portræt af Tessa Hadley
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Tessa Hadley

journalist og forfatter Birgitte Bartholdy, september 2023.
Top image group
portræt af Tessa Hadley
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Britiske Tessa Hadleys prosa er stemningsfuld og realistisk og fyldt med indfølte karaktertegninger og skildringer af de nære relationer. Ofte har hendes romaner en midaldrende kvinde i centrum, som det også er tilfældet i hendes første bog på dansk, ”Fri kærlighed”. Med sin stil indfanger Hadley som et nysgerrigt sansende kamera detaljer i bl.a. mode og politiske strømninger. Hun beskriver sine personer uden fordømmelse, men med et præcist blik for det rod, der opstår, når vi både vil friheden og trygheden, det nære og det nye.

135727628

 

Blå bog

Født: 28. februar 1956 i Bristol, England.

Uddannelse: Bachelor i engelsk, Clare College, University of Cambridge, 1978. Master i kreativ skrivning, Bath Spa University College, 1994. Ph.D., University of the West of England, 1998.

Debut: Accidents in the Home. Picador, 2002.

Litteraturpriser: Hawthornden Prize, 2016. Windham-Campbell Literature Prize for fiction, 2016.

Seneste danske udgivelse: Fri kærlighed. C&K, 2023. Roman. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen.

Inspiration: Tessa Hadley har nævnt den irsk-britiske roman- og novelleforfatter Elizabeth Bowen (1899-1973) som sin største inspiration.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Et øjeblik lagde hun hånden på Nickys skulder og gav den et klem, mens hun bøjede sig frem for at sætte hans gin og tonic på bordet – for at stemme ham blidere og tilbyde ham våbenhvile. Han var jo, når alt kom til alt, en mand. Phillys var vant til at kommunikere med mænd gennem denne form for lette seksuelle berøringer, i lige så høj grad som gennem sin småsnak.”
”Fri kærlighed”, s. 24.

Tessa Hadley er født i Bristol i England i 1956. Hendes far var skolelærer og amatørjazztrompetist, og hendes mor syerske og amatørkunstner. Hadley fik en bachelor i engelsk fra Cambridge i 1978. Da hun giftede sig kun 23 år gammel og fik sit første barn som 24-årig, opgav hun at skabe sig en karriere. På flugt fra et mislykket forsøg på at blive skolelærer gik hun hjemme med sine børn – tre sønner og desuden tre stedsønner – i Cardiff i Wales, hvor hendes mand underviste på universitetet. Undervejs fandt hun tid til at færdiggøre adskillige romaner, som aldrig blev udgivet. Hun fik dog udgivet to novellesamlinger for børn, som hun skrev sammen med sin mand.

Forfatteren fortæller i et interview: ”Jeg prøvede at skrive og mislykkedes katastrofalt. Det var en vanvittig trang … Jeg gjorde det dårligt, mislykkedes, ville stoppe, men kunne ikke. Hver gang jeg opgav i en periode kom denne tvangsmæssige trang tilbage til at skrive om alt, hvad jeg så, følte, iagttog, tilbage.” (Kate Kellaway: Novelist Tessa Hadley: ‘If I met my characters, I might not like them’. The Guardian, 2022-01-08. Egen oversættelse).

I 1993, da Tessa Hadley var i slutningen af ​​trediverne, studerede hun kreativ skrivning på Bath Spa University College. Men det var først, da hun skrev en Ph.D. om forfatteren Henry James, at hun for alvor fandt sin egen stemme som forfatter. Som 46-årig debuterede hun i 2002 endelig med romanen ”Accidents in the Home”.

Siden er det blevet til otte roste romaner og desuden tre novellesamlinger. Hun er blevet nomineret til mange priser og har også modtaget flere. Sideløbende har hun undervist i kreativ skrivning og blev i 2016 professor i faget på Bath Spa University College. Hun bor i Cardiff i Wales med sin mand.

”Fri kærlighed” er hendes første roman på dansk.

Fri kærlighed

”Hvis ikke hun havde mødt Nicky – hvis ikke hun havde opsøgt ham og fulgt efter ham hertil og lagt alt andet bag sig – havde hun måske aldrig opdaget, at denne nye form for eksistens fandtes: dens fortryllelse, dens forførende fascinationskraft, så ubekymret og legesyg og frigjort. Nicky og Bob Dylan flød sammen i hendes hoved. Hun tænkte, at hun var forelsket i den stemme, de ord.”
”Fri kærlighed”, s. 167.

Tessa Hadleys roman ”Free Love” fra 2022 (”Fri kærlighed”, 2023) tager læseren fra 1967 og ind i 1968 igennem en periode, hvor mange normer og traditioner er i opbrud. I centrum er Phyllis Fisher, en livlig, velklædt 40-årig mor til to, som tilsyneladende er rimeligt tilfreds i sit fredelige ægteskab med Roger og som hjemmegående husmor i en forstad til London. Men i løbet af få timer en enkelt, skæbnesvanger aften forelsker hun sig i den oprørske Nicky, søn af nogle af hendes mands venner og kun halvt så gammel som hende. Hun begynder i al hemmelighed at besøge ham, og en lyst til igen at leve ungt, sexet og uafhængigt bemægtiger sig hende. En aften stikker hun helt og holdent af hjemmefra uden forklaring hverken til mand eller børn. Hun flytter ind hos Nicky på hans værelse i Ladbroke Grove, et multikulturelt bohemekvarter, som ikke kun repræsenterer hendes svundne ungdom, men også tidens nye frisind og de socialistiske strømninger. Gennem samvær og samtaler med Nicky og hans venner får Phyllis både adgang til nye vinkler på verdenen og sig selv.

135727628

Det særlige ved Tessa Hadleys skrivestil er, at hun ofte skifter synsvinkel, så læseren undervejs kommer ind i hovedet på flere forskellige personer. Således i længere stræk også på Phyllis datter, den 16-årige Colette. Den unge kvinde reagerer på sin mors forsvinden med chok og overraskelse, men også med humor og indsigt og ser den i sidste ende som en mulighed for selv at kaste sig ud i at eksperimentere med udseende og seksualitet.

I det hele taget udvikler skandalen sig ikke efter en traditionel fortælleskabelon. Snarere end at skabe sorg og traumer synes Phillys forsvinden at frisætte også Phillys mand, som får sin egen stemme halvvejs og står bag flere overraskende plottwists. Sønnen Hugh, der under alle omstændigheder skulle på kostskole, synes at være skandalens eneste rigtige offer. Men ingen får entydigt skylden for hans problemer, og historien har i det hele taget ingen skurke. Nænsomt bevæger Hadley sig under huden på sine personer, viser deres tankestrømme og hvor styrede de er af deres længsler og drømme. Samtidig giver historiens mange stemnings- og miljøbeskrivelser et indtryk af, hvor stor en rolle samtiden spiller. Alle påvirkes mere eller mindre af, at det undertrykte og tabubelagte slippes fri og driver op til overfladen.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Fri kærlighed"