håkan nesser
Foto: Caroline Andersson

Håkan Nesser

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard og cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
håkan nesser
Foto: Caroline Andersson
Main image
Nesser, Håkan
Foto: Lena Koller

Indledning

Enhver stor svensk krimiforfatter har sit særkende i offentligheden. Camilla Läckberg er den lækre, Lars Kepler den anonyme, Stieg Larsson den døde revolutionære og så videre. Håkan Nesser er den vise og den afslappede. Han dyrker den jævne mands filosofi i sine berømte fortællinger om mord i middelklassen. Det hele i en tilbagelænet, fabulerende stil, som indtil videre et blevet til 24 titler – prisbelønnede og anmelderroste og solgt i mange millioner eksemplarer over hele verden.

 

 

47045657

Blå bog

Født: Den 21. februar 1951 i Kumla, Sverige.

Uddannelse: Lærer fra seminariet i Uppsala, 1974.

Debut: Koreografen. Albert Bonniers Forlag, 1988.

Priser: Det Svenske Deckarakademins (DSD) debutantpris, 1993. DSDs pris for bedste svenske kriminalroman, 1994, 1996 og 2007. Lundequistska bokhandelns litteraturpris, 1998. Glasnøglen för bedste kriminalroman i Norden, 2000. Palle Rosenkrantz-prisen, 2006. Sveriges Radios Novellpris, 2006.

Seneste udgivelse:  Halvmorderen. Modtryk, 2019. Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt. Krimi.

Inspiration: Læser mange gode forfattere, men vil ikke fremhæve nogen.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”For anden gang tog hun sine kufferter og krydsede gaden. Nu så hun ikke op mod lejligheden. Hun vidste, at det kun var Maurice, som ventede på hende deroppe. Og klokken ti minutter over et var hun endelig i stand til at ringe til politiet og fortælle at Bødlen havde fundet endnu et offer.”
”Borkmanns punkt”, s. 98.

Håkan Nesser blev født i 1951 på en gård i Närke i Sverige små 200 kilometer vest for Stockholm. Tre år senere flyttede familien ind til den lille by Kumla. Faren var landmand og fortsatte sit erhverv på forpagtet jord. Moren arbejdede på kontor. Håkan Nesser gik i skole og på gymnasiet i Kumla. Efter studentereksamen flyttede han til Uppsala og studerede humaniora på universitetet, inden han valgte en seminarieuddannelse og blev lærer med linjefag i engelsk og svensk. Han arbejdede på forskellige skoler i området frem til 1998, hvor han valgte forfattergerningen på fuld tid.

Håkan Nesser har efter eget udsagn altid læst meget, men uden nogen drøm om at skrive. Hvad der førte ham til det, melder historien ikke, men han var ikke længe om at indse, det var det, han skulle, da han først var i gang: ”At læse og skrive er mere eller mindre den samme proces, man stiger ud af den verden, hvor man faktisk befinder sig og tager plads i en anden. Det er fascinerende, og at som forfatter at få lov til at bestemme alt, hvad der skal ske, er naturligvis tilfredsstillende.” (www.nesser.se)

Han debuterede med, hvad han har kaldt en ’eksistentiel kærlighedsroman’ – ”Koreografen” (ikke oversat) fra 1988 – men valgte krimien som sin genre, primært af to grunde: ”Dels synes jeg, at bøger godt må være spændende – læseren skal undres over hvad der er sket og hvad der kommer til at ske; dette er en meget vigtig drivkraft i al læsning. Dels er døden altid nærværende i kriminalromaner, og når døden er nærværende, stiller vi de vigtige spørgsmål om livet.” (www.nesser.se)

Håkan Nesser har været fast indslag på de nordiske bestsellerlister de seneste tyve år og efterhånden også på de internationale. Han er særligt kendt for dekalogen om den tungsindige kommissær Van Veeteren, som alene har solgt mere end 10 millioner eksemplarer og er udgivet i 25 lande. Endvidere er en lang række af hans bøger filmatiseret til tv og biograf.

Håkan Nesser har boet med sin kone Elke, der er psykiater, i New York og i Winsford i England, men er nu bosat i Sverige igen. Sammen med ekshustruen Anne Nesser har han to børn.

Det grovmaskede net

”Liget af Elizabeth Karen Hennan blev fundet i udkanten af Leisnerpark i Maardam af en morgenfrisk hundeejer. Hun lå i et tjørnekrat bare nogle få meter fra den cykelsti, som løb tværs gennem hele parken. Uden en trevl på kroppen.”
”Det grovmaskede net”, s. 208.

Den første ud af ti bøger om kommissær Van Veeteren, ”Det grovmaskiga nätet” fra 1993 (”Det grovmaskede net”, 1994), åbner med en teaser: ”Når vi endelig finder det, vi har ledt efter, mørket, opdager vi næsten altid, at det var akkurat det, det var. Mørket.”

Teaseren – eller epigrafen – er en velkendt litterær åbning, enten med en klassiker eller en af forfatterens egne karakterer. Hos Nesser skyldes citatet vicekriminalkommissær Reinhart, Van Veeterens jazzelskende højre hånd.

Teaseren er heller ikke nogen sjældenhed i den skandinaviske krimi i øvrigt. Mange forfattere river et afgørende mord ud af handlingen, kursiverer det og placerer det i spidsen, så læseren er på fra starten. Der, hvor Nesser adskiller sig fra sine skandinaviske krimikolleger, er teaserens indhold, og der hvor han adskiller sig fra de fleste forfattere er i dens stil. Hvad der menes med teaseren er ikke helt klart. Det lyder i kraft af sin krimikontekst umiddelbart som en revision af den klassiske kriminologiske indsigt; man jager et monster og fanger et menneske, her jager man så bare et monster og fanger et monster med en poetisk udskiftning af monster med mørke. Men den udlægning passer ikke med handlingen:

27734669

En gymnasielærer vågner op med hukommelsestab og en død hustru i badekarret. Har han virkelig slået hende ihjel? Efterforskningen viser, at konen havde en mørk fortid, som omfattede vold, overgreb og et incestforhold til en bror, og afsluttes med en redegørelse for forbryderen som et produkt af sine omgivelser. På den måde kastes der lys ind i mørket, der opklares, læseren afklares, monsteret, som har huseret over godt tohundrede sider, får menneskelige træk.

Måske er det stilen, som slører budskabet. Blandingen af drama, patos, billedsprog og indforståethed er ikke normalt, hvad man forbinder med god stil. Så meget desto klarere står det som social og ideologisk markør: Nesser interesserer sig for visdom, dog ikke den kanoniserede visdom, men lægmands visdom.

”Det grovmaskede net” fortælles af en tredje person, som følger Van Veeteren med afstikkere til både den mistænkte gymnasielærer og til morderen. Van Veeteren introduceres som plaget, dyster, sandhedssøgende, spekulativ.

Borkmanns punkt

”En enlig trawler tøffede af sted med kurs mod det åbne hav. Vandet og himlen havde den samme lysegrå farve. Det virkede ikke som om solen ville komme frem i dag. Trøstesløst.
Et øjeblik tænkte han på hvorfor han netop var kommet til at tænke på det ord.
Han havde slået tre mennesker ihjel.”

”Men nødvendigheden i sig selv kan naturligvis aldrig være en begrundelse eller en undskyldning. Den kan kun være en årsag”, lyder epigrafen i den anden roman om Van Veeteren, ”Borkmanns punkt” fra 1994 (”Borkmanns punkt”, 1995), som er anderledes ren i spyttet, men ikke mere indlysende af den grund. Hvem der i givet fald har behov for undskyldningen i ”Borkmanns punkt” er ikke klart. Måske den mand, som er kendt i medierne som Bødlen, fordi han går rundt og hugger hovederne af folk i en lille by ude ved kysten. Først ryger der en og så en til, og så ringer Van Veeterens chef.

27734510

Van Veeteren er på ferie. Chefen beder ham tage ned til den lille by og give det lokale politi en hånd. Van Veeteren møder den afgående politichef Bausen og den charmerende politiinspektør Beate Moerk, og efterforskningen går sin gang. Van Veeteren har en læresætning i baghovedet; i enhver efterforskning kommer der et punkt, hvor man har informationer nok til at fange gerningsmanden, kunsten er at vide, hvornår man har nået det punkt. Den skyldes en af hans gamle chefer og kendes som Borkmanns punkt, der har givet romanen sin titel. Men vil Van Veeteren være i stand til at se det? Noget kunne tyde på, at det er forpasset, da Beate Moerk pludselig forsvinder, kidnappet af Bødlen.

Van Veeteren-krimierne foregår i et fiktivt land med fiktive byer, og selv om navnene minder om Holland, så er det uden de træk, vi forbinder med en moderne stat; religion, politik, historie, etnisk diversitet, firmaer, brands, forskellige samfundsklasser og livsstile. I stedet har vi en grå hud af funktionærer og små erhvervsdrivende, der er som skåret ud af det gamle Fremskridtspartis landsmøde i en idrætshal i Jylland, inden rygeforbuddet trådte i kraft.

Kvinde med modermærke

”Selv om jeg ikke er sikker på at det er det rigtige … jo for resten. Problemet er bare at vi ikke rigtigt har brugt det til noget. Jeg har søgt efter en brosten og fundet et torv.
Hvad, sagde Mahler.
Van Veeteren nyste igen.
Fandens også. Jeg har søgt efter en stjerne og fundet en galakse. Jeg troede ellers, at du var digter.”
”Kvinden med modermærket”, s. 121.

”Der findes også handlinger, som vi aldrig bliver i stand til at lade bag os eller købe os fri fra. Måske er vi ikke engang i stand til at bede om forladelse for dem”, lyder epigrafen til den tredje roman om Van Veeteren, ”Kvinna med födelsemärke” fra 1996 (”Kvinde med modermærke”, 1997), som igen har kombineret patos med dramatik og enten er selvindlysende eller selvindlysende forkert. Men temaet er slået an. Det er om synd og tilgivelse. Det er bibelsk.

En gruppe soldater voldtager en kvinde, ni måneder senere føder hun en datter, niogtyve år senere dør hun. Datteren opsøger morens voldtægtsmænd for at sige tak for en traumatisk tilværelse, som førte hende ud i stofmisbrug. Hun gør det med en pistol i hånden. Hun er hævneren.

21798843

Overgrebsmændene, hvoraf en altså er hendes far, får et par kugler i overkroppen og et par kugler i nosserne.

Og så er der kun to tilbage. De forbereder sig. Vil det lykkes dem at slå datteren ihjel, før hun slår dem ihjel? Eller vil hun også få ram på dem? Eller vil Van Veeteren komme dem alle tre i forkøbet?

For Van Veeteren er det lidt af en gåde. Han ved ikke, hvad læseren ved. Han ser kun det ene mord følge det andet. Hans jagt på sandheden fører læseren rundt i Maardams (byen, han bor i) grå hjem.

Det, vi lærer om Van Veeteren i de i alt ti bind, som det bliver til, er, at han har to børn og en eks-hustru, et mørkt sind og svingende humør, er glad for bøger, mørk øl og skak og den bedste forhørsleder i landet, som ikke har noget navn. Hans trofaste medarbejdere er jazzelskeren Reinhart og den unge inspektør og familiefar Münster. Halvvejs henne i romanrækken skifter Van Veeteren jobbet som politimand ud med halvpart i en boghandel. Han får kræft og hans søn bliver dræbt.

Og Piccadilly Circus ligger ikke i Kumla

”Det skal være dig og mig, vi har så meget til fælles. Vi kender hinanden ud og ind. Vi har købt slik og tyggegummi hos Torsson sammen, vi har delt en regnorm. Det her er bare den første af tusinde aftner og nætter … din far er blevet halshugget, men os vil ingen kunne skille ad.”
”Og Piccadilly Circus ligger ikke i Kumla”, s. 92.

Håkan Nessers ”Och Piccadilly Circus ligger inte i Kumla” fra 2002 (“Og Piccadilly Circus ligger ikke i Kumla”, 2002) er en krimi fra forfatterens barndomsby Kumla. Hovedpersonen Mauritz nærmer sig de halvtreds og beslutter, at det er tid til at fortælle historien om, hvad der skete den sommer 35 år tidligere. Han var sytten og forelsket i barndomsvennen Signhild, men kom ikke rigtigt nogen vegne med hende, før hendes far en dag fik hugget hovedet af, og han var den nærmeste til at trøste hende.

Signhild var ikke så ked af at miste sin far – han var en fed og frygtet finsk urmager, som ingen kunne lide – men voldsomt påvirket af alt det postyr og al den sladder, som fulgte. Moren var en smuk femme fatale og den naturlige genstand for mistanke. Ingen forstod, hvad hun ville med urmageren i første omgang.

Da Mauritz' søster en dag flytter ind til en nærliggende købstad, overtager Signhild hendes værelse, og inden længe har hun Mauritz i sengen hos sig. Mens de to unge elsker, forsøger politiet at finde ud, hvad der skete i urmagerens hjem, og det samme gør Mauritz’ far, som er redaktør på lokalsprøjten, men hverken presse eller ordensmagt kommer nogen vegne.

24924009

Det går op for Mauritz, at han måske sidder inde med et afgørende spor. Han har set Signhilds mor i en mørk Volvo Amazon en dag, han cyklede hjem fra sit feriearbejde i tørvemoserne. Volvoen tilhører en digter, som logerede i urmagerens hus. Politiet er venlige, men sporet fører ingen steder, og forbrydelsen forbliver uopklaret. Signhild rejser væk. Hun beder Mauritz ikke forsøge at opspore hende.

Nu femogtredive år senere hører han fra hende og sætter sig på toget til et møde, som vil afsløre for læseren, hvem morderen virkelig var. Undervejs er der spredte henvisninger til forskellige internationale begivenheder og den musik, som spillede i verden, Beatles og Elvis, og der droppes navne på store modernistiske forfattere som James Joyce, men der er ingen afsmitning på tale eller tanke hos den unge hovedperson, der drømmer om at blive digter, akkurat som den logerende hos urmageren.

Håkan Nesser har skrevet endnu en krimi med udgangspunkt i Kumla, ”Kim Novak badade aldrig i Genesarets sjö” fra 1998 (”Kim Novak badede aldrig ved Genesaret”, 2001).

Menneske uden hund

”Barbarotti havde et øjeblik overvejet om han skulle følge grundreglen om altid at snakke med anmelderne en ad gangen, men han havde besluttet sig for at fravige reglen denne gang. I det mindste til at begynde med. Hvis det skulle vise sig nødvendigt med et mere dybdegående forhør, kunne han vel tage dem en ad gangen, når den tid kom.”
”Menneske uden hund”, s. 48.

Håkan Nessers ”Människa utan hund” fra 2006 (”Menneske uden hund”, 2007) handler om familien Hermansson i Kymlinge, endnu en fiktiv by og ganske lig Maardam, nu bare med svenske navne og svensk vejr, bidende kulde og snestorm.

Rose-Marie Hermansson vågner op med en bevidsthed om, at hun må slå sin mand ihjel. De har begge ladet sig pensionere som lærere, og nu har manden uden hendes viden erlagt udbetalingen på et hus i Spanien og meddelt hende, at de sælger deres eget hus og forlader Sverige.

Deres ældste søn Robert var en halvkendt atlet, men kom til at gokke den af for rullende kameraer i et realityprogram, og nu er han ikke kendt som andet end onanisten, og faren må væk fra skammen. Det er december, og Robert og resten af den voksne børneflok ankommer med ægtefæller og børn. Stemningen er ikke fremragende. Et af de halvvoksne børnebørn tror, han er bøsse. Efter alle andre er gået i seng, lægger hans moster hans hånd på sit bryst og spørger, om han kan mærke noget, det kan han godt og således ledt ud af sin seksuelle vildfarelse aftaler de, at han skal komme ned til det hotel, hun overnatter på den næste aften, hvor hendes mand er væk, så skal hun sørge for, at han kommer til at mærke endnu mere. Samtidig opsøger onanisten Robert en gammel skolekammerat, som har ringet til ham for at fortælle, at hun altid beundrede ham, dengang han stadig boede i byen og stadig har lyst til at se ham. Robert, som ikke har så mange venner tilbage, opsøger hende. Og så mangler der lige pludselig to i familien. Hverken den omvendte bøsse eller Robert kommer tilbage fra deres besøg.

26698170

Samtidig begynder romanen at krydsklippe til en dame, som ikke virker, som om hun er helt velforvaret, og inspektør Gunnar Barbarotti kommer ind i fortællingen. Var det mon den mærkelige dame, som udgav sig for Roberts klassekammerat, og hvad er det for nogle lig, hun har skjult i kummefryseren? Gunnar Barbarotti er Nessers nye seriehelt. Han er italiensk af afstemning og lidt yngre af alder og sind end Van Veeteren.

Krimisitet krimifan.dk har spurgt Nesser, hvordan han fandt på personen Gunnar Barbarotti, og til det svarer Nesser: ”Jeg var lige blevet færdig med min serie om Van Veeteren, så jeg var helt sikker på, at nu skulle jeg ikke skrive en serie mere. Men efter at have skrevet 215 sider i bogen ”Menneske uden hund” gik jeg i stå og kunne ikke komme videre. Bogen havde ikke været en kriminalroman frem til da, men jeg tænkte, at hvis jeg skulle videre, så var der brug for noget politi, og så dukkede Gunnar Barbarotti stille og roligt op.” (Niels Søndergaard: Vi er vel alle lidt ensomme. Krimifan.dk, 2011-03-22).

Foreløbig er det blevet til fire romaner om Gunnar Barbarotti: ”Menneske uden hund” (2007), ”En helt anden historie” (2008), ”En fortælling om hr. Roos” (2009), og ”De ensomme” (2011).

Himlen over London

”Eller også blev hun opfundet af selve historien. I så fald en ofte forekommende jomfrufødsel i litteraturen. (…) Måske fiktionens inderste kerne – uanset hvor gerne man så ville anlægge en mere nøgtern synsvinkel. Fortælleren styrer læseren, fortællingen styrer fortælleren. Og det var et sted på dette trin af udviklingen, at han mærkede, at det begyndte at gå galt.”
”Himlen over London”, s. 289.

Håkan Nessers roman, ”Himmel över London” fra 2011 (”Himmel over London”, 2012) iværksætter en tvivl om forfatteridentitet og fortællerforhold allerede inden læsningen. På bogryg og smudsomslag står der Håkan Nesser, men på bogens cover hedder forfatteren Steven G. Russell, og titlen er ”En søvngængers bekendelser”.

Det begynder ellers helt realistisk: den snart 70-årige Leonard Vermin er kræftsyg og døende. Han har planlagt en sidste middag for familien for bl.a. at afsløre, hvad der skal ske med den store arv, han efterlader sig. Sammen med sin yngre kone Maud rejser til han London, hvor Leonard boede ti centrale år af sin ungdom. Her skal middagen holdes, og gæsterne, der bl.a. inkluderer Mauds børn Irina og Gregorius samt Milos Skrupka, en amerikaner af tjekkisk oprindelse, er inviteret til London fire dage i forvejen.

29315183

Udover det fremadskridende spor med familiemedlemmernes færd og interne stridigheder i London op til middagen er der fyldige uddrag fra Leonards gule notesbog, hvori han har nedskrevet den spion- og kærlighedshistorie, som han gennemlevede i swinging London i slutningen af tresserne sammen med den smukke og mystiske tjekke Carla. Endvidere løber et spor med en pensioneret svensk taxachauffør ved navn Lars Gustav Selén. Denne figurerer først som fantasi og drøm hos karaktererne, men efterhånden viser han sig at være forfatter til den roman, der omhandler Leonard. ”En søvngængers fortælling” af Russell indgår også i fiktionen med skæbnesvanger betydning for Irina. Spor fra den ene fortælling krydser bogstaveligt den anden, og som læser skal man være vågen for at holde planer og fortællere ud fra hinanden.

Den tydelige fortæller gør selv opmærksom på sin betydning og magt, men også det faktum, at det er fortællingen, der styrer sin fortæller, hvilket viser sig med al tydelighed i romanens dramatiske og overraskende slutning. ”Himlen over London” er en roman om en roman (om en roman), og tilspørger fiktionens muligheder og fortællerens magt.

Levende og døde i Windsor

”Hele tiden gik det nedad, og bevoksningen var frodig. Mos og vedbend, kristtjørn og brombær, til trods for at vi befinder os et godt stykke inde i november. Vejen løb langs en rislende bæk, fasaner og alle mulige andre fugle tumlede og skrattede
i buskadset, og her og der på den anden side af den tætte bevoksning hørtes brægende får. Jeg tænkte, at vækstkraften måtte være enorm. Hvis man lagde sig ned og sov i tolv timer, ville man sikkert være indsnøret i ranker, når man vågnede. Det føltes lidt ligesom i et gammelt, uhyggeligt eventyr. En pige og hendes hund, som går ud i skoven og aldrig vender tilbage til byen. Jeg rystede det af mig.”
”Levende og døde i Windsor”, s. 125.

I 2013 udgav Håkan Nesser romanen ”Levande och döde i Winsford” (”Levende og døde i Winsford”, 2014), der foregår i et øde og regntungt Exmoor i Sussex i Sydengland. Her har den 55-årige svenske tv-vært Maria Holinek indlogeret sig i et afsidesliggende hus i den lille by Winsford sammen med sin hund Castor. Langsomt finder man ud af, hvorfor hun er der og hvorfor hun rejser under dæknavn.
Jegfortællingen gennemgår minutiøst de daglige rutiner i det tiltagende mørke. Maria har akut brug for faste rammer for ikke at bryde sammen, og det er afgørende, at Castor tvinger hende ud hver dag. Udover de timelange ture rundt på den ofte tågede og regnvåde hede holder Maria kontakt med omverdenen på den lokale pub og byens internetcafe, hvor hun møder venlige lokale og håndterer mails på vegne af sig selv og sin mand.

Sideløbende med nutidsfortællingen beretter hun om sit liv med sin mand Martin. Han er litteraturprofessor og netop blevet anklaget i en voldtægtssag. De rejste sammen fra Stockholm for at komme væk fra mediernes søgelys, men hun har ikke set ham, siden de gjorde holdt i Polen. I sine unge år tilbragte han et par betydningsfulde somre i Grækenland og Marokko med nogle kendte forfattere, og hans dagbøger fra den tid gemmer måske nøglen til hans mystiske forsvinden.

51224558

I et uhyggeligt efterår overraskes Maria af døde fasaner på fortrappen, skumle beskeder skrevet på bilens ruder og flere mystiske hændelser. Læseren ved ikke mere end hende, så spændingen er intakt til det sidste. Der er mange fortællinger indlejret i hinanden: nutidsfortællingen i Winsford, oprulningen af Marias liv og karriere, Martins somre sydpå og efterhånden også Marias gennemskrivning af Martins tekstmateriale til et teaterstykke. Samtidig er egnens geografi en stor del af romanen. Hver dags morgen begynder med optegnelser af vind, vejr og temperatur, og den ufremkommelige hede med vildheste og pludselige vejrskift danner en dramatisk kulisse til den fortættede fortælling.
”Levende og døde i Winsford” har både romanens fyldige psykologi og krimiens plotdrevne spil. Det er en roman om at tage sit liv op til revision og finde ud af, hvilken fortælling, ens liv skal være. 

Genrer og tematikker

Den arketypiske skandinaviske krimihelt opstår der, hvor provins, romantik og kristendom gør fælles front mod det moderne (det hurtige, massekultiverede, medierede, larmende, metropolitane, globale) med en hævdelse af følelsernes forrang og en afvisning af udvendig- og yderliggørelsen. Det er den udviskede, sammenbidte, plagede, leder af det lille hold på Drabsafdelingen. Hans væsentlige opgave er at få alle ned på jorden (lige som alt, hvad der rager op, kriminaliseres – store firmaer, smukke mennesker, smarte popstjerner, advokater, læger, finansfolk, ministre, departementer, efterretningstjenester etc.). Han færdes ofte på samfundets bund, men udfordrer toppen af den kriminelle fødekæde og ser lige gennem den polerede facade på det etablerede samfund.

I sin fineste og mest relevante form er han en nyttig idiot, som på en gang udfordrer og tjener systemet, som Sjöwahl & Wahlöös kriminalkommissær Martin Beck og Henning Mankells Kurt Wallander, der stiller nogle slagkraftige og ligefremme spørgsmål til samfundet og får gammelt og nyt op at danse.

I en verden uden nye strømninger er den skandinaviske krimihelt impotent, uden udsagnskraft og kan ikke andet end bekræfte det, der var. Det er tilfældet i Nessers romaner. Det moderne samfunds konturer er opløst. Aktuelle, sociale, politiske, kulturelle temaer er eliminerede. Ikke engang den evindelige våbensmugler eller handlede østeuropæiske luder er der. Tilbage står de enkleste sociale institutioner, individ, par, familie plus lidt arbejdsfællesskab i politiet. Det er blevet læst som et udtryk for eksistentiel ensomhed, det minder mere om kulturel fattigdom. Alle er Svenssonhvide og pluskæbede.

Forbrydelsen er tilsvarende reduceret til de ældste, mest universelle, motiver; jalousi, svigt, hævn og selvtægt. Ud over det mørke humør har visdommen skak, matematik og især Bogen med stort B som sine væsentligste indikatorer. Bogen påkaldes hele vejen igennem fra den tænksomme Van Veeteren, der retirerer til en boghandel, til den unge Mauritz, som drømmer om at blive digter, og man fornemmer, at det er den store klassiske litteratur, de tumler med, men der er ikke nogen afsmittende effekt på deres sprog eller tanke, ligesom der aldrig redegøres for, hvilken betydning litteraturen har haft for deres liv. Nessers værk er formentlig ikke egentligt vist, men nærmere en fetichering af visdommen, en begrænset og altmodisch forestilling om visdom.

Måske er det den forskel, som kan mærkes i sproget, som aldrig rigtigt får tyngde. Fortællingen hviler på evindelige dialoger (efterforskeren i dialog med sig selv eller vidner eller mistænkte), selv kapitlerne begynder ikke sjældent med dialogstykker i stedet for etablering af tid og rum. Ind imellem tenderer det det fabulerende, som om fortælleren (som regel en tredje person) taler til læseren fra leveren og i øjenhøjde – men det er stadig i den meget underlige krimi-lingo, hvor man ikke har en far og en mor, men en fader og en moder, hvor man ikke siger 'aha', men 'jeg forstår' og hvor man hele tiden citerer 'man' (”borgerskabets diskrete charme som man siger”).

Beslægtede forfatterskaber

Krimierne lever i en afdeling for sig i den litterære verden. De har deres egne priser og anmeldere og festivaler og læsere og standarder. Hvad der bliver fremhævet og prisbelønnet i krimiens verden, kan udmærket blive udskreget som det argeste skidt af den øvrige litteratur. Herhjemme er det bedst kendte eksempel Leif Davidsen, som får stjerner og roser af krimianmelderne, men falder igennem, når han bliver forholdt de standarder, som anden litteratur bliver bedømt ud fra. Det ville uden tvivl også gælde Nesser, som er fremragende anmeldt af ligesindede, men falder igennem på de samme betingelser som Davidsen og et par stykker til, når det kommer til værket som litteratur set i et bredere perspektiv.

Nogle af Håkan Nessers bøger udmærker sig ved at bruge krimielementer uden at være fuldbyrdede krimier. I f.eks. ”Himlen over London” udmønter krimidelen sig i en fortidig spionsag og en massemorder, som man – stort set – kun møder gennem de aviser, karaktererne læser. I stedet for en kriminalgåde er plottets fremdrift psykologi, slægtskab og familiefejde. Svenske Kerstin Ekman bruger i sin ”Hændelser ved vand” to mord som katalysator for et udfoldet portræt af et samfund og dets indbyggere. I Sissel-Jo Gazans ”Dinosaurens fjer” er kriminalgåden blot et spor blandt kærlighedshistorier og skildringen af livet som alenemor. Erik Valeur har i ”Det syvende barn” nok mystiske dødsfald med i romanen, men fokus er lige så meget på samfund og psykologi.

Dele af Nessers forfatterskab rækker på flere måder ud over krimigenren, og de metalitterære greb i ”Himlen over London” kan minde om en forfatter som Paul Auster. Hos begge blandes fortælleridentiteter sammen, og fiktionens mange lag bryder ind over hinanden i næsten kalejdoskopiske fortællinger.

Bibliografi

Serien om Van Veeteren

Nesser, Håkan:
Det grovmaskede net. Modtryk, 1994. (Det grovmaskiga nätet. 1993).
Nesser, Håkan:
Borkmanns punkt. Modtryk, 1995. (Borkmanns punkt. 1994).
Nesser, Håkan:
Hjemkomsten. Modtryk, 1996. (Återkomsten. 1995).
Nesser, Håkan:
Kvinde med modermærke. Modtryk, 1997. (Kvinna med födelsemärke. 1996).
Nesser, Håkan:
Kommissæren og tavsheden. Modtryk, 1998. (Kommissarien och tystnaden. 1997).
Nesser, Håkan:
Münsters sag. Modtryk, 2000. (Münsters fall. 1998).
Nesser, Håkan:
Carambole. Modtryk, 2001. (Carambole. 1999).
Nesser, Håkan:
Ewa Morenos sag. Modtryk, 2002. (Ewa Morenos fall. 2000).
Nesser, Håkan:
Svalen, katten, rosen, døden. Modtryk, 2003. (Svalan, katten, rosen, döden. 2001).
Nesser, Håkan:
Sagen G. Modtryk, 2004. (Fallet G. 2003).

Barbarotti-kvartetten

Nesser, Håkan:
Menneske uden hund. Modtryk, 2007. (Människa utan hund. 2006).
Nesser, Håkan:
En helt anden historie. Modtryk, 2008. (En helt annan historia. 2007).
Nesser, Håkan:
En fortælling om hr. Roos. Modtryk, 2009. (Berättelse om herr Roos. 2008).
Nesser, Håkan:
De ensomme. Modtryk, 2011. (De ensamma. 2010).
Nesser, Håkan:
Slagteren fra Lille Burma. Modtryk, 2012. (Styckerskan från lilla Burma, 2012). Oversat af Jan Mølgaard.

Kriminalromaner

Nesser, Håkan:
Ormblomman från Samaria. 1997.
Nesser, Håkan:
Kim Novak badede aldrig ved Genesaret. Modtryk, 2001. (Kim Novak badade aldrig i Genesarets sjö. 1998).
Nesser, Håkan:
Og Piccadilly Circus ligger ikke i Kumla. Modtryk, 2003. (Och Piccadilly Circus ligger inte i Kumla. 2002).
Nesser, Håkan:
Kære Agnes! 2004. (Kära Agnes. 2002).
Nesser, Håkan:
Skyggerne og regnen. Modtryk, 2006. (Skuggorna och regnet. 2004).
Nesser, Håkan:
Ormene på Carmine Street. Modtryk, 2010. (Maskarna på Carmine Street. 2009).
Nesser, Håkan:
Fluen og evigheden. Modtryk, 2010. (Flugan och evigheten. 1999).
Nesser, Håkan og Paula Polanski:
Straf. Modtryk, 2015. (Straff). Oversætter: Jan Mølgaard.
Nesser, Håkan: De venstrehåndedes forening. Modtryk, 2018. (De vänsterhäntas förening, 2018). Oversætter: Jan Mølgaard og Agnete Dorph Stjernfelt.
Nesser, Håkan: Halvmorderen. Modtryk, 2019. Krimi. Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt.

Romaner

Nesser, Håkan:
Koreografen. 1988.
Nesser, Håkan:
Barins triangel. 1996.
Nesser, Håkan:
Himlen over London. Modtryk, 2012.
Nesser, Håkan:
Levende og døde i Winsford. Modtryk, 2014. (Levande och døda i Winsford). Oversætter: Jan Mølgaard.
Nesser, Håkan: Eugen Kallmanns øjne. Modtryk, 2017. (Eugen Kallmanns ögon, 2016). Oversætter: Jan Mølgaard. Thriller.

Noveller

Nesser, Håkan:
Fra doktor Klimkes horisont. Modtryk, 2011. (Från doktor Klimkes horisont. 2005).
Nesser, Håkan: Intrigo. Modtryk, 2019. Oversætter: Jan Mølgaard. Thriller.

Om forfatteren

Links og artikler

På Nessers egen hjemmeside er der en udførlig bibliografi samt tilstandsrapporter fra forfatteren selv.
Andersen, Carsten:
Forfatteren Håkan Nesser om gådens væsen. Politiken, 2006-03-17.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Håkan Nesser