diaz
Foto: Mathieu Bourgois / Ritzau

Junot Diaz

journalist Nana Bugge Rasmussen. iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Top image group
diaz
Foto: Mathieu Bourgois / Ritzau
Main image
Diaz, Junot
Foto: Lily Oei / Gyldendal

Et dyk ind i Junot Diaz' dominikansk-amerikanske univers er bestemt ikke for sarte sjæle, men bør dog undes enhver, der værdsætter gribende, realistiske skildringer af relationer mellem mennesker, og hvad dertil måtte høre af skidt og kanel.

I begge hans bøger, “Drengenes By” fra 1996 og “Oscar Waos korte og forunderlige liv” fra 2007, tages immigrantlivet og den søgende og splittede dominikanske sjæl under kærlig behandling. Diaz' persongalleri er broget, og karakterernes veje går i mange retninger. Dog holder han hele tiden balancen mellem deres forskellige historier og alle mulige placeringer i tid og rum, og det på en måde, så læseren aldrig føler sig sat af.

50789829

Blå bog

Født: 31. december 1968 i San Domingo, Den Dominikanske Republik.

Uddannelse: BA i engelsk fra Rutgers College, 1992. MFA (Master of Fine Arts) fra Cornell University, 1995.

Debut: Drown, 1996 (Drengenes By, 1996).

Litteraturpriser: Eugene McDermott Award, 1998. Lila Acheson Wallace Readers Digest Award, 2000. Pen/Malamud Award, 2002. The Rome Prize fra American Academy of Arts and Letters, 2007-2008. Sargent Sr. First Novel Prize, 2007. The National Book Critics Circle Award, 2007. The Anisfield-Wolf Book Award, 2008. The Dayton Literary Peace Prize, 2008 og Pulitzer Prisen, 2008.

Seneste udgivelse på dansk: Sådan mister du hende : fortællinger. Gyldendal, 2013. (This is how you lose her). Oversat af Claus Bech.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Alle lagde mærke til at han ikke var særlig sej, og fordi de var dominikanere, talte de alle sammen om det. Hans tío Rudolfo (der først for nylig var blevet løsladt efter sit sidste og afgørende fængselsophold, og som nu boede i deres hus på Main Street) var særlig gavmild i sin belæring. Hør her, palomo: Du er nødt til at få fat i en muchacha, y metéselo! Tío Rudolfo havde fire børn med tre forskellige kvinder, så stodderen var utvivlsomt familiens regerende metéselo-ekspert.”
“Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv”, s. 35.

Junot Diaz er født den 31. december 1968 i San Domingo, hovedstaden i den Dominikanske Republik, som yngste barn i en søskendeflok på tre. Her boede han de første år af sit liv sammen med sin mor og sine bedsteforældre, mens hans far arbejdede i USA. I midten af 70'erne emigrerede resten af familien for at blive genforenet med den arbejdende far og bosatte sig i New Jersey.

Dette opbrud markerede naturligvis et vendepunkt i den unge Diaz' liv, med alt hvad det indebar af såvel afslutning som begyndelse. Den nye tilværelse i USA forekom i første omgang skræmmende, og han begravede sig i tegneserier, science fiction og fantasy-litteratur. En interesse, der siden kom til at manifestere sig tydeligt i hans forfatterskab.

Efterhånden som han blev ældre og stadig mere amerikansk, forekom hans spanske hjem nu at være dét, der var anderledes, og denne oplevelse af splittethed, som vel må siges at være almindelig hos ud/indvandrere, blev en drivkraft i hans skrivning.

I 1992 færdiggjorde Diaz sin BA i engelsk fra Rutgers College, og kort efter modtog han et brev om optagelse på Cornell University, New York. Det overraskede Diaz temmelig meget, da han ikke havde ansøgt – men det havde hans daværende kæreste til gengæld gjort på hans vegne. Tre år senere blev han kandidat i finkultur fra Cornell.

Allerede på Rutgers havde han truffet to store personligheder, der opmuntrede ham til at skrive videre: Toni Morrison, afro-amerikansk forfatter, der i 1993 modtog Nobelprisen i litteratur som den første sorte kvinde, og Sandra Cisneros, forfatter af mexicansk afstamning, der blandt andet er kendt for sin inddragelse af spansk i sine engelsksprogede tekster. Et greb, som også Diaz med stor behændighed benytter i gennembrudsromanen “Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv” fra 2007.

Til trods for sin spirende forfattervirksomhed måtte Diaz forsørge sit studieliv med mange forskellige jobs, lige fra opvask til levering af pool-borde. Den slags aktiviteter har han dog nu lagt bag sig. Ved siden af forfattervirksomheden er Junot Diaz i dag professor i skrivning ved MIT og litteraturredaktør på the Boston Review.

Drown

“Når mig og Rafa fik vores årlige tilfælde af orm, var det kun ved at skære ned på vores aftensmad at Mami havde råd til at købe ormemiddel. Jeg kan ikke huske hvor mange gange jeg har siddet krummet sammen på vores lokum, med sammenbidte tænder, og set lange grå parasitter glide ud mellem mine ben.”
Junot Diaz: “Drengenes By”, s. 66.

Novellesamlingen “Drown” fra 1996 (“Drengenes By”, 1996) består af 10 noveller om barndoms- og ungdomsliv i USA og Den Dominikanske Republik.

Otte af de ti noveller har en mandlig jeg-fortæller. Novellen “Hvordan man får en date med en brun pige, sort pige, hvid pige eller en halvvejs” er en slags manual til en date, under skyldig hensyntagen til, ‘hvilken slags’ pige, der er tale om. Novellen “No face”, beskriver  i 3. person et par timer i en ung mands liv, en stakkels ung mand, der som spæd fik ædt store dele af sit ansigt af en gris.

Alle novellerne beskriver en fattig tilværelse med fysisk og psykisk vold som daglig kost, men også stor skønhed og kærlighed, særligt i de fine beskrivelser af moderfiguren.

En eksemplarisk novelle, der både rammer skrivestilen og det gennemgående tema, er “Aguantando”, hvor jeg-fortælleren, Yunior, bor med sin mor, storebror og morfar. De er meget fattige, selv hjemmets bibel er vandskadet på grund af et utæt tag. Dog findes der et billede af drengenes far, der har klaret tidens tand, fordi det opbevares under madrassen i sengen. Han er rejst til New York for at arbejde og senere kunne hente sin familie til USA. Men det tager tid, også længere tid, end hans kone havde forestillet sig. Drengene har endeløse fantasier om, hvordan faren en dag vil komme hjem som en frelser med penge på lommen og guld på fingrene. I sandhed en kontrast til hverdagen, hvor ‘Mami’ arbejder på fabrik fra tidlig morgen til sen aften og middagen altid består af (for) små portioner kogte grøntsager. Indimellem må hun ty til at sende sine drenge på, hvad hun kalder ‘ferie’ hos slægtninge. Yunior hader opholdene hos sin tante, som dog i det mindste giver ham nok at spise.

21513857

I “Aguantando”, der er fortalt som Yuniors tilbageblik på en periode i sin barndom, rammer Diaz et sprog og en stil, der med stor klarhed formidler et barns følelser. Sproget er iblandet spanske gloser men ikke i så høj grad som senere i forfatterskabet.

Et centralt tema i novellen er savn. Drengene savner deres far, men veksler mellem at ville vedkende sig det og at fortrænge det, fordi de mærker det svigt, han har udsat dem og deres mor for.

Børns følelsesmæssige intelligens er et andet tema, der går igen i flere af novellerne. Yunior og hans bror fornemmer meget af, hvad der foregår mellem de voksne og forsøger at forholde sig så normaliserende og udglattende som muligt, når de mærker stemningen koge omkring sig. De undskylder og forsøger at forklare deres forældre, og bliver ved med at bevare en sidste rest af håb om, at deres far nok skal komme igen og vise sig at være fin i kanten.

Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv

“Før der var nogen Amerikansk Historie, før Paterson bredte sig ud for Oscar og Lola som en drøm, og før trompeterne fra vores forvisnings Ø overhovedet havde lydt, var der deres mor, Hypatía Belicia Cabral: en pige der var så høj at man fik ondt i knoglerne i benene bare af at kigge på hende; så mørk at det var som om Creatrix havde blinket da hun skabte hende; og som, i lighed med sin endnu ufødte datter, kom til at udvise en særlig Jersey'sk utilpashed – den uudslukkelige længsel efter andre steder”.
Junot Diaz: “Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv”, s. 87.

Junot Diaz’ gennembrudsroman “The Brief Wondrous Life of Oscar Wao” fra 2007 (“Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv”, 2009) tager udgangspunkt i den ulykkelige teenager Oscars ensomme og frustrerede liv. Han er en fedladen nørd af dominikansk afstamning med store grimme briller og kikset hår, hvis store passion er fantasy, rollespil, sci-fi-film og frem for alt piger. Han har et følsomt, ualmindelig letpåvirkeligt sind og en romantisk, gentlemanagtig opfattelse af relationen mellem mand og kvinde, og det er ham derfor komplet umuligt at få nogen som helst kontakt med de attråede piger.

Med Oscar som anker tager historien fart og bevæger sig rundt i hans plagede families fortid og nutid for at afdække den fukú – forbandelse – der hviler over dem alle.

Selv om Oscar er omdrejningspunktet, har hvert kapitel sin hovedperson, og den røde tråd, der alligevel spinder dem sammen, er blodets bånd og dermed den fukú, der forfølger dem alle.

Der er to af romanens karakterer, der udtrykker sig i første person, Oscars søster Lola og hendes kæreste Yunior. Både Oscar og hans mor Belis historier udfolder sig i tredje person, og det forstærker ens bange anelser om, hvem der kommer ud af fukúens klør med livet i behold. Denne fukú er for øvrigt nedbragt over Oscars slægt af den bestialske diktator Trujillo, som var ved magten i Den Dominikanske Republik i 30’erne og 40’erne. Krasbørstige fakta om hans regime er indvævet i historien og gengives desuden i fyldige noter. På den måde får læseren et indblik i dominikansk historie i det 20. århundrede, og dette indblik falder, i hvert fald for denne læser, på et tørt sted – som det i øvrigt også ironisk antages i note 1, s.12: “For dem af jer der gik glip af de obligatoriske to sekunders undervisning i dominikansk historie...”.

27597726

Historien springer frem og tilbage, dels rumligt mellem San Domingo og New Jersey, dels tidsligt mellem alle de forskellige slægtsled. Denne springen illustrerer et af bogens grundlæggende temaer, nemlig livet som immigrant med et ben i hvert sprog, i hver kultur, i hvert land. En anden måde, immigranttemaet fremstilles på, er igennem Junot Diaz’ særegne sprog. I næsten hver sætning er der et spansk ord eller to, og for en læser uden kendskab til de romanske sprog vil dette betyde en del bladren frem og tilbage til ordlisten bag i bogen. Resultatet af at benytte ‘spanglish’ er, at læseren får en meget levende fornemmelse af talesprog i det skrevne og en konstant påmindelse om immigrantsituationen.

Et andet vigtigt tema er ensomhed. Oscars liv er fuldt af ensomhed til trods for, at han er omsluttet af familie og kultur. Relationer til andre mennesker forekommer ham ulideligt svære, og jo mere han fornemmer omverdenens bebrejdelse og opfordring til at ændre sig, des mindre formår han at gøre netop dette. For at kompensere kaster Oscar sig over fantasy. Der refereres konstant til “Ringenes Herre” og andre fantasy-klassikere, både indenfor spil, litteratur og film. Man mærker at Diaz har haft en affære med den genre, og det er et væsentligt virkemiddel til at beskrive Oscars person på en tidstypisk måde.

Genrer og tematikker

Junot Diaz har gjort det ganske særlige at skrive amerikansk fiktion om en gruppe emigranter fra Den Dominikanske Republik med en gennemført kulturel dobbelthed og samtidig insistere på, at USA’s historie ikke kan fortælles uden, at man kommer omkring Den Dominikanske Republiks historie. På den måde insisterer han på at inkludere USA’s militære såvel som kulturelle magtfaktor i verden i sine værker.

Såvel i novellesamlingen som i romanen er Diaz' skrivestil realistisk og billedskabende. Talesprog og slang inkluderes i det skrevne, som samtidig er varieret og velfungerende som skriftsprog betragtet. Både i “Drengenes By”, men især i “Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv” benytter han sig af spanglish – en blanding af engelsk og spansk – hvilket giver teksterne karakter af at være skrevet på dialekt og samtidig planter det sproglige meget præcist i forhold til indholdet.

Junot Diaz mestrer begge de valgte genrer; novellerne står stærkt hver for sig, men bindes smukt sammen – først og fremmest ved forskellige personer, der går igen gennem flere noveller.

Romanen er, som Politikens anmelder Kim Skotte skriver, en litterær bastard med “en særlig sult og gennembrudsstyrke”. En krydsning mellem genrer og stilarter, der stikker i mange retninger, men balancerer mellem alle sine komponenter (Kim Skotte: “Junot Diaz’ bestseller er nu oversat til dansk”. Politiken, 2009-02-24).

Både i “Drengenes By” og i “Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv” er der såvel hudflettende som kærlige beskrivelser af moderskikkelsen. I “Drengenes By” hedder det: “Vi kunne aldrig få Mami til at lave noget efter fyraften, ikke engang aftensmad, hvis hun ikke først fik lov at sidde lidt i sin gyngestol. Hun ville ikke høre om vores problemer, de skrammer vi havde fået på knæene, hvem der havde sagt hvad. Hun sad på den bagerste patio med lukkede øjne og lod insekterne bide bjerge på sine arme og ben. Somme tider klatrede jeg op i guanabanatræet, og når hun åbnede øjnene og så mig smile ned til sig, lukkede hun dem igen, og så smed jeg småkviste ned på hende indtil hun lo”. (s. 69).

I “Oscar Wao” hedder det derimod: “I de sidste uger vidste jeg godt at jeg ikke skulle opholde mig i nærheden af min mor. Det meste af tiden gloede hun bare på mig med et ædende ondt blik, men nogle gange tog hun uden varsel fat om halsen på mig og blev ved med at klemme indtil jeg tvang hendes fingre væk. Hun gad ikke tale til mig medmindre det var for at fremsætte dødstrusler. Når du bliver voksen, vil du møde mig i en mørk gyde når du mindst venter det, og så slår jeg dig ihjel, og ingen vil vide at det var mig der gjorde det! Hun godtede sig bogstavelig talt da hun sagde det.”( s. 72).

Om sin moder-karakteristik i “Oscar Wao” siger Diaz: “Skildringen af Belicia er en ode, en hyldest til kvinder af min mors generation [...] Min mors generation var kvinder, der gennemstod indvandringens slid og genvordigheder. Men det var småting i forhold til, hvad de havde været igennem i hjemlandet. Jeg tilbragte de første 20 år af mit liv i selskab med min mor, og jeg anede ikke det mindste om, hvordan det havde været. Hun sagde aldrig et ord om det. Og alle de andre kvinder i mit lokalområde lignede min mor på det punkt – dengang syntes jeg, de lignede hinanden på næsten alle punkter, mødre var jo mødre, sådan nogle lyseslukkere, lidt nedrige, lidt overvægtige, en vorte her og der – og så begynder man først senere at se dem for alvor. Man begynder at forstå, at de her kvinder alle havde historier, der for længst ville have revet mig midt over.” (Joakim Jakobsen: “Mutanterne er vores bedste spejl”, Weekendavisen, 2009-02-24).

“Drengenes By” og “Oscar Wao” indledes begge af digte af henholdsvis Gustavo Pérez Firmat og Derek Walcott. Begge kredser de om nationalitet eller mangel på samme, om søgen og længsel efter et sted at høre til. Nærmest en slags indholdsfortegnelse over hovedtemaet i forfatterskabet. Et tema, der altid varetages med følsomhed, men uden sentimentalitet, og som rammer lige i hjertekulen, når det, med sin evige aktualitet, pakkes ind i Diaz' rørende historier.

Beslægtede forfatterskaber

Junot Diaz' forfatterskab er blevet sammenlignet med blandt andet J.D. Salingers. Således er “Oscar Wao” sammenlignet med “Griberen i rugen” (“The Catcher in the Rye”, 1951) (oprindelig oversat som "Forbandede ungdom"). En indlysende sammenligning, da begge bøger har slået direkte ned på strømninger i deres tid med et klart og ubarmhjertigt blik for samfundets såvel som det almindelige menneskes ømme punkter. For selv om et vigtigt tema i Diaz' forfatterskab er immigration, beskæftiger han sig hele tiden med almengyldige, menneskelige problemstillinger, som blot står klarere frem mod immigrantbaggrunden.

En anden forfatter, der også har beskæftiget sig med Den Dominikanske Republik og beskrevet Trujillo, er peruvianske Maria Vargas Llosa. I sin roman “Bukkens Fest” (2000) beskriver han i en realistisk stil diktatorens sidste dage. Det, Vargas Llosa og Junot Diaz er fælles om, er det to-sporede kulturelle udgangspunkt i henholdsvis historien og egne oplevelser.

En forfatter, der stilmæssigt har mere tilfælles med Diaz, er amerikanske Michael Chabon. Han blander genrer i rigt mål og lader hånt om konventionerne, når hans tekster får lov at stritte i forskellige genremæssige retninger. Derudover blander han også populærkultur ind i sine tekster, som i øvrigt har mere end et anstrøg af magisk realisme. Præcis som vi kender det fra Diaz og hans uendelige referencer til Sci-fi-kultur med mere.

Desuden sætter Diaz selv sit forfatterskab, især fortællingen om Oscar Wao, ind i en Rushdie'sk tradition med dens forsøg på at kombinere den konkrete fortælling med lange historiske linjer. Også idéen om, at den kulturelle bastard er flertallets sandeste og mest ubarmhjertige spejl, har han tilfælles med Rushdie. De evner begge at sætte en historie på spidsen ved at placere hovedpersonen midt i en kulturel smeltedigel, op ad hvilken bastarden som en anden fugl Phønix stiger som et uafviseligt billede på sin tid.

Men ellers er han varsom med at kategorisere for meget: “Selv om min roman er populær nu, og selv om det lader til, at den siger publikum noget, skal der gå en ti års tid, før vi overhovedet kan vurdere dens placering. Det, som er meget betydningsfuldt ved en bogs udgivelse, er aldrig det vigtigste, når man kommer ti år frem i tiden. Efter ti år lægger man ikke længere vægt på de aktuelle, spektakulære elementer, som til at begynde med tiltrak sig opmærksomhed. Hvis bogen holder, dukker der dybere lag frem.” (Joakim Jakobsen: “Mutanterne er vores bedste spejl”. Weekendavisen, 2009-02-12.

Bibliografi

Værker af forfatteren

Diaz, Junot:
Drengenes By, 1996. (Drown, 1996). Novellesamling.
Diaz, Junot:
Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv, 2009. (The Brief and Wondrous Life of Oscar Wao, 2007). Roman.
Diaz, Junot:
Sådan mister du hende : fortællinger. Gyldendal, 2013. (This is how you lose her). Oversat af Claus Bech.

Om Junot Diaz

Links

Forfatterens egen hjemmeside. Kontaktinformation og kort biografi.
Her kan findes en kort beskrivelse af “Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv”.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Junot Diaz

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Skotte, Kim:
Junot Diaz' bestseller er nu oversat til dansk. Politiken, 2009-02-24.
Jakobsen, Joakim:
Mutanterne er vores bedste spejl. Weekendavisen, 2009-02-12.