vold

Joyce Carol Oates har siden sin debut i 1963 skrevet om det USA, hun er vokset op i – et land præget af racisme, kvindeundertrykkelse, vold og store drømme.

I den selvbiografiske romantrilogi ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, ”En dag vil vi grine af det” og ”Man skulle nok have været der” fortæller Thomas Korsgaard gennem karakteren Tue om den opvækst, han oplevede som et socialt og kulturelt sumpland, fattig på penge

Laura Ringo sætter ord på, hvor svært det er at tage de første spæde skridt ind i voksenlivet anno 2010’erne. Hun skriver om frysepizzaer og forelæsninger, man ikke kan tage sig sammen til at følge.

Den dansk-kurdiske forfatter Sara Omar skriver på et ønske om at reformere Islam. Hun vil med sine debutromaner problematisere vold, undertrykkelse, stigmatisering og social kontrol af kvinder i Kurdistan, men også blandt muslimer i Vesten.

Den islandske digter Gerđur Kristný er utrolig bevidst om, at hun med sin prisvindende lyrik indskriver sig i sit lands lange litterære tradition. Ved at plukke fra den oldnordiske edda-digtning og sagaerne har hun skabt sin helt egen stil.

Den danske tegneserieskaber Halfdan Pisket brød med et brag igennem tegneserielydmuren, da han i 2014 udgav første bind i trilogien over sin tyrkisk-armenske fars liv. Med streng disciplin har han på bare tre år færdiggjort serien, der er blevet både en kunstnerisk og kommerciel succes og bl.a.

Den tyske forfatter Clemens Meyer fik sit gennembrud med romanen ”Dengang vi drømte” (2009). I sine bøger skildrer han Tyskland, mere specifikt hans hjemby Leipzig, i årene lige op til og efter murens fald i en prunkløs prosa.

David Vann fremskriver dysfunktionelle familieforhold, så klaustrofobien og desperationen driver ned ad siderne. Hans romaner er stemningsbårne frem for plotdrevne. Selvmordet, volden og sindets skyggesider er hovedtemaer hos David Vann, hvis egen far begik selvmord, da Vann var 13 år.

Morten Pape rammer med sine romaner der, hvor det gør mest ondt. Med sit intense og ærlige indblik i opvæksten i Urbanplanen stiller han i Amagertrilogien, som udgøres af “Planen”, “Guds bedste børn” og “I ruiner”, skarpt på stærkt frustrerede og understimulerede samfundsgrupper. 

Halldór Laxness er den eneste islænding, der har modtaget nobelprisen i litteratur. Han var en socialt engageret digter og en romantisk samfundsrevser, der især udmærkede sig ved sine empatiske portrætter af barfodede bønder og tandløse fiskekoner.