Steen Langstrup

Steen Langstrup blev født i 1968 og voksede op i Annisse Nord uden for Helsinge i Nordsjælland. Hans far var smed og hans mor syerske. Skolen var ingen succes, og da Steen Langstrup forlod skolen efter 10. klasse, havde han ”lært mere om, hvad han ikke duede til, end hvad han duede til.” (Steen Langstrup. litteratursiden.dk, 2012-10-03). Allerede i en ung alder vidste Steen Langstrup, at han ville fortælle historier. Den manglende opbakning fra sin dansklærer slog ham ikke ud, for han var god til at tegne og kunne i stedet fortælle sine historier gennem tegneserier.

Efter skolen forsøgte han forgæves at finde en læreplads som reklametegner. Han søgte herefter ind på Skolen For Brugskunst to gange, men fik afslag. Herefter besluttede Langstrup sig for at blive tegneserietegner. Han arbejdede som bud for et supermarked to dage om ugen og tegnede resten af tiden. Da det gik bedst, tegnede han for 7-8 ungdoms- og musikblade på én gang. I længden var det dog ikke nok, til at han kunne leve af det, og Langstrup kastede sig i stedet ud i at skrive sin første roman. Allerede inden romanen var færdig, vidste han, at det var det, han ville og beskriver det sådan: ”Jeg havde aldrig brændt så kraftigt for noget. Ikke engang sex.” (Steen Langstrup. litteratursiden.dk, 2012-10-03).

Debutromanen ”Kat” blev færdig og sendt til Høst & Søns Forlag, der udgav den i 1995. Herefter gik det stærkt. I 2001 blev ”Kat” filmatiseret og samme år skiftede Langstrup forlag til Gyldendal efter at have udgivet seks romaner på Høst & Søns Forlag. Samarbejdet med forlaget var dog ikke tilfredsstillende, så i 2002 startede Langstrup sit eget forlag 2 Feet Entertainment med det formål ”at skabe en friere kunstnerisk platform” (Steen Langstrup på mxrket.dk). Her har han siden udgivet en række bøger bl.a. besættelsesthrilleren ”Stikker”, der blev nomineret til Glasnøglen (skandinavisk krimipris) i 2004. 2 Feet Entertainment står også bag hjemmesiden Mxrket.dk, der er et community-site for gyser- og horrorfans. Langstrup var desuden idémand og medstifter af Dansk Horror Selskab i 2011. Han bor i dag på Frederiksberg med sin kone og to børn.

Den anmelderroste roman ”Stikker” fra 2003 udkom som den første på Steen Langstrups eget forlag 2 Feet Entertainment. Vi er i 1944 under Danmarks besættelse, hvor vi følger sabotagegruppen BB. Under en planlagt aktion mod et autoværksted overraskes gruppen af Gestapo – de er blevet stukket. Gruppen må nu forsøge at finde stikkeren, der kun kan være en af dem selv.

Gruppens medlemmer tæller præsten BB, der sammen med den tidligere politimand Jens har startet gruppen. Derudover er der Alis K, 22-årig prostitueret, der har en affære med BB bag hans kones ryg. Børge, en ung velstillet mand, for hvem modstanden mod tyskerne ligeså meget er et oprør mod hans far. Til sidst det nyhvervede medlem; den kun 16-årige smedelærling Poul-Erik, der får dæknavnet Willy. Han kommer fra fattige kår og er vokset op med en voldelig far. I bogen udvikler han sig til en skydegal massemorder – et offer for vold, der ender med selv at udøve vold. Han er en tragisk figur i historien, der bringer tankerne hen på nutidige unge drenge med samme skæbne.

24453138

”Stikker” er stramt komponeret på 184 sider i et kontant og hårdkogt sprog. Langstrup blander hele tre genrer og skaber dermed en effektfuld stemning i bogen. Bogen er en besættelsesroman blandet med en klassisk whodunit (”who done it” eller ”puslespilskrimi”: den type kriminalroman som bl.a. den engelske forfatter Agatha Christie repræsenterer). Men det er især elementer fra den postmodernistiske krimi, der gør bogen interessant og levende. Det bliver således ikke historien om ”de gode gamle dage” eller om en krig, hvor de modige modstandsfolk bekæmper den onde besættelsesmagt, men snarere et billede af krigen, når den får det værste frem i mennesket. Bogens hovedpersoner er alle flossede i kanten og præget af vold, sex, utroskab og en dybt falleret moral.

I 2006 udkom ”Panzer”, der er en fortsættelse af historien om sabotagegruppen BB, men bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.

Steen Langstrup har udgivet en trilogi, der består af ”Den hvilende ondskab”, 2010, ”Intet er, som du tror”, 2010 samt ”Porten til helvede”, 2011.

I ”Den hvilende ondskab” introduceres vi til en ældgammel forbandelse, der hviler over en del af skovene ved Gillsby. De lokale kalder denne del af skoven for ’Den lukkede skov’, og rygtet siger, at en lille pige går igen. Området er hegnet ind, men zoologen Anders Kromann, der har fået færten af en hidtil ukendt snegleart, har fået adgang til skoven. Samtidig har Hans Møller-Rasmussen købt en nedlagt plantageejendom i skoven, som han vil omdanne til en sommerlejr for udsatte børn. Han har inviteret sin søn med hustru samt sin datter og sit eneste barnebarn, den niårige Sofus, op på plantagen i håb om at overtale dem til at være en del af dette projekt. ”Forstyr ej den hvilende ondskab”, hvisker man i Gillsby, men døden er nu vækket, og rædslerne begynder. Sofus og hans mor slipper som de eneste væk med livet i behold fra dæmonerne, der viser sig i form af gigantiske dræbersnegle.

28095635

I bind 2, ”Intet er, som du tror”, uddybes fortællingen om den lukkede skov. I middelalderen var skovene omkring Gillsby hjemsted for hekse. Man sagde, at porten til helvede lå et sted i skovene, og at heksene kom for at tilbede Satan selv. De kloge, sære og oftest uskyldige kvinder, man mente var hekse, blev derfor brændt. Men én af dem påkaldte dæmoner fra helvede for at få hævn. Anders Kromanns kone Katja tager til Gillsby for at lede efter sin forsvundne mand, mens skovløberen Torsten Hammerkjær har hyret en gruppe tyske håndværkere til at bygge et nyt hegn hele vejen rundt om den hjemsøgte plantage. Det går naturligvis ikke, som man havde forestillet sig.

Det hele kulminerer i bind 3, ”Porten til helvede”, hvor ondskaben har forladt skoven og er søgt ind til Gillsby. Kristina og hendes søn, der overlevede i bind 1, er hovedpersonerne, og sammen med en gruppe lokale gør de sig klar til det endelige opgør.  

Trilogien er en apokalyptisk horror-historie med et plot, der trækker på Johannes Åbenbaring. Steen Langstrup opbygger stille og roligt spændingen side for side ved hjælp af klassiske effekter fra gysergenren. Uhyggen og tempoet intensiveres efterhånden ved en hurtig vekslen mellem de forskellige strenge i historien. Som en ekstra dimension til værket inddrages steder og personer fra andre af Steen Langstrups romaner.

Steen Langstrups roman ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” fra 2011 er et kontant og makabert mareridt. Vi er i genren tortur-horror, og det er absolut ikke læsning for børn og sarte sjæle. To piger er på arbejde på en ensomt beliggende tankstation. Det er aften, og gaderne ligger øde hen på grund af en sportsbegivenhed, hvor Danmark er i finalen. Agnes, der er antropologistuderende, forsøger at arbejde lidt på sit speciale, mens den mere jordnære Belinda keder sig og sender sms’er til kæresten Christoffer. Både Christoffer og Agnes’ kæreste Benjamin spiller sammen med pigerne vigtige roller i fortællingen. Kun få kunder kigger forbi i løbet af aftenen – bl.a. to mænd, der opfører sig mærkværdigt. Inden længe spiller pigerne hovedrollerne i en yderst blodig forestilling.

På kun 152 sider skildres et meget intenst forløb. Fortællingen kører i to spor – et nutidigt spor og flashforwards (dvs. at fremtiden vises i glimt) til det forfærdelige, der venter pigerne senere på aftenen. De to spor kører til slut sammen til ét i nogle meget voldelige torturscener.

28971141

Langstrup formår med få virkemidler at opbygge en meget uhyggelig stemning allerede fra romanens begyndelse, bl.a. i kraft af en luftpumpe, der hele tiden skifter plads ved standerne, de suspekte kunder, der kommer forbi og pigernes voksende uro.

Romanen har elementer af voyeurisme (når et individ får seksuel tilfredsstillelse ved at iagttage andre menneskers nøgenhed eller seksuel adfærd), der leder tankerne hen på filmens verden, hvor vi bl.a. støder på det i David Lynchs univers. Overvågningskameraerne på tanken, Christoffer, der morer sig med Happy slapping på sin mobiltelefon og til slut de snurrende kameraer, der filmer pigernes lemlæstelser, kan ses som et underliggende tema i bogen. I en tid med reality TV, Happy slapping osv. er vi alle voyeurister i større eller mindre grad. I ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” er nydelsen ved at se på andre menneskers smerte kørt helt ud i det ekstreme, og det er utrolig effektfuldt.

Horror-romanen ”Ø” fra 2016 handler om et ungt forelsket par, Noa og Selina, som er taget på backpackertur til et sydøstasiatisk land med vidunderlige sandstrande. De møder svenskeren Alexander, som fortæller dem om en hemmelig tropeø – Ketamian Nationalpark - som er verdens bedste sted at snorkle. Selina, som elsker spænding og snorkling, får overtalt Noa til, at de bliver sejlet dertil. Øen er fantastisk, og de snorkler, indtil Selina får feber efter at have fået en rift på benet. Hun ender med at dø, og Noa anklages for drab.
Noa er jegfortæller, og historien begynder, da han sidder i fængslet og fortæller sin version af historien til Line Bang Skovmand fra den danske ambassade. Noa risikerer at få dødsstraf, hvis han bliver dømt, og Line skal hjælpe ham, men hun er skeptisk over for hans historie og sætter spørgsmålstegn ved hans psykiske tilstand. Romanen krydsklipper mellem opholdet i fængslet og Noas oplevelser med Selina.

52433347

Steen Langstrup mestrer horrorgenren med alle dens virkemidler – også i denne roman, hvor han uhyggeligt detaljeret beskriver Selinas døde krop og Noas desperation: ”- Hun døde i mine arme. Det sidste åndedrag var tungere end tidligere. Et svagt jag i hendes krop. Munden gik op. Lidt fråde løb ud. Øjnene stivnede. Jeg vidste præcis det sekund, det skete, at nu døde hun. Nu døde Selina. Min Selina. Kroppen blev slap. Hovedet faldt ind mod mit bryst. Luften forlod hendes tarme. Døden er grim.” (s. 3)

Noas chok og sorg over at miste Selina fylder meget i bogen. Han slipper først hendes døde krop, da den begynder at gå i forrådnelse i solen, ligesom han gentagne gange insisterer på, at han elskede Selina højt – så mange gange, at man nærmest begynder at mistænke Noa for at have været destruktiv og besidderisk over for hende. Et andet tema er backpackerdrømmen om at finde det ægte, uspolerede paradis, men drømmen forvandles til et mareridt, da den paradisiske tropeø bliver et sted, hvor Noa pludselig konfronteres med død og overnaturlige hændelser. Et lignende tema kendes fra den klassiske backpackerroman ”Stranden” af Alex Garland.

Steen Langstrup hører til i spændingsgenren, hvor han arbejder meget bevidst med genrens klassiske virkemidler, fortælleteknik og plot. Han debuterede som horrorforfatter, men har, siden han startede sit eget forlag, udgivet en række krimier, spændingsromaner, novellesamlinger, en antologi, et tegneseriealbum, SMS-noveller og også en enkelt fagbog om forlagsbranchen. Da han debuterede som forholdsvis ung, blev han af mange klassificeret som ungdomsforfatter, men en stor del af hans produktion hører faktisk til i ”voksenlitteraturen”.

Hvor romanerne ”Kat”, ”Blodets nætter”, ”Forvandling”, ”Fluernes hvisken” samt ”plantage-trilogien” og ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” kredser om klassiske monstre, besættelse og rendyrket ondskab, så hører romanerne ”Pyromania”, ”Dope”, ”Fra ryggen”, ”Stikker” og ”Panzer” til i kategorien spænding og krimi-noir. ”Måne, måne” adskiller sig fra resten af forfatterskabet og kan måske bedst kategoriseres som en psykologisk thriller.

Et overordnet fællestræk i forfatterskabet er dog gyset og spændingen, og Langstrup betegnes af mange som både ”gyserkongen” og som dansk horrors ”grand old man”. Selv siger han om sin fascination af gys og spænding: ”I gyseren opstår der uhygge, når der er en seriemorder løs, eller virkeligheden viser sig at være anderledes, end man tror. Vi kender alle sammen mørket fra barndommen. Det var under sengen, inde i skabet, ude i gangen, når man skulle sove. En god gyser aktiverer barndommens angst for det ukendte i mørket.” (Susanne Bjertrup: En gyser skal først og fremmest føles. Weekendavisen, 2010-03-12).

Langstrups personportrætter er ikke dybe og nuancerede, men han formår med meget få virkemidler at gøre sine personer levende og troværdige. Med sin korte og kontante skrivestil har Langstrup bl.a. hentet inspiration fra en anden stor gyserforfatter, Ira Levin: ”Jeg har også luret Ira Levins meget kortfattede og minimale måde at skrive på”. (Sofie Fredborg: Interview med Steen Langstrup. Krimisiden.dk, 2003-09-03).

Et andet gennemgående træk i forfatterskabet er den hyppige brug af krydsklipning, som skaber en intens spænding. Udtrykket er nærmest filmisk, men Langstrup fortæller, at han har hentet dette virkemiddel fra tegneserien Splint og Co: ”Franquin er en forbandet god historiefortæller. Han benytter krydsklip, hvilket gør ham flere vognlængder bedre end Hergé. I Tintin holdes personerne altid samlet, mens de i Splint & Co. er spredt. De mange vinkler intensiverer spændingen og gør det hele meget mere dobbelttydigt. Jeg har stjålet mine krydsklip direkte fra ham. Alle siger, at min stil er filmisk, men i virkeligheden er den tegneserisk”. (Susanne Bjertrup: Tilpas utilpasset. Politiken, 2004-10-16).

Langstrups baggrund som tegneserietegner fornægter sig heller ikke i layout og brugen af grafiske virkemidler i sine bøger: ”For mig er hele bogen, inkl. sats og omslag en del af historien, af udtrykket. Så for mig er det vigtigt at gøre det hele selv.” (Lisbeth Larsen og Gitte Buur Rasmussen: Stikker på egne ben. Litteratursiden, 2011-12-13).

Mary Shelleys gotiske monsterfortælling ”Frankenstein” fra 1818 har dannet grundlag for utallige romaner, filmatiseringer og tegneserier – alle med det tilfælles, at de bygger på menneskets medfødte angst for det ukendte, det uforklarlige og makabre. Sidenhen er Edgar Allan Poe en af de forfattere, der med sine uhyggelige og sære historier har haft en kolossal indflydelse på udviklingen af gysergenren, og han regnes også for at være en af foregangsmændene for den moderne kriminalfortælling.

Også Steen Langstrup har ladet sig fascinere af Poe, og i anledningen af Poes 200 års fødselsdag hyldede Langstrup sammen med tre andre danske forfattere i en antologi Poe med fire nyfortolkninger af hans bedste gysernoveller (”Poe”, 2009). På Mxrket.dk skriver Langstrup følgende om Poe: ”En af de største gyserforfattere nogensinde, hvis ikke den største. Hverken gyset eller krimien ville have set ud, som de gør i dag, hvis ikke Poe havde levet. Hans påvirkning var enorm, hans sans for det makabre gruopvækkende.” (Steen Langstrup: Poe – 4 makabre hyldester. Mxrket.dk).

En anden nutidig populær amerikansk forfatter inden for gysergenren er Stephen King. Langstrup er blevet sammenlignet med King, og der er da også fællestræk især i forhold til Langstrups romaner, der ligger inden for gyser- og horror-genren. Ligesom King genbruger Langstrup sine personer og steder i flere af sine romaner, således at man i Plantage-trilogien pludselig igen befinder sig i Gillsby, som også er scenen i ”Blodets nætter”. Og man møder igen Egon Kjeldsen, der tidligere beskæftigede sig med drabssagerne i ”Kat” og ”Fluernes hvisken”. Om sit forhold til Stephen King siger Langstrup: ”Men jeg er ikke en stor Stephen King-fan, der bare gerne vil være en dansk Stephen King. Tværtimod. Jo, jeg har læst en masse Stephen King. Og jeg har læst Dean Koontz, og Clive Barker, Dan Simmons, Ira Levin og så videre. Jeg har set et hav af gyserfilm. Men jeg har også læst så meget andet, set så mange andre film. Jeg er ingen gyserfreak. Der er masser af forskellige genrer, som jeg holder af. Jeg elsker en god historie og så er genren underordnet.” (Steen Langstrup. Litteratursiden.dk, 2012-10-03).

Den del af Steen Langstrups romaner, der hører ind under krimigenren, har ud over de dystre træk fra krimi-noiren også postmoderne træk. Langstrup leger med pastiche og parodi på den klassiske krimigenres elementer og stil, som vi har set det hos filmskabere som Quentin Tarantino. Indenfor den litterære verden kan nævnes Umberto Ecos ”Rosens navn” (1980) og Paul Austers New York-trilogi (1985-86) som repræsentanter for den postmoderne krimi. Herhjemme kan nævnes Peter Høegs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” (1992).