I livsstilskomedien ”Liebhaverne” fra 1997 møder vi 1990’ernes øvre middelklasse, de veluddannede, velstillede og vel afsatte bymennesker i trediverne. Her spidder Werdelin en samfundsgruppe, hvis største problemer er overvejelser om det rigtige huskøb, indretning og avancerede parmiddage. Shakespeares ord om at ’the world´s a stage’ finder aktualitet og genklang i ”Liebhaverne”, hvor karaktererne iscenesætter deres liv, køber sig til livsindhold, personlighed og identitet. Selvopfattelsen hviler på de succeskriterier, der er opstillet af livsstilsmagasiner og coachingforløb: Samleveren skal passe til livsstilen, som skal passe til jobbet, der skal matche image og en indkomst, der gør det muligt at købe ’indholdet’: Den bedårende have, det rigtige Wedgewoodstel, AGA-komfur og Lady Chatterley-roser.
Vi følger en vennekreds bestående af to par og en single: juristen Helene og arkitekten Peter, Karen og Otto, og singlen Kiki. Midt i det tilsyneladende nære venskab mellem de fem antydes en eksistentiel ensomhed, som hverken kobberpotter eller rokokoservietter kan udfylde. Hovedhandlingen udspiller sig fra Helene og Peters næsten gennemførte huskøb til skilsmissens realitet. Årsagen er den, at Peter har forelsket sig i ’en anden ’, der, som stykket skrider frem, viser sig at være Kiki, den evige single, som ikke vil binde sig. Vennernes reaktioner afspejler lignende parforholdsproblematikker: Otto er sexfikseret, understimuleret og barnlig, han fortæller ’ærligt’, som han siger, om sine fantasier om andre kvinder. Karen ignorerer ham på næsten moderlig vis, men ender dog til sidst med at afsløre, at hun gennem flere år har haft et seksuelt forhold til deres logerende. Det slår benene væk under Otto. Trods sin åbenmundethed, har han aldrig formået at gøre noget ved fantasierne.
Historien i ”Liebhaverne” foregår over en længere periode, og den fremstilles i et kausalt, lineært fremadskridende forløb, men Werdelin klipper og springer frem i fortællingen, så der både gives plads til at beskrive en situation (f.eks. grunden til at Peter vil skilles) gennem flere personer. På den måde kan en dramatisk situation beskrives uden at den behøver vises: Det store opgør mellem Helene og Peter vises ikke direkte, men af fortælleformen, forstår man, at det er sket – Werdelin klipper direkte over i reaktionerne, der i ”Liebhaverne”s optik er vigtigere end begivenheden: Det er ikke situationen, men måden hvorpå man forholder sig til den, der betyder noget.
På den måde illustrerer fortællingens dramaturgi et af stykkets store temaer: iscenesættelsen, italesættelsen af livet. Det er ikke så meget, hvad der sker, men måden, man som individ vælger at forholde sig til det på. Således har Helene en lang monolog, hvor hun som en forvokset teenagepige dagdrømmer sig til, hvordan hun kan sætte sig ud over den ulykkelige situation, hun står i: Hvordan vender man det at blive forladt til en vinderhistorie?
”HELENE: ”(…) Kort efter møder Peter hende igen. Han bli´r fuldkommen slået af den der … udstråling. De årgamle bindinger VÆLTER op! Helene er jo hans livskammerat … den eneste kvinde han ønsker at … og ved tanken om den lille … bimbo … med puf-brysterne bli´r han nærmest flov! (…)”, (”Liebhaverne” side 63).
Men ikke engang i sin vildeste hævnfantasi formår Helene at sætte sig ud over de konventionelle rammer – rammer, hun selv opfatter som ukonventionelle og ’rigtige’. Selv i denne fantasi ender hun tilbage sammen med Peter, der i Helenes dagdrøm har bedt om tilgivelse. I tankerne løfter Helene bruddet til en prøve, der, som i et andet eventyr, gør helten og heltinden stærkere. De skal så grueligt meget igennem for at få hinanden. Helene bliver nødt til at holde fast i ægteskabet som form, fordi formen er indholdet. Intimitet og nærhed er afløst af interiør og havemøbler. I begyndelsen af stykket siger Helene ligeud, at sex er ’skønt som bekræftelse på kærligheden’ og tilføjer, ’men altså … i sig selv siger det mig IKKE en fis!’
Når hun ikke kan gøre sig fri af formen, hænger det i høj grad sammen med, at Helene er form, hendes identitet ligger i at opfylde de roller, hun identificerer sig med: Karrierekvinder, de kultiverede, de velhavende og smarte. Da skaden er sket og skilsmissen venter, kommer erkendelsen væltende, idet Helene skriger: ”JEG har ingen PERSONLIG værdi!”
En lignende erkendelse kommer Otto til efter, at Karen har afsløret sin affære. I sin higen efter sex og optagethed af at indlæse det i enhver situation med enhver kvinde, har hans egen kvinde mistet interessen og fundet tilfredsstillelse hos en anden. Otto har gjort sig usexet i sin higen efter sex. Han er som Helene, form uden indhold, sex uden nærvær.
Ottos kone, Karen, fremstår som stykkets mest handlekraftige karakter. Det virker som om, hun er tilhænger af den romantiske ide, men præget af en kynisk realisme, en tidstypisk logik: Livet er hvad man gør det til, man må tage, det man vil have. Hun elskede at elske Otto, men det holdt ikke ved. Måske fordi det er svært at blive ved med at elske ideen om en person, hvis ikke man elsker personen. Peter bliver stykkets romantiske helt, der opgiver alt (ægteskab, status og pænhed) for at kæmpe for den, han elsker, mens Kiki repræsenterer passionen, begæret, hun er den evige vandrer, den farlige sirene. Kiki er den uopnåelige kvinde, som ikke vil bindes af jordnære projekter som opvask og indkøb. Hvor seksualitet og kærlighed hos Kiki bliver noget farligt og næsten overjordisk, blive den hos Otto en plump, verdslig drift. Han italesætter sin libido i en sådan grad, at han slukker den sidste gnist i Karen. Otto er en baby, der vil have og have og have.
I slutningen af stykket er formen sprængt, maskerne er faldet og de gode miner er tørret af i rokokoservietterne. Hver karakter er alene med byrden af et tab. Selvom det ikke siges direkte, fornemmer man, at det er et dybere tab end en ulykkelig kærlighed: Det er et tab af tro, troen på kærligheden.
Imellem livet og døden stilles mennesket overfor kærligheden og identitet, det enkelte menneskes overgivelse til det liv og den kærlighed, man ikke kan kontrollere, ligegyldig, hvor mange papirer, man underskriver og hvor mange AGA-komfurer, man har i køkkenet. ’At være eller ikke at være’ sammen i kærligheden, synes derfor at være det store spørgsmål i ”Liebhaverne”.
