Anne-Sophie Lunding-Sørensen

Anne-Sophie Lunding-Sørensen er født i 1969 og er vokset op i et kollektiv i en forstad til Aarhus, som var dannet af danskstuderende. Litteratur har altid været en vigtig del af hendes liv, og hun læste – og læser fortsat – altid, også længe før hun begyndte at skrive.
Forældrene blev skilt, og Anne-Sophie Lunding-Sørensen flyttede med min mor og bror til Struer, som dengang var en mørk provins sammenlignet med kollektivlivet i Aarhus. Hun følte sig altid fremmed der, og det blev ikke bedre, da hendes far, som hun var meget tæt knyttet til, tog sit eget liv, da hun var tolv år gammel. Selvmordet er et centralt tema i Anne-Sophies Lunding-Sørensens to første bøger. 
Anne-Sophie Lunding-Sørensen begyndte først at skrive, da hun var i slutningen af 30’erne. Det store og svære skridt lå i at bevise, at hun kunne noget særligt, altså at skrive. I et interview til Forfatterweb fortæller hun: ”Jeg kan huske, hvordan mine venner venligt sagde, at selv hvis bogen ikke udkom, var det stadig fedt. Men det var ikke en mulighed for mig!” (Tine Stoltenberg: Interview til Forfatterweb, oktober 2018). Heldigvis blev bogen antaget på det første forlag, hun sendte den til, nemlig Gyldendal, hvor hun har været siden med den samme redaktør.  
Anne-Sophie Lunding-Sørensen er uddannet på Københavns Universitet i film- og medievidenskab med en overbygning i journalistik. Før Anne-Sophie Lunding-Sørensen begyndte at skrive, havde hun forskellige jobs inden for kommunikation, PR og ledelse. Blandt andet har hun arbejdet et år som kommunikationsrådgiver for en NGO i Nepal. Hun rejste rundt med rygsæk i især Asien og Afrika i nogle år, og rejsen er et tema, man også aner i forfatterskabet. Om dette siger hun selv: ”Rejsen er et spændende tema, som jeg gerne vil vende tilbage til i mit forfatterskab.” (Tine Stoltenberg: Interview til Forfatterweb, oktober 2018).

Anne-Sophie Lunding-Sørensen bor i dag på Østerbro i København sammen med sin mand, to børn og en hund.

I Anne-Sophie Lunding-Sørensens debutroman ”Lette rejsende” fra 2010 hedder hovedpersonen Emma. Hun er freelancefotograf og har slået sig ned i Katmandu i Nepal. Hun er i midten af trediverne og på vej hjem til Danmark for at deltage i sin mormors begravelse. Gensynet med den jyske provinsby og morfaren vækker minder hos Emma, og i tilbageblik følger vi hendes rodløse opvækst hos hendes mor Alice. Romanens montagestil samler langsomt et billede af Alice og Emmas liv.

I starten af romanen bliver vi klar over, at Alice har taget sit eget liv. Alices liv begyndte tidligt at slå knuder: Hun blev gravid som 17-årig, flere år før Emmas fødsel, og endte med at bortadoptere barnet af egen vilje. Herefter begyndte hun på biblioteksskolen og arbejdede ved siden af som fotomodel. Morfaren skammede sig over nogle undertøjsbilleder af Alice, som han kaldte for noget ”forbandet svineri”, og det endte med et brud imellem dem. Først da Emma var seks år gammel, forsøgte de at genoptage kontakten, og Emma mødte for første gang sin mormor og morfar. Det skete efter nogle turbulente år, hvor Emma og hendes mor blandt andet boede i et landbrugskollektiv med idealer om basisdemokrati og fri kærlighed. Men der var også skyggesider i kollektivet, hvor de beboere, der trådte ved siden af, fordømtes og blev låst inde i et mørkt rum.

28212283

Fordømmelse og anderledeshed, når man egentlig helst bare vil høre til, er et gennemgående tema i romanen. Alice fordømmes af sine forældre, da hun overskrider deres normer med fotografierne, hvor hun er afklædt. Emma, der er anderledes end klassekammeraterne, ydmyges til en klassefødselsdag. De er begge med morens ord 'lette rejsende' og falder aldrig rigtig til nogen steder. 

Som barn finder Emma sin mors selvmordsbrev, som hun senere brænder. Man fornemmer Emmas sorgbearbejdning over morens selvmord, og hendes forsøg på at overvinde den skyldfølelse, hun har, fordi hun ikke straks fortalte om fundet af brevet. Hendes indre rejse tilbage til barndommen fører hende i en mere positiv og afklaret retning, og hun bliver endelig i stand til at tilgive sin mor.

Der er en melankolsk stemning i både Emmas nutids- og barndomsskildring. Sproget er enkelt og direkte, men der er alligevel meget usagt mellem linjerne.

------------

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.
Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05
Mailrådgivning og Chatrådgivning. For at se åbningstider og for at skrive, gå ind på www.livslinien.dk