Brødrene Grimm

Brødrene Grimm er de to tyske brødre Jacob Ludwig Karl Grimm (1785-1863) og Wilhelm Grimm (1786-1859), som gennem hele livet havde et tæt tilhørsforhold både privat og arbejdsmæssigt. Begge var sprogvidenskabsmænd, folkemindeforskere og jurister, og Jacob var grundlægger af den germanske filologi. Endvidere arbejdede de begge som bibliotekarer i Kassel fra 1816 og som professorer og bibliotekarer i Göttingen fra 1830, hvorfra de blev afskediget i 1837. Wilhelm siges at være den kunstneriske og stilistiske begavelse af de to, og han udgav tekster på de germanske oldsprog og afhandlinger om litteratur- og sagnhistoriske emner.

Jacobs digtervenner Achim von Arnim og Clemens Brentano beskæftigede sig med indsamling af tyske folkeviser, og det inspirerede brødrene til i 1806 at indsamle eventyr og sagn, både fra skriftlige og mundtlige kilder. I årene 1812-15 udkom deres ”Kinder- und Hausmärchen” med 156 fortællinger, mens senere udgaver er udvidet til ca. 210 fortællinger, hvoraf mange er reviderede stilistisk, primært af Wilhelm Grimm.

De fleste eventyr er af tysk oprindelse, mens f.eks. Tornerose er fransk og allerede nedskrevet af Charles Perrault i 1697. Andre eventyr er danske, bl.a. et par om molboer, mens der også er sagn repræsenteret i samlingen.

Forskning i deres indsamlingsmetode peger på, at de hovedsageligt har indsamlet mundtligt overleverede fortællinger blandt det veluddannede borgerskab i den tyske by Kassel samt blandt familie og venner. De er som sådan nok ikke repræsentative for den tyske eventyrtradition på brødrenes tid.

Deres ”Kinder- und Hausmärchen” var trods titlen som udgangspunkt møntet på voksne læsere, men netop titlen kan have været betydende for, at man i eftertiden har regnet eventyr som børnelitteratur. Deres samling af folkeeventyr som ”Hans og Grete”, ”Askepot”, ”Tornerose”, ”Snehvide” og ”Klokkeblomst” er blevet folkeeje verden over og uomgængelig i vestlig kulturhistorie. Da Disney i 1937 lavede ”Snehvide og de syv dværge”, var det den første amerikanske animationsfilm i spillefilmslængde i USA.

Eventyrene er blevet oversat til dansk ad flere omgange, først af Adam Oehlenschläger i 1816 og senere af bl.a. J.F. Lindencrone (1821) og Villy Sørensen (1995).

”Kinder- und Hausmärchen” (1812-15) (”Grimms samlede eventyr”, 2011) er brødrene Grimms nedskrevne samling af mundtligt overleverede eventyr og sagn. Af de 211 tekster er mange blevet hvermandseje: ”Askepot”, ”Snehvide”, ”Rødhætte”, ”Tornerose”, ”Hans og Grete”, ”Klokkeblomst (Rapunzel)”, ”De bremer stadsmusikanter”, ”Rottefængeren fra Hammel”, ”Tommeliden” osv. Eventyr, der i alskens former og udlægninger har fulgt børn og voksne i flere århundreder som klassiske grundfortællinger. Derudover er der mindre kendte eventyr, hvoraf mange har samme motiv, karakterer og opbygning, da eventyrgenren netop er karakteriseret af arketyper, faste temaer og former. Udover eventyrene er der nogle tekster, der ligner sagn og sågar bibelske lignelser. Til fælles har de den mundtlige karakter, en afrundet afslutning med en pointe eller et bask med halen og i mange tilfælde den klassiske eventyropbygning med begyndelse, midte og slutning, en helt og en modstander, et problem og en hjælper, tre prøvelser og en forløsende afslutning.

I trylleeventyret ”Askepot” er der også en klassisk opdeling af god og ond: Askepot og hendes afdøde mor er entydigt gode, mens stedmoderen og hendes døtre er entydigt onde. Derimellem er en lidt vag far og en insisterende prins, mens naturen viser sig at være Askepots hjælper. Træet ved moderens grav og himlens små fugle hjælper hende med at holde sig god og from, som hendes mors sidste ønske var. Hun overkommer alle urimelighederne og ender med at få både prinsen og det halve kongerige. I andre versioner af Askepot slutter det fredeligt, men hos Grimm får stedsøstrene hakket øjnene ud af Askepots fugle.  

28942028

Et kristent motiv anslås i ”Klokkeblomst (Rapunzel)”, hvor Gud opfylder et barnløst pars ønske om et barn. En ond heks tager datteren fra dem og lader hende bo ensomt i et tårn. Her bliver hun opsøgt af en kongesøn, men heksen straffer dem ved at klippe hendes lange hår af og smide ham ud af tårnet, så hans øjne rives ud af en tornebusk. Han raver rundt i blinde, til han finder Rapunzel og deres tvillingebørn, og hendes glædestårer drypper ned i hans øjne og giver ham synet tilbage.

Et genkommende motiv om at slå sine børn ihjel findes i ”Hans og Grete”, hvor en mor vil sende sine børn ud i skoven pga. madmangel. Faderen synes, det er forkert, men lader sig overtale. Børnene finder kagehuset, hvor en heks tager Hans til fange for at fede ham op og æde ham, men den snarrådige Grete får skubbet heksen ind i ovnen, hvor hun brænder op. Det er klassisk Grimm med disse grumme fortællinger om forældre, der afviser deres børn, voksne, der vil spise børn og børn, der slår ihjel.

Et af samlingens tingseventyr er om ”Halmstrået, gnisten og bønnen”, der stikker af til et fremmed land, men gnisten brænder halmstrået over og falder i vandet og bønnen griner, til den sprækker – og bliver syet sammen af en venlig skrædder. Og derfor har bønner en stribe på maven.

Morale i flere af eventyrene er, at det altid kan betale sig at opføre sig ordentligt og holde, hvad man lover; altid at sige sandheden og stole på det bedste i folk. Og så er det heller ikke helt dumt at være både snu og snarrådig.