Luka Holmegaard

Luka Holmegaard (tidl. Ida Holmegaard) er født den 25. februar i 1990 på Frederiksberg, og er vokset op i Brønshøj. Hen har gået på Forfatterskolen fra 2011 til 2013 og debuterede med romanen ”Emma Emma” som 25-årig i 2015. At gå på Forfatterskolen har for Holmegaard først og fremmest været en mulighed for at lade sig opsluge af ord og sætninger. I to år har hen kunnet hellige sig at skrive og læse tekster – noget hen ser som ”et stort privilegie”. Tiden på Forfatterskolen har samtidig lært hen, at man aldrig kan stille alle tilfreds. Mens hen gik på skolen, skrev hen mest helt korte tekster med korte og præcise sætninger, men efter sin afgang var det, som om hen fik mere luft. Hen fortæller: ”da jeg blev færdig med skolen var det, som om jeg fik en tredje lunge, jeg kunne trække vejret med, så der pludselig var mere plads til at holde teksten åben. Jeg begyndte simpelthen at skrive lange sætninger.” (Lisa Garsdal: Med flokdyrets blik. Politiken, 2015-08-09). De lange sætninger blev til debutromanen ”Emma Emma”.

Luka Holmegaard henter inspiration mange steder: ”Selvfølgelig i høj grad fra de bøger jeg læser, og fra scener i film, som har særlige detaljer eller en særlig stemning, fra rejser eller indkøbsture i netto eller fra et besøg hos en ven, som så har en eller anden underlig lampe, der så, flere år efter besøget, ender i en tekst (lampen altså).” (Maria Roslev: Interview til Forfatterweb, september 2015).

Film er ikke kun inspiration for hens litterære tekster. Hen har anmeldt film i magasinet ATLAS og underviser desuden hos Skrivekreds i Nordvest. Hen har også været underviser på Københavns Kunstskole, Gladiatorskolen, Herlev Ungdomsskole, hos Fiktionsklubben på Københavns Hovedbibliotek og på litteraturlinjen på Krabbesholm Højskole. I dag bor forfatteren i København.

Luka Holmegaards ”Hund, stille” fra 2023 har genrebetegnelsen noter, men teksterne kan også læses som essayistiske prosadigte. Som ”Look” er ”Hund, stille” et patchwork af forskelligt stof og består både af læsninger og tolkninger af den østrigske tænker Ludwig Wittgensteins dagbøger og filosofi, af refleksioner over den engelske filminstruktør Derek Jarmans film om Wittgenstein fra 1993 og af tankestrømme, spørgsmål og du-tekster, der kredser om stilhed, tabu, queerness, transfobi, hunde og det at skrive. 

135489727

Den mest centrale tematik i samlingen er queerness på tværs af tider eller måske snarere muligheden for at tale eller ikke tale om at være queer. De forskellige tider repræsenteres af Wittgenstein, der levede i begyndelsen af det tyvende århundrede, og filminstruktøren Derek Jarman, der lavede film og malerier især i 1980’erne og 1990’erne. Både Wittgenstein og Jarman søgte efter et sprog, der kunne formidle præcis erfaring, men hvor Wittgenstein aldrig vedkendte sig sin homoseksualitet, udråbte Jarman sig selv som ”bøssekunstner”. Således kommer digtene også til at handle om ”aldrig at springe ud” og ”at være ude”, og om det sprog, der knytter sig til begge tilstande.
Et andet spor i digtsamlingen er du-teksterne/digtene, der handler om transfobiske oplevelser og mislykket kommunikation. Der fortælles om et transkønnet du, der møder mistro i det offentlige rum og i behandlersystemet. At formidle det at være queer eller ikke at kunne formidle det på grund af tabuer resulterer i stilhed. Det er den stilhed, der også undersøges i digtsamlingen.
Et andet motiv er duets konkrete erfaringer med at passe en hund, og de refleksioner det afføder i forhold til Wittgensteins udsagn: ”A dog cannot lie”.  
Luka Holmegaards sprog er konkret og billedrigt, præcist og drømmende, og hen stiller flere spørgsmål, end giver svar. Tematisk væver sporene sig ind og ud mellem hinanden, og der opstår aldrig en sammenhængende fortælling.
”Hund, stille” er således en åben digtsamling, der kaster lys over det at være queer både nu og i andre tider.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Hund, stille"

Det er sommer. Den tid på året, hvor de fleste slapper af og falder til ro, men det gælder ikke Luka Holmegaards hovedperson Agnes i debutromanen ”Emma Emma” fra 2015. Hun kan ikke sove og bliver stadig mere urolig i varmen, hvor alt blomstrer og lyser og flyder mere og mere over. Både tiden og venindeforholdet til Emma gærer.

Emma er lige kommet hjem fra et studieophold i London og bor midlertidigt i Agnes’ lejlighed. Sammen er de til stede i sommerens uendelige nu. De bader, drikker vin, spiser kage med glasur og hænger ud med Anton, som Agnes har noget kørende med. De tager i sommerhus, og hele tiden bare vokser Agnes’ kærlighed til Emma. Venindernes erotiske tiltrækning beskrives uden lesbiske erkendelser, men alligevel er det tydeligt, at noget forandrer sig imellem dem.

51878337

Mod slutningen af både romanen og sommeren flytter Emma ud igen. Hun skal videre med studierne og livet, mens Agnes ikke umiddelbart er på vej noget sted hen. Agnes er en drømmer, og hun er optaget af frodige og farverige blomster. Hun dvæler ved havet, tilfældige mønstre og Emmas hud. Det giver en sanselig og poetisk roman, hvor farver, former, natur og krop står centralt.

Den korte roman har ikke et egentlig plot. Det er sproget og de tematiske undersøgelser, der er fortællingens drivkraft. Derfor slutter bogen heller ikke med en forløsning, så det står ikke klart for læseren, hvad der egentlig er sket mellem de to piger. Det udramatiske går igen i alle romanens episoder, og det virker som en bevidst strategi fra forfatterens side at holde sig til realistiske betragtninger og beskrivelser, der ikke fortolker karakterernes handlinger og følelser. Man kan sige, at dramaet sker i relationernes og handlingernes små forskydninger. Det er de små skift i stemninger mellem mennesker, der er i centrum.

Igennem Agnes sætter Holmegaard også fokus på ferietiden som et altopslugende nu over for den ”normale” tid – den, hvor pligter og faste tidspunkter fylder. Erindringer, venskaber, unge kvinders spejlen sig i hinanden og det erotiske er ligeledes væsentlige temaer i ”Emma Emma”. Romanen er en realistisk jeg-fortælling, men til trods for en tydelig hovedperson er romanen ikke et psykologisk portræt af en ung kvinde. Det er snarere en undersøgelse af pigeflokken eller venskabets natur.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Emma Emma"

I Luka Holmegaards anden roman ”Graceland” fra 2017 drives handlingen ikke af spændende begivenheder. Det er i karakterernes indre, at dramaet udspiller sig. Tidsligt udfolder fortællingen sig over en eftermiddag to dage før juleaften. Det giver mindelser til Virginia Woolfs ”Mrs. Dalloway”, der også kun strækker sig over en dag, og som i den springes der i ”Graceland” også fra person til person. Læseren bevæger sig således fra Daisy på 12, der er alene hjemme og venter på sin familie, over Sylvia, hendes mor, der er på vej hjem til København fra Randers efter sin optræden i en opsætning af ”Hvem er bange for Virginia Woolf” og til Daisys 12 år ældre bror Theo, der er på vej hjem fra New York efter et halvt års studier og et par romancer med to fyre.

53073379

Karaktererne har hver et kapitel. De to første er fortalt i tredje person, mens romanens sidste og længste har Theo som jeg-fortæller. Trods tre forskellige bevidstheder kredser romanen om de samme temaer: fravær, afsked, livets flygtighed, længsel, forelskelse og angst.

Holmegaard adskiller de tre stemmer i sproget: Daisys ængstelige ventetanker suppleres af billeder, der passer til barndommen. Det hedder f.eks., at den tidlige eftermiddag ”sidder midt i dagen som et par løse fortænder” (s. 10), og sommerlyset er ”lækkert som det lys, der står om en slushice” (s. 27). Sylvias tone er mere bitter, og man får fornemmelsen af en ulmende livskrise. Theos stemme er på en gang søgende, melankolsk og morsom. Han er både i færd med at opdage sig selv og den anden, elskeren.

Katastrofen lurer i hele romanen, men den indtræffer aldrig. Det får ”Graceland” til at fremstå som en uendelig optakt, mens Holmegaards nøgterne og formfuldendte sprog gør romanen til en veldrejet skildring af tankestrømme i forskellige aldre.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Graceland"

Luka Holmegaards tredje udgivelse, ”Look” fra 2020, handler om tøj, om at klæde sig på og ud, om mode, tekstiler og tøjproduktion, og især om hvordan det tøj, vi tager på, bliver læst af omverdenen. Den handler om et jeg, der udforsker kønnet og gennem teksten mere og mere ophæver gængse opfattelser af det binære køn, om et jeg, der leder efter det rigtige udtryk, det rigtige billede, der kan beskrive kønsidentiteten. Den handler om at blive stresssyg, om et arbejde, der kræver alt for meget, om et kærlighedsforhold og om et skriveophold i London. Og så handler den om at læse litteratur, om tøj i litteraturen og dets betydning for kønsopfattelsen.

47717264

Luka Holmegaards sprog er præcist og billedrigt, reflekterende og flygtigt, og det passer godt til den tankestrøm, som bogen fremstår som. Stilen er essayistisk. Det vil sige undersøgende og funderende, og teksten består af både oplevelser, erindringer, refleksioner, læsninger, filosofiske tanker, poetiske betragtninger og analyser. Indholdet er også delvist selvbiografisk, men at kalde bogen en autofiktion ville være at tvinge den ned i en alt for snæver kategori. Og netop snævre kategorier synes forfatteren at ville udfordre og ophæve, både når det gælder genre og køn.

Udover teksten indeholder Luka Holmegaards bog også en række fotografier af stof og tekstiler. Det er nærbilleder af stoffer, der synliggør håndværket gemt i tøjet. Vævninger, syninger, broderier osv. bliver tydelige og er med til at minde os om, at tøjet er blevet lavet af nogen. Den påmindelse passer godt til det spor i teksten, der handler om de etiske og politiske problematikker, der også knytter sig til tøjproduktion. Samtidig bliver fotografierne et smukt og konkret billede på bogens tekst, der som tøjet er et patchwork af forskelligt stof.

Forfatteren er en både skarp og indsigtsfuld tøj- og litteraturlæser, der ikke er bange for at ophæve grænser, hverken i indhold eller form.

På forsiden af bogen står der ”læsninger”, og det skal forstås i bred forstand. ”Look” er læsninger af tøj, køn og litteratur, set med en forfatters nysgerrige og ikke fordømmende blik.

Luka Holmegaards digtsamling ”Havet i munden” fra 2023 består af noteagtige prosadigte, der kredser om især to motiver: den kropslige erfaring af at bade i havet, at lade kroppen omslutte af vand, og den hormonelle forandring, der sker, når man tager testosteron. I digtene opstår der ligheder mellem kroppen i vandet og kroppen, der forandrer sig. Begge tilstande forsøges beskrevet indefra, er private og offentlige på samme tid og kræver et nyt sprog for at kunne beskrives. Men hvor den ene tilstand, at være i vand, er en erfaring, der deles af mange, er den anden tilstand, at tage testosteron, en erfaring kun få har.

136675516

Gennem digtsamlingen giver det anledning til flere forskellige typer af samtaler og tankestrømme, og digterjeget synes at undersøge forskelle og ligheder mellem de to erfaringer og måske mest af alt at undersøge sproget, der kan udtrykke dem. De to motiver flettes sammen og kaster gensidigt lys på hinanden. Det lyder for eksempel sådan: ”Følelsen af at sidde på rælingen, læne sig bagover/ lade sig falde ud i noget andet// og samtidig: som lige akkurat at nå toget/ stå bag de netop lukkede døre, hjertet i halsen og man kom med” (s. 19). Digterjeget giver sprog til, hvad det vil sige at have en transkrop, eller måske snarere, hvad det vil sige at mærke en transkrop.
Sansningerne er konkrete og er både nøgternt konstaterende og euforiske. Transkroppen opleves som noget nyt og spændende, som en voldsom energi og som en ny teenagetilstand. Den stemning modstilles af digterjegets møde med det offentlige system, hvor klinikken er ”en form for straf”. Den transkønnede skal performe en lidelseshistorie for at få hjælp. Således løber en subtil vrede side om side med glæden, letheden og lysten. Digtsamlingen falder i fire dele, der hverken skal indikere en udvikling eller en fremadskridende fortælling. De fire dele fungerer snarere som en inddeling eller kategorisering af de noteagtige observationer, som digtene udgøres af.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Havet i munden"

Luka Holmegaards debutroman ”Emma Emma” er en realistisk fortælling om en ung pige, der er ved at gå i opløsning i en hed sommer, mens hun forelsker sig i sin veninde. Trods det homoerotiske tema byder romanen ikke på hverken lesbiske erkendelser eller andre formulerede bekendelser af seksualitet. Det erotiske og kærligheden beskrives mere som noget flydende, der gør, at Agnes sagtens både kan elske Anton og Emma, uden at hun behøver at bekende sig til en bestemt seksualitet. Det lægger kimen til en gennemgående tematik i forfatterskabet: undersøgelsen af kønsidentitet, transkønnethed, seksualitet, krop, normer og den binære kønsstruktur.

I ”Emma Emma” er det gruppedynamikken, flokken, hen vil undersøge. Romanen skildrer flere piger og en enkelt dreng og deres indbyrdes relationer og forhold. Det er ikke individet, og hvordan det kan træde ud af flokken for at realisere sig selv, der er i fokus. Det er det grænseløse og anonyme ved at være en del af en flok, forfatteren belyser. Selv siger Holmegaard, at hen undersøger kvindeflokken: ”Fra et sted hvor man kan være udskiftelig med hinanden og måske ikke kan skelne sig selv fra de andre. Hvilket kan være helt vildt fascinerende, fordi man er befriet fra en jegtyngde og i stedet har en fællesskabsfølelse. Men samtidig skræmmende fordi det bærer en vis anonymitet i sig - man kunne jo forsvinde i mængden.” (Lisa Garsdal: Med flokdyrets blik. Politiken, 2015-08-09).

”Look” udforsker tøjets betydning for kønsidentitet og vores gængse opfattelse af det binære køn, en undersøgelse, der fortsætter og udfoldes yderligere i ”Havet i munden” og ”Hund, stille”. Uanset tematik giver Luka Holmegaard ikke klare svar, hen stiller spørgsmål og lader det op til læseren at konkludere.

Et andet fremtrædende træk ved Luka Holmegaards forfatterskab er sproget. Der er noget næsten lystfyldt over det – både når hen skriver realistiske romaner og poetiske digte. Luka Holmegaards sprog er præcist og billedrigt, reflekterende og flygtigt, og det passer godt til de mange tankestrømme, der går igen i forfatterskabet. Realismen, den visuelle prosa og de overraskende sprogbilleder kendetegner alle Holmegaards udgivelser uanset genre. Patchwork-stilistikken, der er særligt fremtrædende i ”Look”, går således igen både i hens romaner og digte. Holmegaard skriver ikke sammenhængende fortællinger, men snarere punktnedslag for at indfange en årstid, en gruppe, kropslige oplevelser, sprog, identitet, kærlighed, tid, stilhed eller køn.