n gaiman
Foto: Modtryk

Neil Gaiman

Ida Holmegaard, uddannet fra Forfatterskolen, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
n gaiman
Foto: Modtryk
Main image
Gaiman, Neil
Foto: ArtPeople

Indledning

Først og fremmest er Neil Gaiman en historiefortæller. Hvad end det er tegneserier, børnebøger eller romaner han skriver, er historien og skabelsen af et nyt univers, læseren kan undersøge og fortabe sig i, altid i centrum. Gammelt mytestof, historisk fakta og elementer fra det moderne hverdagsliv skrives sammen i en undersøgelse af, hvordan tro, magi og historier påvirker den verden, vi lever i. Men selve glæden ved at fortælle, ved at finde på fantastiske og umulige scenerier synes også at være en stærk drivkraft i forfatterskabet. Hans romaner om folk, som uventet dumper ned i skjulte, magiske verdener, har givet ham masser af fans og læsere verden over.

 

53577938

Blå bog

Født: 10. november 1960 i Hampshire, England.

Uddannelse: Ud over sin skoleuddannelse er Neil Gaiman selvlært journalist og forfatter.

Debut: The First Four Years of the Fab Five (Biografi af Duran Duran). Proteus, 1984.

Litteraturpriser: Hugo Award, 2000, 2002, 2003 og 2004. Nebula, 2003 og 2004. Bram Stoker Award, 1999, 2001, 2002 og 2003. Newbery Medal, 2009. Carnegie Medal, 2010.

Seneste udgivelse: Nordisk mytologi. Modtryk, 2017. (Norse mythology, 2017). Oversættere: Karen Vad Bruun og Benni Bødker. (29.3).

Inspiration: Ursula K. Le Guin, C. S. Lewis, Edgar Allen Poe, J. R. R. Tolkien.

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Han kørte over en stor, mudret flod og grinede højt, da han så, at dens navn ifølge skiltet var Big Muddy River. Brun kudzu havde dækket tre vinterdøde træer og fordrejet dem til sære, næsten menneskelige former.”

”Amerikanske Guder”, s. 176.

Neil Gaiman voksede op i West Sussex i England. Som barn tilbragte han mange af sine fridage på det lokale bibliotek, hvor han læste klassiske fantasy- og gyserværker af blandt andre J.R.R. Tolkien og C.S. Lewis. Hans barndoms indlevelse i eventyr og fortællinger har sat tydelige spor i han senere forfatterskab – i romanerne skaber han sine egne magiske paralleluniverser, som hovedpersonen sammen med læseren kan udforske og fortabe sig i.

Begge Neil Gaimans forældre var medlemmer af den engelske Scientology kirke, dog er han ikke selv medlem. Han undviger ofte emnet i interviews, men adspurgt om sin tro og scientology udtalte han til The Guardian, at han kun tror på historiernes kraft:

”Fordi jeg er så god til at finde på ting, ser jeg på alt det, som andre har fundet på og siger, ”Du ved – nogen fandt på det der.” Så jeg tror på historiers frelsende kraft, jeg tror at historier er utroligt vigtige, muligvis på måder som vi ikke forstår, fordi de tillader os at få vores liv til at give mening, de tillader os at undslippe vores hverdag, de giver os empati og skaber den verden, vi lever i.” (Alison Flood: Neil Gaiman: ”I don't think I'm mainstream. I'm lots of different cults.” The Guardian, 2013-07-26).

Efter at have taget eksamen fra en Church of England skole valgte Gaiman universitetet fra, fordi han var overbevist om, at han skulle være forfatter. Tidligt i karrieren arbejdede han som selvlært journalist og skrev biografier af blandt andre Douglas Adams. Sidenhen har Gaiman arbejdet i mange forskellige medier og inden for mange litterære genrer. Hans gennembrud kom med tegneserien ”The Sandman”, hvis første bind udkom i 1988 og som han siden løbende har forfattet. Hans første egen roman ”Neverwhere” fra 1996 nåede toppen af New York Times’ bestsellerliste og hans efterfølgende romaner har ligeledes været succesfulde og har vundet mange priser. Derudover har han indtalt lydbøger, han har skrevet filmmanuskripter, flere afsnit til kultserien Doctor Who på BBC og en lang række børnebogsudgivelser, blandt andet ”Coraline” fra 2002, som siden er blevet filmatiseret med stop-motion teknik.

På mange måder er Neil Gaiman en klassisk fantasyforfatter. Han lader sine hovedpersoner falde ud af deres hverdag og ind i en magisk virkelighed ligesom Alice falder ned i kaninhullet i ”Alice i eventyrland” eller Harry Potter bliver hentet af en stor mand på en motorcykel. Særegent for Gaimans stil er især de mange brogede bipersoner, der fylder hans universer, en stor interesse for moderne så vel som gamle fortællinger, samt en hang til det dystre og forfaldent gotiske, som gør ham æstetisk beslægtet med eksempelvis filminstruktøren Tim Burton.

Læs også Forfatterwebs portræt om Neil Gaiman bøger for børn og unge.

Neverwhere

”De stod i et stort forgemak, nøjagtig mangen til det på den anden side. Faktisk havde Richard den sære fornemmelse, at det var det værelse, de lige havde forladt. Men skyggerne var nu dybere, og Richard havde efterbilleder for øjnene, af samme slags som dem, man ser efter blitzglimt. ”Jeg antager” sagde Richard ”at vi ikke var i alvorlig fare... Det var ligesom et spøgelseshus. Et par lyde i mørket... og ens fantasi klarer resten. Der var ikke for alvor noget at være bange for, vel?””
”Neverwhere”, s. 87.

London består ikke af én men to byer, en øvre og en nedre, i Neil Gaimans roman ”Neverwhere” fra 1995 (”Neverwhere”, 1999). Beboerne i Londonnedre er usynlige for byens øvrige befolkning og lever under jorden i kloakker, huler og i undergrundsbanens netværk af tunneller.

Door, en beboer fra Londonnedre, har mistet sin familie; de er blevet myrdet og hun ved ikke hvorfor. Hun drives på flugt fra sit hjem af familiens mordere, Mr. Coup og Mr. Vandemar, to lurvede, men usårlige, jakkesætsklædte lejemordere. Ved hjælp af hendes evne til at åbne døre, også hvor de ikke findes i forvejen og mellem steder som ikke er fysisk forbundne, slipper hun fra dem og vælter hårdt såret ud i øvre London for fødderne af Richard Mayhew. Richard, romanens hovedperson, har hidtil levet et ganske almindeligt liv som kontorarbejder, men da han beslutter at hjælpe Door, ændres hans tilværelse fuldstændig.

22658085

Efter sit første møde med Door må Richard forvirret erkende, at han synes at være forsvundet fra sit eget liv - hverken hans kæreste eller kolleger kan genkende ham. Han opsøger, af mangel på alternativer, underverdenen, hvor han slutter sig til Door, hendes  gadevante og overlegne ven Marquisen af Carabas og deres hyrede bodyguard Hunter. Sammen tager de på en rejse gennem det detaljeret beskrevne magiske, ubehagelige, ildelugtende og labyrintiske Londonnedre, hvor de møder mange sære skikkelser. Door vil nemlig finde ud af, hvorfor og på hvis ordre hun bliver forfulgt af Coup og Vandemar. Romanens mange synsvinkelskift mellem blandt andre Richard, Door og Mr. Coup understreger den labyrintiske struktur, hvor karakterernes veje flettes ind og ud af hinanden som tunnellerne i undergrunden.

Richards tvivl på sine egne sanser og erfaringer trækker et klart spor gennem bogen – at bevæge sig ind i et magisk og umuligt London får ham mange gange til at spørge sig selv, om han er blevet gal.

Et andet tema er myter og historisk stof knyttet til London. Fortællinger og skrøner flettes ind i teksten om de steder, hvor vores hovedpersoner befinder sig, om kloakkerne,  ruinrester og undergrundsbanens stationer. Logikken i værket synes at være, at de usynlige, underjordiske og gamle steder i London åbner muligheden for, at ualmindelige, magiske væsner kan bebo byen. 

Stjernestøv

”Kun de færreste af os nulevende har set stjerner som folk dengang så dem – vores store byer kaster for meget lys ud i natten. Men set fra landsbyen Mur var stjernerne bredt ud som træerne i en skov eller som bladene på et træ. Trisatran stirrede op i himlens mørke indtil han ikke tænkte på noget som helst, og så gik han tilbage i sin seng og sov en dødlignende søvn.”
”Stjernestøv”, s. 38.

Landsbyen Mur, hvor Neil Gaimans roman ”Stardust” fra 1999 (”Stjernestøv”, 2000) tager sin begyndelse, har sit navn efter den mur, som løber langs med byen mod øst. Muren er forbudt at krydse, for på den anden side ligger det magiske land Fergie.

Tristran Thorn, en ung dreng som vokser op i Mur og uden at vide det er halvt menneske, halv Fergie-beboer, ønsker højere end noget andet at blive gift med Victoria Forrester, landsbyens smukkeste pige. Hun har ikke øje for ham, men lover ham halvt i spøg, at hun vil gifte sig med ham, hvis hun henter ham et nedfaldent stjerneskud. Tristran begiver sig af sted og krydser muren, for en stjerne faldt ned mod øst og han vil gøre, hvad det skal være for at få lov til at ægte sin Victoria.

52033411

Imidlertid er han ikke den eneste, der leder efter stjernen, som for øvrigt viser sig ikke at være en udbrændt klump sten eller gas, men en pige, der er faldet ned fra himlen og har brækket benet. En heks søger efter stjernen for at skære hendes hjerte ud, spise det og dermed genvinde sin ungdom. Tre kongesønner søger stjernen, idet den, der først bringer den hjem til slottet, vil vinde retten til tronen.

Tristran pådrages opgaven at beskytte stjernen af skovens gud Pan, og den opgave vokser han med. Som i mange gamle eventyrfortællinger skal vores helt blive voksen på sin rejse og det bliver Tristran Thorn – han fralægger sig til sidst sin naive forelskelse og lærer at komme overens med sin dobbelte natur som barn af både Fergie og England.

Synsvinklen i romanen er oftest hos Tristran, men skifter somme tider frem og tilbage mellem ham, heksene og kongesønnerne. Romanen har en let og humoristisk tone og er fortalt af en ukendt, alvidende fortæller fra et punkt i tiden, der er tættere på vores nutid, som om det var en genfortalt legende eller myte. Stjernestøv er netop et klassiske eventyr, skrevet med masser af fortælleglæde og fascination af de skøre, magiske væsner i Fergie.

Tristrans åbenhed og gåpåmod bliver indgangen til en verden, der er større og mere spændende, end hvad han før har oplevet. Romanen synes at sige, at det er vigtigt ikke at stille sig tilfreds med en kedelig hverdag. Gaiman stikker i bogen lidt til de triste, grå mennesker, som selv har skubbet det magiske og farverige ud af det de kalder virkeligheden og ind i Fergie. 

Amerikanske Guder

”Jeg kan tro på ting, der er sande, og jeg kan tro på ting, der ikke er sande, og jeg kan tro på ting, som ingen ved, om er sande eller ej. Jeg kan tro på Julemanden og Påskeharen og Marilyn Monroe og The Beatles og Elvis og Mister Ed. Okay – jeg tror på, at folk kan blive perfekte, at viden er uendelig, at verden regeres af hemmelige bankkarteller og regelmæssigt besøges af rumvæsner (...)"
”Amerikanske Guder”, s. 383.

Amerika er et dårligt land for guder. De gamle guder, fra Norden, Egypten, Indien og resten af verden, blev bragt med til de nye land af immigranter og lever videre i Neil Gaimans roman ”American Gods” fra 2001 (”Amerikanske Guder”, 2013). Også i vores nutid, hvor de næsten er glemt. Nu, hvor kun få mennesker tror på dem, ældes de og bliver afdankede og svage. De må vige pladsen for de nye, for fjernsynet, finanskapitalen og teknologiens guder.

Romanen følger Shadow, en stor, stille mand, der har siddet tre år i fængsel. To dage inden hans planlagte løsladelse får han besked om, at hans elskede kone Laura er død i en trafikulykke. På vej hjem til begravelsen opsøges han af den mystiske Mr. Wednesday, der hyrer Shadow til sin personlige body guard og stik i rend dreng.

Mr. Wednesday, som også bærer navnene Alfaderen og Odin, ernærer sig ved at svindle og bedrage. Sammen kører Wednesday og Shadow gennem USA for at opsøge og forene de gamle guder, for Amerikas nye guder truer med at gå i krig mod de gamle. De møder egyptiske Mr. Ibis og Jaquel, der nu er bedemænd, gamle spåkoner fra Østeuropa, en irsk alkoholiseret leprechaun og mange flere.

50922065

Romanens fortælling om Shadow og gudernes kamp afbrydes af små mellemspil, gamle fortællinger om gudernes og menneskenes rejse til Amerika, om slaverne, de deporterede fanger, de tidligste amerikanere og vikingerne. Stilen er detaljerig og til tider anekdotisk, idet romanen indlemmer skrøner og historier fra de steder, som Shadow og Mr. Wednesday besøger. Der er en forkærlighed i teksten for de brogede og nostalgiske turistfælder på en afkørsel fra motorvejen, for røverhistorier og små søvnige byer i midtvesten. 

Forskellige mytologier væves sammen, og klassiske motiver udspilles oven på hinanden med Shadow som den centrale person. Gennem bogen henter hans historie træk fra figurer som græske Orfeus, nordiske Balder og kristne Jesus. Alt sammen fortalt i en ramme af USA's egen fiktionsform – historien om et roadtrip. Amerika har været befolket af immigranter i mange hundreder år nu, og Gaiman arbejder i Amerikanske Guder ud fra en idé om, at landet er troløst mod de enkelte religioner. Det er et sted, hvor myterne ikke længere kan adskilles, hvor gamle og nye fortællinger vokser sammen i de mennesker, som bor der nu. 

Genrer og tematikker

Neil Gaiman skriver umiskendeligt fantasy, og som i meget fantasylitteratur rummer hans romaner ofte to verdener, en skjult magisk verden og den verden, vi kender. Den magiske verden er beboet af dem eller det, der er udgrænset fra menneskenes verdensforståelse, som i Stjernestøv, hvor der står om landet Fergie: Men Fergie er større end England, ligesom det er større end verden (for lige siden tidernes morgen har hvert eneste land, som er blevet tvunget bort fra landkortene af opdagelsesrejsende og tapre mænd, der er draget ud og har bevist, at det ikke eksisterede, søgt tilflugt i Fergie (...). (s. 56-577).

Overtroen, magien, religionen eller samfundets randeksistenser presses ud af landkortene og det videnskabelige verdensbillede, men fordi det alt sammen har en lige konkret eksistens i Gaimans univers, stopper det ikke bare med at findes, men lever skjult videre, under jorden eller bag mure. Netop fordi de magiske universer tit rummer alt det, der er blevet udgrænset fra det vi kalder virkeligheden, er det ikke altid særligt skønne eller behagelige steder at opholde sig. Især i de af romanerne, der foregår i moderne tid, er de magiske verdener forfaldne, væsnerne som befolker dem er for det meste afdankede og voldelige.

Formen i Gaimans romaner læner sig op ad de klassiske eventyrfortællinger – vores hovedperson sendes væk fra sin hverdag, i verden som vi kender den, til fremmede steder, hvor han møder fremmede væsner og fænomener. Men i stedet for, som i de gamle eventyr, at vende voksen hjem fra deres rejser, betages hovedpersonerne tit så meget af de magiske universer, at de i sidste ende vælger at blive der. At det magiske, myterne og historien er noget farligt men også fascinerende, er karakteristisk for Gaiman. 

Romanerne benytter sig ofte af synsvinkelskift og har små mellemspil eller ekskurser. Gaiman arbejder som sagt med eventyrformen, men bryder den samtidig op ved at blive ved med at fylde mere og mere stof på sine fortællinger, lade sine hovedpersoner udspille ikke ét men adskillige mytemotiver, der væver sig ind i hinanden. Romanerne arbejder ud fra den antagelse, at vi i den moderne verden ikke længere bekender os til én enkelt fortælling om verden, en enkelt myte eller tro, men har mange forskellige historier, religioner og videnskaber, der forklarer verdens og livets sammenhæng. Historien og tiden vokser ikke frem i en lige linje, den bliver bare et større og større indviklet net af fortællinger og materiale. Fortiden findes konkret i nutiden som gamle guder, som tunnellerne under Londons gader, som historier, man fortæller sine børn. 

Beslægtede forfatterskaber

Rødderne til Neil Gaimans forfatterskab skal findes i den gotiske litteratur og tidlige fantasy, han læste som barn. Ligesom Edgar Allen Poe, en pioner inden for både horror og krimigenren, blander Gaiman gerne det fantastiske og dystre med spændingsromanens opbygning, hvor romanen til dels formes efter afsløringen af centrale oplysninger, som først bliver tilgængelige for læseren i slutningen af værket. Af andre tidlige indflydelser kan nævnes J.R.R. Tolkien, C.S. Lewis og Pamala L. Travers. Om inspirationen fra hende og andre siger han til The New York Times: ”P. L. (Pamela) Travers, som skrev Mary Poppins-bøgerne, gav mig lyst til at fortælle historier som hendes. Historier som synes at have eksisteret for evigt, og som var sande på en måde, som virkelige begivenheder aldrig kunne være. Der var en håndfuld af andre forfattere, som gav mig lyst til at blive forfatter. Og jeg tror, at det de alle havde til fælles var, at de fik det til at se sjovt ud.” (By the Book, Neil Gaiman. New York Times, 2012-05-03. Egen oversættelse).

Hvad angår Neil Gaimans samtid, er der tydeligvis flere forfattere, som benytter sig af nogle af de samme formelle greb og har samme fascination af magi og skjulte verdener, som Gaiman. Mest kendt er måske J.K. Rowlings Harry Potter bøger, hvori en dreng der har levet sin barndom i en ordinær engelsk forstad pludselig indlemmes i en verden af hekse og troldmænd, hvor han, ligesom mange af Gaimans hovedpersoner, må indse at han hører til.

Troldmænd og magi finder man også i Susanna Clarkes roman Jonathan Strange and Mister Norrel fra 2004, der ligesom Stjernestøv udspiller sig i det nittende århundredes England. Clarkes murstensroman fletter, meget lig Gaimans bøger, faktisk historisk stof ind i den magiske fortælling, i hendes tilfælde historien om Lord Wellington og slaget ved Waterloo. 

Forkærligheden for massevis af underlige karakterer og små twists og plots indlemmet i den store fortælling deler Gaiman med forfatteren Douglas Adams, som Gaiman tidligt i sin karriere skrev en biografi af.

Bibliografi

Romaner

Gaiman, Neil og terry Pratchett:
Good Omens – The Nice and Accurate Prophesies of Agnes Nutter, Witch. Victor Gollancz, 1990.
Gaiman, Neil:
Neverwhere. Høst og Søn, 1999. (Neverwhere, 1996). Oversat af Ole Steen Hansen.
Gaiman, Neil:
Stjernestøv. Høst og Søn, 2000. (Stardust, 1999). Oversat af Ole Steen Hansen.
Gaiman, Neil:
Amerikanske Guder. Peoples's Press, 2014. (American Gods, 2001). Oversat af Stefan Rayburn-Maarup.
Gaiman, Neil:
Anasi Boys. William Morrow, 2005.
Gaiman, Neil og Michael Reaves:
Interworld. Eos/Harper Collins, 2007.
Gaiman, Neil:
The Ocean at the End og the Lane. William Morrow, 2013.
Gaiman, Neil:
Oceanet hvor grusvejen endte. People's Press, 2015. (The ocean at the end of the road, 2013). Oversat af Steffen Rayburn-Maarup.

Novellesamlinger

Gaiman, Neil:
Angels and Visitations. DreamHaven Books, 1993.
Gaiman, Neil:
Smoke and Mirrors. Avon, 1998.
Gaiman, Neil:
Fragile Things. William Morrow, 2006.
Gaiman, Neil og Amanda Palmer:
Fragile Things. William Morrow, 2006.

Børnebøger

Gaiman, Neil:
Den sygeste løgnehistorie. Høst, 2014. (Fortunately the milk). Oversat af Camilla Christensen.

Faglitteratur

Gaiman, Neil:
The First Four Years of the Fab Five. Proteus, 1984.
Gaiman, Neil og Kim Newman:
Ghastly Beyond Belief. Arrow Books, 1985.
Gaiman, Neil:
Don´t Panic. Titan Books, 1988.
Gaiman, Neil: Nordisk mytologi. Modtryk, 2017. (Norse mythology, 2017). Oversættere: Karen Vad Bruun og Benni Bødker. (29.3).

Andet

Gaiman, Neil:
A Little Book of Ghastly Stuf. Borderland Press, 2011. Samling af essays, artikler, noveller, taler og digte.

Om forfatterskabet

Hjemmesider

Med information om udgivelser, blog, links til fansider og meget andet.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Neil Gaiman

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Flood, Alison: Neil Gaiman:
”I don't think I'm mainstream. I'm lots of different cults”. The Guardian, 2013-07-26.
New York Times 2012-05-03.