Astrid Lindgren

Astrid Anna Emilia Ericsson blev født den 14. november 1907 på gården Näs nær den lille svenske by Vimmerby i Småland. Hun var det andet barn ud af en børneflok på i alt fire af bonden Samuel August Ericsson og Hanna Ericsson. Da Astrid var barn, fandtes der ikke traktorer eller ret mange andre maskiner, så arbejdet på gården var hårdt. Der var både karle og tjenestepiger på gården, men også Ericsson-børnene måtte hjælpe til med det praktiske arbejde. Men når de ikke var i marken, så legede de, så de med Lindgrens egne ord ”næsten legede sig ihjel” (Jens Andersen: Denne dag, et liv. En Astrid Lindgren-biografi. Gyldendal, 2014).

Der blev dog også tid til at læse lidt indimellem. Astrid fik sin første bog i 1911 og har fortalt derom: ”Da jeg var barn, var bøger en sjældenhed. Man fik omkring en om året. Den første bog, jeg fik, hed “Snövit Barnens julkalender 1911”. (se www.astridlindgren.se).

Den 7. august 1914 begyndte Astrid i skole i Vimmerby, og hun elskede at lære at læse og skrive. Som trettenårig fik hun udgivet en stil i lokalavisen Vimmerby Tidning.

I 1923 tog hun sin realeksamen, og året efter blev hun journalistelev ved Vimmerby Tidning, hvor hun stod for alt fra begravelsesnotitser, småartikler og mindre anmeldelser til korrekturlæsning, telefonpasning og lignende. Men det, der lignede begyndelsen på en strålende journalistkarriere, fik en brat ende, da hun i 1926 blev gravid med avisens ejer og chefredaktør Reinhold Blomberg. Dengang var det ikke ligefrem velanset at få børn udenfor ægteskabet, og desuden var Blomberg gift. 50-årige Blomberg havde syv børn fra sit første ægteskab, lå i skilsmisse fra sin anden kone, og selvom han gerne ville stå ved faderskabet, måtte skilsmissen overstås først, og helst uden at den nuværende kone fik nys om hans udenomsægteskabelige affære. Astrid flyttede alene til Stockholm for hverken at bringe skam over sine forældre eller Blomberg. Men Blombergs skilsmisse trak i langdrag, og Astrid valgte at rejse til Danmark og føde på Rigshospitalet – det eneste hospital i Norden, hvor man ikke behøvede at angive faderens navn ved fødslen.

Den 4. december 1926 blev sønnen Lasse født, og efter tre intense uger med den nyfødte blev han overladt til en plejemor i Brønshøj i København.

I 1926 var Astrid begyndt på et kursus i stenografi og maskinskrivning på Bar-Loc i Stockholm, og i 1928 afsluttede hun denne uddannelse og fik efterfølgende ansættelse som sekretær ved bilforbundet KAK. Lasses fader afviste hun samme år, og i 1931 blev hun gift med kontorchefen på KAK, Sture Lindgren, og blev nu hjemmegående. Året inden var Lasses plejemor blevet alvorligt syg, så Astrid havde hentet sin søn hjem fra København. I 1934 fik Astrid og Sture Lindgren datteren Karin.

2. Verdenskrig fyldte meget i Astrids bevidsthed, blandt andet fordi hun fik arbejde i afdelingen for brevcensur under den svenske efterretningstjeneste og under hele krigen læste titusindvis af breve til og fra udlandet. Hun skulle sørge for, at brevene for eksempel ikke indeholdt informationer, der kunne skade Sverige. Det gav hende et særligt indblik i krigens udvikling og rædsler. Samtidig var Astrid en flittig avislæser, og hun forholdt sig også aktivt til, hvad krigen betød for hendes egen hverdag. Under hele krigen skrev hun således dagbog og reflekterede over krigens status, og hvad krigen gør ved menneskesjæle og ved relationen mellem mennesker. Dagbogen udkom i 2016 under titlen ”Krigsdagbøger 1939-1945”.

I 1941 flyttede familien til en stor lys lejlighed i Dalagatan 46 med udsigt over Vasaparken, og her boede Astrid Lindgren indtil sin død. Samme år begyndte hun at fortælle sin datter historier om en pige ved navn Pippi Langstrømpe. Som hun senere hen fortalte: “Navnet var så forrykt, at fortællingerne blev derefter.” (Astrid Lindgrens hjemmeside). I 1944 skrev Astrid nogle af de mange Pippi Langstrømpe-historier ned og samlede dem til en lille bog, som Karin skulle have til sin tiårs fødselsdag. Manuskriptet blev ligeledes sendt til Bonniers forlag, som afslog at udgive den. Samme år vandt Astrid Lindgren 2. prisen i en konkurrence om pigebøger på det nystartede forlag Rabén & Sjögren med fortællingen “Britt-Mari lätter sitt hjärta”. I 1945 udskrev samme forlag en ny konkurrence med temaet børnebøger for børn i alderen 6-10 år. Astrid Lindgren indsendte en omarbejdet udgave af Pippi Langstrømpe og vandt førsteprisen.

I 1947 begyndte Astrid Lindgren som forlagsredaktør på deltid med ansvar for børnebogsafdelingen på Rabén & Sjögren. Om eftermiddagen arbejdede hun på forlaget, og formiddagene benyttede hun til selv at skrive. Astrid Lindgren har fortalt, at hun skrev sine fortællinger enten på altanen eller liggende i sin seng – endnu med natkjole på.

Allerede i slutningen af 1940’erne var Astrid Lindgren et stort børnelitterært fænomen i ind- og udland, og ikke mindst Pippi-figuren antog hurtigt sit eget liv – ikke kun som billedbog og malebog, teater- og filmprojekt, men også som ugebladsføljeton, påklædningsdukke og som reklamesøjle for henholdsvis en sparekasse og en vitaminpille til børn.

I 1970 gik Astrid Lindgren på pension fra Rabén & Sjögren, men hun skrev videre, til hun døde 94 år gammel, den 28. januar 2002, i sin lejlighed i Stockholm. Hun blev dog først begravet den 8. marts, på kvindernes internationale kampdag, i Storkyrkan domkirke i Stockholm.

På samme måde, som Pippi Langstrømpe-figuren blev et varemærke, så er Astrid Lindgren sit helt eget brand. Hendes gamle skole i Vimmerby hedder nu Astrid Lindgrens Skola, der er gader opkaldt efter hende både i Vimmerby, Norrtälje og Ystad, en del af Vasaparken i Stockholm hedder Astrid Lindgrens Terrass, et sygehus i Solna hedder Astrid Lindgrens Barnsjukhus, Asteroide nummer 3204 er opkaldt efter Astrid Lindgren, de svenske forskningssatellitter Astrid 1 fra 1995 og Astrid 2 fra 1998 er opkaldt efter hende, og der er adskillige skoler i Tyskland for autister og elever med sprogproblemer, der er opkaldt efter Lindgren, nemlig Die Astrid-Lindgren-Schule. En årlig børne- og ungdomspris er indstiftet til hendes minde, og desuden kan man besøge eventyrparken Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby eller Astrid Lindgren museum i Stockholm, der ligger i hendes gamle lejlighed i Dalagatan.

Lindgrens bøger er oversat til omkring 90 sprog i 100 lande og har solgt over 100 millioner eksemplarer.

Astrid Lindgrens “Pippi Långstrump” fra 1945 (“Pippi Langstrømpe”, 1946) er den første af i alt tolv bøger om den højst mærkværdige og usædvanligt stærke pige Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe, også kaldet Pippi Langstrømpe. Det mærkeligste ved hende er, at hun er så bomstærk, men derudover ser hun nu heller ikke helt almindelig ud – blandt andet har hun altid forskelligfarvede sokker på.

Pippi bor i det gamle hus Villa Villekulla i en lille bitte by. Selv om Pippi kun er ni år, bor hun helt alene, for hendes mor døde, da Pippi endnu lå i vuggen, og hendes far, som er sømand, blev skyllet i havet under en storm og forsvandt. Men det er ikke noget, Pippi tager så tungt. Hun forklarer, at hendes far kommer tilbage efter hende en dag, men først når han har fået lavet en ordentlig båd. Indtil da er han negerkonge, for han er nemlig skyllet i land på en ø fuld af negre. For øvrigt bor Pippi ikke helt alene, for hun har aben Hr. Nielson, som hun har fået af sin far, og en plettet hest, som hun selv har købt for en guldmønt fra den kuffert fuld af guldmønter, som hun også har fra sin far. Desuden bor det artige og snusfornuftige søskendepar Annika og Tommy i huset ved siden af Pippi, og de kommer ofte over og leger med hende.

Pippi-bøgerne var et markant nybrud i børnelitteraturen. Lindgren giver således børnene ordet og lader Pippis ideer og fantasier få frit spil. Pippi gør altid tingene på sin egen måde – måske fordi hun ikke har fået at vide af sine forældre, hvordan man bør opføre sig. Eksempelvis ruller hun kagedej ud på gulvet, ligesom hun tegner på gulvet, da en hest jo er alt for stor til at kunne være på et stykke papir. Eller som Pippi fiffigt udtrykker det: ”Lever vi måske ikke i et frit land? Må man så ikke gå, som man vil?” (”Pippi Langstrømpe”, s. 15). Og vel må man så. Man må gå forlæns, baglæns, på en planke højt hævet i luften, på tagryggen eller på hesteryg. Er man Pippi, så må man, kan man, og tør man alt!

27165931

Man kan forbinde Pippi-bøgerne med den radikale børnepsykologi, der begyndte at vinde indpas i Sverige i mellemkrigstiden, hvor psykoanalytikere som Jung og Adler dannede basis for et nyt syn på barndommen. Børn skulle opdrages i frihed og med hensyntagen til deres behov for netop at være børn. I krigsårene 1940-1945 vendte man tilbage til at benytte mere strikse idealer om børneopdragelse, såsom disciplin, orden og faste normer, men efter krigen blussede debatten om den frie opdragelse atter op, og Pippi-bøgerne kom som et opsigtsvækkende og åbenhjertigt indlæg i den debat.

Pippi Langstrømpe-bøgerne var og er desuden usædvanlige ved at være de første børnebøger med en så karakterstærk og muskuløs pigefigur, og på den måde har hun kunnet fungere som rollemodel for mange generationer af piger – og drenge for den sags skyld.

Men Pippi-bøgerne udspringer ikke alene af sin samtids pædagogiske debatter. Med sin udprægede retfærdighedssans og sin modstand imod alle former for fysisk vold kan hun også ses som et produkt af 2. Verdenskrig og som et modsvar til Hitler og Stalin. Et eksempel er ”Pippi er tingfinder og kommer i slagsmål”, hvor Pippi hjælper stakkels lille Ville fra fem dumme drenge, som er godt i gang med at tæve ham. Hver gang, den mest hårdkogte af de fem overfaldsmænd håner Pippi, reagerer hun smilende og imødekommende og med et kropssprog uden frygt eller forbehold. Ikke mindst i den såkaldte ”Ur-Pippi” – altså den oprindelige og uredigerede Pippi-historie, som blev udgivet i 2008 –, kommer den fredselskende Pippi særligt fint frem, men også i de øvrige udgaver er der en stor kontrast mellem den voldelige mandskraft og den antivoldelige, men ikke desto mindre kraftfulde Pippi-power.

Pippi er i øvrigt også temmelig nysgerrig og fuld af livsappetit. I Jørgen Gaare og Øystein Sjaastads værk “Pippi og Sokrates: et drikkegilde” sammenlignes Pippi da også med filosoffen Sokrates. Her fokuseres på fællestræk som nysgerrighed, det bagvendte argument, de snedige modspørgsmål og humoren.