Agnes Henningsen

I sit livs sene år sagde Agnes Henningsen engang, at hvis man levede længe nok, kunne man nå at blive berømt to gange, en skæbne hun mente var overgået hende selv. Først var hun i en lang årrække, som enlig mor til fire børn, og som forfatter berygtet for sin levevis og sine teorier.

Og dernæst blev hun berømt, da hun som ældre genoptog skriveriet efter alle romanerne og nu tog fat på erindringsbøgerne, der med sine otte bind og mere end 2000 sider udgør det ene af vores danske litteraturs to største værker i erindringsgenren. Det andet er Johanne Luise Heibergs.

Og man kunne så tilføje, at hun nu, 20 år efter sin død, posthumt er gledet ind i en tredje bølge af berømmelse - eller i hvert fald fornyet interesse og kendthed. Hendes erindringer og foreløbig enkelte af hendes romaner er blevet genoptrykt, og hendes usædvanlige livsførelse og meninger er igen genstand for megen opmærksomhed.

Agnes Henningsen er født i 1868 og voksede op i et dansk borgermiljø, som var præget af tidens store modsætninger: på den ene side konventionel strenghed og snæverhed - dronning Victoria levede endnu - og på den anden de nye frihedsideer, som med naturalismens fremtrængen gjorde sig mere og mere gældende op mod det nye århundrede.

Agnes Henningsen valgte, af natur og pr. instinkt, de nye ideer, som Georg Brandes var foregangsmand for herhjemme. Borgerligheden, den bitre borgerlighed kaldte hun den, var livet igennem hendes fjendes nr. 1, for borgerlighed, konvention, var i hendes øjne ensbetydende med stilstand og fordom. Man sank hen i tryghed og overtog en moral andre havde udtænkt.

"Skulle jeg foragte nogen, blev det mennesker, der lever efter en moral andre har lavet", siger hun. Det var den borgerlige dobbeltmoral, der gjorde hende til provokatør, og ofte gjorde hun sig meget værre end hun var for at påkalde sig opmærksomheden.
Hun svælgede i sine nederlag, ligefrem skrød af sine fiaskoer for at få lejlighed til at sige sin hjertens mening om samfundsindretningen med dens entydige succes-mentalitet.

Kvinderne og deres vilkår i et mandsdomineret samfund, det var hendes hovedanliggende, og i dag efter alle kvindesagsårene klinger måske netop disse ord så bekendt - til lede bekendt, for vi er unægtelig blevet stopfodret med slagord, der nu er stivnede klicheer.

Som kvindesagen i de forløbne 20-30 år fokuserede også Agnes Henningsen på de to områder: kærligheden og arbejdet. Og derfor er der noget symptomatisk i, at hun netop ikke blev brugt i kvindekampen. Og hvorfor?