Maja Lee Langvad

Maja Lee Langvads baggrund er nøje beskrevet i hendes første tre udgivelser, hvor hun åbent fremstiller sin adoptionsproces ud fra officielle dokumenter, udsagn fra adoptionscentret og samtaler med sin biologiske mor. Hun er født 21. januar i Seoul i Korea, og hun er også født 27. marts 1980 i Kastrup Lufthavn, kan man læse ud af de faksimiler af adoptionspapirer, der er optrykt i henholdsvis ”Find Holger Danske” og ”Find Holger Danske Appendix”. Et af forfatterskabets primære fokuspunkter er denne afsøgning af oprindelse og ophav, hvilket i den adopteredes tilfælde kan være noget af et puslespil at få til at gå op. En ting er de faktuelle forhold vedrørende adoptionen, noget andet er de psykologiske implikationer en adoption kan have. Og når ikke engang fakta er entydige, kan det være svært at stykke en sammenhængende fortælling sammen.

Langvad kom til Danmark, da hun var to måneder gammel og voksede op hos sine adoptivforældre. Hun blev færdig på Forfatterskolen i 2003 og udgav sin første bog, ”Find Holger Danske”, i 2006. Mellem 2007 og 2010 boede hun i Seoul i Korea, hvor hun mødte sin biologiske familie og var del af et internationalt adoptionskritisk miljø. Opholdet i Seoul affødte bogen ”Hun er vred”, der udkom i 2014 samtidig med ”Find Holger Danske Appendix”, der som navnet antyder er et appendiks til debutværket. I 2017 udkom den afdæmpede ”Dage med galopperende hjertebanken” om en forfatters stress og forelskelse og i 2024 hendes første roman, "Tolk". Hele forfatterskabet tager udgangspunkt i adoptionsproblematikker i såvel kulturelt og økonomisk som personligt og etisk perspektiv.

Samtidig med de skønlitterære udgivelser har Maja Lee Langvad været aktiv i debatter om transnational adoption. I 2014 var hun sammen med forfatter Kristina Nya Glaffey involveret i det, der siden i litterære kredse er blevet kaldt ”hvidhedsdebatten”, der handlede om, hvordan man læser og anmelder bøger: kan en hvid, heteroseksuel mand på rimelig vis anmelde en bog af en adopteret, lesbisk kvinde? Eller snarere: Kan han tillade sig at påstå, at det hele bare er sjov og fis med identiteter? Debatten udsprang af den svenske digter Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling ”YAHYA HASSAN” i den svenske avis Aftonbladet i januar 2014. Anmelderen mente ikke, at Hassan skulle lægge alle kortene på bordet i omtale af sin voldelige baggrund, da dette kunne (mis)bruges af indvandrerfjendtlige politikere. Debatten har verseret blandt danske og svenske anmeldere, forfattere og meningsdannere og har sat lys på forholdet mellem forfatter, tekst, anmelder og læser. I pressematerialet til ”Hun er vred” og ”Find Holger Danske Appendix” står der i en reference hertil: ”Forfatteren gør opmærksom på, at bøgerne kan anmeldes af alle uanset køn, hudfarve og seksuel orientering”.

Langvad har udover at skrive også været involveret i andre kunstprojekter og har arbejdet sammen med videokunstnere, komponister og teaterinstruktører, både i Danmark og Sydkorea. Hun har oversat flere bøger, bl.a. ”Dødens selvbiografi” (2021) af koreanske Kim Hyesoon, der var den første digtsamling oversat direkte fra koreansk til dansk.

I 2006 udkom Maja Lee Langvads debut ”Find Holger Danske”, der er en konceptuel digtsamling, hvor teksterne har samme tema, mens formen mimer forskellige andre genrer og tekster. Teksterne spænder over readymades, dvs. optryk af eksisterende tekster, spørgsmål til forskellige mennesker, omvendinger af ordspil, genskrivninger af politiske tekster osv. Det indholdsmæssige omdrejningspunkt er danskhed, og hvordan det kommer til udtryk i sproglige, kulturelle og personlige former.

Langvad udvander f.eks. faste sproglige udtryk ved at skifte ord ud. På side 7 står der: ”Blod er tykkere end vand/ blæk er tykkere end vand/ mælk er tykkere end vand/ tykmælk er tykkere end vand”, og på denne næsten fjollede måde udfordrer hun vante forestillinger om familietilhørsforhold. Ved at udskifte blod med andre ord (alt muligt er tykkere end vand) mister udtrykket sin oprindelige betydning og bliver komisk. Langvad peger på sprogets utilstrækkelighed og tanken om, at biologisk slægtskab skulle være stærkere end andre slægtskaber. De familiære bånd i en adoptivfamilie er netop ikke forbundet af blod. Samme greb bruges i teksten ”pæredansk/ æbledansk/ blommedansk/ banandansk” (s. 48) m.fl.

26249570

I tre sessioner stilles 20 spørgsmål til hhv. ”min biologiske mor”, ”min adoptivmor” og ”mig selv”, og det er nærgående og tabubelagte spørgsmål om identitet, skyld og skam forbundet med adoption. De er stillet op med valgmuligheder som et multiple choice spørgeark, og gabet mellem formaliseret spørgeskema og psykologisk udfordrende spørgsmål virker næsten voldsomt.

En sekvens er optaget af den såkaldte madkasseordning, der blev sat i værk i 2004 for på ”humanistisk” vis at opfordre afviste asylansøgere til at rejse hjem. Danske politikere sammensatte en viktualiekasse med de mest fornødne madvarer, så asylansøgerne ikke behøvede at modtage kontante ydelser. På denne køligt fremvisende måde har Langvad fremstillet et tiltag i dansk politik som inhumant, nedværdigende og komisk.

Langvad sætter spørgsmålstegn ved vores sprogbrug, når vi omtaler minoriteter og ”fremmede”. Sprogets magt er enorm, og når et begreb først er indoptaget i sproget, bliver det det også hurtigt i en fælles mentalitet. Den internaliserede racisme, der ligger i udtryk som negerpik og kinesersnot – hentet fra Politikens Slangordbog, bliver her tydelig i sammenhængen. 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Find Holger Danske"

I 2014 udgav Maja Lee Langvad to bøger, hvoraf den ene, ”Find Holger Danske Appendix”, er en direkte opfølger på debuten. Den fungerer som appendiks og arbejder videre med de samme greb, som i ”Find Holger Danske”.

På første side er et af de samme adoptionspapirer, som vi så i ”Find Holger Danske” optrykt, og ved første øjekast ser de identiske ud. Ved grundigere eftersyn kan man se, at datoerne for barnets ankomst til børnehjemmet er ændret fra 23. januar til et spørgende 27.? januar, og at forældre ikke længere er anført som ukendte men med deres koreanske navne. Disse ændringer har Maja Lee Langvad kunnet lave efter at have talt med sine biologiske forældre, der har udlagt deres fortælling om adoptionen. Disse få ændringer tilfører hendes oprindelse en ny dimension og understreger, hvor konstrueret hendes – og alles – identitet er.

51103033

De mange sekvenser med 20 spørgsmål ligner spørgsmålene fra forgængeren, men er nu stillet efter hun har lært sin biologiske familie at kende. Spørgsmålene udspringer af den viden, der formidles i ”Hun er vred”, hvorved forfatterskabets tre første bøger væves tæt sammen.

Spørgsmålene om tabuiserede emner og skamfulde følelser tvinger læseren til at åbne øjnene for de intrikate menneskelige forhold, adoption afføder. Langvad har en meget elegant måde at stille komplicerede spørgsmål på ved ikke at fordømme nogen men i stedet anerkende kompleksiteten i følelser, kultur, familie osv.

Bogen er illustreret med en række fotos af forfatteren sammen med hendes biologiske forældre. De er iført ens cowboyhatte og røde veste og poserer på flere af billederne på heste. Der er ingen forklaringer eller kommentarer til billederne, der fremstår nøgent i deres lidt akavede fremstillinger af en sammenbragt familie. Middelklassedanskeren er på besøg hos den koreanske arbejderfamilie.  

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Find Holger Danske Appendix"

Den anden af Maja Lee Langvads to udgivelser i 2014 var ”Hun er vred”, der har den akademiske undertitel ”Et vidnesbyrd om transnational adoption”. Bogen er udstyret med et rigt noteapparat med 13 siders notehenvisninger bagerst i bogen og ligner på flere måder en akademisk afhandling. Omslagets forfatternavn er skrevet i hånden – formodentlig forfatterens underskrift – hvilket understreger det personlige udgangspunkt og den personlige afsender. Indledningsvist skriver forfatteren, at bogen er blevet til på baggrund af tre år i et adoptionskritisk miljø i Seoul i Korea, og at ”Hun er vred” er i høj grad er et personligt manifest.

Alle passager på de 250 sider begynder med ordene ”Hun er vred”, og netop vreden er drivkraft i bogen. Fortælleren er vred på nær sagt alt og alle, i hvert fald de fleste der er involverede i eller har en holdning til transnational adoption. Hun er vred på sig selv, på sin adoptivmor, sin biologiske familie, adoptionsbureauerne, regeringerne, børnehjemmene, kulturerne, kapitalismen, sine adoptionsvenlige venner, sine barnløse venner, det heteronormative samfund, hvide vesterlændinges manglende selvindsigt i egne privilegier osv. Vreden går lige så meget indad som udad, og den er underbygget af aktuel forskning inden for adoption.

51102568

”Hun er vred” fremviser vigtige aspekter omkring både følelsesmæssige og samfundsmæssige problematikker omkring adoption. Der er mange uforudsete udfordringer forbundet med adoption, både hvis man – som Maja Lee Langvad – opsøger sin biologiske familie og hvis man ikke gør det. Det er en personlig historie, der sætter fokus på de vilkår, som koreanske kvinder i et udpræget patriarkalsk samfund lever under og også de vilkår, som hvide vesterlændinge har.

Gennem bogen emmer den personlige frustration over manglen på et naturligt sted at kalde hjem og over de livslange udfordringer, forfatteren som adopteret står overfor. Formildende i al vreden er den humor og selvironi, som bogen er skrevet på og som adskiller den fra både den gængse akademiske tekst og fra det vrede kampskrift. Det konceptuelle greb med at begynde alle passager med den samme sætning virker umiddelbart som en stopklods for læsningen, men efterhånden finder man ind i en rytme i denne lange og personlige udredning af international adoption. 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Hun er vred"

”Når 'pæredansk' bliver til 'banandansk', ændres betydningen af 'pæredansk'. Ordet bliver pludselig bogstaveligt og får dermed en anden betydning. 'Pære' er ikke længere lig med 'hel' eller 'fuldstændig' men lig med en pære, man kan spise. Jeg synes, det er sjovt med sådan nogle indgreb i sproget og dets betydning.” (Gitte Fangel: Fra pære til banan. Litteratursiden, 2006-10-15). Sådan beskriver Maja Lee Langvad selv et af de greb, hun benytter i sin debut, og netop det at gøre et ord bogstaveligt i stedet for symbolsk, er et kendetegn for hende. Hun angriber sproget for dets internaliserede racisme, floskler og fordomme og lyser det op med sin indignerede lommelygte, så læseren bliver opmærksom på daglige udtryks først grundbetydning, siden merbetydning. I ”Dage med galopperende hjertebanken” reflekterer fortælleren for eksempel over, at man kan gå ned med skrald, ned med vasketøjet og ned med stress, men ikke ned med et brækket ben.

De grundlæggende temaer i forfatterskabet er adoption, identitet, kulturel samhørighed og sociale mekanismer samt semantik (betydningslære) og sprogfilosofi. Gennem præcist stillede spørgsmål peger Langvad på urimeligheder, tabuiserede følelser og fastgroede forestillinger, og som et tema i sig selv gives der ingen svar. Spørgsmålene er måske vigtigere end svarene.

I ”Hun er vred” er vreden ofte vendt mod både den anden og fortælleren selv, hvorfor angrebet virker mere retfærdigt. Det er en kritik af noget, hun selv er impliceret i, og derfor kan og må hun gerne være vred: Som adopteret må hun gerne lufte sine fordomme om adopterede. I ”Dage med galopperende hjertebanken” er tonen noget mindre agiterende end tidligere.

Et centralt tema er tilhørsforhold og hjemløshed, som begge kan manifestere sig i kroppen, i et sprog, i et land, i et hjem, og som hænger tæt sammen med identitetsskabelse.

Langvads værker er rundet af det samme indhold, hvilket på en måde gør udgivelserne til et langt værk. Sammenhængen mellem bøgerne udfoldes eksplicit, da f.eks. nogle af spørgsmålene fra ”Find Holger Danske”, bliver besvaret i ”Hun er vred”. I ”Dage med galopperende hjertebanken” kommenteres arbejdet med ”Hun er vred”, og i "Tolk" skriver Langvad om "Hun er vred" og dens oversættelse til koreansk. 

I ”Hun er vred” skriver Maja Lee Langvad, at ”Hun er vred over kvaliteten af litteratur skrevet af koreansk adopterede.” (s. 144) uden at det fremgår, hvem eller hvad hun sigter til. En forfatter, der selv er koreansk adopteret og bruger det i sine værker, er danske Eva Tind Kristensen, der behandler adoption, identitet og dobbeltkultur i ”Do” (2009), ”Eva og Adolf” (2011) og ”Han” (2014). Den svensk-koreanske journalist og forfatter Patrik Lundberg udgav i 2013 ”Gul utanpå” (”Gul udenpå”, da. 2014), der omhandler hans ophold i Korea med kontakt til sin biologiske familie.

Det (selv-)kritiske blik på minoriteter har forfatterkollegaen Kristina Nya Glaffey også, i hendes tilfælde gælder det at være lesbisk og bl.a. være en tvungen del af fertilitetsindustrien, som det behandles i hendes ”Padder og krybdyr” (2012). Både Langvad og Glaffey udfordrer det vanemæssige blik på minoriteter, og deres litteratur har på flere måder et politisk sigte – hvordan omtaler vi minoriteter i det officielle og markedsøkonomiske sprog, hvilke juridiske benspænd er der for f.eks. lesbiske par, hvilke fordomme og forventninger ligger der hos samfundet i forhold til at indrette det, så alle kan være der. Begge er de vrede på det heteronormative samfund, der er dikteret af en konsensus om far, mor og børn. Hvem siger, man skal have børn? Hvem siger, børn skal have en mor og en far? Hvorfor er man nødvendigvis underlagt økonomiske spekulanter inden for såvel adoptionsindustri som fertilitetsmarked?

Den danske forfatter Christina Hagen har i sine værker taget jerngreb på sproget som magtfaktor ved at betone, hvor meget betydning der ligger i formuleringer og i at kunne udtrykke sig formfuldendt. Kulturelle forhold defineres af sprogbrugen omkring det, og i ”White Girl” (2012) og ”Boyfrind” (2014) bruger hun sproget grimt, forkert, upassende og intenderet lavt.

Både det konceptuelle og interessen for identitet, oprindelse og køn genfindes hos Mette Moestrup, der i sit forfatterskab ofte bruger gentagelser og regler og med humor udforsker kvinderoller i et patriarkalsk samfund.

I forbindelse med udgivelsen af ”Find Holger Danske” nævnte Maja Lee Langvad selv nogle af sine inspirationskilder: ”Spørgeskema-formen har jeg for eksempel stjålet fra 'Fragebogen' af Max Frisch, strukturen i Pia Kjærsgaard-teksten er stjålet fra en tekst af Daniil Kharms, og strukturen i Mercedes-teksten med Holger Danske og Holger Nydanske er stjålet fra en tekst af Kurt Schwitters. Så formerne er ikke i sig selv nye, de er det pure genbrug!” (Gitte Fangel: Fra pære til banan. Litteratursiden, 2006-10-15). 

I ”Tolk” omtales den sydkoreanske forfatter Cho Nam-Joos bog ”Kim Jiyoung, født 1982”, der udkom på dansk i 2024, og som er et af de væsentligste værker inden for feministisk litteratur i Sydkorea.