Cato Thau-Jensen (f. 1966) gik først på Grafisk Skole i Århus og tog derefter til Kolding, hvor han styrede mod en illustratoruddannelse på Illustrationslinien ved Designskolen i Kolding. Her blev han undervist af sprudlende tegnere som blandt andre Lilian Brøgger og Dorte Karrebæk, der i 1990’erne gav en hel generation af illustratorer impulser til at skabe nyt. Cato Thau-Jensen er ikke alene med sit talent - han blev udklækket fra ’Koldingskolen’ sammen med bl.a. Mette-Kirstine Bak, Tine Modeweg-Hansen og Anne Pedersen.
Disse dygtige ’unge’ talenter svulmer af energi, og de har givet illustratorkunsten i Danmark et løft, som både er forrygende æstetisk og sanseligt. Og der lægges farver på, så øjnene virrer. Hurra for det!
I 1999 fik Designskolen i Kolding Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris for denne indsats for at forny og (bevare) billedbogen.
Men tilbage til Cato Thau-Jensen. Han er født i Århus, men bor - i disse år - i Kolding. Han er en rigtig jyde - og har dog skabt en af mest københavnske billedbøger, som tænkes kan. Den hedder Vingekatten (2000) og udspiller sig en forårsnat, hvor statuer på museer, i parker og på bygningsværker i København bliver levende:
Hver statue, hver fanget form
Hver stivnet stenfigur
Kan mærke hjertets længselsstrøm
Der sprænger søvnens bur
Teksten er af Cecilie Eken. Vingekatten er en stenfigur, der i natten går på jagt efter en kæreste, som han kan dele sin tilværelse med. Han sidder nemlig meget alene på en facadegesims og mangler selskab. Og minsandten om hans forehavende ikke lykkes denne magiske nat, hvor H.C. Andersen svinger rundt med en lille rødmende balletdanserinde, og hvor brolægningen bølger som et hav, så byens tårne danser cancan. Jo, Cato Thau-Jensen kan mere end sit jyske Fadervor.
23070685
Cato Thau-Jensens far var tandlæge, og der optræder - lidt traumatisk(!)- en del udtrukne tænder i hans univers, fx i Gerda Flues forfærdelige Køkken (2000), hvor kokken (Gerda Flue) skal bage en kage til hr. Kakerlak. I opskriften indgår der:
en pose søde tænder, som jeg har fået hos tandlægen. Han har trukket dem ud af munden på børn, som har spist for meget slik! .
Cato Thau-Jensen fortæller i en portrætartikel om en uhyggelig tilskikkelse, da hans far ville ha’ en tandprotese og foretrak at gøre arbejdet selv:
"Det gjorde et stort indtryk at se ham line de blodige tænder op på kanten af vasken, efterhånden som han fik hevet dem ud"
(Mit yndlingsdyr er ræven i Skolebiblioteket ’99, nr. 7, oktober 1999)
Cato Thau-Jensens verden er befolket af sære væsener og fabeldyr. Men også af kække helte som Didrik i Prinsessen kom til at le (1997) med en vild tekst af Brian Møller Jensen. I dette eventyr drejes virkeligheden 360 grader, og helten Didrik foretager sig en masse forkerte ting, der dog i sidste ende viser sig at føre til den bedste løsning på alle problemer. Prinsessen kommer til at le, og Didrik vinder hende og det halve kongerige.
Den er fin, den er fin,
den fin-fin-fin.
synger han tilsyneladende lallende gennem hele denne raffinerede billedbog. Men jo mere irrationelt og tåbeligt han opfører sig, jo bedre flasker skæbnen sig.
Måske er dette en credo for Cato Thau-Jensen - altså, at det gælder om at opføre sig på tværs af al god smag, sæd og skik, så smiler lykken til sidst?
Og sådan er Cato Thau-Jensens billedbøger. De er både god smag og ’bad taste’, lavet både med stor kunstnerisk tæft og fanden-i-voldsk dårlig smag. Cato Thau-Jensen blæser nemlig på det kedelige, det vedtagne og det småborgerlige.
