Jørgen Leth

Jørgen Leth blev født i 1937 et par år før Anden Verdenskrig og voksede op i en toværelses lejlighed på Regensburgsgade nr. 5 i Århus. Her boede han de første tyve år af sit liv, og her oplevede han den store krig med sine barneøjne: “Når der var luftalarm om natten, tog min far og min mor nogle dyner under armen og så gik vi ned i en dertil indrettet kælder. Det syntes min søster og jeg var alle tiders. Der mødte vi de andre børn fra flere opgange, og så kunne vi sidde der og være vågne eller ligge os i skødet på vores forældre og vente på, at alarmen blev blæst af igen. Det var en spændende tid.” Dette barndomsglimt fandt Leth frem mange år efter til sin erindringsbog “Det uperfekte menneske” fra 2005, der på mange måder er en slags status over et langt levet liv i kunstens og æstetikkens tegn. 

Helt fra sin ungdom havde Leth to store passioner, som kom til at forme hans professionelle virke helt frem til i dag: sport og kunst. Og meget gerne en blanding af disse. Gennem sin barndom besøgte han ofte Århus Cykelbane, som hans onkel bestyrede, og som lidt ældre svingede han battet i Marselisgaard Bordtennisklub. Sporten blev hos Leth forenet med en kunstnerisk søgen, og Leth kastede sig i sin gymnasietid ud i en ivrig fascination af den moderne jazzmusik. Denne fascination blev samtidig hans indgang til arbejdslivet, idet han begyndte at skrive om den, først i gymnasiebladet og lokale aviser, og siden i Politiken og det hedengangne Aktuelt. Her udvidede han emneområdet betydeligt og skrev også om ballet, teater, film og senere endnu om sport. 

Leth fortsatte med journalistikken sideløbende med, at han skabte en egentlig kunstnerisk produktion. Først og fremmest med digte, men siden med film. Leth debuterede i 1962 med digtsamlingen “Gult Lys”. Hans første film, dokumentaren “Stopforbud” fra 1964, er en surrealistisk portrættering af jazzpianisten Bud Powell, lavet i samarbejde med Leths faste fotograf Ole John. Leth deltog i denne tid i aktiviteterne omkring den tværkunstneriske gruppe, der mødtes omkring tidsskriftet ta’. En gruppe der var inspireret af popkunst, fluxus, populærkultur og som forsøgte at give den døende modernisme et velplaceret spark i røven.

I årene efter, at Leth havde etableret sig som kunstner, fulgte en lind strøm af digtsamlinger, filmbøger og især film. I dag står Leth som en markant og original fornyer af dokumentarfilmgenren med en lang række internationalt anerkendte og prisbelønnede film, blandt andet “Det perfekte menneske” (1967), “Stjernerne og vandbærerne” (1974), “En forårsdag i Helvede” (1977), “66 scener fra Amerika” (1982), “Michael Laudrup – en fodboldspiller” (1993) og “De fem benspænd” (2003). 

Leths job som journalist har bragt ham mange steder omkring i verden, og han har gennem sit liv boet flere forskellige steder. Især har han et tæt forhold til den caribiske ø Haiti, hvor han i en periode var dansk æreskonsul. Det var også som journalist, at Leth blev kendt og elsket i den danske offentlighed for sin rolige og indlevende stemme som Tour de France-kommentator på TV2 sammen med makkeren Jørn Mader. 

Leth har skrevet en lang række digtsamlinger, en bunke artikler samt film- og essaybøger. Han har skrevet et par opslag i ”Brøndums kunstneriske Encyklopædi” (1994). De fleste opslag handler om film, men han har også skrevet tekst til opslagsordet Kusse. Et ord som Leth fornemmes at være specielt glad for, idet det er et af de mere gennemgående i hans forfatterskab.

Leths to første digtsamlinger “Gult Lys” fra 1962 og “Kanal” fra 1964 kan ses som Leths forsøg på at spore sig ind på en egen digterisk stemme. Samlingerne er begge inspireret af modernismen og dyrker en stil, der minder om Klaus Rifbjergs. Bedst er stykkerne om jazz, men generelt er digtene mere stiløvelser i et svulstigt og påtaget sprog, end de er gode digte. Litteraturkritiker Poul Borum kalder de to bøger for “helt epigonagtigt usikre samlinger” (“Danske digtere i det 20. århundrede”, side 401), med hvilket han netop antyder denne forbindelse til Rifbjerg, uden dog at mene noget særligt pænt. 

I 1967 kommer “Sportsdigte”, og her står Leth ikke længere på skuldrene af Rifbjerg. I de mellemliggende år har Leth udforsket filmmediet, og han er blevet en del af kredsen omkring det eksperimentelle tidsskrift ta’. Her havde han lært af den amerikanske popkunst, der dyrkede overfladen i stedet for den dybe mening. Gruppen omkring ta’, der blandt andre talte Per Kirkeby, Kristen Bjørnkær, Vagn Lundbye og Hans-Jørgen Nielsen, blev også kaldt attituderelativister, fordi de afviste, at mennesket havde en fikseret identitet eller et enkelt jeg. I stedet, hævdede de, har mennesket en serie af jeg’er, hvilket giver en ny attitude til hver ny situation (deraf betegnelsen: attituderelativisme). 

Leth viste i “Sportsdigte”, at han havde det svært med modernismens fikserede jeg og især med den alvorstunge dybde, som et modernistisk digt helst skulle indeholde. Derfor dyrkede Leth i disse digte noget så lavkulturelt (læs: ikke alvorligt) som sport. De fleste af digtene er beskrivelser af situationer i cykelløb eller i bordtenniskampe, og der er deciderede helteportrætter af nogle af sportens store skikkelser.

Sportsdigtene er undersøgelser af sportens mytologiske egenskaber, som opstår i mødet mellem den fysiske præstation og den intellektuelle refleksion. Der hviler en fascination af spillet og spillets regler over denne sportslige lyrik. Og de regler der gælder for spillet og sporten eksperimenterer digterjeget med at overføre til sin egen selvopfattelse og søgen efter identitet. Som eksempelvis i det smukke og enkle digt “Sprinteren 1”, hvor digtets jeg i første strofe lægger ud med at påtage sig en rolle som sprinter. Dernæst mytologiseres denne rolle, og til sidst afmonteres den som umulig, fordi den essentielt set er falsk: Den rene sprinter (læs: den rene model for identitetsskabelsen) findes ikke.