Claire Keegan

Claire Keegan blev født i 1968 i County Wicklow syd for Dublin, Irland, som den yngste i en stor romersk-katolsk familie med i alt seks børn. Familien boede på en gård på landet, og allerede som barn var hun optaget af bøger: ”Da jeg var lille, havde vi Ladybird-bøger. Flere af dem var gamle eventyr. Som Rødhætte og Hans og Grete. Og de var fantastiske, for der var altid noget skræmmende i dem. Jeg var meget optaget af eventyrfortællinger og det overnaturlige. Fornemmelsen af, at der altid var noget ude i verden, som man skulle passe på, og at hvis man mødte det og ikke kunne håndtere det, ville det få konsekvenser. Det er noget, jeg stadig tror på.” (Gutkind Forlag: Interview med Claire Keegan. Gutkind.dk, 2022-02-03).

Som 17-årig tog Claire Keegan til New Orleans, Louisiana, for at studere politik og engelsk, og hun vendte tilbage til Irland i 1992 som 24-årig. Senere boede hun et år i Cardiff, Wales, hvor hun tog en MA (cand.mag.) i kreativ skrivning, samtidig med at hun underviste i kreativ skrivning på University of Wales.

I 1999 debuterede Claire Keegan med novellesamlingen ”Antarctica”, der modtog den irske litteraturpris Rooney Prize samt William Trevor Prize, og i 2007 udgav hun sin anden novellesamling, ”Walk the Blue Fields”. I 2010 udgav hun den lange novelle – eller kortroman – ”Foster” (”Omsorg”, 2022) i magasinet New Yorker, og senere udkom den som selvstændig bog. Kortromanen modtog prisen Davy Byrnes Short Story Award, og i 2022 blev den filmatiseret som ”An Cailín Ciúin (The Quiet Girl)”. I 2021 udgav Claire Keegan kortromanen ”Small Things Like These” (”Den slags små ting”, 2021), der blev nomineret til Booker Prisen i 2022.

Siden 2008 har Claire Keegan været medlem af den irske kunstnersammenslutning Aosdána, og hendes bøger er oversat til 30 sprog indtil videre.

Privat bor Claire Keegan på landet i Irland, og heste spiller en stor rolle i Claire Keegans liv. Hun både rider og har sine egne heste.

Claire Keegan slog igennem internationalt med kortromanen ”Small Things Like These” fra 2021 (”Den slags små ting”, 2021) om 40-årige Bill Furlong, der voksede op på en irsk herregård med sin mor. Moren arbejdede som ung stuepige for herregårdens enke, den protestantiske Mrs. Wilson, og selvom hun blev gravid uden for ægteskab, fik hun lov til at blive på gården og bo med Bill, der blot kaldes Furlong af fortælleren. I skolen bliver Furlong drillet pga. sin manglende far, men han vokser op med kærlighed og bliver en hårdtarbejdende mand med egen handel med optændingsbrænde og kul. Han gifter sig med Eileen, og de får fem døtre, der klarer sig godt i den lille by New Ross, der er præget af stor ulighed og fattigdom.

61592423

På trods af familiens relative velstand længes Furlong efter at holde fri i stedet for at knokle hele tiden og en anden idyl end den, der hersker i det travle katolske hjem. Da han en dag skal levere kul til et pigehjem med vaskeri drevet af katolske nonner, møder han en ung desperat pige, der tigger om at blive lukket ud fra det låste pigehjem, så hun kan drukne sig i floden, og senere finder han den unge pige Sarah låst inde i nonnernes kulhus. Sarah spørger efter sin lille søn, der er blevet taget fra hende. Inde på klosteret forsøger den øverste nonne, priorinden, at glatte ud og bestikke Furlong til at tie stille om, hvad der foregår, og han forlader nonnerne igen. Hans dårlige samvittighed hjemsøger ham imidlertid, og juledag vandrer han mere eller mindre tilfældigt op til klosteret og befrier Sarah, der igen er blevet låst inde i kulhuset.

Titlen ”Den slags små ting” er en betegnelse, der bruges om Furlongs tanker om ulighed, uretfærdighed, nød og elendighed. Ting, der bestemt ikke er små. Furlong nægter da også at lade, som om behandlingen af de undertrykte kvinder skal ignoreres. I stedet insisterer han på, at børn født uden for ægteskab – som han selv – skal hjælpes til et godt liv. Kortromanen er fortalt fra Furlongs synsvinkel, men samtidig er der fra fortællerens side et overblik over begivenhedernes gang.

Videoklip

Spørgsmål og svar om Claire Keegans skrivning ifm. udgivelsen af ”Den slags små ting”, bl.a. om besværet ved at finde på en bogtitel samt en afsluttende oplæsning fra bogen. The Booker Prize, 2022-10-06.

”Foster” (”Omsorg”, 2022) blev oprindeligt skrevet til og udgivet i magasinet The New Yorker i 2010, og efterfølgende udvidede Claire Keegan fortællingen til en selvstændig udgivelse. I kortromanen følger læseren en ung, unavngiven pige fra en fattig familie på landet i Irland. Hendes mor er gravid igen, og barndomshjemmet er netop mangelfuldt, når det handler om graden af omsorg for de mange børn. Derfor kører pigens far hende ud til kysten en varm sommerdag for at sætte hende af hos en plejefamilie, bestående af det lidt ældre ægtepar John og Edna, som er en del af morens familie. Faren glemmer både at sige farvel og give pigen hendes kuffert med tøj, før han kører væk i høj fart.

62169613

Edna og John er et varmt, opmærksomt og lattermildt ægtepar, der har styr på tingene og besidder en rolig, virksom tilgang til deres dagligdag på den lille gård. Et ganske andet miljø, end pigen kender fra sine forældre, hvor pengene er små, faren drikfældig og løgnagtig, og moren konstant er gravid. Pigen får sit eget værelse på gården, men er forbeholden over for den nye tryghed. Parret giver pigen nyt tøj, lærer hende at læse og løbe hurtigt, og en dag, hvor hun følges hjem af en nabo, finder hun ud af, at gården gemmer på en tragisk hemmelighed. Da sommeren er gået, kører John og Edna pigen tilbage til hende familie, og nu er den ellers så sky og tavse pige blevet i stand til at udtrykke sine følelser og løber efter John og Edna, da de kører væk. Kortromanen ender med, at hun kalder John for far.

”Omsorg” er skrevet i jegperson og fra barnets synsvinkel. Den navnløse pige overhører voksensamtaler, som hun ikke altid forstår, og da faren kører gennem en række byer på vej til John og Edna, lærer vi hans dårlige sider at kende gennem de historier, der knytter sig til byerne. Senere opdager pigen efterladte børneting i John og Ednas hus, som læseren kan regne ud, hvad betyder, før pigen endelig får hemmeligheden om parrets sorg at vide fra den nysgerrige nabo. ”Omsorg” blev filmatiseret i 2022 som ”An Cailín Ciúin (The Quiet Girl)”.

Mennesket og dets komplicerede følelsesliv har en central plads i Claire Keegans forfatterskab, og selv de tidlige novellesamlinger ”Antarctica” (1999) og ”Walk the Blue Fields” (2007) handler om en menneskelig længsel efter noget andet og bedre. Begge novellesamlinger foregår i deres samtid, mens ”Den slags små ting” og ”Omsorg” begge foregår på landet i det katolske Irland og i 1980’erne – i den tid, Claire Keegan selv voksede op. Samtidig rummer kortromanerne en tidsløshed gennem deres temaer, og de kunne lige så godt have foregået i de fattige 1930’ere, hvor mange ting stadig blev dikteret af den katolske kirke.

”Den slags små ting” tematiserer ulighed, om det så er af økonomisk eller social art. Selvom Bills familie lever med et utæt hus og en stram økonomi, indser han alligevel sine egne privilegier, da han møder de undertrykte unge kvinder i nonneklosteret. Ved mødet bliver han stillet over for et moralsk dilemma: Skal han fortsætte sit liv som før og prioritere sin egen families velstand, eller skal han træffe den moralsk rigtige beslutning, der også viser sig at være en test af hans tro på barmhjertighed – nemlig at redde den unge kvinde og dermed risikere sin egen families position over for den magtfulde katolske kirke?

Der er ikke langt fra Claire Keegans novellesamlinger til hendes kortromaner, som også kan kaldes lange noveller eller novellaer. Begreberne dækker over korte romaner med mere åbne slutninger, end vi er vant til fra de klassiske episke romaner, og med et forløb, der strækker sig over kortere tid. ”Den slags små ting” foregår i november og december 1985, mens ”Omsorg” foregår i sommeren 1981. Begge kortromaner rummer også mange ’tomme pladser’, som er et begreb, der ofte kendes fra novellernes verden. Her skal man læse mellem linjerne for at forstå, hvad der i virkeligheden er sket før de begivenheder, som vi befinder os midt i, og små detaljer kan have betydning for fortolkningen af historien.

”Den slags små ting” minder på mange måder om et eventyr med en morale om, at man skal vælge den gode og rette beslutning, når man møder ondskab og uretfærdighed.

Claire Keegans ”Den slags små ting” er blevet kaldt en moderne version af Charles Dickens’ klassiske historie ”Et juleeventyr” (1843), og som Charles Dickens’ berømte skæbnefortællinger om fattigdom og arbejdsløshed har også Claire Keegan de omsorgssvigtede og forsømte i fokus.

Selv nævner Claire Keegan sin irske folklorebaggrund som en årsag til, at hendes skæbnefortællinger ofte ligner eventyr, men deres ligheder med folklore og eventyr betyder ikke, at der er overnaturlige elementer eller urealistiske stereotyper i hendes litteratur. Hovedpersonerne i ”Den slags små ting” og ”Omsorg” har psykologisk dybde og nuancerede personligheder med vægelsind, tvivl og frihedstrang, og det gør dem til levende og realistiske karakterer. Både ”Den slags små ting” og ”Omsorg” har det, man ofte kalder en ’lykkelig slutning’; dvs. en opbyggelig afslutning, hvor vi som læsere har håb for, at det vil gå vores hovedpersoner det godt. I stedet for at blive ledt over mod den nedslående dystopi, hvor bogens univers efterlades i kaos, ledes vi som læsere over mod håbet og utopien, hvor en fremgang er i sigte. Budskabet er, at der findes et alternativ til en verden med undertrykkelse, skam og fortielser.

Et andet autentisk element hos Claire Keegan er referencen til de irske klostres Magdalena-vaskeri, som helt frem til 1990’erne brugte unge ugifte kvinder, der havde fået børn uden for ægteskab, som gratis arbejdskraft.

Som hos den amerikanske novelleforfatter Flannery O’Connor skriver Claire Keegan koncist, intenst og fortættet med et enkelt sprog, der ikke skærer tingene ud i pap. Dramaet forløses ikke i et stort episk opgør – i stedet holdes spændingen tilbage, så læseren selv skal stykke brikkerne sammen og udfylde de tomme pladser. Også en (novelle)forfatter som norske Ingvild H. Rishøi, der bl.a. har udgivet ”Vinternoveller” (2015) og ”Stargate – en julefortælling” (2021), har lighedstræk med Claire Keegan. Begge beskriver ofte en social underklasse, der alligevel opnår et håb i modgangen.