Tine Høeg

Tine Høeg er født i 1985 og opvokset i Albertslund med sin mor, far og lillebror. Hendes far er sproguddannet i engelsk og tysk, og moren er bibliotekar. 

Fortællinger og sprog var en central del af Tine Høegs opvækst. Hun var meget interesseret i litteratur, og moren fodrede den interesse ved at slæbe bøger med hjem fra arbejde. Der blev ofte læst højt i forstadshjemmet – næsten før datteren kunne forstå ordene. Især Astrid Lindgrens forfatterskab og i særdeleshed julehistorien ”Nissen” fra 1900, der indeholder smukke billeder og korte, klare tekststykker, tryllebandt Tine Høeg. 

Tine Høeg begyndte tidligt at skrive historier. Faktisk begyndte hun at digte fortællinger fra det øjeblik, hun begyndte at tale. I starten skrev forældrene historierne ned for hende; hun dikterede, hvad der skulle stå, og så tegnede hun til og klipsede sirligt papirerne sammen til boginspirerede hæfter. Det udviklede sig, og da Tine Høeg var 10-11 år, skrev hun selv sine børnebogsserier om uheldige familier, parforholdsforviklinger, firkantsdramaer i flere bind og gyseragtige noveller om bestialske mord. 

Igennem sin opvækst skrev Tine Høeg digte, noveller og sange. Da hun startede på universitetet, holdt hun nogle års pause. Den akademiske tilgang og det analytiske blik på litteraturen gjorde noget ved hendes egne udfoldelsesevner. Men hun fik gang i skriverierne igen hen imod slutningen af studiet og mødte andre studerende, som delte hendes passion, og hun fik trykt sine første digte og tekster i tidsskriftet Hvedekorn, som så mange håbefulde forfattere in spe før hende. 

Efter universitetet begyndte hun at arbejde som gymnasielærer, men forfatteren voksede indeni. Derfor sagde hun nej til pædagogikum og gik ned i tid, da debutromanen skulle skrives: ”Jeg har altid skrevet, men det har været ved siden af det, jeg ‘rigtig’ gjorde. Ved siden af at uddanne mig, ved siden af job. Pædagogikum føltes lidt som en fælde, der ville klappe,” siger Tine Høeg til Information (Ditte Damsgaard: Fremmedelement i kernefamilien. Information, 2016-12-02). 

Efter at Tine Høeg modtog Bogforums debutantpris 2017, sagde hun op på gymnasiet for at bruge alle sine kræfter på forfatterskabet, hvilket i 2020 udmøntede sig i romanen ”Tour de chambre”, siden ”Sult” i 2022 og senest “Ultramarin” i 2025.

I romanen “Ultramarin” fra 2025 udfolder Tine Høeg en svimlende fortælling om kunstneren Dagny: relativt nybagt mor og i fuld gang med at få sit arbejde og moderskab til at gå op i en højere enhed. Hun kører datteren Vita ind i vuggestuen, og med hjælp på hjemmefronten fra sin egen mor, giver hun sig i lag med det værk, hun skal skabe til museet Gaia - et værk, der skal spille sammen med et allerede eksisterende værk “Miroir” (fr. “spejl”) af den afdøde kunstner Valdis Grabner. Et overraskende møde hvirvler op i en lang række minder fra studietiden på Dansk. Fortiden og nutiden fletter sig sammen og Dagny kommer for alvor i gang med det kunstneriske arbejde.

141398164

Tine Høeg viderefører sin formmæssige tradition for at lade teksten optræde i meget forskelligartede brudstykker: Af og til flyder den som klassisk prosa, af og til kun en enkelt sætning på en hel side. Et greb, der tvinger læseren ind i en særegen rytme, og som bibringer værket en fornemmelse af poesi, selv om Ultramarin samlet set nok vil opfattes som en roman. I rum og tid befinder vi os i to hovedspor: Nutiden, hvor Vita, barsel, inspiration og Valdis Grabner er nøgleord, og fortiden - studietiden, 10-15 år tilbage - hvor nøgleordene blandt andet er nye venskaber og kærlighed, identitet og grænsesøgning. De to spor fletter sig sammen og deres synergi bliver en essentiel drivkraft for Dagnys vej tilbage til arbejdet. Synergien (og mangel på samme) mellem det kunstneriske arbejde og livet med et lille barn er et centralt tema, som gradvist, og mod slutningen accelererende, antager decideret magisk karakter. Teksten kontrasterer sig selv med sin minimalistiske fremtoning på siderne og sin maksimalistiske brug af farver og billeder - et element der falder helt naturligt, da Dagny jo er billedkunstner.

Det magiske i skabelsesprocessen har Høeg måske hentet fra sin egen erfaring, i hvert fald fortæller hun: “Skriften opstår et sted mellem det bevidste og det ubevidste, tror jeg. Jeg ved jo godt, at det er mig, der skriver, men det føles alligevel, som om der er et element af skriften, der ikke er mig. Eller som jeg ikke ved, hvor kommer fra.” (Interview på forlaget Gutkinds hjemmeside. 7. april 2022).

Tine Høegs debutroman ”Nye rejsende” fra 2017 handler om en nyuddannet gymnasielærer fra København, som møder en fremmed mand på sin første pendlerdag på vej på arbejde i Næstved. Kærligheden overrumpler den unge kvinde, og de to unavngivne hovedkarakterer indleder en affære med sex på togtoilettet og i en park i Ringsted, hvor de i al hemmelighed stiger af. For problemet er, at manden er gift og har et lille barn. Den forbudte kærlighed er ledsaget af et ustyrligt begær og en seksuel drift, der gør det svært for hovedpersonen at stå ved katederet i klasseværelset og fokusere på sit arbejde. Hun dagdrømmer og kan ikke finde sig til rette på arbejdspladsen og tage læreridentiteten på sig. Det rumsterer indeni, og hun føler en enorm længsel. Samtidig oplever hun et stort pres fra sin familie, der forventer, at hun skal finde en mand og få nogle børn.

52858097

I ”Nye rejsende” er kærlighedsrelationen den røde tråd, men romanen handler egentlig ikke så meget om selve kærligheden. Tine Høeg bruger den stormende forelskelse til at fortælle om en kvinde, som står på tærsklen til voksenlivet med sin kandidatgrad og sit nye job, men som slet ikke kan eller vil lande. Begæret spænder ben for, at hun kan indtræde i det voksne og det velordnede – i samfundets generelle forventninger til, hvordan en voksen kvinde skal leve sit liv. Romanen er fuld af humor, men den har også tyngde og beskriver mørke sider af mennesket med al dets jalousi, længsler, fremmedgjorthed og ensomhed.

Romanen er skrevet i et digterisk, præcist og scenisk sprog i minimalistisk stil. Nogle tekststykker er flere sider lange, andre kun et ord eller et navn. Digtene udgør et veltilrettelagt romanforløb, hvor vi lærer jeg-fortællerens tanker at kende. Overfor hende står manden, du’et, som man blot sporadisk lærer at kende på kølig afstand. Få af karaktererne har navne, faktisk er det kun mandens kone og datter samt eleverne, der kaldes ved deres rigtige navne. De to hovedpersoners navne nævnes aldrig, og lærerne kaldes deres mailadressers underlige hybridnavne såsom BROM, STAR og LUST, som er en kombination af deres for- og efternavne. 

I Tine Høegs anden roman, ”Tour de chambre” fra 2020, følger vi forfatteren Asta. Asta er i begyndelsen af 30'erne, single og bor alene. Hun ses ofte med sin bedste veninde Mai og Mais lille søn Bertram. Hun er egentlig i gang med at skrive på en roman, hun længe har forberedt, om en polsk kunstner. Men så modtager hun en invitation til en mindehøjtidelighed for August, der døde for ti år siden, mens de boede på kollegie sammen.

48259936

Den invitation fejer det oprindelige bogprojekt fuldstændig af banen og drager Asta ind i en strøm af minder om kollegieliv, om August og om den flirt de havde, selv om August og Mai var kærester. Asta har aldrig fortalt Mai, hvad der egentlig skete dengang, og manuskriptet til den nye bog handler nu om netop dét. Og da Mai er Astas korrekturlæser og sparringspartner nummer ét, er der lagt op til dramatik, da Asta fuld af gru og anger afleverer første udkast til gennemlæsning hos Mai.

Romanen er fortalt i 1. person af Asta, og som i debuten ”Nye rejsende” fra 2017 er teksten en blanding af digt og prosa; indimellem flyder den frit ud over siderne, indimellem står der blot et par sætninger på én side, f.eks. lyder første side ganske kort: ”Jeg får en invitation til en mindehøjtidelighed 29. juni på Blomsten”. Aldrig så snart er Astas nutid nødtørftigt etableret med singlelivet, venskabet med Mai, forfattergerningen, før teksten springer ti år tilbage i tiden. Beskrivelsen af den helt særlige stemning på et stort kollegie er så livagtig, at enhver kollegiealumne straks vil føle sig hensat til fortiden.

Det er uklart, hvad der egentlig skete mellem August og Asta, men det gensidige begær formelig driver såvel på som mellem linjerne. Fascination og dårlig samvittighed blander sig og er en slags fællesnævner for Astas nutid og springene tilbage i tiden. Indimellem læser man et par sætninger, før man er sikker på, hvilken tid man befinder sig i; et greb der giver en vis rundtosset fornemmelse i teksten, og som bevirker stor identifikation med den hvirvlende fornemmelse i Astas mellemgulv, da både litteraturen in spe og virkelighed tumles ned i en skakt af fortid.

Tine Høeg taler med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Hvidberg om "Tour de chambre", september 2021.

Tine Høegs roman ”Sult” fra 2022 handler om kvinden Mia, der er i fertilitetsbehandling med sin kæreste Emil. Mia er forfatter og bonusmor til Emils to børn fra et tidligere forhold. De har et godt forhold til Emils ekskone, børnenes mor, og de har først og fremmest et godt forhold til hinanden. Men selv det skønneste forhold udtæres af fertilitetsbehandlingens limbo, og vi følger Mia tæt på flere fronter: håb og drømme om moderskabet, forholdet til Emil, der virkelig sættes på prøve, forholdet til omverdenen, der snart kun ses gennem et fertilitetsbehandlings-prisme og sidst, men ikke mindst, hele den fysiske rejse, behandlingen indebærer: Et utal af indsprøjtninger, oppustethed, smerter, vægtøgning mm. 

62702613

Fortællingen er udformet som en dagbog, der begynder den 23. marts og slutter den 23. december, ni måneder senere, og er således fortalt i første person. I vanlig Høeg-stil – og klassisk dagbogsstil i øvrigt – er der stor forskel på kapitlernes og dagenes udformning og omfang på papiret. Den niende april lyder således blot 'Negativ test.', mens andre dage fylder side efter side. Overordnet er afsnittene dog korte, hvilket giver et let flow, der står i kontrast til den klaustrofobiske beskrivelse af et utrolig tungt behandlingsforløb. 

Høeg går i rette med tabuet om fertilitetsbehandling som sådan, med udskamningen af den 'desperate' og 'skruk' barnløse kvinde i 30'erne og med fortrængningen af den modne kvindekrop fra det offentlige rum. I mere personlige afsnit lader hun en utrolig absurditet udfolde sig, som i scenen hvor Mia tager over til sin bedste veninde for at være hos hende, mens hun gennemgår en medicinsk abort: ”jeg får den tanke at proppe det udskilte foster op i mig, se om det kan leve her...” (s. 128).

Teksten indeholder flere temaer, der kunne foldes ud, men ”Sult” har ét altdominerende tema, som er livet i fertilitetsbehandling. Og det i sig selv er måske en metafor for, hvordan en fertilitetsbehandling overtager alle elementer af de involveredes liv: Alt ses i relation til projekt graviditet; det er altopslugende og sindssygt destruktivt, indtil det lykkes, hvis det da lykkes. 

Tine Høeg har skabt sin egen stil, som rummer korte tekststykker frem for flydende prosa, og tekststykkerne fungerer som scener. De springer ofte i tid og sammenfletter forskellige tidslige spor, f.eks. i “Tour de chambre” og “Ultramarin”. Tine Høeg ønsker ikke selv at sætte en etiket på sin debut ”Nye rejsende” (Ditte Damsgaard: Fremmedelement i kernefamilien. Dagbladet Information, 2016-12-02), og derfor er der heller ingen genrebetegnelse angivet på bogen. På Tine Høegs hjemmeside står debuten beskrevet som en digtroman. 

Med få ord kan Tine Høeg få meget til at ske, f.eks. er en ultrakort sætning fuld af længsel og jalousi, når der blot står ”din kones nøgne krop” på en ellers tom side i debuten (s. 57), og teksterne bevæger sig mellem nutid, erindring og drømmescenarier. Teksterne er forskellige længder – nogle er flere sider, andre kun et enkelt ord. Noget af det kan minde om en twitterkorrespondance, og anmelder Solveig Daugaard skrev i Information om ”Nye rejsende”, at ”Slægtskabet med de selvbevidste, kortfattede tekstformer, som fremelskes af sociale medier, er ikke til at tage fejl af.” (Solveig Daugaard: Afsporet voksenliv. Dagbladet Information, 2017-02-04). 

Hovedpersonerne i såvel ”Nye rejsende” som ”Tour de chambre” befinder sig et mærkeligt ikke-sted, hvor de er voksne og færdiguddannede, men alligevel ikke helt føler, at de er landet i livet. Voksenlivet og sorgen over samme er vigtige temaer i Tine Høegs forfatterskab. Det er nemlig proppet med forventninger – både fra Tine Høegs hovedpersoner selv, og fra samfundet, personificeret ved for eksempel søsteren i ”Nye rejsende” med sit bryllup og perfekte liv, forklarer forfatteren: ”Når man nærmer sig de 30, er der en samfundsmæssig forventning om, at man er voksen: Man skal indtræde på arbejdsmarkedet, man skal stifte familie, man skal have styr på tingene. Min hovedperson kan ikke leve op til de krav, hun vakler og kan ikke finde fodfæste.” (Anna Johansen: Det afklarede lykkeland findes ikke. Samlerens bogklub, april 2017). Også i “Sult” og “Ultramarin”  befinder hovedpersonerne sig i heftige overgangsfaser: Henholdsvis det smertefuldt langtrukne forsøg på at blive forælder, og det intense liv med et lille barn og det kunstneriske arbejde, der skal fungere i takt.

I Tine Høegs debutroman er det blandt andet begæret, der spænder ben for at leve op til samfundets forventningspres. ”Men der er også noget trodsigt i at give efter for det, en modvilje mod de faste strukturer. Hun står i en på samme tid længselsfuld og aggressiv position,” fortæller Tine Høeg (Anna Johansen: Det afklarede lykkeland findes ikke. Samlerens bogklub, april 2017). På den måde er kvinderoller også et centralt tema, ligesom den bidende længsel som livsvilkår er hovedtematik. Længsel efter kærlighed, efter at lande et bestemt sted i livet eller være et ubekymret barn igen.

”Jeg griner generelt meget, når jeg læser Helle Helle, og det er måske det, jeg elsker og beundrer andre forfattere allermest for: at skrive sjovt.” (Sally Frydenlund: Gid det var mig: Tine Høeg. Dagbladet Information, 2017-11-04). 

Tine Høegs begejstring for Helle Helle giver genklang i hendes egne tekster, som er skrevet i et kort, præcist sprog sammenblandet med en masse humor. Ligesom hos Helle Helle er teksterne dog ikke lutter komik. Også hos Tine Høeg findes dyb seriøsitet og tyngde. 

De seneste år har flere unge forfattere givet det uperfekte en stemme, de slipper seksualiteten løs og beskriver dystre sider af den menneskelige psyke. Niels Henning Falk Jensby, der for sin debutroman ”Techno” modtog Bogforums debutantpris i 2016, har skrevet en benhård roman om et barskt liv med depressioner og en ukontrolleret seksuel drift, som også er at spore hos Tine Høeg. Hun pakker kvindelig seksualitet ud af kernefamiliens madpakkepapir og rykker den ud i tog og parker – i samfundet med andre ord. 

Tine Høeg fremstiller banale hverdagssituationer og scener, f.eks. når hun skriver ”du har haft kage med// en pik en kage en hjerne et hjerte/ har du haft med// og efterladt kagen” (”Nye rejsende”, s. 59). Den banale situation, som siger meget mere end som så, leder tankerne hen på Tove Ditlevsen, der gjorde det hverdagslige poetisk med sine smertelige formuleringer som ”Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand, og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene” i digtet ”Der bor en ung pige” fra ”Kvindesind” (Tove Ditlevsen, 1955). Hun vendte moderskab og kvinderoller på vrangen, og det gør Tine Høeg også. Hendes hovedpersoner lever ikke op til samfundets generelle forventninger om uddannelse, parcelhus og kernefamilie. 

Begæret i både ”Nye rejsende” og ”Tour de chambre” fylder stort set i hver eneste linje, og kan være ødelæggende og fuld af skam. “Sult” er sine steder til gengæld så totalt blottet for begær, når graviditetsjagten slår det ihjel med sin tællen dage, kanyler i maveskind osv - en kolossal kontrast til det sugende begær efter et barn. “Ultramarin” ligeledes en kontrastfyldt blanding: Hverdag med bleer og mos, hvirvlende skaberlyst i fuld sving. Ligesom forfatteren Trude Marstein skriver sin roman ”Hjem til mig” fra 2013 i et hverdagsligt sprog om begær og banale situationer, stilen har fået betegnelsen IKEA-realisme, formår Tine Høeg at fremstille begæret i sin mest dyriske og enkle form midt i en udramatisk hverdag.