Lars Husum

Der var ikke meget i Lars Husums opvækst, der pegede på en fremtid som forfatter. Han blev født i et parcelhuskvarter i den vestjyske by Tarm den 21. juni 1974. Moren var hjemmehjælper og faren fagforeningsmand med en fortid i Falck. Om sine forældre fortæller Lars Husum: “Bøger er ikke det, de bruger mest tid på. Måske læser de en bog eller to om året. Tilsammen”, (Carsten Andersen: Stærke mænd beder ikke om hjælp. Interview med Lars Husum. Politiken, 2010-09-25).

Men Lars Husum var glad for at læse, og efter gymnasiet fortsatte han på universitet i Århus, hvor han læste dansk og dramaturgi, og så begyndte det at vise mere direkte frem mod karrieren som professionel skribent. I 2003 blev han kandidat, og i 2004 flyttede han til Nørrebro i København og startede som tekstforfatter i et firma, Workz, der er specialiseret i læringsspil til danske virksomheder. En dag gik kæresten fra ham, og i tomrummet, som fulgte, blussede det skønlitterære talent op. Det meldte sig med en ide om en fyr, der bliver ven med Jesus Kristus. Det var midt under opvasken. Lars Husum smed børsten, tændte for computeren og skrev udkastet til det første kapitel: “Hele min skriveproces har været meget intuitiv. Jeg har gjort, hvad der føltes rigtig. Det har også betydet, at jeg nogen gange er gået store omveje. Jeg kasserede på et tidspunkt 40 sider, da jeg forsøgte et nyt fortællegreb, der ikke virkede. Jeg var lidt spændt på at se, om det ville give mig et knæk. Det gjorde det ikke. Tværtimod nød jeg at skære det væk.” (citat fra hjemmesiden www.larshusum.dk).

Halvandet til to år efter sendte han resultatet ind til Gyldendal. Et par dage senere havde han den litterære direktør Johannes Riis i røret, og efter otte måneders redigering var bogen klar til udgivelse. Den udkom 2. oktober 2008 under titlen “Mit venskab med Jesus Kristus”, og romanen blev godt modtaget af anmelderne samt fremragende modtaget af filmselskaber og udenlandske forlag, som sloges om at få rettighederne til henholdsvis at indspille og udgive den.

I Lars Husums debut “Mit venskab med Jesus Kristus” fra 2008 sættes handlingen i gang af, at Nikolajs mor og far dør i et trafikuheld. Nikolaj er tretten og vokser op med en elsket storesøster, der påtager sig forældrenes rolle i hans liv. Han lider af en udiagnosticeret panikangst, som gør ham voldelig og bizar. I første kapitel sidder han i klasselokalet og river den af til synet af kanten af klassekammeraten Miriams trusser. Hun opdager det og stikker ham en. Læreren opdager det, og Nikolaj, som er stærk af sin alder, smadrer ham et par på kassen og render hjem og snitter sig i håndleddene. Siden smadrer han nogle flere – en tiårig dreng og sin kæreste blandt andre, og eksperimenterer med lidt mere selvskadende adfærd.

Årene går. Han slider sin søster op. Hun lykkes med det, han ikke kan – at begå selvmord. Nikolaj er nu i begyndelsen af tyverne. Han er alene, han forsumper i en treværelses i Hellerup. Men så møder han Jesus, som siger til ham, at han skal tage sig sammen og flytte til Tarm. Det er her, Nikolajs mor kommer fra. Hun var en berømt popsanger og efterlod Nikolaj og hans søster en masse penge. Søsteren investerede pengene i ejendomme på et tidspunkt, hvor priserne var i bund, så økonomien er ikke et problem. Nikolaj er rig. Han køber et parcelhus på Poppelvej og tager af sted, og fortællingen går fra overvejende dyster til feel good. Konflikter, seksualiteter og eksistenser i det hele taget forløses. Bøsser kommer ud af skabene, Nikolaj får ro, sex og kærlighed, og parcelhusvejens eksistenser får en mission, som puster varme og indhold ind i livet. Tarm udvikler sig til provinskommunitarismens våde drøm om folkefest og kommen hinanden ved.

“Mit venskab med Jesus Kristus” er halvt lakonisk realisme, halvt nuttet komedie. Den er så velsmurt, at den nærmest læser sig selv. Den er ligefremt fabulerende med en hurtig nutidsdatid, effektiv i dialogerne, fysisk, sexet og voldelig, med fremdrift, med en klart defineret jeg-fortæller og en sikker personskildring.

Handlingen er båret af en fundamental fornemmelse for sin tid og almene erfaringer af ensomhed, håb, drøm, kærlighed og drift. Den tematiserer ubesværet forskydningen af den religiøse stræben mod noget andet efter kristendommens marginalisering og reflekterer en række skred i forholdene mellem mennesker og køn, i byerne, på landet og mellem by og land. Det hele glider ned som en sukkerbelagt pille og gør det muligt relativt upåvirket at zappe videre til den næste adspredelse, mens de symbolske niveauer og den homogeniserede indsigt virker i underbevidstheden. Man slipper for at tænke over den, men ikke for at tænke med den, hvilket er definitionen på god underholdning – det sværeste håndværk og den mest fornemme kunst af alle – og bare endnu en grund til at tænke over den.