Johanne Mygind

Johanne Mygind er med egne ord født i et venstreorienteret kollektiv i 1976 og fortæller videre på sin hjemmeside: ”Mine forældre var bryggeriarbejdere og mit barndomshjem var præget af kønskamp, fri børneopdragelse og drømmen om den store revolution.” Hendes første ord var ”bog”, og Johanne Mygind vidste fra en tidlig alder, at hun gerne ville være forfatter. Hun har læst statskundskab og antropologi og har lavet radio i DRs ungdomsafdeling og været ansat på Information og Weekendavisen. 

I et interview i Information fortæller Johanne Mygind, at hun er vokset op i et kollektiv med marxistiske forældre, der en dag så deres idealer visne til fordel for et mere konventionelt liv. Det har sat sig som en nysgerrighed i hende for at finde ud af, hvad der drev hendes forældres generation og hvad det er, de ikke vil tale om. Hun vil løsne tungebåndet på den tavshed, der for mange 1968’ere omgærder 1970’erne: ”Hvad skete der egentlig i 70’erne? Hvad var det for nogle erfaringer, de fik? Det, synes jeg, den generation har været utrolig dårlig til at videregive. Og jeg fik behov for at undersøge det selv for at forstå, hvad fanden det er, jeg kommer fra.” (Sara Mering: »Jeg ville ønske, at den yngre generation lærte at være fucking kraftig og råbe: FUUUCK DIG!!«. Information, 2021-10-15). Johanne Mygind lavede i 2016 en radiomontage om rødstrømpebevægelsens inderkreds til P1 sammen med Louise Witt-Hansen, ”Kærlighed, kamp og kusse”, så hun har haft både en personlig og en samfundsmæssig indgang til at skrive sin debutroman ”Kærlighedens år”, der udkom i 2021 med en titel lånt fra Trilles ikoniske sang ”Hej søster” fra 1975.

Som en selvstændig opfølger til debutromanen udgav Mygind i 2025 ”Giftig”, der tager udgangspunkt i hendes bedsteforældres historie og også bliver en kulturhistorisk fortælling om kemifabrikken Cheminova i Lemvig.

I dag bor Johanne Mygind i Sydhavnen i København med sine tre sønner. Udover at skrive laver hun podcast, holder foredrag og underviser på Krogerup Højskole.

Som en selvstændig fortsættelse til ”Kærlighedens år” udgav Johanne Mygind i 2025 romanen ”Giftig”, der også bygger på hendes egen families historie. Igen følger vi dokumentaristen Nanna, der bor med sine tre børn i Sydhavnen i København og forsøger at få freelancetilværelsen til at hænge sammen økonomisk. Hun har en idé om, at hun gerne vil skrive en roman om sin mormor og morfar og deres tid i Lemvig, så hun får arrangeret et huskunstnerophold på Lemvig Museum med løn i otte måneder. Hun flytter ind i en småmuggen lejlighed og får en hverdag på museet, hvor hun ikke mindst skal lære at forstå den vestjyske tavshed.

141398954

I romanens fremadskridende nutidsspor, fortalt i førsteperson af Nanna, følger vi hende i Lemvig, hvor hun arbejder på en udstilling om kemifabrikken Cheminova, der siden 1950’erne har tiltrukket arbejdskraft og penge til området, men også udledt giftigt spildevand med vidtrækkende konsekvenser for dyr, mennesker og miljø.

I de øvrige kapitler følger vi Nannas bedsteforældre Rigmor og Henning, da de som unge flyttede til Lemvig for at være med til at bygge Cheminova. Ingeniøren Henning blev udnævnt til driftsdirektør på fabrikken og var med Nannas ord ansvarlig for Danmarkshistoriens største miljøkatastrofe. Rigmor arbejdede som fysioterapeut på sygehuset og var gennem hele livet splittet mellem sit ordinære familieliv og sine egne længsler og drømme.

En dag opdager Nanna, at forfatterkollegaen René Hee, som hun nogle år tilbage har haft en affære med, har udgivet en Cheminova-bog om et ingeniørpar, der til forveksling ligner hendes bedsteforældre. Han har tilsyneladende skrevet hendes families historie, endda med hendes egen mor som kilde. Det får hende til at tvivle på sit eget romanprojekt, sin egen dømmekraft og på, hvem der har retten til at fortælle en historie.

På den måde er ”Giftig” både en fortælling om et ægteskab, om en særlig periode i Danmarkshistorien, om Cheminovakræft og kviksølvforgiftning, ødelæggende tavshed og vestjysk indadvendthed – og gift. Det er ikke kun i nærheden af Cheminova, der er giftigt. Giften løber lige så markant i Rigmor og Hennings ægteskab og i Nannas forhold til forfatteren René Hee. Samtidig er ”Giftig” en metafortælling om en kvinde, der skriver en roman, og den har klare referencer til virkeligheden uden for bogen.