Birgithe Kosovic

Birgithe Kosovic er født den 22. marts 1972 i Albertslund. Hendes far er serber, moren dansk. Visheden om, at hun skulle være forfatter, kom til hende under en skriveøvelse i de tidlige skoleår i Albertslund. Som student snusede hun kortvarigt til danskstudierne på Københavns Universitet og arbejdede ellers som korrekturlæser, som researcher ved månedsbladet Press og som featurejournalist på Dagbladet Information og Morgenbladet i Norge. 

Det meste af det er fra før den almindelige udbredelse af elektroniske artikeldatabaser, men vi har umiddelbar adgang til to artikler på Morgenbladets hjemmeside, den ene om Christian Lemmerzs udstilling af fordærvende svinekroppe i Esbjerg og den anden om den japanske kannibal Sagawa, som i Frankrig åd halvdelen af sin kæreste og blev celeb, da han vendte tilbage til Japan efter at have udstået en behandlingsdom på tre år. Det er ikke egentlige features, men klummer. I den sidste hedder det. “Til svar på dette må man spørge, om det er samfundet eller individet, der skaber det onde? Og dertil kan man kun sige, at samfundet vil altid være ondt over for den enkelte, fordi det opstiller regler, der ikke kan gås på kompromis med. Over for dette står mennesket, og om han vil videregive det onde, han udsættes for, eller ej, er altid hans eget valg. Lige som det er hans eget valg, om han hellere vil hæve sig så meget over sig selv, at han kan forstå de andre – og tilgive dem. Kærligheden er et personligt valg, og for dette står det samvittighedsfulde menneske til ansvar over for enhver.” (Birgithe Kosovic: Ikke et ord om kærlighed. Morgenbladet 1994-05-08). 

Den kategoriske tone er den ungdommelige usikkerheds ældste skjul; på fire sætninger får hun i en alder af toogtyve ordnet, hvad filosofien har brugt totusinde år på ikke at kunne finde ud af; kærligheden og ondskabens natur, forholdet mellem samfund og individ og den fri vilje. Citatet er indikativt for forfatterskabets emnekreds og dybe søgen, og det er skrevet på en indsigt og afklaring, som er typisk for den store fortæller der er tidligt modnet – måske som konsekvens af hendes fars slægts akkumulerede erfaring af krig og vold på Balkan.

Birgithe Kosovics debut kom i 1997 under titlen ”Legenden om Villa Valmarana”, og det er et stykke magisk realisme om at være anderledes, fuldkommen anderledes. Hovedpersonen Jana stikker ud fra familien, fordi hun er dværg, og hun er forskellig fra alle andre både på grund af sin størrelse og sine adelige aner. Hun vokser således op i et Europa, som er ved at krænge den feudale ham af sig, og som inden under viser sig at være borgerlig. Jana fødes i kølvandet på menneskerettighedernes lovfæstelse i 1789 og dør med den største af attenhundredtallets revolutioner i 1848.

Hun vokser op på Po-sletten i Norditalien i et i ordets mest radikale betydning beskyttet miljø. Hendes forældre er døde. Bedsteforældrene har forvandlet slægtsresidensen Villa Valmarana til et torneroseslot. Hun er afskåret fra omverdenen og har ingen ide om sin deformitet. De har fundet på en historie fra de varme lande, som forklarer deres egen størrelse.

21813591

Hun har aldrig set andet end villaen og den omliggende park. Hun er blevet fortalt, at verden slutter på den anden side af den store mur, som omkranser godset. Meningen er, at hendes lykke aldrig skal forstyrres af omgivelsernes fordømmende blikke. Indtil hendes fjortende år virker det, men så begynder villaens begrænsninger at lukke sig sammen om hende, og en dag klatrer hun over muren og begiver sig ud i verden. Her bliver hun offer for en horde gadedrenge.

En rig greve tager hende til sig, og i hans tjeneste observerer hun på afstand inkarnationen af alt det, hun ikke selv er – den guddommelige Veronica – og den kærlighed, hun aldrig selv vil komme til at opleve, i det lidenskabelige stormløb, greven udsætter Veronica for. Grundlæggende prøver Jana at skabe et overblik i en malstrøm, hvor alt rummer sin egen modsætning, hvor alt bærer intet i sig: “Men som så meget andet, som ender med at modsige sig selv når det føres ud i sin yderste konsekvens, gjaldt det også for denne hendes svaghed, at den samtidig var hendes styrke.” (side 47). Det er en dybt menneskelig fortællerstemme, helt i ånden fra den blanding af rokoko og nyklassicisme, der flyder sammen i de mættede miljøskildringer. Handlingsforløbet er tilsvarende klart og formidles formfuldendt med talefigurer og rytme.