roy jacobsen
Foto: Fredrik Arff

Roy Jacobsen

cand.mag. Daniel Robert Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015. Senest opdateret af Daniel Robert Andersen, Bureauet, december 2018.
Top image group
roy jacobsen
Foto: Fredrik Arff

Indledning

Der findes ikke mange, der som Roy Jacobsen kan beskrive den barske nordnorske natur, så hårene rejser sig på huden. Eller skildre barndommen i 1960’ernes Oslo, så man føler, man var der selv. Med sin poetiske og medrivende skrivestil formår han i høj grad at bringe karakterer og steder til live, og han har med romaner som ”Sejrherrerne”, ”Frost” og ”Vidunderbarn” vist sig at være en forfatter, der ikke bare kan begejstre i kritikerkredse, men også fange et bredt publikum.

48285791

Blå bog

Født: 26. december 1954 i Oslo.

Uddannelse: Cand.sociol. Universitetet i Oslo, 1992.              

Debut: Fangeliv. Cappelen, 1982.

Litteraturpriser: Tarjei Vesaas' debutantpris, 1982. Litteraturkritikerprisen, 1989. Bokhandlerprisen, 1991 og 2009. Doblougprisen, 2012.

Seneste udgivelse: Jacobsen, Roy og Anneliese Pitz: Manden som elskede Sibirien : en sommerfuglesamlers erindringer fra Østsibirien. Turbine, 2020. Oversat af Camilla Christensen.

Inspiration: Fjodor Dostojevskij, Knut Hamsun, Graham Greene.

 

 

 

 

roy

Artikel type
voksne

Baggrund

”Så var det november. De gjorde nogle fisketure mod Moholmen, men der var heller ingen guldalder i havet det år, ikke engang en lille trøst, sej eller brosme. De ledte efter får, hele familien, fangede nogle ørreder i bækken, det var næsten som når de kørte hø og var sammen.”
”Sejrherrerne”, s. 93.

Den norske succesforfatter Roy Jacobsen blev født den 26. december 1954 og er søn af maskinfører Rolf Jacobsen og industriarbejder Ingeborg Margrete Strand. Han er vokset op i Årvoll nær Oslo – en småtrist satellitby, der primært består af boligblokke opført i 1950’erne.

Opvæksten var præget af et trygt hjem med politisk bevidste forældre, der var klar over vigtigheden i at give deres børn en uddannelse, men også af det rå, kriminelle nærmiljø. Som ung var Jacobsen del af en drengebande og endte med at måtte afsone en fængselsdom, inden han fik vendt det kriminelle liv ryggen. ”Men jeg har det stadig skidt med autoriteter,” har Roy Jacobsen udtalt i et interview i 2004, ”derfor har jeg skyet det højere undervisningssystem og lært mig selv alt, hvad jeg ved i dag.” (Helene Moe: Hævnen er stadig sød. Kristeligt Dagblad, 2004-08-26).

Med dette antyder Jacobsen, at det er det levede liv og hans egne erfaringer, der har formet ham og gjort ham klogere på tilværelsen, og det er dermed også dette, der har givet ham den litterære ballast, han gør brug af som forfatter. I 1975 flyttede han fra Oslo til Nordnorge, hvor han de følgende otte år boede flere forskellige steder, blandt andet i Vestvågøy, i Hammerfest og på Dønna, hvor en stor del af handlingen i hovedværket ”Sejrherrerne” udspiller sig. I denne periode havde Jacobsen en lang række meget forskellige job, blandt andet som snedker, underviser, plejemedhjælper og fisker. I 1979 blev han gift, og nogenlunde samtidig begyndte han at gøre sig tanker om at blive forfatter. Det førte til novellesamlingen ”Fangeliv”, som udkom i 1982, og siden har Roy Jacobsen skrevet i omegnen af 20 værker.

Både Roy Jacobsens arbejderbaggrund, storbylivet i Oslo og erfaringerne fra de nordnorske småsamfund og de meget forskelligartede job, han har haft, har været vigtige inspirationskilder for Jacobsens værker.

Sejrherrerne

”Marta ved at i farens verden er det ikke vilje og ønsker og ’muligheder’ som regerer, men skæbnen, ’maskinen’, som han kaldte det i sine kommunistiske glansdage.”
”Sejrherrerne”, s. 171.

”Seirherrerne” (”Sejrherrerne”, 1992) er titlen på Roy Jacobsens stort anlagte gennembrudsroman fra 1991 om de drastiske samfundsomvæltninger i Norge i 1900-tallet. Romanen er en slægtsroman, der tager udgangspunkt i en norsk arbejderfamilies tilværelse under skiftende historiske kår.

Den første af romanens to dele, ”Martas sang”, foregår primært i Nordnorge i perioden 1927 frem til Anden Verdenskrig. Marta vokser op i et fattigt fiskeri- og landbrugssamfund, først sammen med sin far og stedmor og sine to søskende og tre halvsøskende og siden hos en onkel og tante, efter at hendes far har erkendt, at han ikke er i stand til at brødføde hele familien. Som ung flytter Marta til Oslo og møder her industriarbejderen Frank, som hun stifter familie med.

I anden del, ”Dreng”, skifter romanen stil og tempo. Her følger man Marta og Franks søn Rogern og hans to ældre brødre Harald og Jannik under deres opvækst og ungdom i 1960’erne og 70’erne i en forstad til Oslo. Hvor morens barndom fandt sted i et isoleret samfund med knappe ressourcer, er de tre brødres vilkår nogle helt andre. Velfærdssamfundet stormer frem, mens et ungdomsoprør er under opsejling. Deres liv er præget af et historisk uset væld af muligheder for uddannelse, for oplevelser og for at finde sin egen vej i livet. Men også rige muligheder for at fortabe sig undervejs.

Med en enkelt familie som omdrejningspunkt beskriver ”Sejrherrerne” 1900-tallets modernisering af det norske samfund. I løbet af blot tre generationer udvikler samfundet sig fra et fiskeri- og landbrugssamfund til et industrisamfund og siden til et decideret velfærdssamfund. I Martas arbejderfamilie er udviklingen markant. Fra faren, fiskebonden Johan, over ægtefællen, industriarbejderen Frank, til de tre sønner, for hvem identifikationen med arbejderklassen er mere udflydende i en tid, hvor tidligere tiders normer, traditioner og klasseskel udfordres.

Vidunderbarn

”Derefter kom endnu en mand, iført hat og frakke, en lidt åndsfraværende, men behagelig fyr som lugtede af barbervand af den slags, Frank brugte om søndagen, og som jeg – fra Anne-Berit – havde hørt hed Aqua Velva, og som man også, i en snæver vending, kunne drikke.”
”Vidunderbarn”, s. 29.

Roy Jacobsens vandt den norske pendant til De Gyldne Laurbær, Bokhandlerprisen, for ”Vidunderbarn” fra 2009 (”Vidunderbarn”, 2010), og romanen er en af hans største publikumssucceser.

I romanen er vi tilbage i 1960’ernes Oslo, nærmere bestemt boligblokforstaden Årvoll. Her bor drengen Finn alene med sin mor, men da økonomien skranter, ser Finns mor sig nødsaget til at søge en lejer at dele huslejen med, og pludselig er den livfulde ekssømand Kristian en del af den lille families hverdag. Han beriger deres tilværelse med noget så luksuriøst som et fjernsynsapparat og med sin omfattende viden om verdens små og store spørgsmål. Finn kan i bund og grund godt lide lejlighedens nye beboer og finder i ham en form for faderskikkelse, men tilknytningen til Kristian splitter ham, for i virkeligheden ville han foretrække, at det fortsat blot kunne være ham og hans mor. Det ønske lider yderligere et knæk, da hans hidtil ukendte halvsøster Linda dukker op ud af det blå. Nu begynder skeletterne at rasle i skabet, og Finn bliver konfronteret med mere barske sider af livet.

28087926

”Vidunderbarn” er skrevet ud fra drengen Finns perspektiv. Her har verden et eventyrligt skær, men det er også en verden af gåder og uvished. Finn føres konstant bag lyset af velmenende voksne, der forsøger at skjule voksenlivets grusomheder, men ender med at skabe både frustration og vrede hos Finn. Romanen foregår i brydningsfeltet mellem den uskyldige barndom og voksenlivet og skildrer det gradvise tab af uskyld, efterhånden som sandheden presser sig på og ikke længere kan gemmes væk for Finns sarte barnesjæl.

Som læser er man underlagt fortælleren Finns barnlige blik på verden og føres dermed i udgangspunktet ligeledes bag lyset. Ved at benytte denne optik indbyder Jacobsen læseren til at være opmærksom på de små antydninger og stykke de virkelige sammenhænge sammen, efterhånden som romanen skrider frem.

 

 

De usynlige

”Ingen kan forlade en ø, en ø er et kosmos i en nøddeskal med stjernerne sovende i græsset under sneen. Men det sker, at nogen forsøger. Og på sådan en dag blæser en blid østenvind.”
”De usynlige”, s. 19.

Roy Jacobsens ”De usynlige” fra 2013 (”De usynlige”, 2014) tager læseren med til en lille ø ved den nordnorske kyst. Øen hedder Barrøy ligesom den eneste familie, der bebor den. Familien består af den gamle enkemand Martin, datteren Barbro, sønnen Hans, som fungerer som øens overhoved, Hans’ kone Maria og ægteparrets eneste barn, Ingrid, som ved romanens begyndelse i 1913 er tre år gammel.

På øen følger livet årstiderne og vejrets luner. Der skal samles fugleæg og -dun, der skal landes fisk, der skal knyttes og renses garn, der skal sættes linegrej op, der skal rejses varder, der skal skæres tørv, der skal repareres både og udstyr, der skal dyrkes grøntsager, og der skal sørges for kvæg og får. Det hele foregår efter tidsprøvede metoder, som er gået i arv gennem generationer.

51212304

Der skal meget til at forstyrre øens cykliske mønster, og beboernes kontakt til den omkringliggende verden er begrænset. Selv ikke en verdenskrig ændrer meget på tingenes tilstand. Men i løbet af de 15 år, som romanen strækker sig over, må der uvægerligt ske forandringer. Familien oplever både familieforøgelser og død, mens Ingrid vokser op og bliver moden til at varetage den rolle som øens nye overhoved, der er hendes skæbne.

Handlingen i ”De usynlige” skrider kronologisk frem, men har en episodisk struktur med små kapitler af få siders omfang. Episoderne markerer små brud på øtilværelsens grundlæggende regelmæssighed enten i form af forandringer i øboernes liv, som da Ingrid begynder i skole på fastlandet, eller i form af små usædvanlige begivenheder, som den dag en fremmed pludselig ankommer til øen. Romanen er skrevet i et på én gang poetisk og meget konkret sprog med flittig brug af bedagede udtryk fra en svunden tid, der alene i kraft af deres fremmedartethed for en nutidig læser skaber en særlig stemning og en indgang til en verden, der i løbet af få generationer nærmest er forsvundet til fordel for vores moderne globaliserede og hyperkommunikerende verden. Verden i ”De usynlige” er en verden, hvor det er naturkræfterne og traditionerne, der er de bærende elementer i tilværelsen.

Hvidt hav

”Ingrid længtes væk, tilbage til Barrøy, men ingen kan være på en ø alene, og dette efterår var der hverken dyr eller mennesker derude, Barrøy lå øde og tom; siden slutningen af oktober havde den ikke engang været synlig, og hun kunne heller ikke være her på hovedøen.”

”Hvidt hav”, s. 8.

Hvitt hav” fra 2015 (”Hvidt hav”, 2016) er en opfølger til ”De usynlige” fra 2013 og foregår ligeledes primært på den lille nordnorske ø Barrøy. Men mens forgængeren foregik i tiden omkring Første Verdenskrig, foregår ”Hvidt hav” under Anden Verdenskrig. Hovedpersonen, Ingrid, vender i 1944 tilbage til øen, som har været øde, siden hun forlod den som sidste familiemedlem nogle år forinden.

Planen er at være alene på øen i nogle måneder, indtil fasteren Barbro kan støde til. Men selv her i det isolerede og ugæstfri nord har krigen sat et aftryk. Et skib med russiske krigsfanger er havareret, og flere lig er skyllet op på øen. Blandt ligene er imidlertid også en overlevende. Han er ilde tilredt, men Ingrid tager sig af ham, og efterhånden opstår der varme følelser imellem dem på trods af, at de ikke taler samme sprog. Da omverdenen får nys om, at der befinder sig en russer på øen, kommer både han og Ingrid i fare, og de må erkende, at deres kærlighed har svære kår.

52811082

”Hvidt hav” minder ikke uventet om forgængeren ”De usynlige” i stil og tone. Der er i store dele af romanen et lignende fokus på det slidsomme arbejde med at sikre sig mod den ubarmhjertige og lunefulde natur samt fokus på den helt særlige rå og viljestærke mennesketype, der formår dette. Den ukuelige ro og usentimentale tilgang til tilværelsen, som Ingrid udviser selv under strabadserende forhold, sætter sig i sproget, der er præget af koncise og upyntede sætninger.

Men til forskel fra ”De usynlige”, hvor Første Verdenskrig langt hen ad vejen blot optræder som et diffust fænomen i baggrunden, undgår de små øsamfund i ”Hvidt hav” ikke konfrontationen med den omgivende verden, og en af romanens kernetemaer er netop, hvordan udefrakommende faktorer influerer på helt almindelige menneskers liv, selv de mest tyndtbefolkede og afsondrede steder. Selvom krigens slagmark er langt fra Barrøy, ender krigen alligevel med at have store menneskelige omkostninger her.

Rigels øjne

”Hübner sagde – så vidt hun kunne forstå – at besættelsen af Norge havde været af en særlig slags, mange steder havde den snarere karakter af samarbejde, det havde gjort folk snavsede, og nu vasker de sig igen, landet tvætter sine hænder.”

”Rigels øjne”, s. 83.

Med ”Rigels øyne” fra 2017 (”Rigels øjne”, 2018) fuldender Roy Jacobsen sin trilogi om øen Barrøy. Vi befinder os nu i 1946, i kølvandet på krigens afslutning. Alexander, den sårede russiske soldat, Ingrid plejede i ”Hvidt hav”, er flygtet tilbage mod hjemlandet og har efterladt Ingrid alene med deres ti måneder gamle datter, Kaja. Da sommeren kommer, beslutter Ingrid sig for at opsøge Alexander, og hun begiver sig med Kaja i et sjal om livet ud på en rejse på tværs af Norge ad de samme stier, som hun formoder, Alexander har taget vinteren inden. Men spørgsmålene om Alexanders skæbne er mange. Hvor langt er han kommet? Har han overlevet den barske vinter? Og er han i så fald overhovedet interesseret i at have noget med Ingrid og deres datter at gøre?

54632703

På sin færd mødes Ingrid af venligtsindede, næstekærlige mennesker, der gerne hjælper Ingrid med et måltid mad, logi eller et lift, når hun forklarer dem sit forehavende. Bag hjælpsomheden lurer dog ofte også løgne og fortielser, oplever Ingrid. Mange ved mere, end de er villige til at fortælle, og hun må presse på for at finde frem til sandheden. Men måske handler deres tilbageholdenhed ikke kun om at beskytte sig selv, men også om at beskytte hende?

I både ”De usynlige” og ”Hvidt hav” dannede øen Barrøy ramme om fortællingen. I ”Rigels øjne” forlader vi øen, og det er i stedet bevægelsen ud i det ukendte, handlingen forankres i. Her indtager Ingrid pludselig rollen som outsider, der konstant må udvise mod og beslutsomhed for at kunne håndtere de uvante omgivelser.

Ingrids rejse går gennem et land, der stadig befinder sig i en døsig opvågnen oven på en krig, der har forandret meget og udstillet mindre flatterende sider af folkesjælen. Det er en noget brødebetynget, skamfuld nation, Ingrid oplever. En nation, der skal finde sine ben igen, og som ikke bare slikker sine sår, men også kæmper med samvittigheden.

Genrer og tematikker

Roy Jacobsens værker er skueplads for store konfrontationer: arbejderklassen over for borgerskabet, tradition over for modernitet, storbylivets dundrende puls over for det stilfærdige liv på landet – men konfrontationerne skildres ikke på samfundsniveau – de spejles i den lille historie. Som regel er det blot en enkelt familie, man følger i Jacobsens værker, og som sådan er det heller ikke de kolossale konfrontationer i sig selv, der er interessante i Jacobsens optik, men hvordan mennesket reagerer på og forholder sig til disse. Fokuspunkterne i forfatterskabet er de psykologiske mekanismer i mennesket og det mellemmenneskelige samspil – hvordan vi gebærder os i forhold til hinanden, og hvorfor vi gør, som vi gør.

Jacobsen har en sociologisk tilgang til de miljøer, han beskriver, og tilstræber stor præcision i afdækningen af karakterernes konkrete levemåder. Han beskriver indgående de nøjagtige praksisser i forhold til for eksempel udførelsen af et givet håndværk. Det er her en pointe, at der er en nøje sammenhæng mellem vores profession, familiemæssige rolle og lignende, og hvordan vi er skruet sammen psykologisk set.

Genremæssigt har Roy Jacobsen været omkring lidt af hvert. ”Frost” fra 2003 er tydeligt inspireret af de islandske sagaer, mens ”Marions slør” fra 2007 og i mindre grad tidligere værker som ”Virgo” fra 1988 lægger sig op ad kriminalromanen. Jacobsen er dog til syvende og sidst en forfatter med dybe rødder i den socialrealistiske tradition, og temaer som fattigdom, arbejderens kår, udbytning og andre sociale problemstillinger går igen på tværs af værkerne. Herudover er Jacobsen især optaget af familiære relationer og de gnidninger, der opstår mellem generationerne. Ofte står værkernes karakterer som repræsentanter for særlige tendenser, der er typiske for den tid og det sted, hvor værket udspiller sig, for eksempel den frihedssøgende, individualistiske unge søn i 1970’ernes Oslo over for den socialistisk indstillede fader, som man møder i ”Sejrherrerne”.

Beslægtede forfatterskaber

I Roy Jacobsens værker sporer man en klar inspiration fra Fjodor Dostojevskij og hans fokus på fattigdom, klasseskel og social ulighed. Jacobsens ligeledes kraftigt Dostojevskij-inspirerede landsmand Knut Hamsun er også en vigtig inspirationskilde, og ikke mindst mellem ”Markens grøde” fra 1917 – som Hamsun blev tildelt Nobelprisen i litteratur for – og flere af Jacobsens værker er der tydelige paralleller.

Der er også et tematisk slægtskab at spore mellem Jacobsen og danske Henrik Pontoppidan i forhold til spørgsmålet om den sociale arvs betydning og industrialiseringens og moderniseringens konsekvenser for det traditionelle fiskeri- og landbrugsorienterede liv. Af samtidige forfattere kan Jens Smærup Sørensen fremhæves som en dansk pendant til Roy Jacobsen, ikke mindst i kraft af hans storværk ”Mærkedage” fra 2007.

Når Roy Jacobsen skildrer barn- og ungdommen i 1960’erne og 70’ernes Oslo med rockmusik og ungdomsoprør, kan han desuden minde en del om den jævnaldrende landsmand Lars Saabye Christensen.

Bibliografi

Romaner

Jacobsen, Roy:
Hjertetrøbbel. Cappelen, 1984.
Jacobsen, Roy:
Tommy. Cappelen, 1985.
Jacobsen, Roy:
Det nye vand. Klim, 1988. (Det nye vannet, 1987). Oversat af John Villy Olsen.
Jacobsen, Roy:
Virgo. Cappelen, 1988.
Jacobsen, Roy:
Sejrherrerne. Gyldendal, 1992. (Seierherrene, 1991). Oversat af Peter Nielsen.
Jacobsen, Roy:
Fata Morgana. Gyldendal, 1994. (Fata Morgana, 1992). Oversat af Birthe Melgård Mortensen.
Jacobsen, Roy:
Grænser. Forum, 2001. (Grenser, 2001). Oversat af Camilla Christensen.
Jacobsen, Roy:
Frost. Forum, 2004. (Frost, 2003). Oversat af Camilla Christensen.
Jacobsen, Roy:
Huggerne. Forum, 2007. (Hoggerne, 2005). Oversat af Camilla Christensen.
Jacobsen, Roy:
Marions slør. Forum, 2008. (Marions slør, 2007). Oversat af Camilla Christensen.
Jacobsen, Roy:
Vidunderbarn. Rosinante, 2010. (Vidunderbarn, 2009). Oversat af Camilla Christensen.
Jacobsen, Roy:
Anger. Rosinante, 2013. (Anger, 2011). Oversat af Camilla Christensen.
Jacobsen, Roy:
De usynlige. Rosinante, 2014. (De usynlige, 2013). Oversat af Camilla Christensen.
Jacobsen, Roy: Hvidt hav. Rosinante, 2016. (Hvitt hav, 2015). Oversat af Camilla Christensen.
Jacobsen, Roy: Rigels øjne. Rosinante, 2018. (Rigels øyne, 2017). Oversat af Camilla Christensen.
Jacobsen, Roy og Anneliese Pitz: Manden som elskede Sibirien : en sommerfuglesamlers erindringer fra Østsibirien. Turbine, 2020. Oversat af Camilla Christensen.

Noveller

Jacobsen, Roy:
Fangeliv. Cappelen, 1982.
Jacobsen, Roy:
Der kan komme nogen. Gyldendal, 1991. (Det kan komme noen, 1989). Oversat af Birthe Melgård Mortensen.
Jacobsen, Roy:
Den høyre arm. Cappelen, 1994.
Jacobsen, Roy:
Fugler og soldater. Cappelen, 2001.
Jacobsen, Roy:
Det nye vinduet. Noveller i utvalg. Cappelen, 2002.

Børne- og ungdomsbøger

Jacobsen, Roy:
Ursula. Cappelen, 1990.
Jacobsen, Roy:
Ismael. Cappelen, 1998.

Biografier

Jacobsen, Roy:
Trygve Bratelli: En fortelling. Cappelen, 1995.

Om forfatterskabet

Artikler og links

Kjærstad, Jan:
Jeg er ikke så opptatt av svar. Intervju med Roy Jacobsen. Vinduet nr. 1, 1988.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Roy Jacobsen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Kristeligt Dagblad, 2004-08-26.