Brontë-søstrene

journalist Madeleine Saunte, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Main image
Brontë-søstrene
Foto: Jon Jones/Corbis / POLFOTO

Indledning

De tre berømte forfatterindesøstre fra den engelske victorianisme er et enestående tilfælde i litteraturhistorien. Charlotte, Emily og Anne Brontë skrev dramatiske historier om altfortærende kærlighed, om vild natur og hvileløse genfærd. Selv levede de en tilbagetrukket tilværelse i faderens præstegård, hvor de sad og skrev deres store romaner. Men søstrenes liv var ikke uden tragisk dramatik: Af en søskendeflok på seks, overlevede deres fader dem alle sammen. Romanerne lever heldigvis i høj grad videre, og er i dag, over hundrede og halvtreds år senere, stadig meget læste og elskede.

46596803

Blå bog

Fødsel og død:

Charlotte Brontë: Født: 21. april 1816, Yorkshire. Død: 31. marts 1855.

Emily Jane Brontë: Født: 30. juli 1818, Yorkshire. Død: 19. december 1848.

Anne Brontë: Født: 17. januar 1820, Yorkshire. Død: 28. maj 1849.

Uddannelse:

Charlotte Brontë: sprogundervisning på Pensionat Heger, Bruxelles, 1844.

Emily Brontë: sprogundervisning på Pensionat Heger, Bruxelles, 1842 (uafsluttet).

Anne Brontë: hjemmeuddannelse v. Familien.

Debut:

Charlotte Brontë: ”Jane Eyre”, 1847 (”Jane Eyre”, 1850).

Emily Brontë: ”Wuthering Heights”, 1947 (”Stormfulde højder”, 1919).

Anne Brontë: ”Agnes Grey”, 1847 (”Agnes Grey”, 1951).

Seneste udgivelse: Brontë, Emily: Stormfulde højder. Lindhardt og Ringhof, 2019. (Wuthering heights, 1847). Oversat af Gunnar Juel Jørgensen.

 

Se også filmen Jane EyreFilmstriben

 

 Første del af BBC Dokumentar fra 2003 om Brontë-søstrene

Artikel type
voksne

Baggrund


”Blodet veg fra hans kinder og læber, og de blev askegrå – jeg vidste hverken ud eller ind. At ophidse ham så stærkt var grusomt; at give efter kunne der ikke være tale om. Jeg gjorde, hvad mennesker gør, når de er i den yderste nød – jeg vendte mig til den, overfor hvem alle mennesker er små. ”Gud hjælpe mig!” brast det uvilkårligt ud af mig.”

Charlotte Brontë: ”Jane Eyre“, s. 213.

Præstedøtrene Charlotte, Emily og Anne Brontë voksede op i udkanten af fabrikslandsbyen Haworth i Yorkshire, i en søskendeflok på seks børn. Deres moder, Maria Branwell, døde af cancer i 1821, halvandet år efter Annes fødsel. Alle pigerne foruden Anne blev sendt på kostskole i 1824, hvor de to ældste søstre, Maria og Elizabeth, blev syge med døden som udgang. Charlotte og Emily hjemkaldtes af faderen Patrick Brontë, hvor de sammen med Anne og broderen Branwell blev opdraget af mosteren Elizabeth Branwell, der havde overtaget ansvaret for husholdningen i hjemmet. Børnene fik undervisning af den tungsindige fader, og deres barndom var præget af isolation fra omverdenen, men også af intellektuel frihed og et intenst forhold til det omgivende hedelandskab. I disse år havde de fire søskende et tæt venskab, der var animeret af opfindsomhed og skrivetrang. Sammen opdigtede de de udførlige fantasiverdener, ”Gondal” og ”Angria”, som de skrev små bøger om.

På grund af faderens ringe indkomst blev familiens piger opdraget til at blive guvernanter, der var den eneste respektable indtjeningsmulighed for veluddannede kvinder på den tid.

Broderen Branwell flyttede til Leeds for at gå til kunstundervisning. Det lykkedes ham aldrig at slå igennem som kunstner, og han returnerede til Haworth forgældet, desillusioneret og med hang til opium og alkohol. Søstrene arbejdede som lærerinder og guvernanter i diverse stillinger, men ingen af dem trivedes med dette. Charlotte og Emily rejste derfor til en skole i Bruxelles for at dygtiggøre sig i deres sprogkundskaber. Deres drøm var at blive i stand til at drive en skole hjemme i præstegården. Projektet mislykkedes desværre, blandt andet fordi broderens skandaløse opførsel kastede skygge over familiens ry.

Faderen Patrick Brontë var udover sin præstegerning en udgivet forfatter og poet, og alle hans børn var optagede af at skrive. I 1846 udgav de tre søstre en digtsamling under pseudonymerne Currer, Ellis og Acton Bell. Bogen fik gode anmeldelser, men kun to eksemplarer blev solgt. Søstrene lod sig dog ikke afskrække, og det følgende år udkom Emily og Annes romaner, henholdsvis ”Stormfulde højder“ og ”Agnes Grey“. Charlottes roman ”Professoren“ blev afvist fra syv forskellige forlag, men senere samme år udgav hun sin store succesroman ”Jane Eyre“. I 1848 udgav Anne sin anden roman ”Fruen til Wildfell Hall“.

Det følgende år skulle vise sig at blive det mest dystre i familiens historie: I september døde Branwell af sit misbrug, få måneder senere blev Emily syg og døde, og i maj 1849 fulgte Anne samme skæbne som sin søster. Af den engang så store familie, stod kun Charlotte og hendes fader tilbage.

Charlotte nåede at udgive to romaner mere: ”Shirley“ i 1849 og ”Villette“ i 1853. I 1854 giftede hun sig, mod faderens vilje, med præsten Arthur Bell Nicholls, men deres lykke skulle vise sig at blive kortvarig: I 1855 døde Charlotte Brontë, 38 år gammel og gravid. Hendes første roman, ”Professoren“, udkom posthumt i 1857.

”Jane Eyre”

”Du gode Gud, hvilket skrig! Natten – den stille, rolige nat blev sønderflænget af en vild, skarp og skinger lyd, der hørtes fra den ene ende af Thornfield Hall til den anden. Mit pulsslag standsede; mit hjerte stod stille; min fremrakte arm var som lammet. Skriget, der døde hen, blev ikke gentaget. Det havde lydt fra anden etage, og i værelset lige over loftet i mit værelse hørte jeg som en kamp på liv og død og en halvkvalt stemme, der råbte: ”Rochester! Rochester! For Guds skyld kom!””
Charlotte Brontë: ”Jane Eyre”, side 149.

Charlotte Brontës hovedværk ”Jane Eyre” blev publiceret i tre dele i 1847. Efter en ulykkelig barndom, præget af nød og mangel på kærlighed, tager den forældreløse romanheltinde Jane Eyre en stilling som guvernante på det rige gods Thornfield Hall. Hun forelsker sig i godsets herre, den karismatiske Edward Fairfax Rochester.

Samtidig som der er tegn på, at kærligheden er gengældt, sker der mystiske ting på godset, og en uhyggelig latter gjalder på gangene om natten.

Rochester erklærer Jane Eyre sin kærlighed og beder om hendes hånd, men da de står foran alteret på selve bryllupsdagen, kommer det for en dag, at han allerede er gift. Hustruen Bertha Rochester er sindssyg og lever bag lås og slå i et hemmeligt kammer på godset. Jane Eyre flygter fra godset i sorg og desperation og kommer ud for mange prøvelser, før romanen endelig kan afsluttes med hendes lykkelige genforening med Edward Rochester. 

I tråd med tidens smag er ”Jane Eyre“ en dramatisk og romantisk beretning, hvor både natur, overnaturlighed og religion spiller en central rolle. Den voksne jeg-fortæller ser tilbage på sit usædvanlige liv og beretter det i en umiddelbar og intim henvendelse til sin læser. De mange beskrivelser af den vilde og voldsomme natur og af det indre sjælelivs stemninger gør stilen pompøs og ordrig. Samtidig betyder de inderlige skildringer af følelseslivets svingninger, at man kommer meget tæt på historiens hovedperson.

Intrigen om kærlighed mellem en guvernante og hendes herre er klassisk for den romantiske litteratur, og den afsindige hustru er et gotisk indslag i fortællingen. Men det er især de komplekse og interessante personskildringer, der har givet ”Jane Eyre“ sin excellens. Den blev en øjeblikkelig succes, og betragtes fortsat af mange som Brontë-søstrenes hovedværk, samt en af den engelske litteraturs største bedrifter. Romanen kredser især omkring valget mellem moral og lidenskab, og om kampen for at forene gudfrygtighed og kærlighed i et fromt og samtidig lykkeligt liv.

”Stormfulde Højder”

”Jeg stod op og forsøgte at lukke vinduet op. Krogen var loddet fast til sin øsken. Det havde jeg bemærket, mens jeg var vågen, men derefter havde jeg glemt det igen. ”Jeg må alligevel se at få sat en stopper for det!“ mumlede jeg og hamrede knoerne gennem glasset og rakte en arm ud for at gribe den påtrængende gren – men i stedet lukkede mine fingre sig omkring fingrene på en lille, iskold hånd!“
Emily Brontë: ”Stormfulde højder”, side 29.

Emily Brontës slægtsroman ”Stormfulde Højder” fra 1847 foregår på de to nabogårde Wuthering Heights og Thrushcross Grange, i en vild og tyndt befolket egn af Yorkshire.

Den handler om det mystiske hittebarn Heathcliff, som vokser op som andenrangs familiemedlem på gården Wuthering Heights. Han og stedsøsteren Catherine er uadskillelige, men da hun gifter sig med nabogårdens pæne søn Edgar Linton, rejser han væk. Et par år senere kommer Heathcliff hjem som fin og formuende herre for at tage sin hævn over alle dem, der har krænket ham. Langsomt, tålmodigt og præcist knuser han alle omkring sig i en af litteraturhistoriens mørkeste passager. I romanens sidste to kapitler afløses dysterheden heldigvis af en håbefuld slutning.

52136369

Fortællerpositionen i ”Stormfulde Højder“ er helt speciel. Den udefrakommende jeg-fortæller hr. Lockwood gæster Thrushcross Grange. Han møder Heathcliff og de andre beboere på Wuthering Heights, og drevet af nysgerrighed over deres aparte og usympatiske adfærd får han Ellen Dean, husets gamle tjener, til at fortælle sig historien om deres skæbner. Det meste af handlingen gengives i tilbageblik i Ellen Deans monolog til Lockwood. I romanens sidste del er han på gennemrejse i egnen et års tid senere, og beslutter sig til at kigge forbi og se, hvordan tingene har udviklet sig for beboerne på Wuthering Heights. Hr. Lockwood kan siges at udfylde den nysgerrige læsers rolle i romanen, mens Ellen Dean har den ideelle fortællerposition som betragteren, der kommenterer begivenhederne fra sidelinjen.

”Stormfulde Højder“ er en kompliceret og dyster slægtsroman om had, hævn og udødelig kærlighed, der nedarves fra den ene generation til den næste. Den er karakteriseret af en råhed, vildskab og et ublufærdigt sprog, der chokerede samtidens læsere.

Det er den mest originale og kraftfulde af Brontë-søstrenes udgivelser.

”Agnes Grey”

”Arbejdet med at undervise var lige så anstrengende for legemet som for hjernen. Jeg var nødt til at løbe efter mine elever for at fange dem, for at bære eller slæbe dem hen til bordet og ofte holde dem dér med magt, indtil timen var forbi.“
Anne Brontë: ”Agnes Grey”, side 3.

Anne Brontës guvernanteroman ”Agnes Grey” udkom også i 1847. Den handler om Agnes Grey: en stille og forsagt præstedatter, som prøver lykken som guvernante, da hendes familie kommer i økonomisk uføre. Hun havner hos rige familier, hvor forældrene behandler hende med foragt og de forkælede børn ikke er til at styre. Hendes liv er ganske glædesløst, indtil hun forelsker sig i egnens nye, unge præst. Edgar Weston er en barmhjertig, alvorlig og venlig mand, men de få gange, hvor Agnes Grey tilfældigvis befinder sig i selskab med ham, bliver hun så genert, at hun svarer i enstavelsesord og stikker af, så snart chancen byder sig. Da hun får besked om, at hendes fader ligger for døden, rejser hun hjem uden håb om nogensinde at se hr. Weston igen. Hun flytter til en lille by ved havet og starter en skole med sin mor, men kan ikke glemme sin kærlighed. En tidlig morgen møder hun pludselig Edgar Weston på stranden. Det viser sig, at også han er flyttet til egnen, og har ledt efter hende. De indleder et reserveret venskab, indtil han endelig beder om hendes hånd.

Historien fortælles af den voksne Agnes Grey, der med mange metanarrative kommentarer bekender sin historie til læseren. Der foregår besynderligt lidt på handlingsplanet, og derfor kommer fortællerens refleksioner og betragtninger til at fylde rigtig meget. Den private og reserverede person Agnes Grey står i kontrast til den åbenhjertige fortæller, hvilket bevirker, at det føles som om man uforvarende har fået fingrene i en intim dagbog. 

Anne Brontë besidder måske ikke det samme geniale skrivetalent som hendes storesøstre, men hendes romaner giver et indblik i de hårde livsvilkår for unge guvernanter i England i det nittende århundrede.

Genrer og tematikker

Søstrene Charlotte, Emily og Anne Brontë var i et tæt litterært slægtskab, betinget både af tidens smag og af hinandens selskab og samtaler under skriveprocessen. De lod sig inspirere af hinanden og kommenterede hinandens arbejder. Selv om de hver især har deres egen distinkte stil, er der mange ligheder i skrivemåde og tematik, der går igen fra den ene søsters værker til den andens.

Romanernes spænding er oftest bygget op omkring en romance, gerne mellem to, der ikke kan få hinanden. Ofte er det de strenge victorianske klasseskæl, der står i vejen for kærligheden. Kærligheden i romanerne er en ubøjelig og udødelig kraft, der ikke lader sig stoppe af menneskeskabte begrænsninger. I ”Stormfulde Højder“ fortsætter Heathcliffs kærlighed til Catherine ud over gravens rand og antager morbid karakter, idet Heathcliff både graver sin kæres lig op og lader sig hjemsøge af hendes spøgelse. 

Victorianismens dyrkelse af puritanske borgerdyder og religiøsitet kommer til udtryk især i Charlotte og Anne Brontës romaner. I ”Jane Eyre“ spiller de moralske værdier så stor en rolle, at Jane Eyre er parat til at opgive den personlige lykke for at beholde sin samvittighed ren. Romanen er spækket med bibelske referencer og citater. På et tidspunkt i romanen bliver hun opfordret til at indgå i et kærlighedsløst ægteskab som missionærfrue, og selv om det stritter imod hendes inderste overbevisning, ser hun det nærmest som en pligt at acceptere tilbuddet.

Anne Brontë var den mest tilbagetrukne og pietistiske af de tre forfatterinder, og hendes roman ”Fruen til Wildfell Hall“ er én lang advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis man ikke opfører sig ordentligt. Også hendes beskedne heltinde Agnes Grey er hæmmet af evige overvejelser om at gøre det rigtige og at gøre sin pligt.

Selv i den dystre og misantropiske ”Stormfulde Højder“ kan man se en tendens til, at de onde straffes med de grusomste skæbner.

Det vilde nordengelske landskab, som søstrene voksede op i, har sat tydelige spor i deres romaner. De elskede at gå lange ture på heden, ligesom deres romanpersoner igen og igen opsøger naturen. I ”Jane Eyre“ er naturen besjælet og panteistisk. Den antager overnaturlige proportioner som et organisk hele, der varsler om overhængende farer. Da Edward Rochester frier til den uvidende Jane Eyre på falske præmisser, klager naturen ildevarslende: ”Månen var endnu ikke gået ned, og dog var det så mørkt, at jeg knap kunne se min herres ansigt. Og hvad fejlede kastanietræet? Det vred sig og klagede, medens vinden larmende jog ned gennem laurbærgangen og henimod os. Jeg gemte mit ansigt ved hans skulder.”( ”Jane Eyre”, side 180). Da Jane efter den afbrudte bryllupsceremoni flygter fra Thornfield Hall, ser hun det som en flugt tilbage til den beskyttende og altomfavnende moder jord. Tydeligst kommer romanens natursyn til udtryk, da de elskende efter års adskillelse og på tværs af store afstande pludselig hører hinandens stemmer i naturen.

Yorkshires hede er dog kraftigst repræsenteret i ”Stormfulde Højder“, hvor den rå og vilde natur synes at have smittet af på det barske og upolerede persongalleri. Heathcliff og Catherines kærlighed er også uløseligt knyttet til landskabet omkring de stormfulde højder.

I ”Agnes Grey“ er handlingen flyttet til et fladere landskab tyve mil fra de hjemlige egne, hvor guvernanten har fået sin stilling. I denne roman kommer kærligheden til Yorkshires vilde natur til udtryk igennem savnet og sorgen over at være så langt væk fra den.

En særlig tematik, der går igen i romanerne, er den udstødte, uvelkomne eller uønskede indtrænger, det forstyrrende fremmedelement i familiens trygge skød. Jane Eyre vokser op som uønsket almissebarn i sin tantes familie, og på Thornfield Hall lever den vanvittige hustru Bertha Rochester låst inde i et tårnværelse og skjult for omverdenen. Heathcliff er et hittebarn, der ender med at lægge hele familien i ruiner med sin hævn over deres hjerteløse forskelsbehandling. Agnes Grey føler sig uønsket og foragtet i de fine hjem, hvor hun er sat til at undervise børnene. 

Indtrængeren er en, der på den ene side truer med at sprænge det velkendtes trygge rammer, og på den anden side en radikalt ensom og ulykkelig skikkelse. Den gotiske romantradition var en litterær strømning, der havde smag for det morbide og det skræmmende, og ofte bruges denne tematik som et uhyggeskabende virkemiddel. 

Idet Brontë-søstrene beskrev den virkelighed de kendte til, giver romanerne desuden et godt indblik i kvindens vilkår i det provinsielle miljø i England i midten af det nittende århundrede. Fælles i søstrenes romaner er heltindernes indre kamp mellem forventningerne om feminin opofrelse og de personlige ambitioner og drømme. Især er denne tematik noget af det, der gør Charlotte Brontës ”Jane Eyre” til en så dynamisk og interessant figur. 

Beslægtede forfatterskaber

Søstrene Brontë er et enestående fænomen i litteraturhistorien, og mest af alt slægter deres romaner hinanden på. Victorianismen var en ekstremt frugtbar litterær periode i England, og dens største eksponent var Charles Dickens (1812-1870). Hans satiriske romaner satte fokus på de fattige og undertrykte i samfundet. Charlotte Brontës største forbillede var den samtidige William Thackeray (1811-1863), Dickens rival, der også skrev satiriske romaner, og hvis mest kendte værk er ”Vanity Fair“(1847).

Handlingen i Elizabeth Gaskells (1810-1865) romaner og andre prosaværker foregår ligesom søstrene Brontës i Nordengland, men hun beskrev især de fattigste lag af befolkningen. Hun var i øvrigt en god veninde af Charlotte Brontë og skrev en biografi om hende i 1857.

Jane Austen (1775-1817) skrev også romaner med et kvindeperspektiv, om at søge lykken og især kærligheden. Men hendes romaner er mere lyse og mere muntre end Brontë-søstrenes, og handlingen foregår i fornemme familier på samfundets top. Også i Jane Austens romaner kan kærligheden trodse alt, men det inderlige, det dystre og det overnaturlige er ikke en del af hendes udtryk. Den gotiske stemning, som hersker især i ”Stormfulde Højder“ og i ”Jane Eyre“, kan man til gengæld finde i romaner som Mary Shelleys ”Frankenstein“ (1818) og Robert Louis Stevensons ”Dr. Jekyll and Mr. Hyde“ (1886). I disse dystre og uhyggelige historier om unaturligt liv, kan man også genkende tematikken om fremmedelementet, indtrængeren der forstyrrer den trygge fred og ro.

Bibliografi

Bøger af Charlotte Brontë

Brontë, Charlotte:
Poems. By Currer, Ellis og Acton Bell. 1846. Digte.
Brontë, Charlotte:
Jane Eyre. 1850. (Jane Eyre. 1847). Roman.
Brontë, Charlotte:
Shirley. 1850-51. (Shirley. 1849). Roman.
Brontë, Charlotte:
Villette. 1857. (Villette. 1853). Roman.
Brontë, Charlotte:
Læreren: En fortælling. 1857. (The Professor. 1857). Roman.
Brontë, Charlotte: Jane Eyre. Grevas, 2016. (Jane Eyre, 1847). Oversat af Luise Hemmer Pihl.

Bøger af Emily Brontë

Brontë, Emily:
Poems. By Currer, Ellis og Acton Bell. 1846. Digte.
Brontë, Emily:
Stormfulde højder. 1919. (Wuthering Heights. 1847). Roman.
Brontë, Emily: Stormfulde højder. Lindhardt og Ringhof, 2019. (Wuthering Heights. 1847). Oversat af Gunnar Juel Jørgensen.

Bøger af Anne Brontë

Brontë, Anne:
Poems. By Currer, Ellis og Acton Bell. 1846. Digte.
Brontë, Anne:
Agnes Grey. 1851. (Agnes Grey. 1847). Roman.
Brontë, Anne:
Fruen til Wildfell Hall. 1851. (The Tenant of Wildfell Hall. 1848). Roman.

Film

Filmstriben

Om forfatterne

Søstrene Brontës hjem fungerer i dag som et museum. Besøg museets hjemmeside for at læse mere om søstrenes liv og litteratur (engelsk).
Brontë søstrenes hjemby, Haworth, har en del informationer om dem på deres officielle portal (engelsk).
God hjemmeside til at danne sig et overblik om den victorianske periode (engelsk).
Anne Brontë
Emily Brontë
Charlotte Brontë

Emnesøgning i Bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Brontë-søstrene'