Søren Ulrik Thomsen debuterede i 1981 med ”City Slang”, der, som titlen angiver, er blevet til i mødet med storbyen. Gennemgående for samlingens 57 digte er et jegs sansning og til tider voldsomme og smertefulde oplevelse af storbyens rum med dets puls, blink, larm, trafik og mørke baggårde. Det er et ensomt jeg, og kontakten med andre er sporadisk og karakteriseret af bortvendte ansigter.
23416883
Digtet ”Jeg er levende” viser, at jeget er til i verden i kraft af sine sanser. De første strofer lyder: ”regnvandet driver / ned ad min arm / jeg er levende”, og resten af digtet er en messende besværgelse af at være i live. Jeget er alene og isoleret over for både byen og andre mennesker: ”porten smækker”, ”bilerne suser bag muren”, ”telefonen ringer / røret er koldt i hånden”. Til sidst i digtet forsvinder jeget helt, og tilbage er kun besværgelsen: ”græder / levende”. Grafisk er digtet fragmentarisk og kaotisk sat op, hvilket underbygger indholdet. Digtet tematiserer tab og fravær og er en markering af en mistet kontakt. I stedet for varme og nærvær er kun en ensom krop tilbage med sine erindringer og sine mislykkede forsøg på at nå ud i verden. Nok er jeget i opløsning, men sproget og formen hænger sammen, og Thomsen viser allerede i debuten, at han bemestrer sit stof til fulde.
Flere af digtene i ”City Slang” griber ind i og over hinanden, og bestemte formelle træk er gennemgående i samlingen. 26 af digtene er struktureret omkring gentagelser, der slår stemningen af og har funktion af omkvæd, rytme, byens beat. Farven blå har en central plads og åbner det blå rum, der navngives på s. 59 og betegner poesiens blå rum. Dette rum giver plads til en repoetisering af verden og er et opgør med 1970’ernes politiske og følelsesladede poesi.
Med sit dystopiske syn på en fremmedgørende verden og sit fokus på kroppen som den sidste referent skriver ”City Slang” sig ind i 80’er-digtningen repræsenteret ved bl.a. Michael Strunge, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen.
Et diktum tilskrevet Poul Borum lød i 1980’erne ”Jeg.Er.Her.Nu.” som et billede på, at det eneste, individet kan regne med i en kaotisk verden, er, at kroppen er til, at jeget derfor også er til, og at kun nuet eksisterer. Dette diktum ligger på mange måder til grund for digtene i ”City Slang”, der alle har kroppen som omdrejningspunkt. Kroppen sanser byen med dens lyde, lugte og lys, og kroppen og byen bliver til spejlinger af hinanden. Rent klangligt har ”City Slang” storbyens jargon indlejret i sig med sprogets hårde klange, metallisk som en rock-puls i kroppen. Som i David Bowies ”Sound and Vision” (fra albummet Low, 1977) er verden her et absolut nærvær af lyd, syn og sansninger.
Ved udgivelsen vakte ”City Slang” ikke synderlig meget opmærksomhed, men da Lars H.U.G. satte musik til sangene i 1983, nåede den ud til et større publikum. Siden hen er samlingen blevet et ikonisk værk over 1980’erne.