djævelen i højhuset”, følger fortælleren Olivia, der i en coronaramt nutid rejser til London for at bo 14 dage hos en mand, hun har mødt i en togbus mellem København og Vejle. Her skriver hun en novelle, om dengang hun arbejdede som prostitueret og mødte T, der lokkede hende til bo på hans hotelværelse i Milano i 46 dage. Hun fik gaver og løn, og da hun er på vej hjem med pengene i en taske, rumsterer tvivlen: ”Så længe jeg var blevet betalt, var jeg ikke blevet ydmyget. Men hvis jeg mistede min betaling? Det ville tvinge mig til at se, hvad jeg var gået med til” (s. 80). Det pekuniære forhold er altid forrest og til åben forhandling hos Nordenhof.

136714708

De knækprosaiske kærlighedsdigte i ”Åbne huse” er skarpe i deres afvisning af vold og kapitalisme og milde i deres lovprisning af kærlige fællesskaber og åbne huse. Jeget er på vej væk fra den fortid, hvor hun knaldede med djævlen og er håbefuld på vej ind i en ny tid, hvor kærligheden råder.

Teksterne i ”Djævlen taler fra galehuset” er fra et ophold på en psykiatrisk afdeling, hvor et jeg reflekterer over sin sygdom og de nedværdigende vilkår, den syge må leve under. Sidste del, ”Vinterhus”, er lavmælte nattedigte, hvor jeget gør bogen færdig, mens en datter og en elsket veninde sover tæt på. Der er måneoplyste roemarker uden for vinduerne og helt tyst, fraset jegets raseri mod dem, der tjener på udnyttelse af menneske og natur.

Koblingen til ”Penge på lommen” sker i det kapitalismekritiske kærlighedsspor og i detaljen; i London bor de overfor Lloyds, der gør sig i skibsforsikring, og på tv fortæller de, at en taskforce ”skal undersøge/ økonomien bag/ scandinavian star” (s. 158). Djævlen bor i den syge og i kapitalisten og i usunde relationer. Djævlen bor i os alle og kan tilsyneladende kun uddrives ved kærlighed. Med genreskift og temposkift og et følsomt raseri er ”Djævlebogen” kompleks og dog tydelig i sin invitation ind i en ny verdensorden, hvor fællesskabet er øverste myndighed.

Hold ud, ti stille, bliv ved. Det er tilgangen hos familierne i Kim Blæsbjergs nye roman “De bedste familier”, som går tæt på de personlige skæbner forbundet med kemikaliefabrikken Cheminova i 1950’erne. Vi mødte Kim Blæsbjerg til en samtale om det moderne velfærdssamfunds begyndelse, om Danmarkshistoriens største miljøskandale, og om den tavshedskultur i hjemegnen, som han med romanen vil gøre op med.

”Jeg tror, rigtig mange har tænkt: hvis jeg i ny og næ må tage en tur hjem på afgiftning og ligge der og lide, jamen så tjener det det højere mål, at mine børn får en bedre opvækst end jeg selv havde.”

LÆS HELE FORFATTERPORTRÆTTET AF KIM BLÆSBJERG

Kim Blæsbjergs roman ”De bedste familier” (2023) følger i sin form og sin ambition i sporet på den tidligere romantrilogi. Det er en kollektiv og stort anlagt fortælling i fem dele og over små 600 sider om perioden fra 1953 til 1962. Vi er i forfatterens hjemegn Lemvig, og omdrejningspunktet er kemikaliefabrikken Cheminova. Fabrikken flytter i starten af 50’erne til Vestjylland og bliver den drivende kraft for arbejdspladser, øget velstand og udvikling. Men forfatteren vil også fortælle den anden side af historien, for fabrikken er jo synonym med Danmarkshistoriens nok største miljøskandale. Ikke bare blev Limfjorden og Vesterhavet svært forurenet i takt med fabrikkens fremgang, også medarbejderne på fabrikken blev udsat for voldsom forurening i arbejdet med kemikalierne. Det er denne bagside, som interesserer Blæsbjerg. Hvordan konsekvenserne ved arbejdet på fabrikken sivede over i familierne omkring fabrikken.

Historien holdes sammen af en fortællermæssig dobbelttråd. På den ene side står arbejderfamilien Christensen fra Lemvig med Niels og Margrethe og deres tre børn. På den anden side tilflytterfamilien med Jørn, der er chefingeniør på fabrikken, og Karin og deres datter Vibeke.

135280178

Niels er med fra fabrikkens start og oplever i takt med den materielle fremgang også de giftige konsekvenser på egen krop. De fortrænges dog af loyalitet over for arbejdspladsen, og de giftige sider af arbejdet siver ind i familielivet som en tyngende tavshed. Det er svært at sætte ord på svineriet af naturen, følelsesløsheden i fingre og fødder, udbrændtheden og koncentrationsbesværet. Også i chefingeniøren Jørns familie hersker tavsheden og fortrængningen. Her handler det om at se bort fra alt det beskidte, der foregår, og fastholde det glorværdige i egen karriere og rolle som fremskridtets mand. Ved siden af mændene står kvinderne i romanen, men på ingen måde som bifigurer. Det er en styrke, at romanen kommer under huden på alle de centrale karakterer – både mænd og kvinder. Og læseren kommer helt tæt på de menneskelige dramaer, der ulmer i hjemmene. For også kvindernes liv præges af deres forknytte ægtemænd og fabrikkens kvælende effekt på familielivet. Og de kan ikke bare følge med som statister i deres egne liv.

Romanen er en skildring af overgangen fra efterkrigstiden til det moderne velfærdssamfund. Familierne og fabrikken bliver brydningspunkter for en række interessante dynamikker. Det handler om den kulturelle omvæltning i 50’erne, som også finder vej til Vestjylland; det gælder rollerne mellem de lokale og tilflytterne, og det gælder særligt opbruddet i kønsrollerne og familierne.

Vi står midt i en fuldstændig altomfattende naturkrise – vi har klimakrisen og biodiversitetskrisen – og begge dele er resultater af en manglende forståelse af, at vi altså er en del af det her fintmaskede netværk af liv, siger Josefine Klougart i samtale med Forfatterweb.

I romanen “Alt dette kunne du få” vokser hovedpersonen Barbara op tæt på naturen. Hun er i særlig grad i stand til at fornemme altings samhørighed, og i bogen formår Josefine Klougart at sætte ord på de magiske oplevelser af naturen, oplevelser af nærmest religiøs karakter, vi som kultur er meget dårlige til at forstå, og som normalt ligger uden for sproget.

LÆS HELE FORFATTERPORTRÆTTET AF JOSEFINE KLOUGART

I Josefine Klougarts roman ”Alt dette kunne du få” (2021) vender Barbara hjem til barndommens Mols for at se til sin far, som har gennemgået en hjerteoperation. Operationen lykkedes, men patienten kommer ikke tilbage til bevidsthed – i blikket er der blot ”et uendeligt fald ud i et øde bagved. Som fandtes der i det store mørke ikke en eneste erindring, et eneste billede at hæfte sig ved” (s. 8-9). Efter mødet med farens tomme blik vender Barbara sig mod sin egen historie. I en lang række erindringsglimt skildres en barndom i naturens og legens tegn – moren havde læst Rousseau – men også en barndom præget af fravær og morens fortiede skuffelse over, at drømmen om det frie liv i naturen ikke ubetinget lod sig virkeliggøre.

61514554

Faren skal passe sin lægeklinik og er for det meste fraværende, moren har også rigeligt til at holde sig i gang, men er ensom og fortvivlet trods de to døtre, for uden nogen at dele dem med er glæden knap så stor. Forestillingen om den lykkelige tilværelse i huset i Mols Bjerge opretholdes dog nogenlunde, og det er først, da Barbara som voksen udgiver en roman om barndommen, at sprækkerne ikke længere lader sig ignorere. Familien føler sig forrådt, og udgivelsen fører til flere konflikter. Men i opstandelsen overses helt den store kærlighed, der også ligger i Barbaras roman – kærligheden til den verden, som forældrene har skabt for deres børn, hvor det tætte bånd til naturen opretholdes.

Den opfattelse af verden gennemstrømmer også ”Alt dette kunne du få”. Romanen kaster et særligt flimrende lys på verden, hvor det sanselige, drømmende, fantasifulde træder i forgrunden, mens fornuften og rationaliteten, der som oftest strukturerer vores verden, må vige pladsen. Den forfølger oplevelsen og følelsen af at smelte sammen med noget, der er større og vildere, end fornuften og sproget kan indkredse – at vi ikke blot er os selv hver især, men er naturvæsener og tilhører et gigantisk netværk af liv.

I begyndelsen af bogen binder Barbara og hendes søster sig til hinanden med et reb og begiver sig ud i bølgerne for at lade sig føre med af strømmen, og bogen handler i høj grad om at turde overgive sig. For netop i overgivelsen mærker man samhørigheden.