Portræt af Chigozie Obioma
Foto: Nikki Moore

Chigozie Obioma

cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, maj 2024. Blå bog og bibliografi opdateret juni 2024.
Top image group
Portræt af Chigozie Obioma
Foto: Nikki Moore

Chigozie Obioma debuterede i 2015 med ”Vi var fiskere”, som blev indstillet til den prestigefyldte The Booker Prize. Romanen handler om broderkærlighed, en skæbnesvanger profeti og dens fatale konsekvenser. Familiefortællingen indeholder samtidig en skildring af Nigeria i 1990’erne. Siden fulgte en moderne Odysseen-fortælling om en fattig fjerkræavler og hans kærlighed til kvinden Ndali i romanen ”Fuglenes gråd”. Obioma trækker her på den nigerianske igbo-kulturs kosmologi og lader historien blive fortalt af den mandlige hovedpersons særlige skytsånd, hans chi.

 

138587967

 

Blå bog

Født: 1986, Akure i Nigeria.

Uddannelse: Universitetsstudier i engelsk litteratur og kreativ skrivning fra Cyprus International University og University of Michigan.

Debut: The Fishermen, 2015. Roman.

Litteraturpriser: FT/OppenheimerFunds Emerging Voices prize for African and Middle Eastern Fiction, 2015. NAACP Image Award for Outstanding Literary Work – Debut Author, 2016. L.A. Times Book Prize, 2016. Internationalen Literaturpreis, 2020.

Seneste udgivelse: Vejen til landet. Forlaget Klim, 2024. Oversat af Hans-Jørgen Birkmose.

Inspiration: Græske tragedier, Shakespeare-skuespil, igbo-kosmologi, Amos Tutuola og Chinua Achebe.

 

Videoklip

Chigozie Obioma læser op fra sin bog ”An Orchestra of Minorities” (”Fuglenes gråd”) og fortæller herefter om bogen. The Booker Prize, 2019.

Artikel type
voksne

Baggrund

”I den fjerde måned efter mødet med kvinden på broen holdt min vært næsten op med at sørge. Ikke sådan, at han var glad nu, for selv sømmene på hans bedste dages klæder havde flossede tråde af sorgfuldt mørke. Det var mere, at han var levende igen, åben for glædens muligheder.”
”Fuglenes gråd”, s. 35.

Chigozie Obioma blev født i 1986 i Akure i Nigeria, hvor han voksede op med sin familie. Under sin opvækst talte han engelsk og de nigerianske sprog igbo og yoruba. Chigozie Obiomas far havde arbejdet hårdt for at finansiere sin uddannelse og blive bankmand, og forældrene lagde stor vægt på at opmuntre deres børn til at uddanne sig og vælge vellønnede professioner. Forældrene tilhørte en protestantisk kirke, men især morens kendskab til den afrikanske igbo-religion spillede en rolle i barndomshjemmet.

Chigozie var det femte barn i en søskendeflok på tolv og den af børnene, som holdt særligt meget af at høre sin far fortælle historier, og som læste bøger, så snart han så sit snit til det. En af de bøger, som gjorde et stort indtryk på den unge Chigozie, var romanen ”The Palm-Wine Drinkard” (”Palmevinsdrankeren”) af den engelsksprogede nigerianske forfatter Amos Tutuola. Som ung var Obioma også fascineret af græsk mytologi og britisk litteratur. På trods af sin tidlige interesse for litteratur valgte Chigozie Obioma at læse til ingeniør i Nigeria, men blev aldrig fanget af studiet, som han ikke gennemførte. Chigozie Obioma havde herefter planer om at studere i Storbritannien, men fik sin visumansøgning afvist.

Han tog derfor til Cypern, hvor han læste engelsk litteratur på Cyprus International University. Mens han boede på øen i Middelhavet, skrev han i et længerevarende anfald af hjemve det første udkast til ”The Fishermen” (2015) (”Vi var fiskere”, 2016), som bl.a. er en hyldest til broderskab, trækker på en mundtlig fortælletradition og har referencer til igbo-kulturen. Romanen gav den 28-årige Obioma et internationalt gennembrud, blev nomineret til flere priser og er oversat til mere end 30 sprog. Chigozie Obioma har siden taget en master på University of Michigan og skrevet flere bøger, noveller og essays. I 2021 var han del af det dommerpanel, der uddelte The Booker Prize, og han er i dag bosat i Lincoln i den amerikanske delstat Nebraska. Ved siden af sit forfatterskab har Obioma siden 2021 undervist i litteratur og kreativ skrivning på University of Nebraska-Lincoln.

Vi var fiskere

”Mors bestræbelser på at hele sin søn, Ikenna, prellede fuldstændig af på ham. For profetien var, som et rasende udyr, gået amok og var i gang med at ødelægge hans sind med samme voldsomhed som et vanvid og fik ham til at rive tegninger ned, smadre vægge, tømme skabe, vende borde på hovedet.”
”Vi var fiskere”, s. 110.

Chigozie Obiomas roman ”The Fishermen” fra 2015 (”Vi var fiskere”, 2016) foregår i 1990’ernes Nigeria og handler om familien Ugwu, som rammes af en grum profeti. Fortællingen begynder med ordene ”Vi var fiskere: Mine brødre og jeg blev fiskere i januar 1996”.

De fire ældste drenge i familien har et tæt forhold til hinanden, men broderkærligheden udfordres, da de konfronteres med en forudsigelse om, at den ældste bror vil blive dræbt af en af sine brødre. Det foruroligende varsel kommer fra byens gale mand Abulu og kommer til at ændre alt i familien. Profetien – med ekkoer fra antikkens mytologi eller et Shakespearedrama – påvirker brødrenes indbyrdes tillid til hinanden og starter en lavine, som resulterer i et drab, et selvmord og til sidst en fængselsdom, da den grumme skæbne skal hævnes.

52521629

Romanen er en jeg-fortælling med indre synsvinkel fortalt af familiens fjerdeældste søn, Ben. Historien er en kronologisk fortælling, men fortalt i tilbageblik og med en fortæller, som undervejs bryder ind med kommentarer, set fra et senere perspektiv: ”Tanken var dog endnu ikke fuldt dannet hos mig dengang” (s. 64).

Obiomas fortælling om en families skæbne bliver også en skildring af de politiske, økonomiske og religiøse modsætninger i Nigeria, herunder en historie om den traditionelle kosmologi og overtro i landet. En persons skytsånd, dets chi, er en vigtig kilde til forståelse af det enkelte menneske, og troen på en gal mands evne til at forudse kommende katastrofer er stor.

Romanen er kendetegnet ved en brug af billedsprog, som ikke blot skildrer historiens figurer ved at sammenligne dem med dyr; en spurv, et møl, en hejre. Metaforer er også en vigtig del af den måde, fortællingens begivenheder skildres på: ”Håbet var en haletudse: Den ting, man fangede og tog med sig hjem i en dåse, men som døde kort tid efter.” (s. 250) eller ”Når man forsøgte at se ind i fremtiden, var der intet at se; det var som at se ind i et andet menneskes øregang.” (s. 270-271).

Romanen blev i 2018 omskabt til et teaterstykke instrueret af den nigeriansk-britiske instruktør Gbolahan Obisesan. Stykket blev opsat i USA og Sydafrika.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vi var fiskere"