Sara Rahmeh

Sara Rahmeh blev født 4. august 1985 i en arabisk kernefamilie med bopæl i Tåstrupgård på den københavnske vestegn. Hjemmet var kærligt, stabilt og trygt, og Sara Rahmeh fik efterhånden tre yngre søskende. Hendes far arbejdede i 43 år som pedel på samme gymnasium, som Sara Rahmeh sidenhen kom på, og hendes mor var hjemmegående. Hendes far blev syg, da hun var ni år, og som den ældste tog hun ansvaret for sine søskende, når hendes mor var på hospitalet for at besøge sin mand, og samtidig begyndte Sara Rahmeh at skrive dagbog. Familien vrimlede ikke med læseheste, men selv læste Sara Rahmeh flittigt.

I skolen fik hun gode karakterer og kunne lokkes til at lave de andres lektier, og hun elskede at gå i skole. Hendes allerførste job var på skolebiblioteket i folkeskolen, hvor hun som 13-årig insisterede på at blive ansat, fordi hun havde læst næsten alt, hvad der stod på hylderne.

I et interview med Berlingske har Sara Rahmeh fortalt, at lysten til poesi kom fra bedstemoren, der dyrkede eksildigteren Mourid Barghouti, og allerede som 12-årig drømte Sara Rahmeh om at være forfatter.

Efter at være blevet student fra Roskilde Katedralskole i 2004 startede Sara Rahmeh på CBS, men efter et år droppede hun ud for at blive leder i to boghandler. Senere flyttede hun til Mellemøsten i midten af sine tyvere og boede der i seks år, hvor hun arbejdede sig op i hotelbranchen til at blive salgschef for en hollandsk hotelkæde.

I 2021 debuterede hun med digtsamlingen ”Langt væk og lige om hjørnet”, som hun selv har kaldt en poetisk selvbiografi, og i 2023 udkom romanen ”Betonhjerter”, der blev nomineret til Læsernes Bogpris. Romanen bygger delvist på de dagbøger, som Sara Rahmeh skrev om Tåstrupgård i sin barndom.

Udover bøger skriver Sara Rahmeh teater og film.

”jeg leder efter PALÆSTINA/ på mit tastatur”. Sådan begynder Sara Rahmehs ”Langt væk og lige om hjørnet” (2021). De fortællende digte, der i stedet for titler har numre (på både dansk og arabisk) på de unummererede papirsider, udfolder Sara Rahmehs egen familiehistorie med eksil i den syriske by Damaskus. Hendes farmor og farfar flygtede til Damaskus fra Palæstina i 1948, efter Israel havde udråbt sig selv til stat, og en lang krig tog sin begyndelse. Senere kom hendes ’Baba’ (far) til Danmark i 1972, og de mange bevægelser til andre lande etablerer en grundtilstand af at være rodløs og i bevægelse. ”(…) hjemmet er aldrig fast/ men flydende og kaotisk (…)”, som der står på side 9.

38565761

Digterjeget vender tilbage til Damaskus og til de slægtninge, der stadig findes omkring flygtningebyen Mukhayyam al-Yarmouk – en by, der senere bliver ødelagt under borgerkrigen i Syrien – men efterhånden skifter digtene scene til København, der kaldes ”byen der har adopteret mig”, og henimod slutningen af bogen toner en skilsmisse fra fortiden frem.

”Langt væk og lige om hjørnet” er skrevet i et mundret sprog og rummer overvejelser undervejs, der peger på sproget selv. Udtryk fra den arabiske kultur hyldes for deres dramatik, og Sara Rahmeh understreger vigtigheden af, hvordan vi taler om hinanden og til hinanden. Det ukunstlede sprog understreger Sara Rahmehs forbindelse til spoken word-scenen, hvor hun i mange år var aktiv som impro-digter, og digtene i ”Langt væk og lige om hjørnet” rummer utallige skarpe sætninger, der næsten minder om en stand-up-komikers oneliners om f.eks. hipsters, der demonstrerer på et gadehjørne og vil redde verden med hashtags, og sætninger som ”selv røvhuller fortjener poesi” og ”der er et særligt sted i helvede/ for folk der fucker med kommaer” (begge på s. 36). Tonen svinger mellem det morsomme, følsomme og det vrede, og især henimod slutningen af digtsamlingen er der desuden en tung, trist tvivlen i de københavnske afsnit, mens en tilbagevenden til Damaskus beskrives sanseligt og levende – som en historie, der skal til at begynde.