lunding-sørensen
Foto: Robin Shjoldborg

Anne-Sophie Lunding-Sørensen

cand.mag. Tine Stoltenberg, Bureauet, november 2018.
Top image group
lunding-sørensen
Foto: Robin Shjoldborg

Indledning

”Happy ending” er titlen på en af Anne-Sophie Lunding-Sørensens romaner. Det er dog ikke romanens slutning, titlen hentyder til, men de prostituerede pigers betegnelse for højdepunktet af deres ”behandling” af bordellets kunder. Elvira Gregersen er romanens anti-helt, og hun består af 148 blævrende kilo, man ikke sådan lige glemmer. Det er dog ikke happy endings, der præger forfatterskabets første to bøger, der kredser om tunge emner som overgreb i barndommen, selvmord og problematiske forældrerelationer.

46927737

Blå bog

Født: 6. december 1969 i Aarhus.

Uddannelse: Cand.mag. i film- og medievidenskab, Københavns Universitet, 1999.

Debut: Lette rejsende. Gyldendal, 2010.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Happy hour. Gyldendal, 2019.

Inspiration: John Irving, Paul Auster, James Ellroy, Svend Åge Madsen, Sara Stridsberg og Delphine de Vigan.

 

 

 

 

 

Anne-Sophie Lunding-Sørensen fortæller om romanen ”Happy Family”.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Kvindens øjne har den samme farve som bungalowens tagpap og er lige så indfølende som regnvejret.
”Det er bare, fordi jeg har nogle af hendes ting. Som hun skal have tilbage.”
Jeg har altid været god til at lyve spontant, jeg smiler dumt og giver hende så akvarieblikket. Hun ser en anelse mindre uvenlig ud.”

”Happy ending”, s. 63.

Anne-Sophie Lunding-Sørensen er født i 1969 og er vokset op i et kollektiv i en forstad til Aarhus, som var dannet af danskstuderende. Litteratur har altid været en vigtig del af hendes liv, og hun læste – og læser fortsat – altid, også længe før hun begyndte at skrive.
Forældrene blev skilt, og Anne-Sophie Lunding-Sørensen flyttede med min mor og bror til Struer, som dengang var en mørk provins sammenlignet med kollektivlivet i Aarhus. Hun følte sig altid fremmed der, og det blev ikke bedre, da hendes far, som hun var meget tæt knyttet til, tog sit eget liv, da hun var tolv år gammel. Selvmordet er et centralt tema i Anne-Sophies Lunding-Sørensens to første bøger. 
Anne-Sophie Lunding-Sørensen begyndte først at skrive, da hun var i slutningen af 30’erne. Det store og svære skridt lå i at bevise, at hun kunne noget særligt, altså at skrive. I et interview til Forfatterweb fortæller hun: ”Jeg kan huske, hvordan mine venner venligt sagde, at selv hvis bogen ikke udkom, var det stadig fedt. Men det var ikke en mulighed for mig!” (Tine Stoltenberg: Interview til Forfatterweb, oktober 2018). Heldigvis blev bogen antaget på det første forlag, hun sendte den til, nemlig Gyldendal, hvor hun har været siden med den samme redaktør.  
Anne-Sophie Lunding-Sørensen er uddannet på Københavns Universitet i film- og medievidenskab med en overbygning i journalistik. Før Anne-Sophie Lunding-Sørensen begyndte at skrive, havde hun forskellige jobs inden for kommunikation, PR og ledelse. Blandt andet har hun arbejdet et år som kommunikationsrådgiver for en NGO i Nepal. Hun rejste rundt med rygsæk i især Asien og Afrika i nogle år, og rejsen er et tema, man også aner i forfatterskabet. Om dette siger hun selv: ”Rejsen er et spændende tema, som jeg gerne vil vende tilbage til i mit forfatterskab.” (Tine Stoltenberg: Interview til Forfatterweb, oktober 2018).

Anne-Sophie Lunding-Sørensen bor i dag på Østerbro i København sammen med sin mand, to børn og en hund.

Lette rejsende

”Det skal nok blive okay, det lover jeg dig, vi kommer til at få det rigtig fint sammen med Mogens, som en anden lille kernefamilie. Du skal se, vi ender som sådan nogle rigtige ligusterfascister, helt normale, det vil du da gerne have, ikke, Emma? Moren ser på hende, indtil hun nikker.”

”Lette rejsende”, s. 79.

I Anne-Sophie Lunding-Sørensens debutroman ”Lette rejsende” fra 2010 hedder hovedpersonen Emma. Hun er freelancefotograf og har slået sig ned i Katmandu i Nepal. Hun er i midten af trediverne og på vej hjem til Danmark for at deltage i sin mormors begravelse. Gensynet med den jyske provinsby og morfaren vækker minder hos Emma, og i tilbageblik følger vi hendes rodløse opvækst hos hendes mor Alice. Romanens montagestil samler langsomt et billede af Alice og Emmas liv.

I starten af romanen bliver vi klar over, at Alice har taget sit eget liv. Alices liv begyndte tidligt at slå knuder: Hun blev gravid som 17-årig, flere år før Emmas fødsel, og endte med at bortadoptere barnet af egen vilje. Herefter begyndte hun på biblioteksskolen og arbejdede ved siden af som fotomodel. Morfaren skammede sig over nogle undertøjsbilleder af Alice, som han kaldte for noget ”forbandet svineri”, og det endte med et brud imellem dem. Først da Emma var seks år gammel, forsøgte de at genoptage kontakten, og Emma mødte for første gang sin mormor og morfar. Det skete efter nogle turbulente år, hvor Emma og hendes mor blandt andet boede i et landbrugskollektiv med idealer om basisdemokrati og fri kærlighed. Men der var også skyggesider i kollektivet, hvor de beboere, der trådte ved siden af, fordømtes og blev låst inde i et mørkt rum.

28212283

Fordømmelse og anderledeshed, når man egentlig helst bare vil høre til, er et gennemgående tema i romanen. Alice fordømmes af sine forældre, da hun overskrider deres normer med fotografierne, hvor hun er afklædt. Emma, der er anderledes end klassekammeraterne, ydmyges til en klassefødselsdag. De er begge med morens ord 'lette rejsende' og falder aldrig rigtig til nogen steder. 

Som barn finder Emma sin mors selvmordsbrev, som hun senere brænder. Man fornemmer Emmas sorgbearbejdning over morens selvmord, og hendes forsøg på at overvinde den skyldfølelse, hun har, fordi hun ikke straks fortalte om fundet af brevet. Hendes indre rejse tilbage til barndommen fører hende i en mere positiv og afklaret retning, og hun bliver endelig i stand til at tilgive sin mor.

Der er en melankolsk stemning i både Emmas nutids- og barndomsskildring. Sproget er enkelt og direkte, men der er alligevel meget usagt mellem linjerne.

Happy ending

””Om jeg begriber dig, Elvira.”
Jeg vil ikke begribes. Jeg vil bare have min pension, sådan var det dengang, og sådan er det nu, jeg har for længst fortjent den, men den slags kan man ikke sige højt. Så jeg siger mindst muligt. Det er det sikreste, det har jeg vænnet mig til, og det har kommunen også.”

”Happy ending”, s. 18-19.

I 2016 udkom Anne-Sophie Lunding-Sørensens roman ”Happy ending”, der er den første af to fortællinger om den stærkt overvægtige Elvira Gregersen.

Elvira er 39 år og arbejder som telefondame på et bordel. Hun er kronisk arbejdssky og forsøger ihærdigt at fuppe systemet til at give hende en permanent pension. Elvira æder sig gennem dagene i et orgie af pizzaer, roulader og ostepops, der skylles ned med sodavand i litervis. Elviras største bekymring er tvillingebroren Sixten, der er narkoman. Hun søger hjælp hos deres fælles ven Køster, der er politibetjent og samtidig ejer af bordellet. En dag forsvinder Candy, en af de prostituerede, og Elvira kontaktes af stamkunden Kluden, der vil have hende med ud at lede.

At forfatteren har opkaldt tvillingerne efter linedanseren Elvira Madigan og dragonløjtnanten Sixten Sparre er et paradoks, der kendetegner romanens tragikomiske stemning. Elvira er med sine 148 kilo alt andet end en yndefuld danserinde, og den kække løjtnant er i tvillingebrorens skikkelse ”en tragisk junkiehelt i lort til knæene”.

54463561

Elviras højeste mål i livet er at passe på Sixten, og hun lukker ham beredvilligt ind i sin halvandenværelses lejlighed i Nordvest, når han er sulten, mangler penge eller, når han som kontant afregning, har fået klippet en finger af. Elvira viser nærmest grænseløs offervilje, når det kommer til Sixten, og forklaringen herpå skal findes langt tilbage i en fælles mørk og forbitret barndom med et savn efter deres afdøde mor og en far, der svigter sine børn på allergroveste vis.

”Happy ending” er en fortælling om ensomhed og hårde livsvilkår på bunden af samfundet, men der er også håb. Bogens jeg-fortæller er Elvira. Hun beskriver med ironisk distance sin lille verden af trøste-calzonepizzaer foran tv'et, sagsbehandlernes opgivende blikke og om Sixtens mere og mere desperate situation. Men vi hører også om den stille forelskelse, der opstår mellem hende og Kluden, og som Elvira forsigtigt lader sig rive med af, alt imens hendes indre monolog kører: ”Fuck, tænker jeg, fuck, fuck, fuck, hvad laver jeg her, jeg fatter ingenting, hvor dum kan man være, Elvira, din fede ko, fuck.”

Hjemme hos Kluden oplever Elvira for første gang i sit voksne liv kærlighed og omsorg.

Genrer og tematikker

Anne-Sophie Lunding-Sørensen benytter sig i sin første roman ”Lette rejsende” af tilbageblikket og erindringen som form. Temaerne er familiehemmeligheder, svigt og forsoning. Hun kredser om hændelser, der i barndommens skær lever videre ind i voksenlivet og trækker her på sine egne oplevelser med sin fars selvmord. I romanerne ”Lette rejsende” (2010) og ”Fald” 2014 forsøger hun uden fordømmelse at indkredse, hvad det er, der får mennesker til at ”falde” og mislykkes i deres liv.

Der er en god portion socialrealisme i Anne-Sophie Lunding-Sørensens skildringer af vilkår og skæbner i samfundets underklasse, der går igen i hele forfatterskabet. I ”Happy ending” (2016) og i opfølgeren ”Happy family” (2018) er der indbyggede krimielementer med hovedpersonen Elvira som antihelten, der på sin egen måde forsøger at skabe retfærdighed i en lovløs underverden af småkriminelle gangstertyper. Tonen er mere humoristisk og satirisk end i de første romaner, men vi befinder os fortsat blandt mennesker, der er sat uden for samfundet, som ikke rigtig passer ind men som på trods heraf kæmper for at finde et ståsted og en meningsfuld tilværelse.

Beslægtede forfatterskaber

Anne-Sophie Lunding-Sørensen nævner den franske forfatter Delphine de Vigan som en af sine inspirationskilder. Delphine de Vigan beskriver i romanen ”Alt må vige for natten” (2011, dansk 2013) komplicerede familieforhold, og de myter, der kan opstå, når man forsøger at erindre barndommen og – som i Vigans tilfælde – forsøger at forstå en mor, der har svigtet. Det samme gør sig gældende i ”Lette rejsende”, hvor Anne-Sophie Lunding-Sørensen beskriver en datter, der generindrer sin barndom, for derigennem at komme tættere på at forstå sin mor og de dårlige valg, hun traf.

I de seneste år er der kommet en del romaner med foruroligende, mere eller mindre selvoplevede, familiehistorier om en svær barndom præget af opbrud, svigt og ustabile familierelationer. Iben Mondrups slægtsromaner ”Karensminde” og ”Vi er brødre”, Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed” (2016) og Kristina Stoltz' ”Som om” (2016) er nogle af de nyere danske udgivelser, der med udgangspunkt i barndomsoplevelser forsøger at blive klogere på forældrenes valg og handlinger.

Anne-Sophie Lunding-Sørensens seneste to romaner leder tankerne hen på Erling Jepsens forfatterskab, idet hun her bramfrit og usentimentalt skriver om menneskeskæbner og miljøer på samfundets skyggeside. Figurerne er tragiske og afviger fra normen, men som hos Erling Jepsen bliver det heller ikke hos Anne-Sophie Lunding-Sørensen sentimentalt, og humoren spiller en vigtig rolle.

Bibliografi

Romaner

Lunding-Sørensen, Anne-Sophie: Lette rejsende. Gyldendal, 2010.
Lunding-Sørensen, Anne-Sophie: Fald. Gyldendal, 2014.
Lunding-Sørensen, Anne-Sophie: Happy ending. Gyldendal, 2016.
Lunding-Sørensen, Anne-Sophie: Happy family. Gyldendal, 2018.
Lunding-Sørensen, Anne-Sophie: Happy hour. Gyldendal, 2019.

Om forfatterskabet

Anne-Sophie Lunding-Sørensen i en podcast om skriveproces. Plotcast, 2018-08-31.
Lummer sommer. P1, DR. 2016-06-22.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Anne-Sophie Lunding-Sørensen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Stoltenberg, Tine: Interview til Forfatterweb, oktober 2018.