th hansen
Foto: Tage Nielsen/Ritzau Scanpix

Thorkild Hansen

cand.mag. Anders Olling, iBureauet/Dagbladet Information, 2011.
Top image group
th hansen
Foto: Tage Nielsen/Ritzau Scanpix
Main image
Hansen, Thorkild
Foto: Åge Sørensen / Scanpix

Indledning

Thorkild Hansen satte med sine dramatiske dokumentarromaner spørgsmålet om fakta og fiktion på spidsen. Med udgangspunkt i virkelige begivenheder skrev han biografisk litteratur om misforståede antihelte, hvilket nemt kan forveksles med ægte historieskrivning. Det har gjort Thorkild Hansen til en udskældt figur i især historiske kredse, men til gengæld en populær og prisbelønnet skønlitterær forfatter. Ingen kan nemlig modsætte sig Thorkild Hansens fortræffelige talenter som fortæller og heller ikke hans evne til at åbne folks øjne for hengemte historiske emner som dansk slavehistorie, Carsten Niebuhrs Arabiensrejse og søfareren Jens Munks tragiske opdagelsesrejser.

 

25438590

Blå bog

Født: 9.1.1927.

Død: 4.2.1989.

Uddannelse: Studier i litteraturhistorie.

Debut: Minder svøbt i vejr. En studie i Jacob Paludans digtning. Hasselbalch, 1947.

Litteraturpriser: Nordisk Råds Litteraturpris, 1971.

Seneste udgivelse: Camus' død. Gyldendal, 2004.

Inspiration: Den misforståede antihelt.

Oplysningstiden

Genre: Autofiktion

Artikel type
voksne

Baggrund

”De fleste mennesker bærer inden i sig et billede af barndommens kyst, og mens alle livets andre indtryk langsomt fortoner sig og slettes ud, bliver dette billede stærkere og stærkere [...] nogle rejser helt til verdens ende for at finde det land igen, men ingen kyststrækninger kan bringes til at passe, og de, der kommer allerlængst væk, helt derud, hvor man for alvor begynder at huske det glemte...”

"Det lykkelige Arabien", s. 367.

Thorkild Hansen kom frem sammen med efterkrigstidens modernister i dansk litteratur, men han spillede alligevel på sin helt egen bane i sit i Danmark meget særegne forfatterskab.

Han voksede op i det ”fattigfine” Virum i mellemkrigstiden. Den københavnske forstad kunne dog ikke tilfredsstille den kvikke unge mands kunstneriske aspirationer, så da han havde fået studenterhuen på hovedet, rejste Thorkild Hansen i 1945 som 18-årig til Paris for at udleve sin drøm om at leve som ægte boheme-kunstner i byernes by. Det skulle blive afgørende for hans gerning.

I Paris blev Thorkild understøttet af en rig fransk baron, som indvilgede i at være hans mæcen, men efter sigende har velynderen også haft en mere kødelig forkærlighed for unge mænd som Thorkild Hansen. Den unge forfatter kunne dog med rigmandens finanser i ryggen udleve drømmen om et sorgløst liv som kunstner i byens intellektuelle miljø. Han omgikkes de franske eksistentialistiske filosoffer, kunne koncentrere sig om skrivningen og viste sig som korrespondent for Ekstra Bladet at være en særdeles talentfuld skribent. Kort sagt dannedes den unge Thorkild Hansen i løbet af sine fem år i Paris, og kimen til forfatterskabet blev lagt med hans første udgivelse, en fagbog om digteren Jacob Paludan i 1947.

Thorkild Hansens levned rummer en påfuglehale af forskellige genrer. Han skrev dagbøger, reportager, essays, biografier og nåede også at udgive selvbiografien ”Søforhør” (1982), hvor han interviewer sig selv. Mest kendt er Hansen dog for sine episk drejede og biografisk udfordrende dokumentarromaner, som gav ham en bred læserskare.

Thorkild Hansen var hverken som forfatter eller person typen, der indordnede sig efter danske standarder og kun fløj så højt, som vingerne kunne bære. Verden var hans legeplads, og derfor var det egentlig ikke så upassende, at han endte sine dage i en kahyt ombord på et skib på rejse i det Caribiske Hav.

Det lykkelige Arabien

”Hvad i alverden skal man dog stille op med denne mand, der har været taktløs nok til at holde ud, hvor alle andre ordentlige mennesker bukkede under, og som nu møder op her længe efter tæppefald med sin snak om samlinger, der skal samles og papirer, der skal udgives?
”Det lykkelige Arabien”, side 359.

Thorkild Hansen satte med ”Det lykkelige Arabien” (1962) fokus på 200-året for videnskabsmanden Carsten Niebuhrs store rejse til Arabien fra 1761 til 1767. Romanen har om noget udbredt kendskabet til den videnskabelige færd, der skulle opsamle viden og kortlægge det sagnomspundne land, som man stort set intet vidste om i Niebuhrs samtid.

Den danske konge, Frederik d. 5, bliver sponsor for rejsen, som kommer til at bestå af en delegation af en tjener og fem videnskabsmænd, der med deres forskellige evner ved hjælp af empiriske studier kort og godt skulle indsamle så meget viden som muligt på rejsen, som strakte sig vidt omkring i Mellemøsten helt til Indien. 

20605995

Men rejsen kommer ikke til forløbe som håbet. Delegationens deltagere har meget svært ved at finde fælles fodslag, og sygdomme og ulykker hagler ned over dem. De render på røvere, fjendtlige beduiner og de bliver endda ofre for jordskælv – to gange! Til sidst er Carsten Niebuhr den eneste overlevende, og han vender snuden hjemad mod København. Til gengæld har ekspeditionen nået at indsamle en uvurderlig mængde viden om de egne, de har rejst i.

Carsten Niebuhr spiller rollen som social underdog og akademisk opkomling blandt de øvrige anerkendte og krukkede videnskabsmænd med større meritter end den bondske, men kvikke korttegner fra Sønderjylland. Niebuhr er en fordomsfri overlever og en hårdtarbejdende mand, men ved ankomsten til København mødes han trods sine bedrifter med ligegyldighed og modstand. 

I ”Det lykkelige Arabien” nedtoner Thorkild Hansen i fortællingens navn ekspeditionens videnskabelige arbejde og lægger i stedet vægten på de mange dramatiske begivenheder og indbyrdes stridigheder, som foregik under den lange rejse i de fremmede lande. Dermed har Thorkild Hansen taget sig en del friheder i forhold til kildematerialet, men ikke desto mindre har ”Det lykkelige Arabien” været helt afgørende for udbredelsen af kendskabet til ekspeditionen i den danske offentlighed.

Jens Munk

”Det er ikke modgang, men medgang der gør os til beskedne mennesker, siger krønikeren. Jo fattigere Jens Munk var, jo stærkere blev hans ønske om rigdom, magt og herlighed. Ulykken ansporede ham kun til at sætte farten op; som et skamskudt dyr, der prøver at rende fra sin smerte, kastede han sig atter ud i kampen for at skaffe sig oprejsning.”

Thorkild Hansens største og mest forsmåede antihelt må næsten være søfareren Jens Munk (1579-1628), som han portrætterer i romanen ”Jens Munk” i 1965. Det er historien om den stakkels horeunge, der født uden for ægteskab kæmper for at stige op ad den sociale rangstige. Han er villig til at sætte livet på spil i krig og kæmper sig igennem ukendte farvande for at opnå den status, han fortjener, efter at hans far aldrig blev alment anerkendt som adelsmand. Men gang på gang bliver den stakkels sømand holdt nede af uforstående og ondsindede omgivelser.

”Jens Munk” er baseret på den dansk-norske opdagelsesrejsende, der allerede som ganske ung stod til søs, kom ud på verdenshavene og endte som kaptajn. Thorkild Hansen gengiver Jens Munks unægteligt begivenhedsrige liv med deltagelse i Kalmarkrigen mod svenskerne og tilfangetagelsen af den frygtede pirat Jan Mendoza som dramatiske højdepunkter.

06915140

Bogens helt store klimaks er Jens Munks katastrofale opdagelsesrejse i 1619-20, hvor han ledte efter en ikke-eksisterende søvej til Indien. I 1619 blev Munk sendt ud af Christian IV for at finde en søvej gennem Hudson-bugten til Stillehavet og Indien. Opgaven var en stor cadeau for den ambitiøse sømand, der med to skibe stævnede ud mod den amerikanske østkyst via Grønland efter at kongen havde holdt tale under en gudstjeneste til ære for ekspeditionen. Rejsen blev dog en katastrofe. Jens Munk fandt ikke passagen (det lykkedes først at sejle igennem passagen næsten 300 år senere), og ekspeditionen måtte overvintre i bugten, som frøs til, mens besætningen blev ramt af skørbug. Kun tre sømænd ud af den samlede besætning på 64 overlevede rejsen – Jens Munk var én af dem og sammen formåede de tre at sejle et af skibene i sikkerhed i Bergen.

Men Munks bedrifter gav ikke afkast. I Bergen blev han fængslet, og han faldt i unåde hos Kristian VI, der bebrejdede Munk ekspeditionens fiasko og tabet af hovedskibet, Enhjørningen. For at det ikke skal være løgn, havde Munks kone fundet sig en ny mand, da han endelig kom hjem til København.

Thorkild Hansens litterære portræt af Jens Munk er en opvisning i store ambitioner og tabte drømme. Alt skildret i en poetisk, men alligevel biografisk stil, der næsten får romanen til at fremstå som en fagbog med sprogligt svung.

Slavernes kyst

”Den enøjede despot hænger oppe i zenith, lyset kommer alle vegne fra samtidig og sletter kontrasterne i landskabet; det er, som om en stor sorg sænker sig over alt med denne overflod af lys, en usynlig død er ustandselig nærværende, og der er ingen skumring, intet tusmørke, nej, den skønne aftenstund hjemme, den findes ikke her, dagen og livet slukkes som et lys, der pustes ud.”
”Slavernes kyst”, side 193.

I 1967 udkom ”Slavernes kyst”, der udgør første del af Thorkild Hansens stort anlagte trilogi om Danmarks tid som koloni- og slavehandelsnation på den afrikanske guldkyst og i det tidligere Dansk Vestindien. Første bind skildrer danskernes rolle som våbenleverandører og slaveopkøbere på den danske konges forter i det nuværende Ghana.

At slaveriet udgør et overset kapital i danmarkshistorien er en central pointe. Thorkild Hansen veksler mellem lange historiske passager fortalt i 3. person, men ind imellem afbrydes de af reportagedele fra tiden omkring bogens tilblivelse. De reportagelignende kapitler er fortalt i 2. person, hvor et ”du” kommer på banen. Dette læserhenvendende ”du” i disse afsnit styrker identifikationen, som om Thorkild Hansen ønsker at understrege over for sine danske læsere, at der er tale om deres egen historie, selvom det ikke lige frem er flatterende ting, som kommer frem.

Hovedparten af bogen er dog en livlig og tragisk skildring af danskernes gøren og laden på slaveforterne gennem næsten 200 år. Vi hører om den snedige Ludwig Ferdinand Rømer, der som assistent tjente på forterne, men som også havde en indbringende sideforretning med uofficiel menneskehandel, der gjorde, at han havde kapital til at kunne starte et indbringende sukkerraffinaderi i København ved sin hjemkomst.

25178432

Vi hører også den tragiske historie om Joseph Wulff, der som ung ankommer til forterne med ambitioner om at gøre karriere som embedsmand, men ender som et sørgeligt opsvulmet og forsumpet offer for tropesygdomme.

Sygdomme, druk og menneskelig forråelse fylder i det hele taget en del i Thorkild Hansens fortælling om slaveforterne. Både den fysiske og moralske råddenskab hænger tungt i luften inde bag murene. De få kræfter, der kæmper for at forbedre forholdene, ender som tragiske antihelte. Det gør f.eks. den sidste guvernør, Edward Carstensen, der efter forbuddet kæmper som en anden Don Quixote med at stoppe slavehandelen i området, men i stedet bliver han indirekte årsag til et bestialsk, rituelt barnemord. En anden af bogens helte, lægen Paul Erdmann Isert, dør under mystiske omstændigheder, mens han arbejder for at forbedre vilkårene for slaverne.

Slavernes skibe

”Oldendorp omtaler den mangel paa levnedsmidler, især ferskvand, der let kan opstaa, naar sejladsen forlænges af vindstille vejr, og siger, at ”Kaptajnen i saa Fald beklageligvis ser sig nødsaget til at ofre en Del af sine Slaver for at kunne opretholde Livet for de øvrige.”
”Slavernes Skibe”, side 58.

Andet bind i trilogien om danskernes slaver, ”Slavernes Skibe” fra 1967, tager læseren med på de grufulde togter over Atlanterhavet fra danskernes forter på Guldkysten i det nuværende Ghana over til de danskvestindiske øer, i dag US Virgin Islands.

”Slavernes Skibe” er det korteste af de tre bind i trilogien, og rent strukturelt går romanen nøgternt til historien om slaveskibene ud fra kapitler navngivet ”Skibene”, ”Kursen”, ”Skibsdrengen” og ”Styrmanden”. Afslutningsvis skildres auktionerne efter ankomsten til Dansk Vestindien, hvor menneskerne blev solgt for højestbydende, brændemærket og sendt ud i plantagerne.

Ligesom de øvrige bind veksler bogen mellem historiske dele og samtidige reportagepassager. Her opsøges ingen mindesmærker, men en rejse på motorskibene ”Angola” og ”Siena”, der sejler i samme rute som slaveskibene, skildres i reportagestil.

25387309

Livet, og i særdeleshed døden, ombord på skibene fortælles i samme dramatiske stil som i de øvrige bind. I alt menes det, at danskerne fragtede 100.000 slaver over Atlanten, men tusinder døde undervejs. Thorkild Hansen beskriver de forfærdelige forhold for slaverne, der ligger tæt stuvet sammen under dæk, væltende rundt i eget afføring og opkast, mens epidemierne hærger, og drikkevandet slipper op. Færden over Atlanten var lang, da mellempassagen ikke rigtig kunne give vind i sejlene, så skibene drev kun langsomt vestover mod de danske kolonier i Caribien. Det gjorde, at mange slaver bukkede under. Oveni var mange af de tilfangetagne afrikanere overbeviste om, at de hvide var kannibaler og kastede sig derfor overbord for at undgå den skæbne, der ventede for enden af rejsen. Andre forsøgte at sulte sig selv ihjel.

En af karaktererne er en 16-årig skibsdreng, der stiger i graderne, fordi hans overordnede falder som fluer for sygdom og ulykker. Senere bliver skibsdrengen ophøjet til adelig og bliver tildelt navnet Tordenskjold. Sådan lader Thorkild Hansen ægte historiske personer dukke op i en skildring om danskernes slaveskibe, der trods grundig research og udgangspunkt i virkelige hændelser må siges at være en fiktiv historisk digtning.

Slavernes øer

”Nej, mennesket er indrettet paa pragt og glæde, men livet er ikke ting, der straaler, men livet er ting, der slides, ting, der gaar i stykker, følelser som holder op. Kort tid efter frifindelsen tog han den guldkaarde, som indbyggerne paa St. Thomas i længst forgangen tid havde skænket ham, og solgte den til itubrydning og omsmeltning.”
”Slavernes Øer”, side 404-405.

Thorkild Hansens dokumentarroman og sidste bind af trilogien om danskernes slaver, ”Slavernes Øer” fra 1970, gennemgår hele historien om koloniseringen af de tre caribiske øer, som skulle blive kendt som Dansk Vestindien, fra slutningen af 1600-tallet indtil salget til USA i 1917. Det krydses med reportagelignende passager fra 1960'ernes Virgin Islands, hvor nogle af danskernes fortidsminder opsøges, f.eks. en tidligere slaveskole fra danskertiden, der huser et plejehjem.

Thorkild Hansen skildrer det svære og farlige arbejde med at opbygge en koloni på øerne, han skildrer det voldsomme oprør blandt de slavegjorte afrikanere i 1733, hvor danskerne var ved at miste kontrollen. Endelig skildres livet for slaverne i plantagerne, som var en gigantisk indtægtskilde for plantageejerne. Afslutningsvis kritiserer bogen i stærke vendinger tiden op til danskernes salg af øerne til USA, der på daværende tidspunkt førte et stærkt diskriminerende raceadskillelsespolitik. I perioden op til salget sultede de tidligere slaver i kolonierne uden at få hjælp fra Danmark, der syltede sociale reformer, fordi øerne alligevel skulle afhændes.

25596943

Den dominerende karakter i ”Slavernes Øer” er generalguvernør Peter von Scholten. I dag er han kendt som en historisk helt, men i sin samtid var han en udskældt og retsforfulgt skurk, der måtte gå meget igennem på grund af sine dispositioner i forbindelse med de danske slavers befrielse i 1848. På baggrund af et truende oprør blandt slaverne i Dansk Vestindien gav han dem deres frihed for at undgå en blodig konflikt. Men Scholten traf beslutningen uden hjemmel fra kongen, så han blev miskendt i den danske offentlighed og hevet i retten af øernes plantageejere. Han vandt dog retssagen, men er et klassisk eksempel på en af Thorkild Hansens misforståede helte, der ikke vinder den anerkendelse og belønning, han har fortjent.

Thorkild Hansen modtog Nordisk Råds Litteraturpris for hele slavetrilogien, men ”Slavernes Øer” var den af de tre bøger, der vægtede tungest i beslutningen.

Genrer og tematikker

Thorkild Hansen beskæftigede sig i sit forfatterskab med forskellige genrer som dagbøger, rejseskildringer, erindringer og biografier. Den mest udbredte del af forfatterskabet er dog den temmelig særegne genre, som er blevet benævnt dokumentarromanen. Her lader Thorkild Hansen fiktioner udspille sig på konkrete og sande historiske kilder, men Hansen kravler ind under huden på sine personer og gør dem til sine egne fiktive romanfigurer.

Der er også meget ”røver og soldater” over Thorkild Hansens bøger. Han lægger vægt på dramatiske begivenheder og betoner de skildrede personers menneskelige egenskaber, så de enten kommer til at fremstå mere ædle eller skurkagtige, end tilfældet nok har været. Gevinsten er, at det giver Thorkild Hansen mulighed for at skabe medrivende historier, hvor de hengemte historier bliver vakt til live på en underholdende facon. Samtidig afslutter han konstant sine kapitler med ildevarslende cliffhangers, som får læseren til at hænge på.

Til gengæld løfter historikerne øjenbrynene, når Thorkild Hansen pynter hist og her og spekulerer i personernes følelsesliv uden videnskabeligt belæg. Det er vigtigt som læser af Thorkild Hansens bøger at huske på, at der er tale om skønlitteratur, selvom hans forførende dokumentarromaner godt kan få læseren til at tænke noget andet.

En central figur hos Thorkild Hansen er den misforståede antihelt, hvis gode intentioner og hårde arbejde ikke udmønter sig i succes eller anerkendelse i samtiden. Jens Munks katastrofale opdagelsesrejse, Carsten Niebuhrs dramatiske Arabiensrejse og en figur fra slavetrilogien som Peter von Scholten er eksempler på de centrale personer, som må gå mangt og meget igennem, før de kan blive rehabiliteret i Thorkild Hansens bøger.

På den måde er der et gennemgående tema hos Thorkild Hansen: Verden er ikke et rart sted for folk, som forsøger at gøre det rigtige. Offentligheden er altid på jagt efter en syndebuk, som folket kan pege fingre ad, og ofte er det de bedste (mænd), der må igennem sølet som en anden Job. Endda uden til sidst at finde frelse eller anerkendelse for deres ellers så store bedrifter. Ikke før Thorkild Hansen skriver en bog om dem i hvert fald.

Beslægtede forfatterskaber

Der er et sandt historisk svung over Thorkild Hansens nærmest episke litteratur, hvilket gør ham til lidt af en ener blandt danske forfattere. Hansen leverer dramatisk litteratur, der ofte udspiller sig fjerne, eksotiske steder, hvilket er temmelig unikt blandt danske modernister fra efterkrigstiden. Her lod man ofte handlingerne udspille sig i samtiden og i danske omgivelser, så en social og psykologisk realisme kunne udspille sig så troværdigt som muligt. Den slags litteratur skrev Thorkild Hansen ikke. Han var ude på verdenshavene med kaptajner, guvernører, konger og andre store mandfolk.

I den forstand har Thorkild Hansen en vis lighed med Karen Blixen, der også lod sine fiktioner udspille sig i fjerne egne og med ”store” mænd som konger og kardinaler som hovedrolleindehavere. Men hvor verdensbilledet hos Blixen står fast – magthierarkiet hos Blixen er intakt og magthavere kan regne med deres position – er der hos Thorkild Hansen en helt anden og mere rå individualisme på spil. Hos Hansen kan personerne ikke længere tage deres position for givet. De er i høj grad i omstændighedernes vold, og mange falder fra magtens og anseelsens tinder – også selvom deres handlinger burde give dem anerkendelse.

Samtidig indskriver Thorkild Hansen sig i diskussionen om litteraten Poul Behrendts begreb om dobbeltkontrakten. Her udfordres grænsen mellem litteratur og virkelighed, da denne litteratur ofte er en form for fiktion, som alligevel tager sig ud som noget ikke-fiktivt. Som oftest falder selvbiografisk litteratur ind under dobbeltkontrakten, fordi forfatteren udleverer detaljer fra sit eget liv i en fiktiv form på en måde, som gør, at læseren kan forledes til at tro, at der er tale om virkelige beretninger. Under denne kategori finder man forfattere som Knud Romer, Peter Høeg og Suzanne Brøgger. Men Thorkild Hansen er mest berømt for sine historiske romaner, der ofte har karakter af at være biografier. Thorkild Hansens romaner finder sted i et krydsfelt mellem det fiktive og non-fiktive, og det gør forfatterskabet både inciterende og problematisk. Måske er Thorkild Hansen blot en journalist, der er rykket ind på historikernes territorium, og gør det, så få videnskabsmænd mestrer: Han vinkler og formidler sit stof.

Læsere med særlig interesse for danskernes fortid som slavehandlende bad guys i kolonierne kan med fordel også kaste sig over Kim Langers forfatterskab, der ligesom slavetrilogien sætter fokus på dette oversete kapitel i historien.

Bibliografi

Bøger

Hansen, Thorkild:
Minder svøbt i vejr. En studie i Jacob Paludans Digtning. Hasselbalch, 1947. Fagbog.
Hansen, Thorkild:
Resten er stilhed. Variationer over et tema af Shakespeare. Gyldendal, 1953. Fagbog.
Hansen, Thorkild:
Pausesignaler. Gyldendal, 1959. Rejseskildringer.
Hansen, Thorkild:
Syv seglsten. Gyldendal, 1960. Rejseskildringer.
Hansen, Thorkild:
En kvinde ved en flod. Gyldendal, 1961. Rejseskildringer.
Hansen, Thorkild:
Det lykkelige Arabien : en dansk ekspedition 1761-67. Gyldendal, 1962. Roman.
Hansen, Thorkild:
Jens Munk 1-2. Gyldendal, 1965. Roman.
Hansen, Thorkild:
Svar på tiltale. Vintens Stjernebøger, 1965. Novelle.
Hansen, Thorkild og Peter Seeberg:
Jens Munks minde-ekspedition. Gyldendal, 1965. Rejseskildringer.
Hansen, Thorkild og Ib Andersen:
En introduktion. Det danske kunstindustrimuseum, 1967. Fagbog.
Hansen, Thorkild:
Nul ned og nul i mente. Gyldendal, 1967. Novelle.
Hansen, Thorkild:
Slavernes kyst. Gyldendal, 1967. Roman.
Hansen, Thorkild:
Slavernes skibe. Gyldendal, 1968. Roman.
Hansen, Thorkild:
Rejsedagbøger. Gyldendal, 1969. Dagbøger.
Hansen, Thorkild:
Slavernes øer. Gyldendal, 1970. Roman.
Hansen, Thorkild:
Vinterhavn. Nye rejsedagbøger. Gyldendal, 1972. Dagbøger.
Hansen, Thorkild:
De søde piger. Dagbog 1943-47. Gyldendal, 1974.
Hansen, Thorkild:
Processen mod Hamsun. Gyldendal, 1978. Biografi.
Hansen, Thorkild:
Sidste sommer i Angmassalik. Gyldendal, 1978. Fagbog.
Hansen, Thorkild:
Samtale med Dronning Margrethe. Forum, 1979. Biografi.
Hansen, Thorkild:
Kurs mod solnedgangen : nye rejsedagbøger. Gyldendal, 1982 Rejsedagbøger.
Hansen, Thorkild:
Søforhør : nærbillede af Thorkild Hansen. Lindhardt & Ringhof, 1982. Selvbiografi.
Hansen, Thorkild:
Enemærker. Brøndum, 1989. Digte.
Hansen, Thorkild:
Jubilæumsskrift 1949-1989 : Hjemmeværnsdistrikt 32 Fredericia. Støtteforeningen for Hjemmeværnsdistrikt Frederia,1989. Jubilæumsskrift.
Hansen, Thorkild:
Thorkild Hansens billeder : tekster og fotografier. Gyldendal, 1990. Fagbog.
Hansen, Thorkild:
Et atelier i Paris : dagbog 1947-52. Gyldendal, 1990. Dagbøger.
Hansen, Thorkild:
Artikler fra Paris 1947-52. Gyldendal, 1992. Dagbøger.
Hansen, Thorkild:
Øer : dagbøger fra Færøerne 1966 og fra Kykladerne 1972. Gyldendal, 1993. Dagbøger.
Hansen, Thorkild:
Mellem Brøndkjær og Nørholm : dagbog fra Hamsun-årene 1975-78. Gyldendal, 1996.
Hansen, Thorkild:
Havblik midt på dagen : artikler 1952-62. Gyldendal, 1998. Artikler.
Hansen, Thorkild:
Genklang : rejser og portrætter 1959-89. Gyldendal, 2001. Artikler.
Hansen, Thorkild:
Camus' død. Gyldendal, 2004. Roman.

Om forfatterskabet

Bøger og artikler

Behrendt, Poul:
Djævlepagten – en historie om Thorkild Hansen. Gyldendal, 1995.
Afsnit om Thorkild Hansen i Fibiger, Johannes og Lütken, Gerd von Buchwald. Litteraturens Veje. Systime, 2004.