Portræt af Signe Gjessing
Foto: Sara Galbiati

Signe Gjessing

Cand.mag. Daniel Robert Andersen, 2015 og 2020. Opdateret af cand.mag. Maria Høher-Asmussen, maj 2024.
Top image group
Portræt af Signe Gjessing
Foto: Sara Galbiati

Signe Gjessings forfatterskab er en udforskning af tilværelsen – både den konkrete kropslige og den uhåndgribelige. Signe Gjessings I hendes uforudsigelige og fantasifulde digte kan vi på samme tid befinde os midt i hverdagen, i bibelhistorien og i det fjerne stjernerumhar med ét givet hende status som en af dansk poesis kometer. Det er digte, der følger deres egne logikker og skaber deres egne universer i en evig udforskning af betingelserne for livet og væren. Bedst som man tror, man har regnet ud, hvor digtene er på vej hen, skifter de retning og efterlader læseren paf tilbage.

 

138352781

Blå bog

Født: 1992 i Ranum, Vesthimmerland.

Uddannelse: Student fra Vesthimmerlands Gymnasium, 2012. Dimittend fra Forfatterskolen, 2014.

Debut: Ud i det u-løse. Gyldendal, 2014.

Litteraturpriser: Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris, 2014. Dan Turèll Medaljen, 2024. 

Seneste udgivelse: I kan da også bare skrive om stjernerne!. Gyldendal, 2024. Prosa og digte.

Inspiration: Arthur Rimbaud, Inger Christensen, Nelly Sachs.

Genre: Lyrik

Artikel type
voksne

Baggrund

”Skriften skratter/ med bølger fra den nervøses håndbevægelser/ som radioen skratter med støj fra Big Bang.// Signeret solen. Signaturen er som taget ud af altet.// Måneskinnet opdyrkes med vores voksende hår.”
”Ud i det u-løse”, s. 40.

Signe Gjessing er født i 1992 og opvokset i den lille by Ranum ved Limfjorden i Vesthimmerland. I dag er hun bosat i København, men den tætte relation til naturen, som bruges som afsæt for refleksion og erkendelse, har hun taget med sig, og æstetiseringen af naturen udgør det mere eller mindre eksplicitte grundlag for hendes digte.

Hun er datter af præsten, billedkunstneren og lokalpolitikeren Ninni Lodahl Gjessing og lægen Per Gjessing, som begge i kraft af en grundlæggende poetisk tilgang til tilværelsen har skabt en kreativ og inspirerende baggrundskulisse for Signe Gjessings opvækst. Det var dog først på Vester Thorup Efterskole, at Gjessing for alvor fik øjnene op for poesiens verden: ”At åbne øjnene for en sart, men uforfinet, nær opfattelse af alt omkring os, tror jeg mange digtere drømmer om. Da jeg på efterskolen blev introduceret for digte og poesi, fandt jeg ud af, at det også var, hvad jeg drømte om.” (Vesthimmerlands Gymnasium og HF: Poeten Signe. Skoleblad, 2011-12).

I gymnasietiden på Vesthimmerlands Gymnasium og HF var Gjessing særdeles aktiv og engagerede sig blandt andet i musik, billedkunst, fodbold og politik. Kendetegnende for hendes tilgang uafhængigt af disciplin var en insisteren på at gøre tingene på sin egen måde; at male ekspressive abstrakte billeder, at spille klaver uden brug af noder osv. Denne tilgang gælder i høj grad også for Gjessings digte, hvoraf nogle blev publiceret i kunst- og lyriktidsskriftet Hvedekorn, mens Gjessing stadig gik i gymnasiet.

I 2012 blev Signe Gjessing optaget på Forfatterskolen og har her markeret sig som en af de mest særegne stemmer i dansk litteratur i øjeblikket. Allerede i februar 2014, mens hun stadig gik på skolen, udkom hendes debutsamling ”Ud i det u-løse”, som har høstet enorm anerkendelse for sit sproglige overskud og dybt originale billedsprog.

Signe Gjessing er både i sin egen tilværelse og i sin digtning draget og inspireret af kristendommen, og i slutningen af sine 20’ere konverterede hun til katolicismen. Det giver hende et fast holdepunkt, når hendes tanker ellers svæver, har hun udtalt i et interview. I samme interview beskriver hun, hvordan hun har viet sit liv til poesien alene og de sidste ti år kun har levet af legater: ”Digte er en enorm lidenskab for mig. Det vedkommer mig dybere end noget andet. Min seneste digtsamling har handlet om intensitet, kun intensitet. En af mine yndlingsdigtere, tyske Nelly Sachs, skriver: ’Ej går hun på vandring/ med sit silende støv/ hun spiser den søde søndagsdessert/ og kysser stenen og lytter til dens blå sprog.’ Det handler om at blive, hvor man er, i sin lille firkantede lejlighed, men derfra nå til en særlig intens virkelighed. Det tror jeg meget på.” (Marta Sørensen: Universet backpacker igennem mig. Weekendavisen, 2024-03-26).

Aktuelt værk: I kan da også bare skrive om stjernerne!

”Universet hænger sit mørke overtøj på Marias knogler, før det kommer ind på det plejehjem, hvor stjernerne nu er havnet. Der er udsigt ud over et univers fuldt af valmuer. Ja, ja, der kommer en dag, da det selv må besøge sine valmuer på plejehjemmet.”
”I kan da også bare skrive om stjernerne!”, s. 13.

Signe Gjessings syvende udgivelse ”I kan da også bare skrive om stjernerne!” fra 2024 er en kombination af digte og prosatekster.

Første del, ”Et epileptisk anfald - En Marialegende”, er værkets længste prosastykke. Det har ikke en tydelig handlingstråd, men består af en række tableauer: valmueengen med dens forgængelige skønhed, rosenhaven og Jesu korsfæstelse. Teksten er struktureret i små overskrifter, der peger på et før, under og efter et epileptisk anfald, som mimer den kristne grundfortælling om livet, døden og opstandelsen. I Marias bevidsthed blafrer citronsommerfuglene rundt, og bevidstheden tager kortvarigt af sted for at deltage i en sommerfuglekonkurrence. Ligesom i øvrigt Jesus: ””Er til en konference om sommerfugle. Straks tilbage”, står der over korset” (s. 13).

138352781

Der er en euforisk og jublende tone i digtene, som allerede anlægges i titlens brug af udråbstegn ”I kan da også bare skrive om stjernerne!”.

Ligesom i Signe Gjessings andre udgivelser benytter hun sig af et rigt billedsprog, hvor verden besjæles og selv universet personificeres. En vigtig del af billedsproget i denne udgivelse er desuden symbolerne: Her dvæles ved valmuerne som symbol på den forgængelige skønhed, sommerfuglen peger på forvandlingen – og i kristen optik – opstandelsen.

Man kan læse værket ud fra den kristne grundfortælling om livet, døden og opstandelsen, men en anden mulighed er at parkere sin rationelle tænkning og give sig hen til de sanseindtryk, som de vilde sproglige billeder giver: ”Min iskiasnerve bruges som en ostehøvlsstreng til solen. Solskiver” (s. 25). Og de to forskellige måder at gå til værket på udelukker måske ikke hinanden. Måske er der en sammenhæng mellem den sproglige stil og værkets tematiske kredsen om den kristne fortælling: Når mennesket mister meningen med livet eller tilværelsen af syne, må det give sig hen til det guddommelige perspektiv; det, der ligger hinsides fornuften. Med andre ord findes erkendelsen af virkeligheden uden for fornuftens grænser i det, der sanses eller anes.