preben major sørensen
Foto: Mads Weiss Sørensen

Preben Major Sørensen

stud.litt. Andreas Eckhardt-Læssøe, iBureauet/Dagbladet Information, 2016.
Top image group
preben major sørensen
Foto: Mads Weiss Sørensen

Indledning

Preben Major Sørensen har i mere end halvtreds år udgivet bøger. Siden debuten i 1965 har han som få andre i dansk litteratur dyrket den korte novelleform og optjent sig et renommé som en kultforfatter. Overskridelsen, det tabuiserede, det voldelige, absurde og syrede går igen som tematikker i forfatterskabet. Den utroligt elegante stil med lange, indskudte sætninger og selvrefleksive afbrydelser giver Major Sørensens tekster en lethed og humor, der gør dem virkeligt læseværdige.

 

47917158

Blå bog

Født: 14. april 1937 i København.

Uddannelse: Germanistik, Psykologi og Kristendomskundskab ved Københavns Universitet.

Debut: Ildmesteren. Borgens forlag, 1965.

Litteraturpriser: Herman Bangs Mindelegat, 1988. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1998.

Seneste udgivelse: Helvedsgavlen. Escho, 2020.

Inspiration: Samuel Beckett, Franz Kafka, Stephane Mallarmé, Ernst Jünger, ETA Hoffmann.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Nå. Men nu kommer det, det dér om barnet der rejser sig op af vuggen midt om natten og kaster noget – alt muligt – op, som en hastigt tilkaldt augur (eller børnelæge måske?) tager varsel af med henblik på barnets fremtidsmuligheder./
Det begynder enkelt:/ Der kommer en krog ud af barnets mund. Det skal være slagter./ Men så kommer det svære:/ Der kommer et barn ud af barnets mund. Det skal være konferencier.”
”Barnet”, s. 13.

Preben Major Sørensen er født i 1937 i København til forældrene Andre Major Sørensen og Florence f. Kønig. Allerede som 15-årig begyndte han at skrive, og da han efter at have færdiggjort gymnasiet i 1957 begyndte på først Germanistik, Kristendomskundskab og siden Psykologi på Københavns Universitet, blev det hurtigt tydeligt, at det var forfatter, han gerne ville være, og ingen af studierne blev gjort færdige. Hans første udgivelse kom i 1964 i tidsskriftet 11+11 Prosa og Grafik med novellen ”Janus’ Død”, og blot et år efter i 1965 kom debutbogen ”Ildmesteren” på Borgens Forlag. Efter sin anden bog ”Vandmandens Gilde” fra 1967 fik Major Sørensen det treårige arbejdslegat af Statens Kunstfond, hans første større legat.

Som en ung mand i 1960’erne og 70’erne stod Major Sørensen ikke tilbage for at smage på, hvad der var på markedet af bevidsthedsudvidende stoffer: Hvis jeg havde røget mig virkelig skæv, måtte jeg straks producere, for ellers gik det hele i opløsning. Jeg var så bange for at miste grebet om virkeligheden, at jeg måtte formulere mig med det samme, så jeg fór væk fra selskabet, hen til skrivemaskinen. Men det, jeg skrev, kunne meget sjældent bruges litterært.” (Harald Voetmann: Et brændende øjeæble. Vagant, 2015-04-18).

Hvad der også lå i tiden, og også er blevet med Major Sørensen livet igennem, er en dyb interesse for østlig filosofi, og religiøse tekstsamlinger som Vedaerne og Upanishaderne har han læst livet igennem. Ligesom han har læst mange af europæisk filosofis klassikere som Platon, Schopenhauer, Husserl og Heidegger. Når det kommer til filosofien, bør den franske filosof og forfatter Georges Bataille dog nævnes i særlig grad. Hans tanker om overskridelse og ondskab er svære at komme udenom som inspiration for Major Sørensen.

I 1993 flyttede Major Sørensen til Nordlangeland for at komme væk fra det litterære parnas i København. Major Sørensen har aldrig været gift og bor stadig på Langeland alene.

Ildmesteren

”Jeg stod på en stjerne, og fra den ene stjerne trådte jeg ubesværet over på den anden stjerne og således fremdeles, indtil jeg stigende og synkende i takt med universets eget åndedrag omsider var nået så langt bort, at jeg ikke længere kunne høre skrigene. Her er jeg nu, sammen med vinden, i færd med at bygge et nyt palads.”
”Ildmesteren”, s. 13-14.

Preben Major Sørensens debut ”Ildmesteren” fra 1965 består af 13 noveller, hvoraf den længste holder sig på 17 sider og den korteste på to sider. Fælles for teksterne er, at en hovedperson møder en verden, som er ukendt for ham. Der er noget, der ikke er, som det plejer, der er noget galt. Ofte er det fremmede en stor gruppe, en mængde, der godt ved, hvordan de skal opføre sig over for de mærkelige fænomener, der foregår i Major Sørensens universer. De fantastiske universer er absurde og ofte voldelige.
I bogens første novelle, ”Bygmesteren”, befinder vi os i en mareridtsagtig by, hvor hovedpersonen bevæger sig rundt. Byen er et arkitektonisk mysterium, bestående af elevatorer, rulletrapper og andre hejsesystemer. Den unavngivne jegperson lægger på et tidspunkt mærke til, at alle i hele byen er hans familiemedlemmer, men en slags tavse kloner, og ingen af dem genkender ham. Hele tiden leder jeget efter en dør til den verden, han godt ved, eksisterer udenfor. Pludselig bliver den indelukkede byverden invaderet af aber, der slår alle mennesker ihjel, men jeget overlever. En stor hånd løfter ham op fra den igangværende massakre og ud i universet, hvor han sammen med vinden skal bygge et palads. ”Bygmesteren” er på mange måder en eksemplarisk novelle for Major Sørensen: Det hurtige anslag, det fantastiske, absurde univers, den bratte og ofte voldelige omvending og den overraskende slutning.

Noget andet typisk for Major Sørensens tekster er de fantastiske og eventyragtige – uden at være børnevenlige – skikkelser, man møder i f.eks. titelnovellen ”Ildmesteren”, hvor vi møder nissen Nunkipuk. Han vil om på den anden side af jorden og får hjælp af en medicus, en ildmester, men rejsen foretages imod Guds vilje og er derfor ekstremt farlig. Ja, den ender med at blive fatal for Nunkipuk. Mens ildmesteren og hans kammerat Lucifer (djævelen) sidder og griner af Nunkipuks tragiske endeligt, snuser hans hjortevenner rundt om hans hus, og mindes ham med et ildevarslende vers: ”Ve for den der glemmer Nunkipuk,/ Ve over Vegas dunkle floders kluk”. En for Major Sørensen typisk fantastisk fortælling; et tragisk eventyr.  

Vildfarelsen

”jeg holdt mig til den inderste kreds, den centrale del af systemet, kernen i komplekset så at sige, løb jeg – det bildte jeg mig ind – ingen risiko for at forvilde mig yderligere. Jeg havde en tyngende anelse om at jeg ville komme ud for en række betydeligt mere ubehagelige overraskelser hvis jeg først forsøgte at finde ud af labyrinten.”
”Vildfarelsen”, s. 153.

I titelnovellen til Preben Major Sørensens bog ”Vildfarelsen” (1985) forvilder den unavngivne jegperson sig ind i en labyrint, som det er umuligt for ham at komme ud af igen. Det vil sige, det er også umuligt, fordi han på et tidspunkt ikke ønsker at finde ud. Også i den by, hvor han før labyrinten befinder sig, bliver han ved med at fare vild, i en grad, så den forheksede labyrint virker som en lettelse for ham, hans rette element.

Når Major Sørensen skriver i lange snørklede sætninger, kommer de, sætningerne, til at fremstå som en slags labyrint, han ikke kan vikle sig ud af igen. Han kan ikke finde tilbage til udgangspunktet, og selvom det er fyldt af lidelse at opholde sig der, hvor han gør, er udgangspunktet heller ikke en lindring. Man kan sige, at det er selve den akt at skrive, at fare vild i den sproglige labyrint, der bliver det eneste mulige sted for ham at opholde sig, for verden udenfor labyrinten, uden for sproget, er brutal. Han vælger altså den mindst ringe af to verdener og siger, at hvis man bare tænker på, at der nogen, der har det dårligere end én selv, er det ligegyldigt, hvor dårligt man selv har det.

I novellen ”Fluerne” får hr. N.N. besøg af en djævelsk karakter, klædt helt i sort, der kommer med en besked fra Gud, fordi hr. N.N. har skrevet bøger om Gud. Pludselig er lejligheden fyldt med fluer, og hr. N.N. tvinges til at spise en sten, der viser sig at være et brød, men ikke desto mindre gør ham så syg, at han må hastes på hospitalet, og da han vågner op fra en operation, som ingen synlige spor har sat på hans krop, får han i en samtale med en læge sagt, at han har sommerfugle i maven. Lægen bestyrtes over disse farlige sortbenede sommerfugle, der må have taget bo i hans patients krop, og beordrer straks en ny operation sat i gang. Og så slutter novellen.

Der er i hele Major Sørensens forfatterskab et tæt forhold til det mystiske, til de mørke kræfter. De er både dragende og farlige at komme i kontakt med, og det er ikke sjældent, at det ender fatalt for hans teksters karakterer at komme i kontakt med dem. Stadig har de en vis magnetisme, som om lyset ikke er nok, men balancen mellem de to er besværlig, det tipper gerne over, og det er nemmere at fare vild i mørket. 

Barnet

”Barnet kaster en gummibold op. Det skal være gas- og vandmester./ Barnet kaster en symaskine op. Det skal være diakon./ Barnet kaster en Gucci-taske op. Det skal være lejemorder./ Barnet kaster en sol op. Det skal være kryptograf.”
”Barnet”, s. 51.

Sent i sit forfatterskab opnåede Preben Major Sørensen en slags kultstatus, ikke mindst i kraft af sin roman ”Barnet” (2010). Fortælleren i bogen har set sig ond på et barn, ja, han væmmes ved det, og det er med en vis fryd, han rapporterer fra barnets sygdom. I sin sygdom kaster barnet en frygtelig masse forskellige ting op, som så tydes af en augur – en augur er en spåmand fra det gamle Rom – eller en børnelæge, og tolkes som et tegn på, hvad barnet skal blive i sit liv.

28410522

Med meget lidt udvikling og variation – barnet dør f.eks. på et tidspunkt, uden at det har en egentlig indflydelse på teksten, og det liver da også op igen – er det denne motor, der kører i tomgang bogen igennem. Det er simpelthen en opremsning af det, barnet brækker op, og dét barnet skal blive til, uden at der er en afkodelig sammenhæng i mellem de to ting. På den måde bliver det nærmere til en antiroman, ideen om udvikling er ligegyldig, når det ingen forskel gør for den måde, teksten opfører sig på, at barnet dør, og ideen om konsekvens af handlinger og forløb er decideret fraværende. Det er et radikalt projekt, og selvom ondskab fylder meget, fylder humor lige så meget, det er ikke helt galgenhumoristisk, men det er tæt på.

Selvom ”Barnet” altså ikke handler om noget, kan der siges at være en samfundskritik mod forældres ideer om, at ens barn rigtig skal blive til noget her i tilværelsen, at ens funktion, ens beskæftigelse har noget at gøre med, om man bliver til et godt menneske.

Det, der i høj grad holder én i gang som læser, og faktisk gør at man gerne vil læse en 100 sider lang opremsning af opkast af diverse ting og tilhørende tydninger, er den store sproglige opfindsomhed. Det anti-associationsagtige link imellem genstand og beskæftigelse er ofte virkelig morsomt. Men det sker ofte, at tekststykkerne bliver længere og selvkommenterende og ligefrem fabulerende. Der er en enorm sproglig lethed og et højt humør forbundet med alle væmmelighederne, og den skriftlige energi er dejlig at være i selskab med.  

Forløbelser

”Nu handler livet jo ikke bare om at forgribe sig på mindreårige pigebørn, tortur og henrettelser. Der er også krige, naturkatastrofer og ganske banale dødslejer. (…) og hvad i helvede har jeg i grunden ikke gjort for at højne smagen, for at sprede tågen og lufte ud på hospitalsgangen, hvad har jeg ikke præsteret af beskidt lokumsrensning, hvor de andre bare sad og gloede ud af vinduet på de grønne marker med de græssende køer”
”Forløbelser”, s. 127.

I Preben Major Sørensens udgivelse ”Forløbelser” fra 2015 finder man i novellen ”Barnet i døren”, der kun er én side lang, noget typisk for hans forfatterskab. Nemlig genstande der ikke kun er en ting, eller der ikke kan fastholdes i skriften som kun værende en ting. Det unavngivne jeg i novellen knuser hovedet på det, der både er en dukke og et barn, da han lukker en dør. Han forsøger at trøste Laurits, der er far til barnet eller ejer af dukken eller begge ting, ved at sige: ”’Ja, men Laurits, det er jo kun en dukke.’ Og tilmed er jeg så taktløs at tilføje: ’Er du for resten sikker på om barnet overhovedet er dit?’” (”Forløbelser”, s. 82). Det er ikke til at afgøre, om det er et barn eller en dukke, der er tale om.

Det er paradoksalt, at skriften, som ellers udmærker sig ved at kunne udpege, fastholde, definere og fastholde ting, her hos Major Sørensen kan skabe et sådan mærkeligt hybridvæsen, der netop ikke kun kan være én ting. Det peger på en inspiration fra både sprogfilosofi og horror-fortællinger, hvor den uhyggelige fornemmelse af det ukendte og ukendelige dyrkes. Dét, det også peger på, er, at der hos Major Sørensen ligger en antagelse om, at man i skriften har en frihed til at gøre lige det, der passer én.

52077710

Det tema bliver tydeligt i ”Forløbelser”, hvor provokationen og overskridelsen virkelig bliver testet og ofte kammer over. I flere af bogens tekster er der en stemme og en fortæller, der meget ligner Major Sørensen selv, men som ikke skal forveksles med en autofiktionel stemme. Forhåbentligt ikke i hvert fald, for der tales om incest og voldtægt af børn samt tortur og bestialske drab. Det må man snarere se som et oprør imod en forståelse af litteratur som noget, der skal gøre godt, være opbyggeligt og repræsentere rimelige synspunkter. Det vil Major Sørensen ikke. Ligesom med de mystiske aspekter af hans tekster er det ikke lyset, men mørket og ondskaben, der interesserer ham. Hele tiden skrevet med en kølighed og distance, der gør det så meget desto ondere. Og selvfølgelig skal ondskaben også kunne undersøges i litteraturen. 

Genrer og tematikker

Preben Major Sørensen udmærker sig ved over 50 år ikke at have afveget særligt meget fra den skrivestil og genre, som man mærkede et anslag til allerede i hans første bog ”Ildmesteren” fra 1965. 50 år senere i sin bog ”Forløbelser” er det stadig fortællingen, der er i centrum. Der er også romaner i hans værk, men det er særligt den korte prosatekst, han har dyrket igennem sit lange, skrivende liv.

De mestre, som han vedkender sig at have ladet sig inspirere af inden for denne genre, er bl.a. Franz Kafka, hvis fortællinger synes at være mindre læst end hans romaner, og den tyske 1700-tals-forfatter E.T.A. Hoffmann, hvis novelle ”Nøddeknækkeren og Musekongen” har inspireret den kendte ballet ”Nøddeknækkeren”. Elementer af det fantastiske og eventyrlige f.eks. med talende dyr eller mærkelige bygninger, der ikke er til at finde ud af, henter Major Sørensen herfra og tager igen og igen op i sine egne tekster.

Skriftligt er der også en vis centraleuropæisk inspiration at spore. De lange sætninger med de mange indskud, der slynger sig rundt på siden, er særligt suveræne hos Major Sørensen. Ofte bliver læseren ekstremt bevidst om teksternes stemme, når disse afbryder og kommenterer sig selv, for så at gå videre i nye associationsrækker, indtil det heller ikke for den talende stemme selv er muligt at vende tilbage til udgangspunktet. Sådan er skriften meget bevægelig hos Major Sørensen.

Det mystiske er også et vigtigt tema hos Major Sørensen. Ofte er hans karakterer ude for en mystisk eller uforståelig hændelse, der også for læseren vedbliver at være uforklaret. Ikke sjældent er oplevelserne af en voldelig eller fatal karakter, og man forstår, at de mørke kræfter i universet ikke er noget, man skal tage let på, men heller ikke skal glemme. I det hele taget er ondskab og mørke tilstede i forfatterskabet, som noget der fortjener at blive undersøgt ved at gå ind i det. Litteraturen er ikke opbyggelig hos Major Sørensen, men er noget der tjener som et eksperimentarium, hvor menneskelige fænomener kan undersøges.  

Beslægtede forfatterskaber

Når det kommer til det religiøse, mystiske og ondskabsfulde har Major Sørensen en nært beslægtet, om end noget yngre, kollega i Harald Voetmann. Hvis Major Sørensen interesse primært er i østlig filosofi, er Voetmanns største inspiration det antikke Grækenland, men den ekvilibristiske skrift har de tilfælles. Voetmann er erklæret fan af Major Sørensen og har lavet et langt og vidende interview med ham i det norske tidsskrift Vagant i anledning af Major Sørensens 50 års jubilæum som forfatter. (Harald Voetmann: Et brændende øjeæble. Vagant, 2015-04-18).

En måske mere fjern slægtning blandt de danske forfattere er Pia Juul. Når det kommer til tematikker er de to forfattere meget langt fra hinanden, men kærligheden til den korte veldrejede novelle, den deler de. Bl.a. kan man se på hendes novellesamling ”Mit forfærdelige ansigt” fra 2001, hvor også det absurde og groteske tages under behandling.

Selvom det har været lidt fattigt med virkeligt gode kortprosabøger i en del år i Danmark, og særligt inden for den centraleuropæiske tradition med mystik og tågede landskaber, som Major Sørensen må siges at befinde sig inden for, så kan Ursula Scavenius’ bog ”Fjer” fra 2015 godt siges at placere sig dér. Det er helt anderledes afdæmpet, og det uhyggelige kommer mere sivende, men det er til stede. 

Bibliografi

Romaner

Major Sørensen, Preben:
Af en engels erindringer. Gyldendal, 1976.
Major Sørensen, Preben:
Søvnen og skyggerne. Gyldendal, 1987.
Major Sørensen, Preben:
Barnet. Anblik, 2010.
Major Sørensen, Preben: Helvedsgavlen. Escho, 2020.

Digte

Major Sørensen, Preben:
Drømmefængsler. Gyldendal, 1978.
Major Sørensen, Preben:
Genkaldelser. Gyldendal, 1980.
Major Sørensen, Preben:
Nenia. Gyldendal, 1980.
Major Sørensen, Preben:
Ansigter og masker. Centrum, 1987.

Noveller

Major Sørensen, Preben:
Ildmesteren. Borgen, 1965.
Major Sørensen, Preben:
Vandmandens gilde. Borgen, 1967.
Major Sørensen, Preben:
Vandmandens gilde. Borgen, 1967.
Major Sørensen, Preben:
Alfabetets herre. Borgen, 1970.
Major Sørensen, Preben:
I vinden begynder samtalerne. Gyldendal, 1973.
Major Sørensen, Preben:
Salvatore l’Enigmatico. Foreningen for Boghaandværk, 1976.
Major Sørensen, Preben:
Rappacinis have. 1983.
Major Sørensen, Preben:
Vildfarelsen og andre fortællinger. Gyldendal, 1985.
Major Sørensen, Preben:
Mishandlinger. Centrum, 1988.
Major Sørensen, Preben:
Personlige grunde og afgrunde. Gyldendal, 1991.
Major Sørensen, Preben:
Bevægelser i mørket: fortællinger. Gyldendal, 1994.
Major Sørensen, Preben:
Faldgruber: fortællinger. Gyldendal, 2001.
Major Sørensen, Preben:
Øksens Tid. Gyldendal, 2002.
Major Sørensen, Preben:
Om tid og evighed. Adressens forlag, 2003.
Major Sørensen, Preben:
De dødes vej: fortegninger. Anblik, 2007.
Major Sørensen, Preben:
På vippen: bidrag til en ny kriminalantropologi. Anblik, 2008.
Major Sørensen, Preben:
Nattergalens henrettelse. Anblik, 2009.
Major Sørensen, Preben:
Forløbelser. Escho, 2015.

Essays og nonfiktion

Major Sørensen, Preben:
Skræmmebilleder. Essays. Centrum, 1986.
Major Sørensen, Preben:
Riget uden grænser. Rejsebog. Odense Universitetsforlag, 1983.

Om forfatterskabet

Web

Hvor nye tekster og illustrationer med mellemrum kan findes.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Preben Major Sørensen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Virkelig godt interview af Harald Voetmann i det norske tidsskrift Vagant i anledning af Major Sørensens 50-års jubilæum som forfatter.