Birgithe Kosovic
Foto: Politikens forlag

Birgithe Kosovic

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2010. Opdateret af cand.mag. Anna Møller, Bureauet, maj 2019.
Top image group
Birgithe Kosovic
Foto: Politikens forlag
Main image
Kosovic, Birgithe
Foto: Isak Hoffmeyer

Indledning

I århundreder har den danske historiefortæller Birgithe Kosovics serbiske slægt holdt sin blodige fortid i live med mundtlige beretninger fra generation til generation. Og gennem det meste af ti år arbejdede hun på at sammenfatte dem i romanen “Det dobbelte land”. Senest har den to bind lange romanbiografi ”Den inderste fare” om besættelsestidens udenrigs- og senere statsminister, Erik Scavenius, begejstret både anmeldere og læsere. Den historiske romanserie vandt i 2019 Politikens Litteraturpris.

 

 

52613612

Blå bog

Født: 22. marts 1972 i Albertslund.

Uddannelse: Studier i dansk ved Københavns Universitet. År ikke oplyst.

Debut: Legenden om Villa Valmarana. Gyldendal, 1997. Roman.

Priser: Weekendavisens Litteraturpris, 2010. Danske Banks Litteraturpris, 2011. Radioens romanpris, 2011. Politikens Litteraturpris, 2019.

Seneste udgivelse: Den inderste fare. Politiken, 2018. Roman. Bind 2.

Inspiration: Jana, en dværg.

 

 

 

Birgithe Kosovic fortæller om sit forhold til Erik Scavenius.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Fattede ingen af dem, at enten accepterede de tyskernes krav, eller også blev landet omdannet til et rigskommissariat? Var der ingen af dem, som for alvor frygtede, hvad der så ville være i vente? Økonomisk udbytning, tvangsarbejde, jødelove, dødsstraf.”


”Den inderste fare II”, s. 12.

Birgithe Kosovic er født den 22. marts 1972 i Albertslund. Hendes far er serber, moren dansk. Visheden om, at hun skulle være forfatter, kom til hende under en skriveøvelse i de tidlige skoleår i Albertslund. Som student snusede hun kortvarigt til danskstudierne på Københavns Universitet og arbejdede ellers som korrekturlæser, som researcher ved månedsbladet Press og som featurejournalist på Dagbladet Information og Morgenbladet i Norge. 

Det meste af det er fra før den almindelige udbredelse af elektroniske artikeldatabaser, men vi har umiddelbar adgang til to artikler på Morgenbladets hjemmeside, den ene om Christian Lemmerzs udstilling af fordærvende svinekroppe i Esbjerg og den anden om den japanske kannibal Sagawa, som i Frankrig åd halvdelen af sin kæreste og blev celeb, da han vendte tilbage til Japan efter at have udstået en behandlingsdom på tre år. Det er ikke egentlige features, men klummer. I den sidste hedder det. “Til svar på dette må man spørge, om det er samfundet eller individet, der skaber det onde? Og dertil kan man kun sige, at samfundet vil altid være ondt over for den enkelte, fordi det opstiller regler, der ikke kan gås på kompromis med. Over for dette står mennesket, og om han vil videregive det onde, han udsættes for, eller ej, er altid hans eget valg. Lige som det er hans eget valg, om han hellere vil hæve sig så meget over sig selv, at han kan forstå de andre – og tilgive dem. Kærligheden er et personligt valg, og for dette står det samvittighedsfulde menneske til ansvar over for enhver.” (Birgithe Kosovic: Ikke et ord om kærlighed. Morgenbladet 1994-05-08). 

Den kategoriske tone er den ungdommelige usikkerheds ældste skjul; på fire sætninger får hun i en alder af toogtyve ordnet, hvad filosofien har brugt totusinde år på ikke at kunne finde ud af; kærligheden og ondskabens natur, forholdet mellem samfund og individ og den fri vilje. Citatet er indikativt for forfatterskabets emnekreds og dybe søgen, og det er skrevet på en indsigt og afklaring, som er typisk for den store fortæller der er tidligt modnet – måske som konsekvens af hendes fars slægts akkumulerede erfaring af krig og vold på Balkan.

Legenden om Villa Valmarana

“Selv om uden hende, det vidste hun, ville ingen af de tre eller Villa Valmarana være til. Forlod hun dem, gik hun ud til det store intet på den anden side af dalen, ville alt være fortabt. Men efterhånden som tiden gik anede man i Janas øjne, at hun, hellere end at leve i det beståendes begrænsning, ville kaste sig ud i det fantastiske intet derude på den anden side af Valletta del Silenzio. Der kom en tid, hvor hun kun længtes efter at dø.”
“Legenden om Villa Valmarana”, side 62.

Birgithe Kosovics debut kom i 1997 under titlen ”Legenden om Villa Valmarana”, og det er et stykke magisk realisme om at være anderledes, fuldkommen anderledes. Hovedpersonen Jana stikker ud fra familien, fordi hun er dværg, og hun er forskellig fra alle andre både på grund af sin størrelse og sine adelige aner. Hun vokser således op i et Europa, som er ved at krænge den feudale ham af sig, og som inden under viser sig at være borgerlig. Jana fødes i kølvandet på menneskerettighedernes lovfæstelse i 1789 og dør med den største af attenhundredtallets revolutioner i 1848.

Hun vokser op på Po-sletten i Norditalien i et i ordets mest radikale betydning beskyttet miljø. Hendes forældre er døde. Bedsteforældrene har forvandlet slægtsresidensen Villa Valmarana til et torneroseslot. Hun er afskåret fra omverdenen og har ingen ide om sin deformitet. De har fundet på en historie fra de varme lande, som forklarer deres egen størrelse.

21813591

Hun har aldrig set andet end villaen og den omliggende park. Hun er blevet fortalt, at verden slutter på den anden side af den store mur, som omkranser godset. Meningen er, at hendes lykke aldrig skal forstyrres af omgivelsernes fordømmende blikke. Indtil hendes fjortende år virker det, men så begynder villaens begrænsninger at lukke sig sammen om hende, og en dag klatrer hun over muren og begiver sig ud i verden. Her bliver hun offer for en horde gadedrenge.

En rig greve tager hende til sig, og i hans tjeneste observerer hun på afstand inkarnationen af alt det, hun ikke selv er – den guddommelige Veronica – og den kærlighed, hun aldrig selv vil komme til at opleve, i det lidenskabelige stormløb, greven udsætter Veronica for. Grundlæggende prøver Jana at skabe et overblik i en malstrøm, hvor alt rummer sin egen modsætning, hvor alt bærer intet i sig: “Men som så meget andet, som ender med at modsige sig selv når det føres ud i sin yderste konsekvens, gjaldt det også for denne hendes svaghed, at den samtidig var hendes styrke.” (side 47). Det er en dybt menneskelig fortællerstemme, helt i ånden fra den blanding af rokoko og nyklassicisme, der flyder sammen i de mættede miljøskildringer. Handlingsforløbet er tilsvarende klart og formidles formfuldendt med talefigurer og rytme.

Om natten i Jerusalmen

“Mihrimah var vokset op i Topkapi Paladsets harem, hvor kvinder gik klædt i silke og smykkede sig med ædelstene; hvor salene havde høje vinduer med juvelindfattet persisk glas, og hvor man så store guldfisk svømme dovent omkring i bassinerne. Hun var født til et andet liv end det, hun kendte til. Men dette er historien om uoverensstemmelsen, og den er som sandheden; den omfatter enhver modsætning (…)”
“Om natten i Jerusalem”, side 52.

Birgithe Kosovics anden roman “Om natten i Jerusalem” fra 1999 har den unge munk Theodor i hovedrollen. Han er opvokset på et børnehjem i København i begyndelsen af det tyvende århundrede og lever indtil sit femtende år i illusionen om en rig og adelig baggrund, som vil afsløre sig, når hans far endelig rider ind gennem porten og tager ham med til sine godser. Så har han et klarsyn af den slags som nemt ender i en religiøs forståelsesramme og forlader barnehjemmet, begiver sig mod Italien, hvor han bliver optaget i en munkeorden.

Kødet slider i ham, og da han en dag møder den smukke, unge syerske og græsenke Mathilde, bliver det ham magtpåliggende at udleve drømmen om en pilgrimsrejse til Jerusalem. Her er det “som sover stenene. (…) Så mange historier, de ville kunne fortælle – og dog ville de kun kende til to: én om længsel, som giver løfter om så meget mere, end øjet ser – om andre verdener og andre liv; og en anden om, at der intet andet er at finde.” (side 7).

22642952

Det er det svar, byen har at tilbyde ham på de spørgsmål og den tvivl, som mødet med Mathilde har rejst. Det leveres af en gammel tiggerske, som han giver logi på det herberg, hvor han har indkvarteret sig. Hun fortæller ham om den smukke prinsesse Mihrimah med den deforme næse, der som sekstenårig blev indlemmet i pashaen af Palæstinas harem, og om de vanskeligheder, hun her mødte i forholdet til pashaen, som hun ikke kunne skænke en søn, og i forholdet til hans tre første koner.

Fortællingen arbejder sig hen mod Theodors forløsning med den samme magiske realisme, som Kosovic introducerede i debuten. Tiggersken viser sig at have en anden baggrund end Theodor kunne have forestillet sig, hvis hun da ikke bare er et drømmesyn. Han er ikke sikker. Den forløsning, hendes fortælling tilbyder, oversætter sig rimeligt nok til en følelse: “Hvad enten der måtte være mere, end øjet ser, eller ej, følte også han sig som disse stens lige – så fuldkommen overgivet til sig selv, til denne ene verden og dette liv.” (side 114). Det kan læseren jo så reflektere over i almindelighed og måske i særdeleshed som en udsigelse, der angår hans eget forhold til værket.

“Om natten i Jerusalem” er foreløbig oversat til syv sprog.

Det dobbelte land

“Han kan se de andre for sig derhjemme: De kryber sammen under spisebordet i køkkenet, og der sidder Frane, Tomislav og Svetlana, der holder om Miki. Selv om hans barnebarn er tretten år og gammel nok til at insistere på at blive kaldt ved sit rigtige navn, Miloš, skjuler drengen ansigtet mod sin mors hals, mens granaterne detonerer på parkeringspladsen neden for altanen. Tordenbragene er så øredøvende, at ruderne klirrer, og lamperne i loftet bæver i deres ledninger – man gisper, mens jordklumper, metalstumper og glasskår rasler ned på altanens betongulv.”
“Det dobbelte land”, side 11.

Hovedpersonen Milovan i Birgithe Kosovics roman “Det dobbelte land” fra 2010 er flygtet op i bjergene i Kroatien. Her modtager han et brev, som meddeler ham, at hans hustru er død. Herefter passerer hans liv revy, og vi forstår, at der er tale om en noget nær fuldkommen personlig fallit. Tyve år tidligere opgav han uden videre kamp sin bestilling som partisekretær til en ung, lokal spytslikker, han bedrog sin hustru med sin kræftsyge bedste vens gravide kone, og han nægtede at bruge sin indflydelse til at afværge en fængsling af sin egen søn.

Nu er det de tidlige 1990'ere, og rundt omkring ham er kroatiske nationalister i gang med at rense landet for folk af serbisk oprindelse. Milovan har serbiske rødder. Han er søn af partisanen og modstandshelten Radoslav, barnebarn af landsbyhøvdingen Jovan og oldebarn af Kos, som dræber en skatteopkræver i Hercegovina og flygter over bjergene til Kroatien, hvor han slår sig ned i dalen og giver slægten en ny hjemstavn og et nyt navn, Kosovic.

28227108

Romanen er i den forstand biografisk eller delvist biografisk. Det er Birgithe Kosovics egen slægt, der fortælles om, for Kosovic beretter de historier, hun har hørt i sin familie. Titlen kunne vel lige så godt have været det mangedobbelte land eller det fragmenterede land, for så vidt som den forsøger at indfange et virvar af etniske, religiøse, nationale og politiske modsætninger. Det er den tilstand, som regionen er blevet synonym med, og det er det fænomen, vi normalt blot kalder balkanisering. I Kosovics behandling af stoffet bliver det til en fortælling om skyld og skam, for jo tættere vi kommer på nutiden, jo mere kommer vi om bag facaden på slægtens hårdføre mænd, jo mere kontrast kommer der til det billede, der opretholdes i offentligheden.

Alle har de lig i lasten. Fortællingen er tæt på forfatteren, den vokser vildt og voldsomt på hende, men når man ser gennem stamtræets virvar af grene, øjner man trods alt et hårdt klippet bonzaitræ eller to. Det forhindrer ikke, at beundrere af forfatterskabets to første stilrene brokader givetvis ville ønske, at hun havde valgt hårdere i stoffet og gjort det til en (håndfuld) fortælling(er) af samme skuffe eller reduceret de tre første fjerdedele til skyts i den sidste fjerdedels påkoblede ægteskabsdrama eller som i spanske Julio Llamazares enestående tyste “Den gule regn” reduceret ægteskabsdramaet og røverhistorierne til et fjernt ekko og en manende tomhed i den gamle mands liv mellem bjergene.

Den inderste fare I

”Dengang han sagde ja til at lede regeringen, troede han, at han vidste, hvad der ville ske, og siden, da alt gik galt, troede han, at han havde forberedt sig på denne dag. Nu vidste han ikke engang, om han skulle håbe på fængsel.”

”Den inderste fare I”, s. 19.

Første bind i Birgithe Kosovics romanbiografi om den omdiskuterede politiker Erik Scavenius, ”Den inderste fare” fra 2016, begynder på befrielsesdagen 5. maj 1945. Kirkeklokkerne kimer, og udenfor jubler landet over afslutningen på Anden Verdenskrig. Indenfor sidder Erik Scavenius med sin elskerinde Ninon og skumler. Scavenius er nemlig pinligt klar over sin egen betydningsfulde rolle som udenrigsminister og senere statsminister under besættelsestiden og om de mange svære beslutninger, han har måttet træffe, og de mange politiske kompromisser, han har måttet indgå.

Herefter springer romanen til 6. juli 1940, hvor den daværende statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) for fjerde gang forsøger at overtale 63-årige Scavenius til at påtage sig embedet som udenrigsminister. Læseren følger Scavenius kronologisk via en indre 1.-personsfortæller indtil 3. november 1942, og bogen slutter poetisk med, at Scavenius tænker over krigens mange ofre og til slut iagttager sig selv i et vindue.

52613612

Birgithe Kosovics grundige værk om den mand, som mange betragter som en landsforræder, bygger på et utal af historiske kilder såsom ”Den Parlamentariske Kommissions Beretning til Folketinget” (1945-48), Erik Scavenius’ ”Forhandlingspolitiken under besættelsen” (1948), Viggo Sjøqvists biografi ”Erik Scavenius” (1973) samt dagbøger af Christian X, Peter Munch og Gunnar Larsen. Gennem de bøger er møder og samtaler skabt stort set i overensstemmelse med det virkelige forløb. Andre elementer – som samtalerne mellem Scavenius, Goebbels og Hitler d. 25. november 1941 – har forfatteren skrevet på baggrund af samtaler, som de havde med hinanden og andre under besøget.

Udover Erik Scavenius’ politiske liv berører romanbiografien også hans personlige liv, heriblandt hans stormende forelskelse i den gifte Emma, som senere gifter sig med Scavenius. Både det seksuelle samvær med Emma og med elskerinder beskrives meget detaljeret, og det er senere blevet kritiseret (se bind 2).

Bogens titel ’den inderste fare’ refererer til den risiko for opstand, som en neutral regering og et samarbejde med besættelsesmagten ville give. Derimod er begrebet ’det indre forsvar’ defineret som den beskyttelse, neutralitetskulturen giver befolkningens følelse af danskhed. Med andre ord er tanken, at nationen overlever i folket, indtil den ydre selvstændighed igen er oprettet.

Den inderste fare II

“Bag ministerkontorets nedrullede gardiner, henne på sildebensparketgulvet, der glinsede i skæret fra pejsen, sad han på knæ. Foran ham lå hendes strømpeklædte ben fremstrakt fra tåspidsen nede foran ilden og hele vejen op, hvor nederdelen var krænget op over skødet, som hvilede yderst på stolesædet.”

”Den inderste fare II”, s. 27.

Andet bind af Birgithe Kosovics biografiske skildring af Erik Scavenius starter dagen efter, bind 1 slutter. Dagen er 4. november 1942, og Danmark er omkring halvvejs inde i sin besættelsesperiode. Scavenius sidder foran pejsen med sin otte år ældre hustru Emma efter at have været i Berlin til langtrukne møder, hvor forhandlingerne om en ny dansk statsminister og regering er gået i hårdknude.

Som i bind 1 er læseren helt inde i hovedet på politikeren. Vi er med i hans overvejelser om bl.a. at danne en ny upolitisk og tilsyneladende tyskvenlig regering og inde i Scavenius’ vrede over de øvrige ministres – i hans øjne – urealistiske forhåbninger om, at besættelsesmagten ikke afstraffer de usamarbejdsvillige. Læseren er som i bind 1 også med i Erik Scavenius’ livlige seksualliv med især Alice Ninon.

Kritikken af Erik Scavenius’ politiske handlinger var allerede eksisterende under besættelsen, og netop hans samarbejdsvillighed med de tyske politikere – især den intellektuelle dr. Werner Best – gør, at tyskerne kun vil acceptere ham som ny statsminister i 1942. Han er nødt til at takke ja til den svære post.

54131631

De personlige konsekvenser for Erik Scavenius var store, og det var han klar over, allerede da han indvilligede i at indgå i besættelsestidens regeringsmagt. I hans øjne var konsekvenserne for Danmark dog endnu større, hvis han ikke påtog sig opgaven, og landet risikerede deciderede kampe med nazisterne. I det lys kan man mene, at Birgithe Kosovics fiktionaliserede fremstilling af Erik Scavenius er venligt stemt. Samtidig har nogle kritikere påpeget, at hun går for langt og bliver for konkret i sine dramatiseringer af bl.a. Scavenius’ begær efter bl.a. den unge Alice Ninon, som han senere bliver gift med. At der er for mange detaljer med, når der nu er tale om en virkelig og afdød figur, som man reelt ikke kan se ind i hovedet på. Den diskussion er klassisk for de historiske og de biografiske romaner, og Informations anmelder Tue Andersen Nexø brugte sågar overskriften ”Skinkepumpet prosa om en erotisk minister” i en artikel om romanen. Selv bygger Birgithe Kosovics detaljerede beskrivelser af Ninon og Scavenius bl.a. på en bog skrevet af Alice ’Ninon’ Duvantier selv. Serien om Erik Scavenius vandt i 2019 Politikens Litteraturpris.

Genrer og tematikker

Birgithe Kosovic har blikket rettet mod de dybe strømninger i historien. Mod kristendom, humanisme, nationalisme og individualisme. Hun bryder disse dybe strømninger i blikket på udskuddet og eneren: dværgen Jana, den forældreløse munk Theodor og Mihrimah med den deforme næse. Fortællingerne kredser om identitetsskabelse og -nedbrud i en forskelsløs, sublimeret, erotisk tekstur bugnende af sansninger, længsler, nysgerrige blikke, kurmageri, ægteskaber, fyrster og haremmer. Hovedperspektivet ligger hos kvinder i de to første romaner, og det gør sympatien også.

Med “Det dobbelte land” fører forfatteren undersøgelsen af de enhedsskabende dimensioner ind i farens familie og frem mod nutiden, og jo tættere hun kommer på nutiden, jo tættere kommer hun på egentlig realisme. Mest mærkbart bliver erotikken ekspliciteret. Der elskes og knaldes i passager ganske udpenslet, og så voldtages der, for selv om perspektivet her er mandens, så er det nærmere som en uddybelse af, hvorfor det nu lige var, at kvinderne var sympatiske i de første romaner. Nu får vi kalorius at se indefra. Nogle af mændene er gode til at stikke med knive og skære kagen, når det kommer til at organisere en landsby eller kravle op igennem et eller andet bureaukrati, der er hierarkisk organiseret lige som grenene på det højeste træ i lysningen, men overvejende har de ikke fattet imponerende meget af livet som sådan. De har lidt svært ved at fange budskabet, som hun udtrykte det allerede i den første, tidlige artikel om vilje, valg, individualitet og kærlighed: “Kærligheden er et personligt valg, og for dette står det samvittighedsfulde menneske til ansvar over for enhver.” (Birgithe Kosovic: Ikke et ord om kærlighed. Morgenbladet, 1994-05-08).

I de historiske romanbiografier om den omdiskuterede politiker Erik Scavenius bruger Birgithe Kosovic det politiske drama til at afbilde en afgørende figur i dansk politik. Hendes kapitelinddeling med datoer og en personlig tone ligner dagbogens struktur, der kommer helt ind i alle afkroge af personens liv. Om forholdet mellem fakta og fiktion har hun selv udtalt: ”Bogen er en roman og skal i sagens natur bedømmes som sådan. Jeg er selv historiker og dén, der til enhver tid vil argumentere for korrekt kildebrug. Men jeg vil slet ikke tøve med at bedømme bogen som et litterært mesterværk. (…) Jeg synes, man har pligt til at holde sig mest til kilderne, når man skriver om en autentisk person. Det er klart, det har været min største skræk, at der skulle sidde 100 historikertrolde derude og finde fejl i bogen.” (Lise Søgaard: Forfatter om sandhedsværdien i Scaveniusbog: Jeg har frygtet historikertroldene. Kristeligt Dagblad, 2016-10-06.)

Det billede, som forfatteren tegner af den virkelige historiske Erik Scavenius, er et billede af en empatisk mand, der havde mange overvejelser i forbindelse med sine svære politiske beslutninger, og på den vis ender han med en vis portion sympati fra forfatterens side. Spørgsmålet er bare, om Erik Scavenius kan tillægges alle de tanker og overvejelser? Selv brændte politikeren alle personlige breve og dokumenter efter krigen, så det er svært at sige.

Beslægtede forfatterskaber

Birgithe Kosovic ligger af alder og debut mellem halvfemsergenerationens punktprosaister og nullergenerationens legesyge og eksperimenterende digtere. Fra første pennestrøg skriver hun sig dog ind i en helt anden tradition for at forbinde tænkning og skrivning i magisk realisme, og hun bevæger sig således hinsides de brydninger, som hvert tiende år gør, at litterater begejstret kan opregne en ny generation.

Forfatterskabet har sin egen tidløse stemme, som i de første romaner folder sig ud med et rent og naturligt ekko af Karen Blixens “Syv fantastiske fortællinger”. Som Karen Blixen beskrev sig selv som storyteller, så er Kosovic rent faktisk ud af en slægt af storytellere. Helt konkret mærkes det som en forskydning mod det forrige århundrede, mod eksotiske steder, mod adelige og fyrstelige karakterer, forunderlige hændelser og den erotiske understrøm, som de to forfatterinder har tilfælles. I “Det dobbelte land” går Kosovic ind og trækker direkte på de historier, som har vandret fra generation til generation i slægten.

Suzanne Brøgger er det tyvende århundredes anden markante danske storyteller. På flapfotoet til “Det dobbelte land” ligner Kosovic hende så meget, at det må være en tanke. De elegante hænder, som poserer skødesløst selvbevidst i forgrunden, de store øjne, håret der falder fra to let hævede faner mod en løs samling i nakken – minder umiskendeligt om en mørk balkanversion af Suzanne Brøgger. Trækker man sammenligningen ind i teksten, havner vi igen ved magien, den erotiske feminisme og de manende stemninger i eksotiske miljøer i glemte kroge af henrundne århundreder. Hermed også sagt, at vejen til Peter Høeg og i særdeleshed hans “Fortællinger om natten” er ganske kort.

I sit arbejde med de historiske romaner, der former sig som en biografi over en afdød virkelig figur, ligner Birgithe Kosovic en forfatter som Anne Lise Marstrand-Jørgensen (f. 1971). Hun udgav i 2009-2010 sit to-binds-værk om nonnen, komponisten og forfatteren Hildegard af Bingen (1098-1179), og begge forfattere beskæftiger sig med de psykologiske aspekter af tilværelsen og behandler almenmenneskelige temaer som tvivl og kærlighed i et sansemættet sprog. Ligeledes har en forfatter som Dorrit Willumsen (f. 1940) bl.a. med den historiske roman ”Bruden fra Gent” (2003) om Christian II’s hustru Elisabeth samt Madame Curie-romanen ”Marie” (1983) skrevet sig ind i rækken af forfattere, der forener biografier, historie og fiktion.

Bibliografi

Romaner

Kosovic, Birgithe:
Legenden om Villa Valmarana. 1997. Roman.
Kosovic, Birgithe:
Om natten i Jerusalem. 1999. Roman.
Kosovic, Birgithe:
Det dobbelte land. 2010. Roman.
Kosovic, Birgithe:
Den inderste fare. Politiken, 2016. (1).
Kosovic, Birgithe: Den inderste fare. Politiken, 2018. (2).

Om forfatterskabet

Hjemmesider

Forlagets hjemmeside med informationer om forfatteren og forfatterskabet.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Birgithe Kosovic

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Birgithe Kosovic:
Ikke et ord om kærlighed. Morgenbladet, 1994-05-08.