cato
Foto: Rasmus Baaner / Ritzau Scanpix

Cato Thau-Jensen

Carsten Berthelsen. Forfatter og formand for Kulturministeriets Illustratorprisudvalg, 2001. Opdateret af cand.mag. Christina Aabo Mikkelsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
cato
Foto: Rasmus Baaner / Ritzau Scanpix
Main image
Thau-Jensen, Cato
Foto: Bo Nielsen

Indledning

Der sidder en stor, tyk kat i en lænestol og kigger lidt undrende på en kraftig madamme, der eksploderer af vrede. Alle slags ting og sager flyver hektisk rundt i rummet, mens katten bare sidder mageligt tilbagelænet med en gigantisk isanretning og glor på dette vanvid.

Cato Thau-Jensen er en dansk illustrator, som er kendt for sine ekspressive, groteske, humoristiske og lettere surrealistiske illustrationer. Siden debuten med billedbogen ”Og så er det godnat!” (1995) har han samarbejdet med bl.a. forfatteren Kim Fupz Aakeson. Cato Thau-Jensen tilhører generationen af ’unge vilde’ illustratorer, der blev udklækket fra designskolen i Kolding i 1990’erne, og han er én af landets mest benyttede illustratorer. Han har desuden selv både skrevet og illustreret bøgerne ”Kanuld på Mammutsletten” (2012) og selvbiografien ”Et hjem med gevær” (2007).

Cato Thau-Jensen gik først på Grafisk Skole i Århus og tog derefter til Kolding, hvor han styrede mod en uddannelse på Illustrationslinien ved Designskolen. Han er en rigtig jyde og har dog skabt en af de mest københavnske billedbøger, som tænkes kan …

 

46046307

Blå bog

Født: 9. februar 1966 i Aarhus.

Uddannelse: Grafisk Skole i Aarhus og illustrationslinjen ved Designskolen i Kolding i 1996.

Debut: Illustrationer til Kim Fupz Aakesons "Og så er det godnat", 1996.

Litteraturpriser: Madame Hollatz Legat, 1997. Gyldendals Boglegat for Børnebogsforfattere og -tegnere, 1997. Kulturministeriets Illustratorpris, 2002. Søren Gyldendals Studierejselegat, 2004.

Seneste udgivelse: Haller, Bent: At blive set. Høst, 2019. illustrator: Cato Thau-Jensen. Noveller.

 

 

 

 

Artikel type
illustratorer

Hvem er så denne sære tegner?

Cato Thau-Jensen (f. 1966) gik først på Grafisk Skole i Århus og tog derefter til Kolding, hvor han styrede mod en illustratoruddannelse på Illustrationslinien ved Designskolen i Kolding. Her blev han undervist af sprudlende tegnere som blandt andre Lilian Brøgger og Dorte Karrebæk, der i 1990’erne gav en hel generation af illustratorer impulser til at skabe nyt. Cato Thau-Jensen er ikke alene med sit talent - han blev udklækket fra ’Koldingskolen’ sammen med bl.a. Mette-Kirstine Bak, Tine Modeweg-Hansen og Anne Pedersen.

Disse dygtige ’unge’ talenter svulmer af energi, og de har givet illustratorkunsten i Danmark et løft, som både er forrygende æstetisk og sanseligt. Og der lægges farver på, så øjnene virrer. Hurra for det!

I 1999 fik Designskolen i Kolding Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris for denne indsats for at forny og (bevare) billedbogen.

Men tilbage til Cato Thau-Jensen. Han er født i Århus, men bor - i disse år - i Kolding. Han er en rigtig jyde - og har dog skabt en af mest københavnske billedbøger, som tænkes kan. Den hedder Vingekatten (2000) og udspiller sig en forårsnat, hvor statuer på museer, i parker og på bygningsværker i København bliver levende:

Hver statue, hver fanget form
Hver stivnet stenfigur
Kan mærke hjertets længselsstrøm
Der sprænger søvnens bur

Teksten er af Cecilie Eken. Vingekatten er en stenfigur, der i natten går på jagt efter en kæreste, som han kan dele sin tilværelse med. Han sidder nemlig meget alene på en facadegesims og mangler selskab. Og minsandten om hans forehavende ikke lykkes denne magiske nat, hvor H.C. Andersen svinger rundt med en lille rødmende balletdanserinde, og hvor brolægningen bølger som et hav, så byens tårne danser cancan. Jo, Cato Thau-Jensen kan mere end sit jyske Fadervor.

23070685

Cato Thau-Jensens far var tandlæge, og der optræder - lidt traumatisk(!)- en del udtrukne tænder i hans univers, fx i Gerda Flues forfærdelige Køkken (2000), hvor kokken (Gerda Flue) skal bage en kage til hr. Kakerlak. I opskriften indgår der:

en pose søde tænder, som jeg har fået hos tandlægen. Han har trukket dem ud af munden på børn, som har spist for meget slik! .

Cato Thau-Jensen fortæller i en portrætartikel om en uhyggelig tilskikkelse, da hans far ville ha’ en tandprotese og foretrak at gøre arbejdet selv:

"Det gjorde et stort indtryk at se ham line de blodige tænder op på kanten af vasken, efterhånden som han fik hevet dem ud"
(Mit yndlingsdyr er ræven i Skolebiblioteket ’99, nr. 7, oktober 1999)

Cato Thau-Jensens verden er befolket af sære væsener og fabeldyr. Men også af kække helte som Didrik i Prinsessen kom til at le (1997) med en vild tekst af Brian Møller Jensen. I dette eventyr drejes virkeligheden 360 grader, og helten Didrik foretager sig en masse forkerte ting, der dog i sidste ende viser sig at føre til den bedste løsning på alle problemer. Prinsessen kommer til at le, og Didrik vinder hende og det halve kongerige.

Den er fin, den er fin,
den fin-fin-fin.

synger han tilsyneladende lallende gennem hele denne raffinerede billedbog. Men jo mere irrationelt og tåbeligt han opfører sig, jo bedre flasker skæbnen sig.

Måske er dette en credo for Cato Thau-Jensen - altså, at det gælder om at opføre sig på tværs af al god smag, sæd og skik, så smiler lykken til sidst?

Og sådan er Cato Thau-Jensens billedbøger. De er både god smag og ’bad taste’, lavet både med stor kunstnerisk tæft og fanden-i-voldsk dårlig smag. Cato Thau-Jensen blæser nemlig på det kedelige, det vedtagne og det småborgerlige.

Pernittengryn

Der sidder en stor, tyk kat i en lænestol og kigger lidt undrende på en kraftig madamme, der eksploderer af vrede. Alle slags ting og sager flyver hektisk rundt i rummet, mens katten bare sidder mageligt tilbagelænet med en gigantisk isanretning og glor på dette vanvid. Ja, den undrer sig, for en sådan eksplosion har den aldrig oplevet. Kattens verden er normalt fredelig og fyldt med forkælelse - den er vant til at få alt serveret. Men nu vil Erna Madsen åbenbart ikke mer’, hun er træt af at servere for den luddovne kat, der ryger ud af huset med et spark...

24624765

Eksplosionen finder sted et par opslag inde i Cato Thau-Jensens billedbog Pernittengryn (1998) med herlig rimet tekst af Helle Melander:

Pernittengryn blev tyk og fed.
Og Erna Madsen gik og sled,
Til hun en skøøne dag fik nok,
Og hylende gik helt amok.

Bogen er en morsom og ’skæv’ fortælling om, at man må ’yde, før man kan nyde’ og fremstillet af en af Danmarks særeste og mest ekspressionistiske illustratorer i disse tider. Ekspressionistisk - forstået som en kunstner, der tør ’udtrykke’ sig vildt, eksplosivt og uforudsigeligt.

Og så er det godnat!

Cato Thau-Jensen debuterede i 1995 med en billedbog med tekst af Kim Fupz Aakeson.  Forlaget Gyldendal havde indbudt Designskolen i Kolding til en konkurrence, hvor de studerende kunne deltage (og vinde), hvis de var i stand til at give et godt bud på nogle illustrationer til to manuskripter af samme Aakeson. Cato Thau-Jensen vandt sammen med Tine Modeweg-Hansen. Cato Thau-Jensens billedbog fik titlen Og så er det godnat!, og Tine Modeweg-Hansens udgivelse var: Prinsessen der altid havde ret (1996).

Og så er det godnat! handler om opdragelsen af et lille monster, som - hvis vi ikke skulle vide det - er noget loddent noget med horn og hale og store hugtænder(!) og lange kløer og måske kan ose lidt ild ud af munden. I monsterverdenen er alting vendt på hovedet som i eventyret om Didrik, så om aftenen skal små monstre børste hugtænderne i bolsjevand, de skal vaskes i muddervand og pløre, og når de er lagt i seng, må de hvile på et leje af glasskår og søm.

Godnatlæsningen er uhyggelig, for der bliver læst højt om en verden, hvor man bruger sæbe, kører i gule busser og ligger trygt under lune dyner. Og til sidst må den sure far og mor lige kigge, om der ligger børn under sengen, som kan skræmme det lille monsterbarn.

Cato Thau-Jensens teknik er allerede forrygende i dette første værk. Han sprøjter blækklatter ud over siderne med en tandbørste dyppet i blæk, så siderne får et dejligt griset patina, og figurerne er tværet ud på papiret med fede farveblyanter. Denne teknik anvender tegneren i de første år - suppleret med lidt akrylmaling til at give konturer.

Kan du sovse en vovse?

I 1997 skabte Cato Thau-Jensen nogle kraftfulde og herlig illustrationer til to bøger Prinsessen kom til at le og Kan du sovse en vovse?. I sidstnævnte bog med vrøvlerim af Eigil Søholm demonstreres der illustrationskunst af høj klasse, for tegningerne supplerer ikke kun teksten, men udbygger dem levende. Kan du fise en vise? - tegningen viser en lille glad gris, der stikker sin rumpe helt op i en mikrofon, mens alle tilstedeværende musikinstrumenter bekymrede ser til. Kan du rime en time? - her ser man en forelsket snegl, der rimer hjerte på smerte, mens en kritisk edderkop overvåger processen.

21900451

I 1998 kom der ikke mindre end tre svendestykker fra Cato Thau-Jensen. Den danske Boghandlerforening udsendte en bog med noveller af danske børne- og ungdomsforfattere Nye gode Historier (redigeret af Kari Sønsthagen) - udsendt i anledning af en læsekampagne for børn og unge. I antologien havde man bedt Cato Thau-Jensen om at illustrere en historie af Bent Haller: Lidt har også ret, der handler om en stakkels og meget, meget fattig kone med syv sultne børn, der ikke har fået kødmad gennem hele deres barndom. Og da julen nærmer sig, ser hun sig nødsaget til at afsave sine lemmer og stege dem, så børnene kan blive bespist med noget, der ligner flæskesteg. Til sidst i denne groteske historie hopper konen op i suppegryden:

Moderen var borte, men der stod varm suppe parat til dem, fyldt med dejlige fedtperler og mørt kød.
Deres mor så de aldrig mere. Hun var blevet forvandlet til et lille eventyr. Lidt har også ret
.

Cato Thau-Jensen har i illustrationerne forvandlet børnene til sultne fisk med skarpe geddetænder, der sluger alt på deres vej. Så kringlet og snirklet kan en illustrator som Cato Thau-Jensen åbenbart tænke, og han har i sine tegninger udbygget alvoren i denne sære historie, der bl.a. er en allegori om den (kristne?) offerrolle og alle de tåbelige mennesker, der ikke gider tænke over, hvad de modtager.

I tegningernes dybde er der (også) en hentydning til den fortælling i Det Nye Testamente, hvor Jesus efter at have prædiket for en stor folkeskare forvandlede to fisk og fem brød, så smulerne kunne brødføde alle fem tusinde mennesker (Matthæusevangeliet, kap.14, 13-22). Moderen = Jesus ofrer sig, så børnene, dvs. alle tankeløse mennesker på denne jord, kan leve videre, som om intet var hændt?!? Har ’lidt også ret’?. Er det mon rigtigt? Var det ikke noget rigtigt, rigtigt stort moderen gjorde?, spørger Bent Haller, og Cato Thau-Jensen svarer med nogle bevægende og ekspressive tegninger.

Og så udkom - samme år - atter en bog med tekst af Kim Fupz Aakeson Pigen der krøb, om MariaMarianne, der har dette sære navn, fordi hendes forældre ikke kan finde ét, som de kan enes om. Og hun får navnet som et kompromis. Alle er tilfredse - undtagen MariaMarianne. I det hele taget er der ingen, der tager hensyn til pigen - hendes kammerater ignorerer hende, og forældrene laver mad til MariaMarianne, som hun ikke kan foredrage. De serverer deres livretter uden at spørge til hendes.

Resultatet er, at MariaMarianne ’kryber’ og svinder ind til det rene ingenting. Hun har simpelthen ingen selvværd eller identitet. Og til sidst er hun så lille, at hun kan krybe i et musehul. Men da en stor ulækker kat vil spise hende, som var hun en mus, eksploderer hun som Erna Madsen i Pernittengryn:

Jeg hedder MariaMarianne, og jeg er ingen mus, og jeg vil ikke spises af nogen dum kat!

Efter denne besværgelse svulmer hun op til fuld størrelse og kræver for første gang i sit liv, at forældre adlyder hende og serverer: 8 spegepølsemadder med ristede løg og remoulade og et stort glas saftevand. I dette opslag er MariaMarianne i centrum, og forældrene må kigge til fra sidelinjen.

Pigen der krøb er en smuk og ædel fortælling om fornedrelse og undertrykkelse, der kan ramme som boomerang tilbage i hovedet på dem, som trykker og plager.

I det meget moralske eventyr om Pernittengryn (1998) må katten yde en indsats, før den igen kan blive belønnet med moderkærlighed. Katten må først ud i den hårde, kolde verden blandt fjender og sure stoddere og bevise, at han kan fange mus, som alle rigtige katte. Man må vise viljestyrke, og under denne læreproces hærdes man i modgang...

Den grusomme jæger

Endnu mere bevægende og endnu mere ekspressiv i form og udtryk er Den grusomme jæger (2001), der er endnu et resultat af et tilsyneladende forrygende samarbejde med Kim Fupz Aakeson. Billedbogen handler om en virkelig(!) grusom jæger, der hver dag går ud i skoven og pløkker en hel masse dyr. Han skyder og dræber i flæng, og om aftenen tæver han konen og barnet og sparker hunden i enden med fedtlæderstøvler. Men så en dag kommer han til at skyde en engel ned fra himlen. Og i angst for Guds straf, gemmer han hende nede i sin kælder og prøver at helbrede hende:

Han lægger en af sine røde hænder på englens brandvarme pande og det er som om det hjælper. Bare en hånd. Den grusomme jæger sidder sådan længe med en hånd på englepanden og håber det bedste.

Og minsandten! Englen bliver helbredt af de hænder, der før har dræbt og tævet. Og herefter kan han lægge sine hænder blidt på sin søns pande og varsomt om sin kones bryster. Faktisk en stille aften, det må man sige.

Efter denne oplevelse ’pløkker’ han aldrig mere noget dyr, og familien må købe deres mad i supermarkedet. Den grusomme jæger er blevet helbredt, og livet kan - i den mest bogstaveligste forstand - blomstre i det lille hjem. Kun på markedspladsen kan den nu ikke så grusomme jæger more sig med at skyde til måls efter nogle mekaniske kaniner i et skydetelt.

Tegningerne danser henover siderne, og aldrig har der været så voldsomme perspektivforskydninger og -forvrængninger i billederne. Der males virkelig med den brede pensel, og Cato Thau-Jensen blander alle teknikker med raffinement. Tekst og illustration smelter sammen til en helhed og gør Den grusomme Jæger til en af de bedste billedbøger i disse tider.

Cato Thau-Jensen beviser her, at han er et vitalt og sprudlende talent på den danske illustratorhimmel. Hans figurer snor sig over siderne som lianer i en frodig jungle, og hans fantasi skummer over som godt øl i drøje bægre.

Kanuld på Mammutsletten

Cato Thau-Jensen har både skrevet og illustreret ”Kanuld på Mammutsletten” (2012). Kanuld er en neandertaler-dreng, der bor sammen med sin familie på Mammutsletten. Kanulds far Grabonk burde gå på jagt og skaffe mad til familien, men han tænker kun på at opfinde ting, så derfor sulter familien ofte. Kanulds mor Mums bebrejder Grabonk, at han spilder sin tid på at være opfinder, når familien sulter, men Grabonk mener, at ”nogen må ofre sig for fremskridtet”. En dag, da den store vulkan i nærheden går i udbrud, får de alligevel brug for én af Grabonks opfindelser, nemlig en slæde. Kanuld er opfindsom ligesom sin far og tegner hulemalerier, så han ikke kan mærke sulten og heller ikke kede sig, for hverken børnefjernsyn eller computerspil er opfundet. Kanulds bedste ven hedder Onk, og sammen finder de på narrestreger med at sælge snebolde for nødder og gode historier.

29681996

Bogens sort-hvide illustrationer passer godt til istidens univers, hvor Kanuld og hans familie går klædt i dyreskind. På forsiden ser man lille Kanuld sidde på en kæmpe mammuts ene stødtand. De mange dyr på Mammutsletten er ofte skræmmende store som f.eks. hjorte med kæmpegevir og et frygtindgydende næsehorn, som fylder størstedelen af et dobbeltopslag i bogen, mens neandertalerne fremstår ret små. Over et andet dobbeltopslag ser man en flok moskusokser komme løbende, og lille Onk må vende ryggen til dem og lukke øjnene, så skræmmende et syn er det. Når det er nat, illustreres det på et dobbeltopslag med, at Kanuld og hans søster står i bælgravende mørke, og der er en uhyggelig skygge på væggen. Sjovt er det til gengæld, når ulveungerne i deres kådhed efter at trække slæden får viklet Grabonk ind i et reb.

Cato Thau-Jensen beskriver en hverdag i istiden, hvor hverken hjulet, elektriciteten, cykler eller gummistøvler er opfundet. Det handler om overlevelse for Kanuld og hans familie, og det gælder om at være opfindsom og kunne forudse farer, men det er fortalt med masser af humor. Bogen egner sig som højtlæsning for børn fra 6 år. 

Violinspilleren

Billedbogen ”Violinspilleren” (2015) er skrevet af Marianne Iben Hansen og illustreret af Cato Thau-Jensen. Det er et lyrisk eventyr om drengen Theodor, der får en violin til sin 11 års fødselsdag. Han viser sig at være et naturtalent, og alle vil gerne høre ham spille, så han rejser rundt og giver koncerter i hele verden. Violinspillet gør ham rig, og han køber et fly, en ø og et palads med tjenestefolk, som varter ham op døgnet rundt.

51637194

En dag sker der det uheldige, at violinens toner begynder at punktere og lyde klangløse, og han kan selv høre, at det lyder helt galt, når han spiller. Theodor får præstationsangst, og en aften udebliver han helt fra en koncert og gemmer sig i stedet i et rengøringsskab. Han møder en gammel kone, som ligner en heks, men der som en anden god fe siger, at hun vil hjælpe ham. Theodor får besked på, at han skal løse tre opgaver, som vil give ham spilleglæden tilbage. Første prøve er at rengøre hele teatret, anden prøve er, at Theodor skal give heksen alt, hvad han ejer. Tredje prøve er, at han skal gå nøgen ud i verden og finde det sted, ”hvor vindene mødes og sangene fødes og ukrudtet vokser i fred”. Her finder han de hjemløse klange og genfinder sig selv.

Bogen er bygget op sådan, at teksten er skrevet i valsetakt med et omkvæd, der lyder: ”Hvordan kunne det nu gå til?” På den anden side er der en illustration, som udtrykker den følsomme fortælling. Der er illustrationer af Theodors første begejstring for at spille for mange mennesker, selv dronningen, til han står på de største scener i verden. Theodors usikkerhed, vrede og angst for aldrig at komme til at spille igen illustreres i et close-up-billede, hvor han beskylder den grimme heks for at lyve om, at han får spilleglæden tilbage. Illustrationerne af det særlige sted, hvor han kommer i kontakt med sig selv, viser Theodor helt nøgen med sin violin og omgivet af dyr og naturen.

Tematisk handler bogen om at miste passionen for at spille og finde den igen. Theodor skal lære at passe og pleje sit talent, og så kan modgangen overvindes.

Genrer og tematikker

Cato Thau-Jensen har illustreret billedbøger og højtlæsningsbøger, og han har både skrevet og illustreret flere bøger, f.eks. ”Kanuld på Mammutsletten” og selvbiografien ”Et hjem med gevær”. Cato Thau-Jensens illustrationer er ikke blot til for at underbygge teksterne i bøgerne, men er i høj grad medfortællende. Ifølge ham selv er det vigtigt med satire i billedbøgerne: ”Jeg kan godt lide, når det enten er meget romantisk eller meget dramatisk. Men jeg forsøger altid at lægge en satirisk vinkel på mine ting, som, jeg tror, er typisk dansk. Man lægger lidt afstand, så prinsesserne ikke bliver for sukkersøde og uhyrerne ikke alt for onde. Det er trods alt børnebøger.” (Birgit Straarup: Pris for skæve streger. Berlingske, 2003-05-13).

Cato Thau-Jensens illustrationer er ekspressive og udtrykker hele følelsesregistret. Humoren og det groteske anvendes til at gøre fortællingerne mindre skræmmende som f.eks. monsterfamilien i ”Og så er det godnat!” og ”Den grusomme jæger”. Jægeren er en fandens karl, illustreret i stærke farver, men mødet med englen forvandler ham, så han fremstår mere kærlig.
”Kanuld og Mammutsletten” er en bog om at overleve under barske forhold i istiden, om frygt og sult, men der er en gæv humor i historien og illustrationerne, som vækker associationer til Ole Lund Kirkegaards bøger og filmen ”Ice Age”.
I ”Violinspilleren” har Theodor et stort talent for at spille, men han glemmer at pleje det og bruger tiden på at købe ting og lade sig opvarte. Det med at blive opvartet har han til fælles med den dovne, forkælede kat Pernittengryn, og moralen i bøgerne er, at man må yde før man kan nyde, og at talent skal plejes.
Cato Thau-Jensen har samarbejdet med forskellige børnebogsforfattere, bl.a. Kim Fupz Aakeson, hvor humoren, det groteske og det grimme får frit løb, mens ”Violinspilleren” skrevet af Marianne Iben Hansen har euforiske og melankolske illustrationer i lysere farver, som underbygger den lyriske fortælling.


Beslægtede illustratorskaber

Cato Thau-Jensen, Tine Modeweg-Hansen, Mette-Kirstine Bak og Anne Pedersen er ”de unge vilde” fra Designskolen i Kolding, som blev udklækket i 1990’erne. De er vokset op med billeder i medierne, og fælles for dem er deres ekspressive stil og deres energiske og uimponerede tilgang til arbejdet. De er alle blevet undervist af de to sprudlende og produktive illustratorer Lilian Brøgger og Dorte Karrebæk, hvilket spejler sig i deres stil. Det ekspressive anvendes til at udtrykke voldsomme følelser eller en uforudsigelighed og en vekslen mellem farverne. 

Lilian Brøgger har gennem 40 år illustreret et hav af billedbøger og har inspireret den efterfølgende generation af illustratorer, herunder Cato Thau-Jensen. Lilian Brøgger er med sin store trang til at udforske nyt ikke bange for at komme ud på dybt vand, og hendes illustrationer spænder vidt i deres udtryksformer. Cato Thau-Jensen bestræber sig også på at afprøve nyt for hver bog, han illustrerer, og han har samme humoristiske, groteske og farverige stil som Lilian Brøgger.

Lilian Brøgger eksperimenterer med perspektiver og rumlige virkninger, og man finder den samme slags eksperimenter hos Cato Thau-Jensen. Hans illustrationer er ikke kun på én side og teksten på en anden, men illustrationerne kan sagtens fylde flere sider, og perspektiverne bliver i nogle tilfælde forvrængede, når der skal udtrykkes bestemte sindsstemninger hos karaktererne i fortællingerne.

Dorte Karrebæk har også en omfattende produktion af børnebøger med farverige og poetiske illustrationer. Hun har haft et mangeårigt samarbejde med Oscar K., og fælles for deres bøger er, at de i modsætning til den traditionelle børnebogs forklarende stil har en mere åben struktur med mange lag, hvilket lægger op til en mere individuel fortolkning. Dorte Karrebæk og Lilian Brøggers illustrationer understøtter ikke kun teksten, men er også medfortællende, hvilket man også ser i Cato Thau-Jensens illustrationskunst.

Bibliografi

Bøger af Cato Thau-Jensen

Thau-Jensen, Cato:
Gerda Flues forfærdelige Køkken. 2000 (bi)
Thau-Jensen, Cato:
Suffløsen og den lille Folmer. 2002 (bi).
Thau-Jensen, Cato:
Et hjem med gevær. 2007. (99.4 Thau-Jensen, Cato).
Thau-Jensen, Cato:
Bette i græsskoven. Århus Kunstbygning, 2010. Billedbog.
Thau-Jensen, Cato:
Jeg gik mig over sø og land. Klematis, 2012. Illustrator: Cato Thau-Jensen. Billedbog.
Thau-Jensen, Cato:
Tommelfinger. Klematis, 2012. Billedbog.
Thau-Jensen, Cato:
Muk er ikke Malle. Århus Kunstbygning, 2012. Billedbog. Illustrator: Cato Thau-Jensen.
Thau-Jensen, Cato:
Kanuld på Mammutsletten. Gyldendal, 2012.
Thau-Jensen, Cato: Kanuld og Onk i miraklernes urtid. Gyldendal, 2017.
Thau-Jensen, Cato: Farfar flottenhejmer sætter fut i fejemøget. Alinea, 2018. Kunstner: Katrine Louise Jakobsen. Billedbog.

Illustrationer til

Aakeson, Kim Fupz:
Og så er det godnat! 1995 (bi)
Møller Jensen, Brian:
Prinsessen kom til at le. 1997 (bi)
Søholm, Eigil:
Kan du sovse en vovse? - Remserim og Billeder. 1997 (bi)
Haller, Bent:
’Lidt har også ret’. 1998 I: Nye gode Historier, redigeret af Kari Sønsthagen.
Melander, Helle:
Pernittengryn. 1998 (bi)
Inuk, Lotte:
Da havet skyllede ind over byen en nat. 1999 (bi)
Aakeson, Kim Fupz:
Pigen der krøb. 1999 (bi)
Eken, Cecilie:
Vingekatten. 2000 (bi)
Melander, Helle:
Fru Filejse. 2000 (bi)
Thau-Jensen, Cato:
Gerda Flues forfærdelige Køkken. 2000 (bi)
Grimm, J. L. K.:
Grimms eventyr. 2001 (39.12)
Schlosser, Dan:
Den store a-b-zoo - 29 fortællinger om alverdens dyr. 2001 (bi)
Aakeson, Kim Fupz:
Drengen der lå i sin seng, mens hans far og damefrisøren så på. 2001 (bi)
Aakeson, Kim Fupz:
Den grusomme jæger. 2001 (bi)
Thau-Jensen, Cato:
Suffløsen og den lille Folmer. 2002 (bi)
Aakeson, Kim Fupz:
Endnu flere helt andre historier. 2002
Melander, Helle:
Pernittengryn er pyntesyg. 2003 (bi)
Salling, Lotte:
Skøre Line. 2003 (bi)
Enquist, Per Olov:
Morfar og ulvene. 2004
Schmidt, Tina:
Jok. 2004 (bi)
Aakeson, Kim Fupz:
Farmanden. 2004 (bi)
Einspor, Henrik:
Kannibalens ring. 2005
Jensen, Louis:
Den meget tørstige mor. 2005.
Guldager, Katrine Marie:
Pigen der var bange for at være ond. 2005.
Jessen, Anna:
Øremanden. 2006
Aakeson, Kim Fupz:
Den store Fupz. 2006. 13 fantastiske, sjove, sørgelige, forunderlige og frække historier, oprindeligt udgivet som billedbøger.
Guldager, Katrine Marie:
Lise Lus og Luse-Lars. 2006. Billedbog.
Melander, Helle:
Pernittengryn og Lorelei. 2007. Billedbog.
Harpelunde Jensen, Mariella:
Inde i skoven. 2007.
Skafte, Ulrik T.:
Frederik Falderik : en fortælling om en enestående verdensrekord i ulykker og uheld. Turbine, 2011. Illustrator: Cato Thau-Jensen. Billedbog.
Nye nordlys for anden. Gyldendal, 2011. Illustrator: Cato Thau-Jensen et. al.
Assels, Kathrine:
Drengen der hele tiden tabte sit ansigt. Turbine, 2012. Billedbog.
Jessen, Ida:
Ringen. Gyldendal, 2011. Billedbog.
Aakeson, Kim Fupz:
Det satans ukrudt. Gyldendal, 2013. Billedbog.
Børnenes tusind og én nat : udvalgte fortællinger. Vandkunsten, 2014. Oversat af Kim Witthoff og Ellen Wulff. Børnebog.
Kvist, Hanne:
Charterferie. Carlsen, 2014. Billedbog.
Joof, Hella:
Snitten & Kis - Frygt og bæven og en mand på strømpesokker. Carlsen, 2014. Børnebog.
Hansen, Marianne Iben:
Violinspilleren. Gyldendal, 2015. Billedbog.
Krumbach, Anita: Nivemaskinen. Høst, 2017. Kunstner: Cato Thau-Jensen.
Joff, Hella: Snitten & Kis - det ender med at være en af de gode dage. Carlsen, 2018.
Engell, Sarah: Mowgli. Carlsen, 2018. Illustrator Cato Thau-Jensen.Novelle.
Aakeson, Kim Fupz: Pigen der krøb. Carlsen, 2018. Kunstner: Cato Thau-Jensen. Billedbog.
Haller, Bent: At blive set. Høst, 2019. illustrator: Cato Thau-Jensen. Noveller.
Cato Thau-Jensen har desuden lavet illustrationer til en række letlæsningsbøger.

Om illustratoren

Artikler og links

Christensen, Nina:
Den danske billedbog 1950-1999. 2003 (81.67).
Larsen, Steffen:
Cato og de andre K’er. 1998 Interview. I: Børn & bøger. Årgang 51, nr. 6. 1998 (37.13605).
Larsen, Steffen:
Det var også på tide! Interview med Cato Thau-Jensen. Børn & Bøger. Årgang 56, nr. 4, side 24-26, 2003.
Her får man de vigtigste pejlemærker i Cato Thau-Jensens forfatterskab. Årstal for litterære priser, angivelse af debut og markante værker, henvisninger til biografier i håndbøger og links til omtaler på nettet.
Gyldendal, 2015-03-01.
Artikel om forfatteren.
Winther, Tine Maria:
Han slår et slag for de rødhårede. 2008-01-26.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Cato Thau-Jensen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Mit yndlingsdyr er ræven. 1999. I: Skolebiblioteket ’99, nr. 7, 1999 (37.136)
Billedbøger og børns billeder. 2000 (81.01).
Straarup, Birgit:
Pris for skæve streger. Berlingske, 2003-05-13.