caroline albertine minor
Foto: Lærke Posselt

Caroline Albertine Minor

cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013. Opdateret af Louise Rosengreen, 2017.
Top image group
caroline albertine minor
Foto: Lærke Posselt
Main image
Minor, Caroline Albertine
Foto: Sofie Amalie Klougart

Indledning

"Uanstrengt godt" og "forbandet knugende læsning" har været nogle af de superlativer, som anmelderne har benyttet om Caroline Albertine Minors seneste bog, novellesamlingen "Velsignelser", hvor døden og sorgen er omdrejningspunktet for fortællingerne om seks forskellige unge kvinder.

"Velsignelser" er Caroline Albertine Minors første udgivelse, siden hun debuterede i 2013 med romanen "Pure vida", hendes bud på en karakteristik af ungdomsgenerationen anno 2010.

 

 

52974755

Blå bog

Født: 25. oktober 1988, København.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2012.

Debut: Pura vida. Rosinante, 2013.

Litteraturpriser: P.O. Enquists pris, 2018.

Seneste udgivelse: Velsignelser. Rosinante, 2017. Noveller.

Inspiration: Zadie Smith, Judith Hermann, Alice Munro og Flannery O´Connor.

Genre: Novelle

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Der skete noget med hende efter Santiago. Hun var blevet skruet skævt sammen, og et eller andet havde klemt sig ind i revnen. I lang tid, måneder, faldt der sorte, flaksende ting ned i udkanten af hendes synsfelt. Faldt og vred sig i luften.”
”Pura vida”, s. 217.

Caroline Albertine Minor er født i 1988 og vokset op i København. Allerede som barn begyndte hun at skrive – især om marmor, roser, fjer og diamanter –, og i gymnasiet tog hun fat på lyrikken. Da Helle Helle kom på besøg på hendes gymnasium, Rysensteen Gymnasium, gik det op for hende, at man rent faktisk kan blive forfatter, og en drøm begyndte at tage form.

Ligesom hovedpersonen i debutromanen ”Pura vida” rejste Caroline Albertine Minor efter gymnasiet til Paris og tog et sprogkursus på Sorbonne. Her boede hun et år og klarede sig med indtjeningen fra en række småjobs samt en arv. Endnu et sabbatår fulgte, hvorefter hun startede på Film- og Medievidenskab i 2009. Universitetet blev dog en kort fornøjelse, for Caroline interesserede sig alene for manuskripterne og ikke for hverken film, serier eller medier. Hun droppede ud og begyndte i stedet på den private skriveskole Hemingway, og derfra søgte hun ind på Forfatterskolen.

Debuten kom samme år, som hun begyndte på Forfatterskolen, nemlig i Hvedekorn 3/4 2010. 2010 bød også på en novelle i samlingen ”Terror i København”, og året efter indgik hendes novelle ”Nu snakker jeg om havnen” i tekstsamlingen ”Poetic corridors”, hvor halvdelen af teksterne er skrevet af syriske forfattere og halvdelen af danske.

Forfatterskolen beskriver hun som en blandet oplevelse: ”Jeg var slet ikke forberedt på, at man blev stillet til ansvar for sine tekster på den måde, som det var tilfældet. Der kom en masse moralske overvejelser ind over det, man skrev. […] Det var svært for mig at forstå, at kritikken var rettet mod mine tekster – ikke min person.” (Birgitte Rahbek: ”Sabbatårene reklamerer med så mange muligheder”. Berlingske Tidende, 2013-08-27).

I 2013 fik Caroline – som den første fra sin årgang på Forfatterskolen – udgivet sin debutroman. Opfølgeren kom i 2017 med novellesamlingen ”Velsignelser”. I mellemtiden var hun blevet mor. Barnets far var kort efter fødslen ude for et trafikuheld, blev lagt i koma og vågnede op med hukommelsestab. I ”Velsignelser” skriver hun sig gennem chokket og sorgen over dette.

 

Pura vida

”I metroen på vej tilbage havde søvnen været så rar at befinde sig i. Perfekt tilpasset, som den kan være det i transportmidler, en varm dragt, en puppe, man prøver at glemme, at man lige om lidt skal krænge sig af.”
”Pura vida”, s. 47.

Hovedpersonen i Caroline Albertine Minors ”Pura vida” fra 2013 er Victoria. Da læseren møder hende, er hun netop taget til Paris for at gå på sprogkursus på Sorbonne. Hurtigt er det dog meget andet end fransk, der optager hende – ikke mindst overtjeneren Rémy, som får hendes hjerte til at banke lidt hårdere i brystet i en kort periode, til der går noget galt med kommunikationen. Så bliver det ligesom mere besværligt det hele.

50612848

Også jobbet i den internationale børnehave bliver svært, og forholdet til hendes eneste veninde Kate også. Nå, men så slutter det eventyr da heldigvis, og efter et kort ophold i Danmark med arbejde på et plejehjem begynder et nyt eventyr i New York. Her fordrives tiden igen med en række flirterier, og så går turen videre til Buenos Aires og et forhold til den ældre mand Filipé, der viser sig at være døende. Slutteligt går turen hjem til fast forhold og moderskab – hvis Victoria da ellers kan lade sin rastløse sjæl finde ro. Psykologer må der til, og alligevel tager Victoria til slut en rask beslutning og drager alene ud i verden.

I romanen benyttes en 3. personsfortæller, der beskriver verden set fra Victorias synsvinkel. Det er sparsomt med refleksioner over den virkelighed, der omgiver hende, men til gengæld er der mange og detaljerede beskrivelser af hverdagsbegivenheder som indkøb og afklipning af tånegle. Fortællingen tilsættes endvidere et let strøg af poetiske virkemidler i form af sansninger. Romanen benytter mange skift i rum og spring i tid – ikke mindst tager den fremadskridende fortælling ofte et gevaldigt hop i tid og rum fra kapitel til kapitel, og her udelades mellemregningerne helt og aldeles. Bum, nu er man her og må tage det, som det er: Så er man i Paris, så hjemme i Danmark i et glimt. Så til New York og Buenos Aires, tilbage til Danmark og slutteligt søreme til Frankrig igen.

Tematisk beskæftiger romanen sig især med emner som tilknytning, identitet, krop og seksualitet.

Velsignelser

Citat
”Anso skulle have været på stranden med to veninder, men i stedet altså dette reb og en knude, hun måtte have googlet sig til. Hun var død med det samme, havestolen var sparket en lille meter væk, ikke noget andet forsøg.”

”Velsignelser”, s. 73.

”Velsignelser” (2017) er en samling af syv noveller i varierende længde, alle med en kvindelig hovedperson, der bliver ramt af livet, når det er værst. Døden optræder i flere forklædninger. Der er et selvmord, en overdosis og blodpropper. Men selvom døden er allestedsnærværende, særligt ved den unge Ansos selvmord, der fungerer som en slags prisme for flere af novellerne, er det snarere de pårørende og deres sorg, der er novellesamlingens primære motiv. I novellen ”Glem Archie Pey” skildres Ansos mors sorg i brudstykker af minder, da hun er på tur til København med veninden Solveig.

52974755

I en senere novelle, ”Flügel des Lebens”, har Solveigs datter, Franciska, dårlig samvittighed over ikke at reagere som forventet på barndomsvenindens død. ”Der er noget dramatisk ved Ansos selvmord, noget næsten teatralsk. Der er et element af noget 'for meget' over det. Bare det, at det er der. Tit beskriver folk mine tekster som afdæmpede, indadvendte og forsigtige. Det er slet ikke den følelse, jeg selv har. Når jeg skriver, tænker jeg tit: Kan man overhovedet tillade sig det her?” (Mathilde Moestrup: 'Man ved godt, at folk kan dø, men ikke hvordan det er, når de ikke længere kan genkende en'. Information, 2017-04-22), forklarer Caroline Albertine Minor i et interview. Hun fortæller videre, at ”Sorgens have” var den sværeste af novellerne at skrive, fordi den er baseret på oplevelser fra hendes eget liv: nyheden om at hendes kæreste havde været i en trafikulykke og var blevet indlagt på hospitalet, angsten for at han skulle dø og senere afmagten over ikke at kunne elske den overlevende, fordi hjerneskaden havde ændret ham.

”Velsignelser” er skrevet i en sansende, nøgtern stil, der roligt tager sig tid til i detaljer at beskrive udsigten over Pyrenæerne, interiøret i en skurvogn og lyden af at fylde en sutteflaske med modermælkserstatning. Med undtagelse af ”Glem Archie Pey” er alle novellerne skrevet i 1. person. Fælles for de seks jeger er, at de alle er unge kvinder, der sanser og reflekterer over den ydre verden såvel som deres indre følelsesliv. De dyrker sex, køber ind, drikker øl, går til frisøren, til babysalmesang, længes, angrer og ligger søvnløse om natten.

Genrer og tematikker

”Pura vida” betyder direkte oversat ”det rene liv”. Det er en costaricansk frase, som oprindeligt blev brugt til at udtrykke, at alt er godt, men som i moderne sprogbrug er blevet et idiom, der benyttes om rastløse eksistenser. Denne dobbeltbetydning af ordet matcher godt til hovedpersonen Victoria, som på mange måder lever et godt og frit liv med plads til udskejelser og oplevelser i den store vide verden, men som netop rammes af tilværelsens ulidelige lethed, der i romanen er synonym med sabbatårenes væld af muligheder.

Et centralt tema i ”Pura vida” er tilknytning – både til steder og mennesker. Allerede tidligt i romanen præsenteres dette tema via en beskrivelse af Victorias forhold til familien, og uden at der ofres mange ord derpå, fornemmer man distancen og den manglende forståelse. I Paris noteres det endvidere, at månedskortet forankrer hende i den franske stat – hun er en af de ”indviede”, som slipper for at stå og fedte med papirbilletterne.

Samtidig mangler hun tilknytning til byens mennesker. Hun noterer sig, at hun alene kender tre personer i byen: veninden Kate, flirten Rémy og Nick, der er ved at uddanne sig til kok. Lakonisk noteres det: ”Tre mennesker og en ulvehund. Hun mærker meget tydeligt, hvor lidt det er, som om hun holder det i hånden, og det ingenting vejer, en plastikpose med et brev i. Hun må passe bedre på.” (s. 59).

Selv om Victoria har masser af affærer på sin tur rundt i (den vestlige) verden, er det alligevel som om, det hele lader hende upåvirket, og hun må helt ned at skrabe bunden, førend hun begynder at komme i kontakt med sig selv og dermed livet. I Buenos Aires er hun i bogstaveligste forstand helt ude at skide: hun har diarré i en uge og er uden en krone på lommen! Men så møder hun antihelten Felipé – en ældre mand, som har lige så meget brug for hende som hun for ham. Han er døende – og hun på vej ind i voksenlivet, og på paradoksal vis formår de at åbne hinanden op og hjælpe hinanden på vej: Felipé ind i døden og Victoria hjem til Danmark (med Felipés pung i lommen).

Afslutningen står dog åben, og her overlades man til fantasien: finder hun helle i sig selv, eller bliver hun ved at flakse og fjante rundt?

Beslægtede forfatterskaber

I en kronik i Dagbladet Information fra 2009, "Brev til de voksne", skriver Caroline Albertine Minor, at hun arbejder på en generationsroman. Generationsroman er ikke et anerkendt begreb inden for litteraturvidenskaben, men det benyttes ofte om bøger, som portrætterer en speciel tidsånd, en bestemt generation og dens livsbetingelser, og som samtidig lykkes med at portrættere en form for tidløshed. Læser man ”Pura vida” ind i denne kontekst, bliver det danske klassikere inden for genren som Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld” og Bjarne Reuters ”Når snerlen blomstrer”, man må sammenligne med. Eller måske mere relevant; Klaus Lynggaards ”Martin og Victoria”, som Caroline har sendt en cadeau til ved at lade sin hovedperson opkalde herefter.

Disse to romaner tematisere da også begge ungdomslivet og den ungdommelige søgen efter: hvem er jeg? Men hvor Martin og Victoria forelsker sig, diskuterer og udvikler sig, så holder ”Pura vidas” Victoria andre mennesker ud i strakt arm og lader dem ikke for alvor betyde noget. Og hvor tidsbilledet i ”Martin og Victoria” bliver tydeligt igennem de samfundsmæssige beskrivelser, er Caroline Albertine Minors roman blottet for politik og samfundsmæssige kommentarer. Man kan fortolke fraværet af følelser og samfund i ”Pura vida” som et billede på denne tids unge – at de har svært ved tilknytning og er uinteresserede i samfundsforhold. Sidstnævnte kan også ses i sammenhæng med, at det i mange årtier har været et no-go at lade litteratur og samfundskritik gå hånd i hånd.

En anden tilgang til fraværet af følelser og samfund i ”Pura vida” er at påpege, at forfatteren simpelthen er mere optaget af det små; af intimsfæren og af sætningerne og deres forløb. Det er det lavmælte, der fylder, mens der ikke er blevet kælet stort for plottet og det store udblik. En tilsvarende tendens kan man se hos flere andre unge danske (Forfatterskole)forfattere. Også norske Karl Ove Knausgård har det med at dykke ned i detaljerne og dvæle ved hverdagslivets små gerninger, men han hæver sig også op over det intime og give en spiddende karakteristik af sig selv og sine omgivelser. Den kropslighed, der skrives frem i ”Pura vida” kan sammenlignes med flere unge – især kvindelige – forfattere; såsom Kristina Stoltz, Asta Olivia Nordenhof, Olga Ravn og, nå ja, Bjørn Rasmussen.

Sidst, men ikke mindst, minder Minors anden bog, ”Velsignelser”, både i sin nøgterne-melankolske stil og i kompositionen om den tyske forfatter Judith Hermanns ”Alice” fra 2009 (”Alice”, 2011). Hovedpersonen Alice mister i hver af de fem noveller en person, hun er tæt knyttet til, bl.a. kæresten Raymond. Hermanns hovedperson er navnesøster til en anden forfatter, som Caroline Albertine Minor formentlig har skelet til, da hun skrev sine noveller; den canadiske nobelprismodtager Alice Munro. Som Munro skriver Minor om kloge, seksuelt aktive kvinder, hvis liv tager en sørgelig drejning. Novellerne forlader ikke karaktererne i krisen, men undersøger afdæmpet og empatisk den efterfølgende proces – hvordan de bearbejder tabet, sørger, græder, fortrænger, men også hvordan de kommer sig over sorgen, glædes ved veninders hjælp og genoptager livet på ny.

Bibliografi

Roman

Minor, Caroline Albertine:
Pura vida. Rosinante, 2013.

Noveller

Minor, Caroline Albertine:
Fortunen, in ”Terror i København”. Byens Forlag, 2010.
Minor, Caroline Albertine:
Nu snakker jeg om havnen, in ”Poetic corridors”. Forlaget Korridor, 2011.
Minor, Caroline Albertine: Velsignelser. Rosinante, 2017.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Caroline Albertine Minor

Kilder citeret i portrættet

Kronik

Minor, Caroline Albertine: Brev til de voksne. Dagbladet Information, 2009-05-07.