Anne Pedersen

Kirsten Bystrup. 2003.
Main image
Pedersen, Anne
Foto: POLFOTO

Dansk illustrator. Har hovedsageligt illustreret børnebøger.

Anne Pedersens nøjes ikke med ”at oplyse (”illustrere”) teksten”. Teksten er ikke det væsentligste, der er ikke den traditionelle rangordning mellem ord og billede i de bøger, hun illustrerer. Anne Pedersen opfatter snarere teksten som et udgangspunkt, et afsæt for sin egen personlige billedskaben. Hun dyrker det groteske, det manierede, det voldsomme. Hun dæmper ikke tonen – tværtimod. Anne Pedersen søger ikke harmoni, bruger ikke kompositionen til at styre øjet. Hun vil netop ikke bestemme, hvad der er det væsentlige i billedet. Derimod inviterer hun læseren på selvstændig opdagelse. Sagt på en anden måde, så lægger billedet op til en samtidighed i aflæsningen, som ganske godt modsvarer børns vanthed med at bruge andre, fx elektroniske, billedmediers udtryksmåder. Billedet er dynamisk – man kan gå ind i det hvor som helst. Anne Pedersen har et glimt i øjet og en ræv bag øret. Hun kan godt lide at udfordre, overraske og drille sin læser!

 

62523646

Blå bog

Født: 1969 i Nordjylland.

Bor i København.

Uddannelse: Studier ved Designskolen i Kolding 1989-94 med afgang fra Institut i Visuel Kommunikation. Var ansat på tegnestuen Kontrapunkt 1994-95 og har derefter arbejdet freelance med såvel bøger til børn som andre typer af tegneopgaver.

Debut: Hr. Flugt går under jorden, 1995.

Priser: Kulturministeriets Illustratorpris. 1995 Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris 1999, hvor prisen gik til Designskolen i Kolding repræsenteret ved lærer Ken Denning, illustrator Lilian Brøgger og de fire elever Mette-Kirstine Bak, Tine Modeweg-Hansen, Cato Thau-Jensen og Anne Pedersen.

Seneste udgivelse: Doktor Madsen har et hospital. Turbine, 2022.

Inspiration: Villy Sørensen, Louis Jensen, Sven Wiig Hansen.

Artikel type
illustratorer

Begyndelsen

Anne Pedersen er født og vokset op i Nordjylland i den lille by, Stenhøj, hvor hendes forældre havde et husmandssted i udkanten af byen. Om sin barndom fortæller hun: ”Min barndom var god og fyldt med dejlige oplevelser fra den omkringliggende natur og et hav af kæledyr. Mine forældre var kærlige og engagerede og begge udearbejdende.” Om sin vej ind i billedet og bogen fortæller hun: ”Jeg har tegnet så længe, jeg kan huske. Det blev lagt lidt til side i teenageårene, mens jeg gik på Frederikshavns Handelsskole. Efter tre år var jeg overbevist om, at jeg ikke skulle fortsætte i den branche. Jeg vågner endnu op om natten med sved på panden og har drømt om tyske afleveringsopgaver og eksaminer i økonomistyring. Jeg er lettet over, at det er et afsluttet kapitel i mit liv. Tegneriet tog jeg op efter handelsskolen og året efter kom jeg på Designskolen i Kolding. For første gang oplevede jeg at være god til noget, og det var lige, hvad jeg trængte til. Et inspirerende miljø, hvor det var sjovt og spændende at studere.”
 

29468915

 


Hr. Flugt under jorden

Anne Pedersen debuterede i 1995 et år efter sin eksamen på designskolen med billedbogen Hr. Flugt går under jorden . Det var en meget overbevisende debut – her var ingen tvivl. Bogen blev uden tøven tildelt Kulturministeriets Illustratorpris, fordi den med prisudvalgets ord ”fremstod som en grafisk spændende og anderledes bog.” Også i udlandet lagde mærke til bogen. Den blev straks oversat til både færøsk, norsk og tysk.

At der var tale om noget nyt og hidtil uset inden for billedbogsområdet faldt i øjnene, straks man fik bogen i hånden. Anne Pedersen opsummerer bogens tema i omslagets billede, hvor vi ser hovedpersonen i stribet fangedragt grave sig igennem jorden, skarpt forfulgt af tre politifolk. Der er ingen tvivl om, at der her er tale om en flugt, hvilket da også understreges af titlen: ”Hr. Flugt går under jorden”. Her er en entydighed imellem hovedpersonens forehavende og navn, men samtidig også en dobbelttydighed i det sproglige spil imellem ”at gå under jorden” i betydningen at skjule sig og ”at gå under jorden” taget for pålydende.

Allerede her viser Anne Pedersen sin evne til at fortælle på flere planer og sin åbenbare lyst til at lege med det velkendte og til at drille og pirre sin læsers nysgerrighed. Det gør hun også med både sin farveholdning, sin figurtegning og sin teknik.

Omslaget er overvejende sort/gråt med brug af hvidt, en smule gult og lyserødt som kontrast. Hr. Flugt og politifolkene er tegnet i en karikeret og fortegnet stil. Selve fornemmelsen af at være under jorden opnår Anne Pedersen ved at bruge en særlig ”strukturteknik”, hvor hun først lægger gummiarabicum på en grå baggrund med en pensel. Derefter maler hun over med sort tusch. Når hun så fjerner gummiarabicummet fremkommer den struktur, der illuderer jord. Denne kraftige flade brydes af en sartere flade, hvor hun tegner med blyant. Det giver et kontrastrigt og afvekslende indtryk. Inde i bogen bliver det langt mere fremherskende, idet Anne Pedersen her bruger pastelfarver foruden blyanten til at spille op imod den sort/grå, lidt grove flade, der giver ”fornemmelsen af jord”.

Bogen handler om bankrøveren Hr. Flugt, der efter et mislykket kup mod Nationalbanken er endt i fængsel – og det hedder selvfølgelig: Tremmerup fængsel! Han graver sig ud af sin celle med en ske og møder undervejs gennem jorden et broget persongalleri. En hulemand, der sidder og tegner på væggen, ægyptiske skeletter i gang med et spil poker, en greve, der tramper vindruer i sin kælder, to arbejdsmænd, der borer og kloakerer – og endelig – Fanden selv, der bliver rasende over Hr. Flugts venlige tiltale. Til sidst støder han på en tyvagtig kollega, der er i færd med at sprænge sig ind i en bankhvælving. Politiet ankommer og bringer begge herrer i sikker forvaring i Tremmerup fængsel. Hr. Flugt er tilbage, hvor han startede – blot nu tilfreds med at dele celle med en anden bankrøver og glad for ikke mere at være på flugt.