Teju Cole

Teju Cole blev født i 1975 i den amerikanske by Kalamazoo i Michigan, hvor faren studerede handel og administration, og moren arbejdede som fransklærer. Da Cole var fem måneder, flyttede familien hjem til Lagos i Nigeria. Nigeria blev i 1970'erne set som Afrikas håb, men fremskridtet vendte og i løbet af Teju Coles barndom var landet præget af en korrupt overklasse, dårlige universiteter og væbnede røverier.

Hans barndom var også præget af hans dobbelte statsborgerskab som både amerikaner og nigerianer. Det beskrev han i et essay i avisen The New Yorker i 2011: ”Da jeg nåede 10-11-årsalderen, og politiske diskussioner med de andre drenge i skolen blev en del af livet, tog jeg altid Amerikas parti. Når klassekammerater insisterede på, at russerne havde de kraftigste atomvåben, havde jeg medlidenhed med dem, fordi de var så uvidende. Under de Olympiske Lege heppede jeg på USA, fordi Nigeria sandsynligvis ikke ville vinde noget alligevel. Og derhjemme talte min far om NASA og Silicon Valley som om de naturligvis var det næste skridt i min udvikling.” (Teju Cole: ”Home, strange home”. The New Yorker, 2011-04-18. Egen oversættelse).

I samme essay beskriver han, hvordan det gik op for ham, at han i virkeligheden havde to hjem, da han flyttede til USA. Det gjorde han som 17-årig for at læse ved Kalamazoo College i Michigan. Hans forældre så ingen fremtid for ham i Nigeria. Efter college begyndte han at læse medicin, men skiftede efter halvandet år til et studie i kunsthistorie ved University of London i England, hvor han fik en kandidatgrad. Senere arbejdede han videre på en doktorafhandling ved Columbia University i New York. Siden 2011 har Cole undervist i litteratur og kunsthistorie på Bard College og er også en flittig skribent ved The New Yorker og andre aviser og tidsskrifter.

Teju Cole er desuden en dygtig fotograf, en såkaldt 'street fotograf', som med sine fotografier skildrer livet på gader og stræder. Det er en teknik, som han overførte til sin gennembrudsroman, ”Åben by” fra 2011, hvor den unge fortæller går igennem New York og Bruxelles' gader og med sit blik ikke kun affotograferer, men også røntgenfotograferer verdens tilstand i begyndelsen af det nye årtusinde.

Selvom Teju Cole udgav det mindre værk ”Every Day is for the Thief” i 2007 er ”Open City” fra 2011 (”Åben by” fra 2014) hans gennembrudsværk. Med tematikker som identitet, kolonialisme og kultur er bogen blevet sammenlignet med en afrikansk forfatter som Chimamanda Ngozi Adichie, der også behandler erfaringen med at være immigrant i den vestlige verden og reflekterer over race og kultur.

I ”Åben by” tager den unge medicinstuderende Julius læseren med rundt på sine ensomme vandringer i New Yorks forskellige kvarterer og miljøer, men også i byens fortid. Gåturene rundt i New York er ikke kun en fysisk bevægelse, men også en rejse rundt i fortællerens sind og intellektuelle bevidsthed. Dvælende ved arkitektoniske detaljer og byens puls reflekterer han over alt fra væggelus, racisme og aktiv dødshjælp til klassisk musik, psykiske lidelser og den amerikanske kolonifortid. Hans tanker kredser også om barndommen i Nigeria, ligesom en del af bogen foregår i den europæiske hovedstad Bruxelles, hvor han forsøger at finde sin bedstemor.

Som søn af en nigeriansk far og en tysk mor er hans identitet udspændt mellem flere forskellige poler: Afrika, Europa og USA. Hans identitet er ikke kun delt geografisk mellem kontinenter, nationer og kulturer; den er også spændt ud mellem fortiden og nutiden. Bevidstheden om det amerikanske slaveris historie dukker op igen og igen på hans ture i byen: på havnen nær Wall Street, hvor de afrikanske slaver satte deres fødder på amerikansk jord for første gang, og ved mindestenen for en nedlagt begravelsesplads for sorte på Manhattans sydlige spids.

51244125

”Åben by” er en essayistisk roman. Det centrale er ikke hovedpersonen og fortællerens eget livsforløb, men de overvejelser, som hans møde med verden kaster af sig. Som fortæller giver Julius ikke uindskrænket adgang til sin personlige livshistorie, men er selektiv i forhold til hvilke aspekter af hans samlede erfaringer og følelsesliv, som fremstilles. Af den grund kommer man aldrig til at kende Julius – hvilket understreges til slut, hvor en overraskende detalje afsløres. I stedet får man fornemmelsen af, at Julius' fortællerstemme er en slags allestedsnærværende verdensånd, som indfanger verdens tilstand i starten af det 21. århundrede. Både hans tabte kærlighedsforhold og angrebet den 11. september hænger som et umælende baggrundstæppe for hans vandringer.

I sin bevidsthed er han flere steder på én gang; både i nutiden og fortiden, i USA og i Nigeria, han er både en 'sort broder' i Harlem og en intellektuel læge på et psykiatrisk hospital, som læser kritisk teori og engelsk litteratur skrevet af hvide mænd. Julius' karakter er flagrende – ligesom hans vilkårlige gåture, og ligesom de fugle, han ser fra sin lejlighed: ”Kort før denne flakken omkring begyndte, havde jeg fået for vane at iagttage fugletræk fra min lejlighed, og i dag spekulerer jeg på om der er en sammenhæng mellem de to ting.” (s. 9).