lemaitre
Foto: Thierry Rajic

Pierre Lemaitre

cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, Bureauet, juni 2019.
Top image group
lemaitre
Foto: Thierry Rajic

Indledning

Den franske forfatter Pierre Lemaitre er især kendt for sine krimier om politikommissær Camille Verhoeven, men han har også skrevet en række selvstændige kriminalromaner. Han er desuden forfatter til den prisbelønnede, historiske roman ”Vi ses deroppe” om to overlevende soldaters kamp for et værdigt liv i årene efter Første Verdenskrig. Romanen blev filmatiseret i 2017, og året efter udkom en selvstændig fortsættelse.

54769741

Blå bog

Født: 19. april 1951 i Paris.

Uddannelse: Uddannet psykolog.

Debut: Travail soigné, 2006.

Litteraturpriser: Prix Cognac, 2006. Prix du Meilleur Polar Francophone, 2009. Prix des lecteurs du Livre de Poche-Polar, 2012. César-prisen for bedste bearbejdede manuskript, 2018. Goncourt-prisen, 2013. CWA’s international Dagger Award, 2016.

Seneste udgivelse: Flammernes farve. Lindhardt og Ringhof, 2018. Oversat af Karsten Nielsen. (Couleurs de l’incendie, 2018).

Inspiration: Èmile Gaboriau, Alexandre Dumas, Louis Guilloux.

 

 

 

 

 

  

Artikel type
voksne

Baggrund

”Alberts hjerte snørede sig sammen, mens han bladrede. For der optrådte ingen døde. Ingen sårede. Ikke et eneste lig. Kun levende. Det var næsten endnu værre, for alle disse billeder nærmest udskreg det samme: Disse mænd skal dø. Det var i en tilstand af betydelig sindsbevægelse, at han lagde Édouards ting på plads.”

”Vi ses deroppe”, s. 61.

Pierre Lemaitre blev født i Paris i 1951. Han voksede op under beskedne kår i et hjem, hvor der var mange bøger. Læsning har derfor altid været en del af Lemaitres liv, og tanken om selv at skrive bøger opstod da heller ikke pludseligt: ”Siden jeg var helt ung, har forestillingen om at blive forfatter været en del af min bevidsthed, og jeg opgav aldrig rigtig den idé.” (Philippa Hawker: Pierre Lemaitre on how a crime novelist won France’s greatest literary prize. The Sydney Morning Herald, 2015-11-02. Egen oversættelse). Efter universitetsstudier i psykologi arbejdede Pierre Lemaitre dog i mere end 20 år som underviser. Han underviste blandt andet bibliotekarer i amerikansk og fransk litteratur, kulturstudier og kommunikation.

Som 20-årig og igen ti år senere færdiggjorde Lemaitre skønlitterære bøger, men de blev begge afvist af forlagene. Først efter mødet med sin anden hustru, Pascaline, i år 2000 fik han igen mod på at udleve forfatterdrømmen, og som 55-årig debuterede Lemaitre i 2006 med krimien ”Travail soigné”. Romanen blev det første bind i en anmelderrost og publikumselsket krimiserie med politikommissær Camille Verhoeven. Lemaitre har siden da kunnet leve af at være roman- og manuskriptforfatter og har skrevet bøger i et imponerende tempo. I sin forfatterkarriere har han trukket veksler på sin uddannelse som psykolog i den psykologiske dybde, som præger figurerne i hans romaner.

Efter endnu et par krimier kastede Lemaitre sig i 2013 ud i en ny genre med den historiske roman ”Au revoir là-haut”. Han modtog samme år Frankrigs mest prestigefulde litteraturpris, Prix Goncourt, for bogen: ”Det er noget ganske særligt for alle forfattere at vinde denne pris, men måske især for mig, tror jeg. Jeg var ikke en oplagt kandidat til prisen, som normalt ikke gives til forfattere, som kommer fra krimiverdenen.” (Philippa Hawker: Pierre Lemaitre on how a crime novelist won France’s greatest literary prize. The Sydney Morning Herald, 2015-11-02. Egen oversættelse). Siden fulgte flere kriminal- og spændingsromaner samt en selvstændig efterfølger til ”Au revoir là-haut”.

Pierre Lemaitre bor i Courbevoie i nærheden af Paris med sin familie. Han er erklæret venstreorienteret, medlem af forfatterforeningen Société des gens de lettres og skriver jævnligt i tidsskriftet Le Magazine Littéraire.    

Irène

”Denne absurde følelse af lykke ved at mærke barnet bevæge sig, som om alt andet i hans liv også var begyndt at bevæge sig (…) Et kort øjeblik så han billedet af pigehovedet sømmet op på væggen. Han jog tanken bort og prøvede at koncentrere sig om Irènes mave, der rummede alverdens lykke, men skaden var allerede sket.”

”Irène”, s. 62.

Pierre Lemaitre debutererede i 2006 med kriminalromanen ”Travail soigné” (”Irène”, 2014), hvor den blot halvanden meter høje, knivskarpe kriminalkommissær Camille Verhoeven får til opgave at opklare to yderst brutale mord. To unge prostituerede er blevet myrdet og skamferet på en usædvanlig voldsom måde. Da han sammen med sine nærmeste medarbejdere dykker ned i sagen, viser det sig hurtigt, at der findes flere bestialske mord begået af samme gerningsmand. De enkelte kvindemord er desuden gentagelser af forbrydelser skildret i kriminalromaner af blandt andre James Ellroy, Sjöwall & Wahlöö og Bret Easton Ellis. Opklaringsenheden får hjælp af både en litteraturforsker og en belæst boghandler. Samtidig synes især en af de journalister, der dækker efterforskningsarbejdet, hele tiden at være yderst velinformeret om nye spor i sagen. På hjemmefronten er Camille Verhoeven gift med den dejlige og højgravide Irène. Der bliver dog ikke megen tid til privatlivet i det intense arbejde med at finde frem til seriemorderen med forkærlighed for krimier, som til sidst kommer uhyggeligt og fatalt tæt på Verhoeven og hans nærmeste.

51387619         

Historien er fortalt over nogle uger i april 2003. Efterforskningen følges dag for dag, og hvert kapital starter med den aktuelle dato. Der er tale om den type krimi, hvor grusomhederne skildres detaljeret og uden omsvøb: ”Huden var delvist flået af, kødet var flænget af dybe sår, og der var tydelige åbninger i maven og vagina med dybe huller omkring, som formentlig skyldtes syre. Det andet offers hoved var blevet sømmet op på væggen i kinderne.” (s. 22).

En central tematik i romanen er forholdet mellem virkeligheden og litteraturens verden. Som den forskruede morder skriver i et brev til Verhoeven: ”Nu skulle fiktionen blive til virkelighed. Eller sagt endnu bedre: Takket være mig kunne der nu ske en sammensmeltning af kunst og liv (…) Jeg gav hende chancen for at træde levende ind i et kunstværk.” (s. 189).   

”Irène” er første bind i Pierre Lemaitres krimiserie med Camille Verhoeven som den centrale figur.

Brudekjolen

”Det sorte hul. Hun ved, at hun er gal. Nej, hun har brug for tid, ikke andet, lidt tid til at samle sig. Ja, sådan må det være, hun har nok taget metroen. Hun mærker ikke længere sin krop, men kun sveden, der løber ned ad armene, de ilende, piblende dråber, og hun tørrer sig ved at trykke albuen mod kroppen. Hvordan er hun klædt? Virker hun vanvittig?”


”Brudekjolen”, s. 24.

I Pierre Lemaitres psykologiske spændingsroman ”Robe de marié” fra 2009 (”Brudekjolen”, 2015) følger man på skift kvinden Sophie og manden Frantz. Den kvindelige hovedperson, Sophie Duguet, er efter en stribe blackouts og uforklarlige episoder mere og mere sikker på, at hun er ved at miste forstanden. Da hun en morgen finder den seksårige dreng Léo, som hun er barnepige for, kvalt i sine snørebånd, flygter hun over hals og hoved, men mareridtet er kun lige begyndt. Den unge kvinde, som tidligere havde en fin karriere og var lykkelig gift, lever nu på kanten af samfundet, mens hun udtænker en plan om en helt ny identitet: ”En Sophie vil forsvinde, tyven, mordersken, farvel til Tosse-Sophie. Og opstået fra et sort hul. Den uskyldige Sophie.” (s. 74). Sagen er bare den, at hun uden at ane det, ikke er gerningsmand til de mord, hun er eftersøgt for. Hun er derimod selv offer for en udspekuleret plan.

52217938

”Hvordan kan man gøre et andet menneske sindssyg”? Det synes at være et af de spørgsmål, som har ført til plottet i ”Brudekjolen”. Romanen er en uhyggelig historie om en stalker, som manipulerer med en kvindes selvopfattelse, så hendes liv efterhånden mest ligner en kafkask labyrint af manglende mening, og den eneste forklaring synes at være, at hun er blevet psykisk syg og begår grusomme handlinger uden bagefter at kunne huske det. I virkeligheden handler det om en syg mands hævnakt. I afsnittet, hvor synsvinklen er hos Frantz, kommer man helt tæt på den grusomme indgriben i den unge kvindes liv.

Årsagerne til Sophies oplevelse af at have mistet sig selv beskrives i detaljer fra Franz’ perspektiv. Ting forsvinder og dukker op igen, Sophies mand bliver lam efter et mystisk trafikuheld og omkommer siden efter det, der ligner et selvmord, det nye hus invaderes af rotter, og til sidst har mennesker det med at dø efter mødet med Sophie. I stedet for et fokus på opklaringen af historiens forbrydelser zoomer Lemaitre helt ind på det, der foregår i de to hovedpersoners bevidsthed og opruller deres psykologiske tilstand og bevæggrunde.

Vi ses deroppe

”I endnu højere grad end det før havde været tilfældet, sneg han sig langs husmurene og sov elendigt med en hånd på sit hestehoved, som han bar rundt på hele døgnet derhjemme – hvis det havde været muligt, ville han også have taget det med på arbejde (…) hans hest var hans eneste og sidste redningsplanke, hans skytsengel.”

”Vi ses deroppe”, s. 381.

I 2013 bevægede Pierre Lemaitre sig for en stund væk fra krimierne med romanen ”Au revoir là-haut” (”Vi ses deroppe”, 2014) om to unge veteraners kamp for overlevelse efter en krig, der har skadet dem for altid.   

Kort tid før afslutningen på Første Verdenskrig kæmper de franske soldater Albert Maillard og Édouard Péricourt på slagmarken. Albert begraves levende sammen med et hestehoved i forrådnelse, og kun i sidste øjeblik lykkes det Édouard at grave ham fri. Édouard bliver selv hårdt såret med et sønderskudt underansigt og et smadret knæ, men begge de unge mænd overlever mirakuløst. De vender efter krigen hjem til Paris med både fysiske og mentale men og må hutle sig gennem tilværelsen. Édouard har taget en død soldats navn, er morfinafhængig og nægter at få en protese til sit ødelagte ansigt. Albert forsøger at skrabe penge sammen til sig selv og sin ven og opdager til sin gru, at Édouards søster Madeleine har giftet sig med den frygtelige kaptajn Pradelle, som Albert kun kender alt for godt fra krigens slagmark. I løbet af fortællingen får drømmen om retfærdighed og et bedre liv de to venner til at udtænke en snedig plan.

51238362

Fortællingen er en skildring af et Paris i 1920’erne præget af efterkrigstidens kynisme og desillusion. Et samfund præget af store klasseforskelle, mistillid og mennesker der jagter profit i krigens kølvand. Romanen beskriver en vigtig historisk periode i Europa, men er især en fortælling om både krigens ødelæggende kraft og de stærke venskaber, som krigen kan føre med sig. Foruden krigsskader, venskab, hævn og moralske dilemmaer er far-søn-forholdet også et af bogens temaer. De alvorlige temaer til trods er der tale om en medrivende og også humoristisk roman.

Historien er fortalt med en alvidende fortæller, som bryder ind undervejs med henvendelser direkte til læseren. Romanen benytter sig desuden af skiftende indre synsvinkel, så man kommer tæt på romanens figurer og deres tanker og dilemmaer.

Lemaitre modtog Goncourt-prisen for romanen, som i 2017 blev filmatiseret af den franske filminstruktør Albert Dupontel. 

Flammernes farve

”Gustave havde selv gjort sit yderste for at give råd, der var så dårlige, at de selvfølgelig ikke blev fulgt … Madeleine forstod pludseligt, hvor vidtspændende det komplot var, som hun var blevet offer for. Hun havde lyst til at slå ham ihjel, knuse ham med hælen som en slange.”

”Flammernes farve”, s. 180.

I 2018 udkom Pierre Lemaitres selvstændige fortsættelse af den prisbelønnede ”Vi ses deroppe”. Romanen har titlen ”Couleurs de l’incendie” (”Flammernes farve”, 2018). Ligesom i den første del af historien er der tale om en fortælling befolket af et stort og farverigt persongalleri, som flettes sammen med faktuelle historiske detaljer fra mellemkrigstidens Frankrig, denne gang fra 1927 og ti år frem. Også i denne Lemaitre-roman flettes en underholdende fortælling sammen med en tematisering af de personlige og samfundsmæssige følgevirkninger af krig.

54769741

Hovedpersonen i ”Flammernes farve” er rigmandsdatteren Madeleine, som også spillede en stor rolle i ”Vi ses deroppe”. Broren Èdouard med det ødelagte ansigt har år forinden begået selvmord, Madeleine er blevet skilt fra charlatanen Pradelle, som sidder i fængsel efter en stor svindelskandale, og hun er nu alene med sønnen Paul. Efter sin fars død står hun til at overtage hans bankforretning og formue, men får andet at tænke på, da Paul på bedstefarens begravelsesdag kaster sig ud ad vinduet. Han overlever, men bliver lam fra livet og ned. På kort tid forsvinder Madeleines arv ligeledes, da hun af nogle af sine nærmeste lokkes til fejlinvesteringer. Hun må herefter forsøge at genopbygge sit liv og sin sociale status.

Også i denne roman gør Pierre Lemaitre brug af en alvidende fortællerstemme, som fremsynet har overblik over hele fortællingen og henvender sig direkte til læseren: ”For at De, kære læser, skal kunne forstå, hvorfor alle sad som på nåle, vil det nok være på sin plads at afsløre, hvad der var sket de foregående tre år.” (s. 200).

Ligesom i den første bog skildres et samfund så traumatiseret af krigen, at ingen længere tør stole fuldt ud på hinanden, og hvor korrupte magtstrukturer og grådighed lurer. Andre genkomne tematikker er evnen til at overkomme livets udfordringer, men også hævn, svindel og overgreb mod et barn spiller en rolle i romanen, som fint kan læses uden kendskab til Lemaitres første historiske roman.

Genrer og tematikker

Pierre Lemaitre har forklaret, at han med sine bøger ønsker at fortælle en god og medrivende historie og samtidig give personerne dybde og karakter: ”Jeg mener selv, at jeg er god til at fortælle en spændende historie, og jeg forsøger også at gøre mine personer interessante, for historien, plottet, må ikke fylde det hele. Der skal være plads til personerne, de skal være levende og uforudsigelige.” (Michael Seidelin: Hyldet fransk forfatter giver thrilleren ny dimension. Politiken, 2014-03-06).

Danske krimilæsere er måske mest vant til at orientere sig mod den engelsksprogede verden og vores skandinaviske nabolande, når de er på udkig efter nye kriminalromaner. Men der er også alt mulig grund til at kigge mod syd, hvis man er på jagt efter bøger med mord, intelligente plot og komplicerede figurskildringer, og Pierre Lemaitres kriminalromaner er da også blevet en stor succes på det danske marked. I Lemaitres serie om Camille Verhoeven er den centrale hovedperson en politikommissær med et kompliceret følelsesliv. Her er ikke tale om en helt i traditionel forstand, men derimod en menneskelig og til tider ikke helt sympatisk politimand. Krimierne er desuden præget af udpenslede, voldsomme detaljer – som en anmelder har påpeget, er der ikke tale om krimier henvendt til Barnaby-segmentet, dvs. dem, der holder af tilforladelige, hyggelige krimihistorier.

Lemaitre placerer selv sine kriminalromaner mellem to krimitraditioner. Den første fokuserer mest på personerne og stemningsbeskrivelse og mindre på plottet. Mens den anden, som oprindeligt kommer fra den angelsaksiske whodunit-krimitradition med fokus på opklaring af en forbrydelse, indeholder en stærkere fortælling end personskildring. I Pierre Lemaitres krimier kombineres det narrative plot med et fokus på at levere en troværdig og nuanceret figurtegning: ”Jeg forsøger at gøre mine personer ”sande”, ”ægte”. De skal være ligesom De og jeg med kvaliteter og fejl.” (Michael Seidelin: Hyldet fransk forfatter giver thrilleren ny dimension. Politiken, 2014-03-06).

En ligeså væsentlig del af Pierre Lemaitres forfatterskab er de historiske romaner om mellemkrigstidens Frankrig, ”Vi ses deroppe” og ”Flammernes farve. Begge bøger er episke romaner fulde af flamboyante karakterer, fortalt med en alvidende og fremsynet fortæller og med både spænding og humor. Det gennemgående tema i de to historiske romaner hænger sammen med spørgsmålet: ”Hvad sker der, når krigen er slut?” Begge bøger skildrer den junglelov, der synes at præge det franske samfund i tiden op mod Anden Verdenskrig. Bøgerne handler dog også mere generelt om et samfund, hvis strukturer på alle niveauer er påvirket af det kollektive granatchok, en krig afstedkommer.  

Beslægtede forfatterskaber

Den franske forfatter Émile Gaboriau anses for at være en af den moderne kriminalromans fædre. Andre mere nutidige krimiforfattere, som kan siges at være beslægtede med Lemaitre, er skotske William Mcllvanney og franske Frédérique Audoin-Rouzeau, der skriver under pseudonymet Fred Vargas. Hun er en af Frankrigs bedst sælgende forfattere og især kendt for sine krimier om kriminalkommissær Jean-Baptiste Adamsberg og hans politiopklaringsarbejde. Pierre Lemaitres krimier om Camille Verhoeven, ikke mindst ”Alex”, har også fået flere til at sammenligne ham med den afdøde svenske krimiforfatter Stieg Larsson, som især er kendt for sine bøger om makkerparret Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Lemaitre afviser dog selv at have tænkt på svenskerens bøger, da han skrev sine krimier, men fremhæver Larssons kvindelige hovedperson som en interessant figur: ”Lisbeth Salander er spændende, for hun er helt uforudsigelig, og hun har det svært med verden.” (Michael Seidelin: Hyldet fransk forfatter giver thrilleren ny dimension. Politiken, 2014-03-06).

En klassiker, når det kommer til litterære skildringer af Første Verdenskrig, er tyske Erich Maria Remarques antikrigsroman ”Im Westen nichts Neues” fra 1929 (”Intet nyt fra Vestfronten”, 1968), som med skånselsløs realisme skildrer unge mænds oplevelser under det 20. århundredes første store krig i Europa. Pierre Lemaitre understreger desuden selv, at fransk litteratur blev forandret efter Første Verdenskrigs gru: ”Første Verdenskrig blev en katalysator for en hel litterær generation i Frankrig. Krigen påvirkede fransk litteratur og forfattere, der måtte se sig nødsaget til at anvende et brutalt sprog for at skildre krigens brutalitet og til at anvende et råt sprog for at beskrive volden. Deres litteratur blev på en måde inspireret af oplevelsen af død.” (Benjamin Krasnik: ”Vi har intet lært af krigen”. Kristeligt Dagblad, 2014-09-13). Den vigtigste af disse franske forfattere er uden tvivl Louis-Ferdinand Céline, som i sin debutroman, der også anses for at være hans hovedværk, fra 1932, ”Voyage au bout de la nuit” (”Rejse til nattens ende”, 1968), brød med de traditionelle normer i fransk litteratur. Pierre Lemaitre indskriver sig med sine to historiske romaner i denne tradition, om end der hos Lemaitre er tale om mere episke og underholdende romaner. Hans seneste bog, ”Flammernes farve” er desuden blevet sammenlignet med den franske forfatter Alexandre Dumas’ roman ”Le Comte de Monte-Cristo” (”Greven af Monte Cristo”) fra 1844. Den historiske baggrund indgår – ligesom i Lemaitres roman – som et element i handlingen, og begge bøger skildrer udspekulerede og raffinerede udtryk for hævn.

Bibliografi

Kriminalromaner om Camille Verhoeven

Lemaitre, Pierre: Irène. Lindhardt og Ringhof, 2014. (Travail soigné, 2006). Oversætter: Anders Juel Michelsen.
Lemaitre, Pierre: Alex. Lindhardt og Ringhof, 2014. (Alex, 2011). Oversætter: Elisabeth Ellekjær.
Lemaitre, Pierre: Camille. Lindhardt og Ringhof, 2015. (Sacrifices, 2012). Oversætter: Karsten Nielsen.
Lemaitre, Pierre: Rosy & John. Lindhardt og Ringhof, 2015. (Rosy & John, 2014). Oversætter: Karsten Nielsen.

Andre kriminalromaner

Lemaitre, Pierre: Brudekjolen. Lindhardt og Ringhof, 2015. (Robe de marié, 2009). Oversætter: Anders Juel Michelsen.
Lemaitre, Pierre: Et beskidt job. Lindhardt og Ringhof, 2017. (Cadres noirs, 2016). Oversætter: Karsten Nielsen.
Lemaitre, Pierre: Tre dage og et liv. Lindhardt og Ringhof, 2017. (Trois jours et une vie, 2016). Oversætter: Karsten Nielsen.

Historiske romaner

Lemaitre, Pierre: Vi ses deroppe. Lindhardt og Ringhof, 2014. (Au revoir là-haut, 2013). Oversætter: Karsten Nielsen.
Lemaitre, Pierre: Flammernes farve. Lindhardt og Ringhof, 2018. (Couleurs de l’incendie, 2018). Oversætter: Karsten Nielsen.

Om forfatterskabet

Albin, Michel: Au revoir là-haut by Pierre Lemaitre. World Literature Today. May-August 2014.
Munch, Aske: Efterkrigstiden er altid den samme. Weekendavisen, 2014-09-26.
Bredal, Bjørn: Krigens smadrede fjæs. Politiken, 2019-01-19.
Byrckel, Tine: ”Jeg er vel fransk litteraturs svar på en Star Wars-film”. Bogmagasinet/Jysk Fynske Medier, 2019-05-09.

Kilder citeret i portrættet

Seidelin, Michael: Hyldet fransk forfatter giver thrilleren ny dimension. Politiken, 2014-03-06.
Hawker, Philippa: Pierre Lemaitre on how a crime novelist won France’s greatest literary prize. The Sydney Morning Herald, 2015-11-02.