nikoline werdelin
Foto: Stine Heilmann

Nikoline Werdelin

journalist og cand.mag. Katrine Sekjær, iBureauet/Dagbladet Information, 2009.
Top image group
nikoline werdelin
Foto: Stine Heilmann
Main image
Werdelin, Nikoline
Foto: nikolinewerdelin.dk

Indledning

Nikoline Werdelin var både kendt og elsket for sine tegneseriestriber (primært ”Café” og ”Homo Metropolis” i Politiken), før hun blev kendt for sin dramatik. Med lige dele satire, ironi og komik opstiller Werdelin i sine striber et helt persongalleri, som læseren følger afsnit for afsnit. Som tegneserieforfatter er hun blevet rost for sine samtidsportrætter, der skarpt beskriver og rammende karikerer moderne mennesker og tendenser i tiden. Læseren griner af og med Werdelins karakterer, der svinger fra mani til tristesse, fra fællesskab til ensomhed: Man griner af typerne, fordi man kender dem så godt.

Om Werdelins dramatik gør samme greb sig gældende: Som publikum sidder man trygt i teatersædet og griner ad komedien, indtil man finder ud af, at det er en selv, man ser på scenen. De skarpe fremstillinger af moderne mennesker spiller på publikums stereotype forestillinger om ’de andre’. Gennem Werdelins humoristiske skildring ler man sig fra sin sikre, bedrevidende afstand tættere og tættere på karaktererne, indtil man kommer til at holde af dem. Og holde med dem: ”Jo, jo, haha, det kender man da godt fra sig selv …” Når Werdelin siden hen foretager et elegant overraskelsesangreb og lader lykken vende, rammer tragikken derfor ikke blot de dramatiske figurer. Det er med livet som med teatret – ej blot til lyst.

 

50743624

Blå bog

Født: 15. september, 1960, København.

Uddannelse: Studerede ved Skolen for Brugskunst i årene 1981-84 på linjen for tegning og grafik.

Debut som dramatiker: Musicalen ”Under de gule måner”, Bellevue Teatret 1987.

Litteraturpriser: Publicistprisen, 1997. Modersmål-Prisen, 2007.

Seneste udgivelse: Homo metropolis 2010-2012. Rosinante, 2013. Tegneserie.

 

Artikel type
voksenillustratorer

Baggrund

”HELENE: I sin tid … jeg vidste bare, jeg skulle have Peter. Inden jeg overhovedet fik ham! Og inden jeg havde Peter, havde jeg jo Christian, og inden Christian boede jeg hjemme. Det kom bare helt af sig selv.”

”Liebhaverne” s. 15.

Nikoline Werdelin er født i København og voksede op i Charlottenlund med en far, der var læge, og en mor, der var akademiker. Selv gik Werdelin sine egne veje og uddannede sig på Skolen for Brugskunst fra 1981-84 på linjen for tegning og grafik.

I 1984 vandt hun en tegneseriekonkurrence i Politiken med sin stribe ”Café”, som blev startskuddet på en karriere som tegner. Som titlen antyder foregik striben på en cafe, hvor Werdelin skildrede de tidstypiske bymenneskers gøren og laden. Siden fulgte serier som ”Homo Metropolis”, ”Laura og Nugga” og ”Her på bjerget”.

De fleste havde derfor stiftet bekendtskab med Werdelins tegneseriestriber lang tid før, hun slog igennem som dramatiker.

Allerede med tegneseriestriberne ”Café” (Politiken, 1984) og ”Homo Metropolis” (Politiken, 1994) demonstrerede Nikoline Werdelin sit gudbenådede talent for både at iagttage og gengive nutidens mennesker i forenklede men præcise karikaturer. Som dramatiker har hun taget den skarpe og ofte tragikomiske stil fra sine striber og sat den op på teaterscenen, der som ramme har det fællestræk med tegneseriestriben, at den skal kunne ramme og rumme en dramatisk situation, som skal formidles visuelt og direkte.

Werdelin fik sit store teatergennembrud med stykket ”Liebhaverne” på Husets Teater i 1997. Det blev begyndelsen på et markant scenisk forfatterskab, der har ført Werdelin rundt på københavnske scener som førnævnte Husets Teater, det tidligere Aveny T, Grønnegårdsteatret og Det Kongelige Teater.

I 1997 modtog Nikoline Werdelin Publicistprisen og i 2007 Modersmål-Prisen for sit arbejde som tegneserieforfatter og som dramatiker. I forbindelse med prisoverrækkelsen sagde Modersmål-Selskabets formand, Bent Pedersbæk Hansen: ”Nikoline Werdelin spænder over hele registret fra det rørende poetiske over det ubehjælpsomme til de fæleste skældsord. Satiren kan være besk, men over det alt sammen hviler forfatterens forsonende humor. Læseren griner ikke af personerne, men ler eller smiler med dem og forstår derved både dem og sig selv bedre.”

Når tegneserieforfatteren Werdelin folder sig ud som dramatiker, folder hun også sproget ud fra talebobler til replikker, der både rammer og indrammer en historie. I en anmeldelse af ”Martas Tema” skriver Dagbladet Informations anmelder, Anne Middelboe Christensen: “Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om andre nye, danske replikker, der har foruroliget og mystificeret mig som replikkerne i Martas Tema. Og jeg kan ikke komme på andre dramatiske handlingsforløb, hvis plot jeg næsten er blevet ligeglad med undervejs – alene fordi hver replik blev en nydelse i sig selv.”

Liebhaverne

”OTTO: Jeg troede, man skulle være ærlig.
KAREN: Jeg blev nødt til at finde en måde at overleve på … det er nok begrænset, hvor utilstrækkelig et menneske kan holde ud at føle sig.
(De sidder lidt. Karen rækker en hånd op og efter en stund sidder de i et akavet, hjælpeløst knus.)
KAREN: Jeg elskede sådan at elske dig.”
Nikoline Werdelin: ”Liebhaverne” side 96.

I livsstilskomedien ”Liebhaverne” fra 1997 møder vi 1990’ernes øvre middelklasse, de veluddannede, velstillede og vel afsatte bymennesker i trediverne. Her spidder Werdelin en samfundsgruppe, hvis største problemer er overvejelser om det rigtige huskøb, indretning og avancerede parmiddage. Shakespeares ord om at ’the world´s a stage’ finder aktualitet og genklang i ”Liebhaverne”, hvor karaktererne iscenesætter deres liv, køber sig til livsindhold, personlighed og identitet. Selvopfattelsen hviler på de succeskriterier, der er opstillet af livsstilsmagasiner og coachingforløb: Samleveren skal passe til livsstilen, som skal passe til jobbet, der skal matche image og en indkomst, der gør det muligt at købe ’indholdet’: Den bedårende have, det rigtige Wedgewoodstel, AGA-komfur og Lady Chatterley-roser.

Vi følger en vennekreds bestående af to par og en single: juristen Helene og arkitekten Peter, Karen og Otto, og singlen Kiki. Midt i det tilsyneladende nære venskab mellem de fem antydes en eksistentiel ensomhed, som hverken kobberpotter eller rokokoservietter kan udfylde. Hovedhandlingen udspiller sig fra Helene og Peters næsten gennemførte huskøb til skilsmissens realitet. Årsagen er den, at Peter har forelsket sig i ’en anden ’, der, som stykket skrider frem, viser sig at være Kiki, den evige single, som ikke vil binde sig. Vennernes reaktioner afspejler lignende parforholdsproblematikker: Otto er sexfikseret, understimuleret og barnlig, han fortæller ’ærligt’, som han siger, om sine fantasier om andre kvinder. Karen ignorerer ham på næsten moderlig vis, men ender dog til sidst med at afsløre, at hun gennem flere år har haft et seksuelt forhold til deres logerende. Det slår benene væk under Otto. Trods sin åbenmundethed, har han aldrig formået at gøre noget ved fantasierne.

Historien i ”Liebhaverne” foregår over en længere periode, og den fremstilles i et kausalt, lineært fremadskridende forløb, men Werdelin klipper og springer frem i fortællingen, så der både gives plads til at beskrive en situation (f.eks. grunden til at Peter vil skilles) gennem flere personer. På den måde kan en dramatisk situation beskrives uden at den behøver vises: Det store opgør mellem Helene og Peter vises ikke direkte, men af fortælleformen, forstår man, at det er sket – Werdelin klipper direkte over i reaktionerne, der i ”Liebhaverne”s optik er vigtigere end begivenheden: Det er ikke situationen, men måden hvorpå man forholder sig til den, der betyder noget.

På den måde illustrerer fortællingens dramaturgi et af stykkets store temaer: iscenesættelsen, italesættelsen af livet. Det er ikke så meget, hvad der sker, men måden, man som individ vælger at forholde sig til det på. Således har Helene en lang monolog, hvor hun som en forvokset teenagepige dagdrømmer sig til, hvordan hun kan sætte sig ud over den ulykkelige situation, hun står i: Hvordan vender man det at blive forladt til en vinderhistorie?

”HELENE: ”(…) Kort efter møder Peter hende igen. Han bli´r fuldkommen slået af den der … udstråling. De årgamle bindinger VÆLTER op! Helene er jo hans livskammerat … den eneste kvinde han ønsker at … og ved tanken om den lille … bimbo … med puf-brysterne bli´r han nærmest flov! (…)”, (”Liebhaverne” side 63). 

Men ikke engang i sin vildeste hævnfantasi formår Helene at sætte sig ud over de konventionelle rammer – rammer, hun selv opfatter som ukonventionelle og ’rigtige’. Selv i denne fantasi ender hun tilbage sammen med Peter, der i Helenes dagdrøm har bedt om tilgivelse. I tankerne løfter Helene bruddet til en prøve, der, som i et andet eventyr, gør helten og heltinden stærkere. De skal så grueligt meget igennem for at få hinanden. Helene bliver nødt til at holde fast i ægteskabet som form, fordi formen er indholdet. Intimitet og nærhed er afløst af interiør og havemøbler. I begyndelsen af stykket siger Helene ligeud, at sex er ’skønt som bekræftelse på kærligheden’ og tilføjer, ’men altså … i sig selv siger det mig IKKE en fis!’ 

Når hun ikke kan gøre sig fri af formen, hænger det i høj grad sammen med, at Helene er form, hendes identitet ligger i at opfylde de roller, hun identificerer sig med: Karrierekvinder, de kultiverede, de velhavende og smarte. Da skaden er sket og skilsmissen venter, kommer erkendelsen væltende, idet Helene skriger: ”JEG har ingen PERSONLIG værdi!” 

En lignende erkendelse kommer Otto til efter, at Karen har afsløret sin affære. I sin higen efter sex og optagethed af at indlæse det i enhver situation med enhver kvinde, har hans egen kvinde mistet interessen og fundet tilfredsstillelse hos en anden. Otto har gjort sig usexet i sin higen efter sex. Han er som Helene, form uden indhold, sex uden nærvær.

Ottos kone, Karen, fremstår som stykkets mest handlekraftige karakter. Det virker som om, hun er tilhænger af den romantiske ide, men præget af en kynisk realisme, en tidstypisk logik: Livet er hvad man gør det til, man må tage, det man vil have. Hun elskede at elske Otto, men det holdt ikke ved. Måske fordi det er svært at blive ved med at elske ideen om en person, hvis ikke man elsker personen. Peter bliver stykkets romantiske helt, der opgiver alt (ægteskab, status og pænhed) for at kæmpe for den, han elsker, mens Kiki repræsenterer passionen, begæret, hun er den evige vandrer, den farlige sirene. Kiki er den uopnåelige kvinde, som ikke vil bindes af jordnære projekter som opvask og indkøb. Hvor seksualitet og kærlighed hos Kiki bliver noget farligt og næsten overjordisk, blive den hos Otto en plump, verdslig drift. Han italesætter sin libido i en sådan grad, at han slukker den sidste gnist i Karen. Otto er en baby, der vil have og have og have.

I slutningen af stykket er formen sprængt, maskerne er faldet og de gode miner er tørret af i rokokoservietterne. Hver karakter er alene med byrden af et tab. Selvom det ikke siges direkte, fornemmer man, at det er et dybere tab end en ulykkelig kærlighed: Det er et tab af tro, troen på kærligheden.

Imellem livet og døden stilles mennesket overfor kærligheden og identitet, det enkelte menneskes overgivelse til det liv og den kærlighed, man ikke kan kontrollere, ligegyldig, hvor mange papirer, man underskriver og hvor mange AGA-komfurer, man har i køkkenet. ’At være eller ikke at være’ sammen i kærligheden, synes derfor at være det store spørgsmål i ”Liebhaverne”.

Den blinde maler

”SØREN: Hvorfor er alle mine kvinder defekte? (Han går rundt om sig selv, det begynder at klø, det er, som om han har nældefeber.) De sender mig defekte kvinder, så jeg tror, det er mig, der ikke kan elske! Først en gold, så en grim – så en dum! (Han løber hen imod hende.) Kan du fise af? Fis af! Fis af med din pikslikkermund, fis af med dit lort!”
Nikoline Werdelin, ”Den blinde maler” side 90.

Individets splittelse og kærlighedens ambivalens genfindes som tema i Nikoline Werdelins kønskomedie ”Den blinde maler” fra 1999.

Her møder vi Søren Sibast, maler, narcissist og kunstner, der af sin samtid betragtes som et geni på linje med Picasso. Han er den person, stykkets handling udspiller sig omkring, den altdominerende hovedrolleindehaver på alle måder. Hans kone Isabel forlader ham efter ferniseringen af hans sidste store udstilling. Hun har udholdt Søren i mange år, de har ikke fået børn, hun er træt af ham og træt af det liv, hun må leve i skyggen af den store kunstner. Isabel er også maler, i sin tid mødte de hinanden på Kunstakademiet, men i takt med at Søren Sibast rejse sig, blegnede Isabel og hendes lyst til kunsten. Man aner et næsten kannibalistisk tema i teksten: Søren ædes op af sin kunst, han æder Isabel, hun bliver hans muse og må ofres på kunstens alter.

Da Isabel forlader Søren går han både i panik og til angreb, hans indre splittes mellem grandiositet og selvudslettende usikkerhed. Den indre ambivalens projicerer han ud på de kvinder, der tiltrækkes af ham: Først på Isabel, siden på den dødeligt syge og selvudslettende Helga og den lalleglade, ukomplicerede Joy. Til slut er han alene uden en kvinde at spille sin personlighed og sine humørsvingninger ud mod, og som sædvanlig er det ikke hans men andres skyld. Stykkets slutreplik er Sørens, da han med lille stemme siger ”Pissekællinger”. Stykket fungerer på den måde som et portræt af ham og ikke som et sammenspil mellem forskellige karakterer som i ”Liebhaverne”. Kvinderne i ”Den blinde maler” fungerer som biroller, som Werdelin kan beskrive Søren Sibast ud fra, farver på dramatikerens palet om man vil.

Som læser af Werdelins tegneseriestriber genkender man hurtigt den mandetype, hun så ofte har skildret med sin streg: Den selvglade, men usikre mand, der svinger som et pendul mellem storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Svingningerne forplanter sig til Søren Sibasts omgivelser, der svinger med ham, indtil de begynder at svinge ude af takt. Det resulterer i en kollision, hvor Søren smadrer ind i kvinderne og skubber dem ud af deres bane. Stykket er bygget op om Søren Sibasts karakter, han er stykkets centrum, om hvilket de andre stiliserede karakterer drejer sig. Kvinderne er stereotyper, igen aner man dramatikeren som tegneserieforfatter, men de fungerer i ”Den blinde maler” som katalysatorer for fortællingen om Sørens dæmoniske sider. De bliver prismer, som Werdelin spejler figuren Søren Sibast i.

Som i ”Liebhaverne” vælger Werdelin sine scener ud med omhu, så de står klart adskilte og fungerer som illustrationer af situationer og handlinger. Fortællingen er fremadskridende og kronologisk men springer frem til de centrale scener, der (som i tegneseriestribernes karikerede univers) viser en mennesketype og en afsenderpointe. I en scene, hvor Søren skælder Helga ud og ydmyger hende, først med al den død, han føler, hun kaster i hovedet på ham: ”SØREN: (…)Og når du så vender dit sovende ansigt imod mig med den halvåbne mund, ødemet omkring øjnene, når du slår dem op … så HADER jeg dig, jeg væmmes ind til BENET, det er værre, end jeg troede (…) Jeg er vant til mørke øjenvipper. Kirsebærlæber og perletænder. Runde olivenfarvede arme. Skal jeg bare lade alting devaluere omkring mig? Lade hele mit liv trække ned? Fordi du er på røven. Fordi du skal dø.” (”Den blinde maler” side 55-56.).

Men ikke så snart har Søren formået at støde Helga fra sig ved at såre hende så dybt, før han vender hendes forestående død til at handle om ham. Og den ønskede reaktion fra Helga udebliver da heller ikke: ”SØREN (græder): Jeg kan ikke være sammen med nogen, jeg kan ikke være alene. (Han begynder at græde.) De går alle sammen fra mig! Det er mig, der skal dø! (Hun ser på ham. Så stiller hun sine tasker på gulvet, går hen og sætter sig hos ham og holder om ham.)” (”Den blinde maler” side 56.) 

I ”Den blinde maler” er kærligheden som i ”Liebhaverne” et umuligt projekt, temaet går igen i samme form, også her står egoet og individet i vejen for sin egen kærlighed. Ideen om at kærligheden overvinder alt, når aldrig at stå sin prøve, fordi individet ikke overvinder sig selv og giver sig hen til noget, der er større end både jeg´et og mig´et. I al den verbale grimhed, i al Sørens ondskabsfulde had til omverdenen ligger et ligeså stort had til sig selv. Kvinderne går fra Søren, men Søren kan ikke undslippe sig selv. Det er ham, der er defekt, ikke kvinderne, men ham, der er gold, grim og dum.

Genrer og tematikker

I Nikoline Werdelins dramatiske forfatterskab er et gennemgående tema individets plads i samfundet eller kollektivet, identitetsspørgsmålet i forholdet mellem den enkelte og normerne: Ønsket om at passe ind som Helene i ”Liebhaverne” eller ønsket om at stikke ud som Søren Sibast i ”Den blinde maler” (der på den måde paradoksalt nok tilpasser sig rollen som den ’utilpassede’ kunstner). Også i de senere stykker, som ”Mine to søstre” og særligt i ”Boblerne i bækken”, tager Werdelin favntag med identitet, roller og livsforløb. I ”Boblerne i bækken” er sceneriet ikke længere bedreborgernes samtalekøkken, men en hospitalsgang med fem kræftsyge mænd. Tematisk er det dog stadig overvejelser om eksistensen mellem fødslen, døden og den kærlighed, man leder efter imellem disse to yderpunkter. I ”Boblerne i bækken” griber Werdelin igen til komik og satire, men under munterheden ligger bevidstheden om den nært forestående død som en tyngde, der understreger vigtigheden af at give sig hen til livet. I ”Marthas tema” og ”Natmandens Datter” er det ikke længere nutidige syge mænd, men datidige stærke kvindeskikkelser Werdelin skildrer. Igen drejer temaet sig om individet, kvinden, der vil mere og andet, end de roller, de er sat i af samfundet. Sammenlignet med de moderne karakterer i Werdelins dramatik, der ønsker at passe ind og leve op til succeskriterierne, ønsker de kvindelige hovedkarakterer i både ”Marthas tema” og ”Natmandens Datter” at gøre oprør mod normerne i det samfund, der holder dem nede.

I Werdelins dramatik lurer under hele spørgsmålet om individets identitet og samfundets normer en alvor, der nok beskrives med sort humor og satire, men som igen og igen tager spørgsmålet om eksistens op: Hvad vil du med dit liv, menneske? 

Nikoline Werdelin er menneskeskildrer. I hendes værker genkender man andre, såvel som man genkender sider af sig selv. I tegneseriestriberne er ordene knappe, udsagnene få og rammende. Talebobler og streg taler for sig, enten med eller imod hinandens betydning. Werdelins dramatik fungerer lidt på samme vis: Den dramatiske tekst arbejder enten for eller imod subteksten, og effekten bliver derfor den samme, som når man læser hendes tegneseriestriber. Komisk er det, når karakteren siger ét med ord, noget andet med krop og noget tredje i en kontekst, der rækker ud over karakteren og ind i en kollektiv sammenhæng. Anderledes tragisk og alvorligt bliver det, når Werdelin pludselig fejer al komikken til side og lader alvoren tage over, når hun lader den rå ensomhed møde det lille menneske. Således ser man ”Den blinde maler”s blindhed i en monolog (scene 19). Søren Sibast viser en pludselig ømhed for Joy, som ligger og sover. Han taler til hende, men i virkeligheden taler han til sig selv. Midt i talestrømmen kommer han til at lave et freudian slip, som afslører et forkvaklet menneske, et menneske i en evig søgen efter sig selv: ”SØREN: Du er min lille pige. Du er min lille gråd. Du er al min sorg samlet i et menneskebarn med bryster. Jeg ville så gerne trøste mig … undskyld, dig. Men jeg kan ikke. Måske jeg kan? Hvad kan jeg gøre for dig? Kan jeg fortælle dig om livet? Det gode liv ved jeg ikke noget om. Og overspringshandlinger inden døden, det er ikke noget for en lille pige (…)” ( ”Den blinde maler” side 86). 

Fra det groteske og komiske bliver sprog og kropssprog (regi) pludselig både poetisk og oprigtigt. Når grovheden skæres fra, fremelsker Werdelin et papirklip af ord, en silhuet med fine udskæringer, der står så skarpt, at man tydeligt ser, at der bag enhver type, enhver karakter er et levende menneske – eller i hendes dramatik er det måske nærmere et menneske, der ønsker at leve, men som kæmper med, mod og for sit liv, det, Søren Sibast kalder ’overspringshandlinger før døden’.

Beslægtede forfatterskaber

Werdelin er blevet kaldt ’Danmarks svar på Noel Coward og Alan Ayckbourn’, hendes samtidsportrætter er blevet kaldt ’ibsenske’, men som nutidig dansk dramatiker er hun svær at kategorisere. Hvis man vil indlæse lighedspunkter, finder man hos Werdelin både arven fra Holberg og Ibsen, men måske er det mere interessant at se hende for sig selv: Som en banebryder, en tegneserieforfatter i overhalingsbanen, en antropolog i hverdagsverdenen og samtidstiderne – både den tid, der foregår i og udenfor karaktererne og i og udenfor scenen.

I Birgitte Hesselaas bog om 1990érnes dramatikere er Nikoline Werdelins arbejde indgående og dygtigt beskrevet og analyseret. Her skriver Hesselaa blandt andet: ”Blandt de markante samtidige dramatikere står Werdelin som både traditionalist og fornyer. Mens de tager afsæt i modernisme og postmodernisme, ligger Werdelin i forlængelse af naturalismen med dens tradition for præcis samtidsskildring. Mens de giver billeder på tiden, giver hun billeder af den, i tragikomisk forenkling.” (Birgitte Hesselaa: Det dramatiske gennembrud – Om nybruddet i dansk dramatik fra 1990’erne til i dag, side 106). 

Som kvindelig dramatiker tilhører Werdelin samme generation som blandt andet Line Knutzon og Astrid Saalbach, hvor især Knutzon må tilskrives en lignende brug af komik, sort humor og satire. Lidt forenklet kan man sige, at Werdelin fik sit dramatiske gennembrud i 1990´erne, hvor ironien og sarkasmen dominerede: På filmlærredet debuterede Hella Joof i 2001 med sin komedie ”En kort en lang”, en samtidsparodi på de moderne og trendy københavneres parforholdsproblemer meget lig dem, der fremstilles i ”Liebhaverne”, mens forfatteren Camille Blomsts debut fra 2000, ”Hurra, hurra, hurra og så det lange”, portrætterede en mand omkring de 50, der betragter sig selv som skribent, byhistoriker, filmmand, reklamemand, fotograf mm. Hos Camille Blomst genkender man mandeportrættet af Werdelins Søren Sibast: Den selvcentrerede, indbildske mand, der trods en vis succes hos kvinderne, alligevel ender ensom og lettere forhutlet. 

I Nikoline Werdelins dramatik bliver tid, sted og handling indfanget i situationer, taleboblerne bliver til replikker og karaktererne bliver levende, men holdes på plads af Werdelins stramme og koncise streg. Ironien i teksten skaber ikke distance, men balance: Det er morsomt, det er alvorligt, det er svidende og rapt – det er menneskeligt.

Bibliografi

Dramatik

Werdelin, Nikoline:
Under de gule måner. 1987. Bellevue Teatret.
Werdelin, Nikoline:
Liebhaverne. 1997. Husets Teater.
Werdelin, Nikoline:
Den blinde maler. 1999. Husets Teater.
Werdelin, Nikoline:
Mine to søstre. 2001. Husets Teater.
Werdelin, Nikoline:
Boblerne i bækken. 2002. Aveny T.
Werdelin, Nikoline:
Marthas tema. 2005. Aveny T.
Werdelin, Nikoline:
Akvariefuglen. 2006. Det Kongelige Teater.
Werdelin, Nikoline:
Natmandens datter. 2007. Grønnegårds Teatret.
Werdelin, Nikoline:
Martas tema & Natmandens datter. Drama, 2012.

Tegneserier

Werdelin, Nikoline:
Café. Politiken 1984-88.
Werdelin, Nikoline:
Rose. Alt For Damerne 1986. (udgivet som album 1988)
Werdelin, Nikoline:
Laura og Nugga. Alt For Damerne. 1989. (først nov-dec 1989, siden som serie fra 1991)
Werdelin, Nikoline:
I storbyens havn med strips fra perioden. 1995-99.
Werdelin, Nikoline:
Homo Metropolis. Politiken. 1994-99.
Werdelin, Nikoline:
Homo metropolis 2010-2012. Rosinante, 2013.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Nikoline Werdelin

Om Nikoline Werdelin

Link

Kort præsentation af forfatteren og hendes arbejde.

Artikel

Hesselaa, Birgitte:
Det dramatiske gennembrud – Om nybruddet i dansk dramatik fra 1990’erne til i dag, Gyldendal, 2009.

Søgning i Bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Werdelin, Nikoline'

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Hesselaa, Birgitte:
Det dramatiske gennembrud – Om nybruddet i dansk dramatik fra 1990’erne til i dag, Gyldendal, 2009.
Middelboe Christensen, Anne:
Mit werdelinske brændemærke, Information, 2005-3-10.