Thorkild Hansen

Thorkild Hansen kom frem sammen med efterkrigstidens modernister i dansk litteratur, men han spillede alligevel på sin helt egen bane i sit i Danmark meget særegne forfatterskab.

Han voksede op i det ”fattigfine” Virum i mellemkrigstiden. Den københavnske forstad kunne dog ikke tilfredsstille den kvikke unge mands kunstneriske aspirationer, så da han havde fået studenterhuen på hovedet, rejste Thorkild Hansen i 1945 som 18-årig til Paris for at udleve sin drøm om at leve som ægte boheme-kunstner i byernes by. Det skulle blive afgørende for hans gerning.

I Paris blev Thorkild understøttet af en rig fransk baron, som indvilgede i at være hans mæcen, men efter sigende har velynderen også haft en mere kødelig forkærlighed for unge mænd som Thorkild Hansen. Den unge forfatter kunne dog med rigmandens finanser i ryggen udleve drømmen om et sorgløst liv som kunstner i byens intellektuelle miljø. Han omgikkes de franske eksistentialistiske filosoffer, kunne koncentrere sig om skrivningen og viste sig som korrespondent for Ekstra Bladet at være en særdeles talentfuld skribent. Kort sagt dannedes den unge Thorkild Hansen i løbet af sine fem år i Paris, og kimen til forfatterskabet blev lagt med hans første udgivelse, en fagbog om digteren Jacob Paludan i 1947.

Thorkild Hansens levned rummer en påfuglehale af forskellige genrer. Han skrev dagbøger, reportager, essays, biografier og nåede også at udgive selvbiografien ”Søforhør” (1982), hvor han interviewer sig selv. Mest kendt er Hansen dog for sine episk drejede og biografisk udfordrende dokumentarromaner, som gav ham en bred læserskare.

Thorkild Hansen var hverken som forfatter eller person typen, der indordnede sig efter danske standarder og kun fløj så højt, som vingerne kunne bære. Verden var hans legeplads, og derfor var det egentlig ikke så upassende, at han endte sine dage i en kahyt ombord på et skib på rejse i det Caribiske Hav.

Thorkild Hansen satte med ”Det lykkelige Arabien” (1962) fokus på 200-året for videnskabsmanden Carsten Niebuhrs store rejse til Arabien fra 1761 til 1767. Romanen har om noget udbredt kendskabet til den videnskabelige færd, der skulle opsamle viden og kortlægge det sagnomspundne land, som man stort set intet vidste om i Niebuhrs samtid.

Den danske konge, Frederik d. 5, bliver sponsor for rejsen, som kommer til at bestå af en delegation af en tjener og fem videnskabsmænd, der med deres forskellige evner ved hjælp af empiriske studier kort og godt skulle indsamle så meget viden som muligt på rejsen, som strakte sig vidt omkring i Mellemøsten helt til Indien. 

20605995

Men rejsen kommer ikke til forløbe som håbet. Delegationens deltagere har meget svært ved at finde fælles fodslag, og sygdomme og ulykker hagler ned over dem. De render på røvere, fjendtlige beduiner og de bliver endda ofre for jordskælv – to gange! Til sidst er Carsten Niebuhr den eneste overlevende, og han vender snuden hjemad mod København. Til gengæld har ekspeditionen nået at indsamle en uvurderlig mængde viden om de egne, de har rejst i.

Carsten Niebuhr spiller rollen som social underdog og akademisk opkomling blandt de øvrige anerkendte og krukkede videnskabsmænd med større meritter end den bondske, men kvikke korttegner fra Sønderjylland. Niebuhr er en fordomsfri overlever og en hårdtarbejdende mand, men ved ankomsten til København mødes han trods sine bedrifter med ligegyldighed og modstand. 

I ”Det lykkelige Arabien” nedtoner Thorkild Hansen i fortællingens navn ekspeditionens videnskabelige arbejde og lægger i stedet vægten på de mange dramatiske begivenheder og indbyrdes stridigheder, som foregik under den lange rejse i de fremmede lande. Dermed har Thorkild Hansen taget sig en del friheder i forhold til kildematerialet, men ikke desto mindre har ”Det lykkelige Arabien” været helt afgørende for udbredelsen af kendskabet til ekspeditionen i den danske offentlighed.