Jakob Ejersbo
Foto: Morten Holtum

Jakob Ejersbo

stud.mag. Tim Lissauer, iBureauet/Dagbladet Information, 2010.
Top image group
Jakob Ejersbo
Foto: Morten Holtum
Main image
Ejersbo, Jakob
Foto: POLFOTO

Indledning

En historie om misbrugere og pushere i Aalborg lyder ikke umiddelbart som en bestseller. Alligevel lykkedes det Jakob Ejersbo at besnære læserne med sine nuancerede og realistiske beskrivelser i romanen “Nordkraft”, der indgav ham De Gyldne Laurbær. I sommeren 2008 gik den kun 40-årige forfatter bort. Han efterlod sig et 1.600 siders manuskript, som han sammen med Gyldendalforlægger Johannes Riis havde arbejdet på i lidt over et år. Efter hans død udkom bøgerne “Eksil”, “Revolution” og “Liberty”, der tilsammen udgør Afrika-trilogien. De tre bøger er Ejersbos beretning om et kontinent præget af rodløshed, identitetsproblemer, brutalitet og ren og skær overlevelse. Samtidig binder trilogien en sløjfe om et forfatterskab, der med både kølighed og indlevelse konstant kommer på skudhold af virkeligheden, uden nogensinde at forfalde til hverken blødsødenhed eller kynisme.

52128870

Blå bog

Født: 6. april 1968 i Rødovre.

Død: 10. juli 2008.

Uddannelse: Uddannet journalist ved Danmarks Journalisthøjskole 1995.

Debut: Fuga, Tiderne skifter, 1998. Brevroman (sammen med Morten Alsinger).

Litteraturpriser: De Gyldne Laurbær, 2003. DR Romanprisen, 2010.

Seneste udgivelse: Nedrullede persienner og andre begyndelser. Gyldendal, 2015. Noveller.

Inspiration: Kerstin Ekman, Hans Kirk, Hans Lucht, Ernest Hemingway, John Steinbeck, Erich Maria Remarque og Aleksandr Solsjenitsyn.

Periode: Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

Genre: Autofiktion

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Hunden snerrer. Hjørnetænderne er blanke af savl, og kæbernes snappen sender et luftryk mod mit skød. Jeg står med 300 gram hash tapet fast til mit maveskind.”
“Nordkraft”, s. 11.

Jakob Ejersbo blev født i 1968 i Rødovre. I 1974, da Ejersbo var seks år gammel, rejste familien til Tanzania, hvor han og storesøsteren Ea startede på Den Internationale Skole i byen Moshi (ISM). I 1976 flyttede familien tilbage til Danmark og bosatte sig i Frejlev uden for Aalborg, hvor Ejersbo begyndte i 3. klasse. Men da faderen igen fik job i Tanzania, tryglede Ejersbo om at komme med, og som 13-årig rejste han atter til Tanzania med sin far, hvor han blev genindskrevet på ISM. I slutningen af 80’erne rejste Ejersbo tilbage til Danmark, hvor han påbegyndte efterskole og senere HF, mens forældrene rejste tilbage til Tanzania uden børn.

Jakob Ejersbo afsluttede sin HF-eksamen i 1988, og efter forgæves at have forsøgt sig med en række universitetsuddannelser i Aalborg, startede han på Danmarks Journalisthøjskole i Århus og dimitterede i 1995. Efterfølgende arbejdede han primært med radio, men forfatterdrømmen blev ved at trække i ham. Han har desuden været isolator, opvasker, piccolo, fabriksarbejder, brolægger og arbejdsløs.

I 1998 debuterede Jakob Ejersbo med brevromanen “Fuga”, som han skrev sammen med Morten Alsinger, en ven fra universitetsmiljøet i Aalborg. Efterfølgende skrev han novellesamlingen “Superego”, der blev afvist af flere forlag, indtil Gyldendal til sidst antog bogen. “Superego” udkom i 2000 til et splittet anmelderkorps, der enten elskede eller hadede Ejersbos skildring af tidsånden omkring årtusindskiftet.

I 2002 fik Ejersbo sit litterære gennembrud med romanen “Nordkraft”, der beskriver et barskt ungdomsmiljø i Aalborg. “Nordkraft” fik en overvældende modtagelse af både anmeldere og publikum. Den blev filmatiseret i 2005, og i årene, der fulgte ventede litteraturredaktioner og den brede fanskare spændt på, hvad den unge, talentfulde forfatter havde i ovnen.

I september 2007 fik Jakob Ejersbo stillet diagnosen ondartet kræft i spiserøret. Siden foråret samme år havde han og Gyldendals forlagsredaktør Johannes Riis minutiøst gennemgået et 1.600 siders langt manuskript, der var baseret på Jakob Ejersbos tid i Afrika. Efter at have fået konstateret sygdommen, skrev Ejersbo en mail til Johannes Riis med en brugsanvisning på det videre arbejde med manuskriptet. Ti måneder senere, i juli 2008, døde han.

I 2009 genoptog Johannes Riis arbejdet med manuskriptet, og med hjælp fra venner og familie udkom romanerne “Eksil”, “Revolution”, “Liberty” – med et par måneders mellemrum i 2009. Romanerne udgør tilsammen Ejersbos Afrika-trilogi. I 2010 modtog han posthumt DR Romanprisen for det sidste bind i serien.

 

Fuga

“Jeg læste i en avis om en mavesur mand, der havde været i Jugoslavien og set de unge krigere. Siden var han kommet hjem til smørhullet og havde forvildet sig ind på en café, og han skrev, at de unge mænd hér var de samme som dér og på caféerne i hele Europa, med deres hvide tætsiddende T-shirts over pumpede legemer, guldørenringe, handlingsliderlige og med et hav af ligegyldighed overfor andres smerte.”
“Fuga”, s. 37.

Jakob Ejersbo debuterede med “Fuga” (1998), der er en brevroman, skrevet sammen med Morten Alsinger. Ordet fuga (lat. ‘flugt’) stammer fra musikkens verden og er en kompositionsteknik, hvor flere stemmer imiterer hinanden. Titlen på bogen refererer til en række temaer, der går igen i de to unge mennesker Tommy og Williams brevveksling.

Romanen indledes i slutningen af 1993. Tommy er udstationeret af Mellemfolkeligt Samvirke i Kroatien, der i starthalvfemserne var præget af krig og konflikt mellem etniske grupperinger. Hurtigt forstår man, at udstationeringen har været en flugt fra tilværelsen derhjemme, og at Tommy har besluttet at tage hjem og “se mit affald i øjnene” (side 7).

52726506

William er ved at uddanne sig som journalist og er i praktik på Aalborg Nærradio. Praktikpladserne i København glippede og han ærgrer sig over at sidde fast i Aalborg, i et både hårdt og kedeligt job med kolleger han ikke ønsker at socialisere med og et gå-i-byen miljø, der fortsætter ad de samme, gamle veje. Williams forældre døde i en bilulykke, da han var 15 år gammel, men det er ikke noget han fortæller om på arbejdet, for han gider ikke medlidenhed, og samtidig tynges han af et forlist forhold, som hans tanker efter flere år stadig hænger fast i.

“Fuga”s form tillader en både intim og ærlig fremstilling af maskulinitet i en generation, der på den ene side ikke ønsker at leve op til andres forventninger, men som på den anden side heller ikke kan gøre sig fri af dem. De to mænd identificerer sig både med klassiske machoforestillinger og mere bløde og reflekterede værdier. Fugaen kredser tematisk både om sex, fest, sprut og stoffer samt om kærlighed, identitet og ansvar. Tommy og William bekender sig til hinanden, udfordrer hinanden, skændes og forsones, alt imens et persongalleri af venner og familie defilerer forbi og præger deres fælles historie. Med “Fuga” starter Ejersbo et skriveteknisk spor, som i høj grad præger de senere værker.

 

Superego

“Ingen har nogen anelse om hvor mange gamle mennesker der er. Tusindvis er spredt ud over villakvartererne og etagebyggeriet, og halvdelen af dem drømmer om at begå selvmord.”
“Superego”, s. 67.

Da novellesamlingen “Superego” udkom i 2000, roste anmelder Jens Kistrup bogen i Weekendavisen for at skildre skellet mellem “den ydre scenevante succes og den indre følelsesflossede fiasko, der er tidens dobbelte trend lige nu” (Jens Kistrup: In at være trendy. Weekendavisen, 2000-05-31).

“Superego” portrætterer en ungdomsgeneration, der som den første i nyere tid, gør en dyd ud at være ligeglad – i hvert fald ud ad til.

22950363

Fra 50’ernes rebelske rock ‘n’ roll-dyrkelse, over 60’ernes beat- og ungdomsoprør, til 70’ernes hyper politiske flipperkollektivisme og 80’ernes punkede fuckfinger: Til alt dette svarede ungdomsgenerationen i 90’erne med et ligegyldigt: “Nå?”. Rock, oprør, politik og punk var alt sammen yt, og tilbage stod ironien, kropsdyrkelsen og selviscenesættelsen. Det er denne generation, som “Superego” skildrer. I novellen “Pels” møder vi Ralph, der bruger tilværelsen på skiftevis at feste til langt op ad formiddagen, have sex med tilfældige kvinder og arbejde med massive tømmermænd. Ralphs værdier indskrænker sig til vigtigheden af at have det helt rigtige tøj på – og samtidig foragter han andre, der går op i det, som når han ironisk citerer en Politiken-overskrift: “Det er IN at være TRENDY” (side 20).

Ungdomstematikken ses også i en tilbagevendende mistillid til “de voksne”. Nogle af novellerne nøjes med at genlyde 60’er-mantraet “Stol ikke på nogen over 30!”. I andre, for eksempel “Origami”, er der tale om en decideret aldersangst. Hjemmehjælpervikaren Heidi hyler sin bartenderkæreste ud af den med historier om de gamle, døende og ubehjælpsomme, som de er. Det er dødsangst, der hos de unge mennesker kommer til udtryk som frygten for forfald. Når to venner i “Voldtægt” afbryder et overgreb på en 13-årig pige, så er det ikke så meget af moralske hensyn, men fordi hun med sin “udstråling” har potentiale til at blive “… en af de smukkeste […] Men ikke hvis hun bliver ødelagt.” (side 156) Det unge, smukke og rene skal beskyttes – mod fysisk, psykisk og moralsk forfald.

Selv om novellernes figurer på overfladen virker hårde og kyniske, så dækker det ofte over en indre splittelse, længsel eller ensomhed. Som personen i “Røgringe”, der længes efter sin ekskæreste og i stedet ender med at onanere til en pornofilm i tændstikæskestørrelse på oversigtskanalen. Eller som René, hovedpersonen i “Kondens”, der har en affære med en gift kvinde, men først plages af samvittighedskvaler, da hendes teenage-papsøn finder ud af det.

Novellerne er alle skrevet i 1.person jeg-form, nogle af fortællerne nævnes ved navn, mens andre fremstår anonyme. Formen underbygger det realistiske og intime, der trods den stedvise kynisme giver læseren en følelse af fortrolighed med personerne. Samtidig medvirker det til at gengive det “nu”, som fortællingerne befinder sig i, og som kendetegner 90’er-realismen.

Nordkraft

“Steso kigger på Asger: Du er klar over, at Kerouac var en psykopat, der slog sig på beat og alkohol og åndelig tåge, fordi han var for ANGST til at klare skærene som småborger? Og Burroughs er blot endnu en amerikansk mytoman, som prøver at fremføre sine tvangstanker med intellektuel europæisk finesse.”
Jakob Ejersbo: “Nordkraft”, side 75.

Romanen “Nordkraft” udkom i 2002 og blev Jakob Ejersbos store gennembrud. Historien udspiller sig i Aalborgs by- og især narkomiljø og skildrer en række menneskeskæbner, der på hver deres måde lever på kanten af samfundet.

Romanen er delt op i tre fortællinger, med tre forskellige synsvinkler. Den åbner in medias res: En politihund har trængt Maria op mod væggen, få meter fra indgangen til Christiania. Hun har 300 gram hash tapet fast om maven. Maria er taget fra Aalborg til København for at hente hash til sin pusherkæreste Asger. Det er længe siden han har behandlet hende som andet end sin “pusherfrau”, men hun mindes dengang de var nyforelskede og elskede hele tiden. Hun sidder fast, og ved ikke hvor hun ellers skal vende sig hen. Hun har et anstrengt forhold til sin mor, og hendes bekendtskabskreds deler hun med Asger. Hun kan med andre ord ikke komme ud.

Undervejs optræder en række bipersoner: venner, misbrugere, junkier. Man hører om den aldeles belæste junkie Steso, der eksperimenterer med alle former for stoffer, “han forsker nærmest i blandingsmisbrug” (side 105), samt om perseren Hossein, som Maria forelsker sig i. Han behandler hende som en dronning, og Maria har glemt hvordan det føles at blive behandlet sådan. Men Hossein har en fortid og han er dybere involveret i Aalborgs underverden, end Maria kan forestille sig.

24223795

I anden del af fortællingen skifter synsvinklen til den tidligere skibsarbejder Allan, der er vendt tilbage til Aalborg efter en ulykke, der har vansiret ham i ansigtet. Allan er fast besluttet på at starte forfra, og da han møder pigen Maja, tegner alt godt. Men Allan er tynget af fortiden, en fortid der truer med at opsluge ham og knuse hans nye liv. Punktvis opregnes skibsulykken i en række kursiverede flashbacks, ligesom Marias, Stesos og Hosseins historier krydser Allans spor.

Tredje og sidste del af “Nordkraft” fortælles af en anonym tredjeperson. Personerne fra første og anden del samles til en begravelse – de er blevet ældre og den hårde ungdom har sat sine tydelige spor. Fortællingen samles i endnu en række kursiverede flashbacks, som et ekko af de erfaringer, personerne har gjort sig. De er blevet voksne, men har ikke slippet taget i fortiden. En fortid, der har kostet ofre, men som ikke desto mindre har været med til at forme dem som mennesker.

“Nordkraft” blev filmatiseret i 2005 af Ole Christian Madsen med dengang forholdsvis ukendte skuespillere. På rollelisten var blandt andre Thure Lindhardt i rollen som Steso.

Eksil

““Hvad laver du?”, råber Frans og springer op fra stolen, så den vælter bagover, mens lyden fra lussingen kastes tørt tilbage fra væggene – han tager et skridt over mod mig, men standser, fordi han ser at Alison holder hovedet i ro, armene i ro, hånden med køkkenkniven i ro, fødderne i ro; hun blinker to gange hurtigt, men kigger mig ind i øjnene og ser ligeglad ud, mens mærkerne fra mine fingre lyser hvidt op i hendes solbrændthed. Frans er frosset, akavet midt i rummet, målløs.”
Jakob Ejersbo: “Eksil”, side 108.

Den første bog i Afrika-trilogien, “Eksil” (2009), udkom efter Jakob Ejersbos død. Den fortælles af den engelske teenagepige Samantha, som bor i Tanzania med sine forældre, der driver et hotel. Moderen er svag og alkoholiseret, faren fører streng kadaverdisciplin, og Samantha og hendes voksne storesøster har siden, de var små, trænet hinanden i at få tæv uden at reagere. Det skyldes, “at vores far altid har slået, når det var mest uventet, samtidig med at han stillede sit spørgsmål eller kom med en ordre; hans regulering af vores adfærd.” (side 108)

Vi følger Samantha fra 1983 og frem til 1986. Hun går på den Internationale Skole i Moshi, hvor hun på grund af et voldsomt temperament hele tiden ryger i konflikt med elever og lærere. Hun har et anstrengt forhold til autoriteter og finder de fleste voksne hykleriske. Hun har tilfældige affærer med flere af skolens drenge, engelske Mick, danske Christian, italienske Stefano og angolesiske Baltazar, men finder dem barnlige og sexfikserede. Det ender helt galt, da Baltazar voldtager hende, mens den forsmåede Stefano blot ser til og griner.

29156980

Da hun møder den noget ældre Victor, der arbejder sammen med hendes far, falder hun pladask for ham. Det kommer frem, at Samanthas far er lejesoldat og hans forretninger med Victor er af alt andet end lovlig karakter, hvilket får fatale konsekvenser.

I modsætning til de to næste bøger i trilogien, så fungerer Afrika hovedsaligt som bagtæppe i “Eksil”. Handlingen foregår primært på skolen i Moshi og på forældrenes hotel. Fortællingen kredser om Samanthas forsøg på at finde ud af tilværelsen, splittet mellem det England, hun kommer fra, men ikke kender, og det Tanzania, som hun føler sig en del af, men som alligevel ser hende som en fremmed.

Ligesom i “Nordkraft” træder et omfattende persongalleri konstant ud og ind af fortællingen, hvilket indledningsvis kan virke unødvendigt og overfortalt. Da personerne vender tilbage i anden og tredje del af trilogien, begynder man dog at ane en sammenhæng.

 

Revolution

“Vi kravler ned ad rebet og lægger os tæt på skakten, så vi kan få luft. Før vi skal sove, ryger vi en pind bhangi fra Arusha; meget kraftfuld. Jeg deler med Shirazi og Filmon, mens andre rykker tæt på. De har ingen bhangi, men pladsen er trang; man kan blive høj bare man trækker vejret. Alle vil glemme hullet, der løber væk med vores liv. Men vi sover ikke meget – blot nogle få timer. Hvorfor skal vi sove? Vi er her for at arbejde. I hullet er der ikke dag eller nat – kun mørke og håb.”
Jakob Ejersbo: “Revolution”, side 182.

Mens “Eksil” har Samantha som eneste fortæller, så er “Revolution” (2009) bygget op af ni “fortællinger” med hver sin stemme. Samlingen åbner med novellen “Punk Afrique” langt fra Afrika, nemlig i Grønland, hvor vi hører om den dansk-grønlandske pige Sofie og hendes tid som barn i Grønland i 50erne og 60erne, som ung hippie i 70’ernes København og endelig som ufrivillig guldsmugler i Afrika sammen med den tidligere elitesoldat Jacques.

I “Uhuru Peak” hører vi om Panos, Samanthas gode ven fra “Eksil”, der har måttet flygte, fordi han har gennembanket Stefano, der blot så til, da Baltazar voldtog Samantha.

52614120

I novellen “Værtinde” møder vi Rachel, en fattig tanzaniansk pige, der prøver at komme frem i verden, men konstant ryger i armene på folk, der vil udnytte hende og bruge hendes krop. Og i “Slangens vej” tager minearbejderen Moses os med ned i Tanzanias mørke, snævre og fatale minegange, hvor børn kravler rundt under sammenstyrtningsfare for et par dråber Konyagi (den lokale gin, hvis logo præger forsiden af bogen) i håb om at finde en aflejring af det dyrebare tanzanit-metal og gøre sin lykke derved.

“Revolution” har alt det Afrika, som “Eksil” ikke rørte ved. Hvor den første bog tematiserede de internationale elevers dobbeltidentitet, deres eksistensforvirring, fremmedgørelse og mangel på tilhørsforhold, går “Revolution” helt ned på den afrikanske bund.

Der nede hvor desperationen er så uoverstigelig, at kvinder sælger sig for at få råd til et bedre liv, eller blot for at brødføde deres børn, og hvor mennesker ikke er mere værd, end at man vil skære halsen over på sin nabo, hvis det stiller én bedre.

Samtidig hører vi om nogle af dem, der har forladt landet: Shakila i Chicago og Jarno i Helsinki, og hvordan de ikke kan slippe deres liv i Afrika, hvordan det har kilet sig ind og tegnet deres videre livsforløb.

Liberty

“På gårdspladsen ryger jeg en cigaret ved siden af motorcyklen. Heroppe er der et stort hegn omkring gårdspladsen, som har masser af bygninger til de europæiske landbrugsmaskiner, mens negeren må arbejde i jorden bare med en hakke for at få mad. Og hvad blev jeg budt hos kolonialisten? – ikke en dråbe.”
Jakob Ejersbo: “Liberty”, side 243.

Med den tredje og sidste bog i Afrikatrilogien skifter synsvinklen endnu engang. Den 700 sider lange “Liberty” fortæller den danske dreng Christians historie, fra hans tid på Den internationale Skole i Moshi, herunder hans møde med Samantha, til han som ung voksen forsøger sig som DJ i Tanzania sammen med vennen Marcus. Marcus fortæller den anden halvdel af historien – de to skiftes om kapitlerne og supplerer derved hinanden i fortællingerne. Christian er hvid europæer, men føler sig som afrikaner. Marcus er sort afrikaner, men længes mod Europa. Ofte fortæller de i modstrid med hinanden, for eksempel når de hver især forklarer årsagen til deres uvenskab. Dette tydeliggør, at der altid er (mindst) to sider af sandheden, og det understreger samtidig, at virkeligheden opfattes vidt forskelligt, når den tolkes ud fra forskellige verdensopfattelser,

Christian starter på Den internationale Skole i Moshi, men finder sig om muligt endnu værre til rette der, end Samantha gjorde i “Eksil”. Selv samme Samantha optræder i fortællingen, ligesom vi møder en række andre personer fra “Eksil” samt personer fra “Revolution”. Christian befinder sig ved netop den mine, der i “Revolution” afgør Moses’ skæbne. Og han bliver kæreste med den Rachel, der i samme bog prostituerer sig for at tjene penge til engelskundervisning.

“Liberty” begynder i 1980 ved teenageren Christians ankomst til Afrika og strækker sig frem til 1990, hvor han forlader kontinentet som en voksen mand. Han stifter bekendtskab med Marcus, og med en fælles forkærlighed for reggaemusik bygger de en drøm op om at blive Tanzanias førende DJ’s.

Men hvor drømmen om musikken holder drengene sammen, så bliver realiseringen af den kilde til konflikt og splittelse imellem dem. For Christian er Marcus ganske vist en ven, men han er også afrikaner, og Christian opfatter sig selv som mere ansvarlig, i kraft af sin rolle som den ansvarlige bagmand, der har styr på tingene, særligt de europæiske forbindelser. Marcus, derimod, føler sig Christian overlegen, da denne ikke er i stand til navigere i det tanzanianske system præget af korruption og “afrikansk socialisme”. For Marcus er endemålet desuden klart: Han vil til Europa. Christian, derimod, vil leve sit liv i Afrika.

27978371

Forskellen på Christian og Marcus ligger desuden i deres respektive fortællesprog. Mens fortællestemmen Christian klinger traditionelt dansk, så fortæller Marcus i et sprog, der kunne karakteriseres som en dansk version af swahili. Han taler i billeder: “Claire har været skarp i mit øre om at bygge en stabil fremtid” (side 402) – flere steder udpræget afrikanskklingende: “Ved min fødsel i 1965 var jeg en slags marabustork på kødjagt i Serengeti Nationalpark” (side 13). Også hans præpositioner er afkortede: “Jeg går i badeværelset” (side 238), “Om lørdagen går vi til den store kiosk” (side 447), i stedet for “jeg går ud på” og “går vi hen til”.

De to sprogtyper hjælper til at holde styr på, hvem af de to fortællere, der snakker (hvilke øjne der ser), og det er samtidig med til at cementere de sociale og kulturelle forskelle mellem de to.

Sproget er hos både Christian, men især hos Marcus, præget af låneord fra swahili, “bhangi”, “mzungu” og “malaya”. På den måde bringes læseren tættere på det afrikanske miljø. Og jo længere Christian bor i Tanzania, jo mere bliver hans sprog præget af swahili-ordstillinger og -udtryk.

Der er også forskel i deres muligheder. Mens Christian frit kan flyve frem og tilbage mellem Tanzania og Europa (han kan selv vælge identitet), så er Marcus bundet til Afrika. Christians identitetskamp peger tilbage mod Samanthas: De er begge rodløse dobbeltidentiteter, strandet mellem to kulturer som et resultat af deres forældres valg. Men som voksen kan Christian netop vælge, hvorimod Marcus er, som Carsten Jensen skriver i et essay, “ikke så meget rodløs som fodløs” (Carsten Jensen: Der findes ikke bipersoner. Dagbladet Information, 2010-01-28). Uanset hvor meget han drømmer om et liv i Europa, så ved hans omgangskreds, om ikke han selv inderst inde, at det aldrig vil komme til at ske.

I 2010 vandt Ejersbo posthumt DR’s Romanpris for “Liberty”. Romanen er blevet læst og diskuteret i DR’s Romanklubber på biblioteker over hele landet i løbet af foråret. Den endelige vinder er fundet af en jury, der har bestået af fem medlemmer fra DR’s Romanklubber, som mere end 20.000 danskere er med i.

Genrer og tematikker

Jakob Ejersbos forfatterskab er først og fremmest præget af en intens realisme. Fra “Fuga”s mandeskildring over “Superego”s generationsportræt, til “Nordkraft”s socialrealisme og Afrika-trilogiens civilisationskritik: Alle er de båret af et forsøg på at skildre virkeligheden så tæt, ærligt og indlevende som muligt. Ejersbo føler med sine karakterer, om det så er kvinden, der bruger sin krop til at få det hun vil have (dansk såvel som afrikansk) eller manden, der snyder sig selv og andre for at opfylde sin egen drøm. Alle bliver de forsøgt fremstillet som mennesker, der tager konsekvensen af deres situation – og gør, hvad de kan, for at sikre deres egen tilværelse, selv om truslen mod den kan svinge fra begrænset til ekstrem. Frem for egentlig socialrealisme kan man hos Ejersbo tale om empatisk realisme.

Kendetegnende for forfatterskabet er desuden de mange stemmer, der kommer til orde i værkerne. Allerede i “Fuga” sætter han en klar dagsorden. Det er faktisk kun i “Eksil”, der tales med én tydelig stemme, nemlig Samanthas. Dette hænger både sammen med “empatisk realisme” – Ejersbos ønske om at komme hele vejen rundt om sine personer - men også, som Carsten Jensen gør det, sammenlignes med at surfe på nettet, hvor “hvert link fører til hundrede nye links, der igen fører til hundrede nye links som et tæppe, der breder sig uendeligt i alle retninger, indtil det dækker hele kloden i en 1:1 gengivelse.” (Carsten Jensen: Der findes ikke bipersoner. Dagbladet Information, 2010-01-28)

Ejersbos forfatterskab kan desuden læses som personligt stof. Samtlige værker er betegnet “fiktion” og bør også læses som sådan. Men derfor kan man alligevel godt hævde, at den fiktive Christian i Afrika-trilogien ligger tæt op ad Ejersbo selv. Ligesom Christian boede Ejersbo alene med sin far i Tanzania i 80’erne og gik på Den internationale Skole i Moshi. Han blev ven med en jævnaldrende tanzanianer ved navn Ali, der ligesom Marcus i “Liberty” arbejdede for en svensk familie. De hørte musik og gik på Liberty sammen, det diskotek, der optræder i og har lagt navn til, bogen. Og hans første store kærlighed Teri “Hot” Shott, led en skæbne, der ligner den Samantha møder i “Eksil”/”Liberty”. Det er samme Teri “Hot” Shott, som “Nordkraft” er dedikeret til, og selvom den udkom et godt stykke tid før Afrika-trilogien, kæder dedikation deres universer sammen. Og således kan man også læse skildringen af Aalborgs narkomiljø I “Nordkraft”, som det Christian oplevede efter han forlod Afrika, også selv om en Ejersbo-lignende jeg-person ikke umiddelbart kan identificeres. Forfatterskabet bindes sammen i både tid og rum på trods af udgivelsernes omvendte kronologi.

En af de centrale tematikker, der udfoldes i forfatterskabet, er forholdet mellem børn og forældre. Den væsentligste er portrættet af ungdommen, der fylder meget i bøgerne. Men også forældregenerationen, dens hykleri, eller som der står skrevet bag på pocketudgaven af “Nordkraft”, “…fortabte forældre, som alle sammen kun lige akkurat kan holde skindet på næsen, hvis de lader være med at se sig tilbage.” Forældrene er ofte enten svage, moralsk korrumperede eller nogle selvfede hyklere, som man for en hver pris ikke vil komme til at ligne. Således portrætteres ungdommen ofte i modsætning til forældregenerationen: De unge vil bare være “sig selv” i stedet for at gøre som forældrene, der har opgivet deres drøm og nøjes med at polere facaden. Måske af samme grund falder figurerne igennem, når de træder ind i de voksnes verden. De nægter at spille spillet, så i stedet tromler spillet hen over dem. De unge tabes i mangel på stærke forbilleder – det er for eksempel først, da Christian mister troen på sin fars moral, at det for alvor begynder at gå galt for ham i “Liberty”.

Afrika-trilogien har desuden mange kommentarer til temaer som globalisering og postkolonialisme. Førstnævnte kommer i “Liberty” til udtryk i forskellen på mobilitet mellem Christian og Marcus. Globaliseringens nedbrydning af grænser betyder kun noget for dem, der har det rigtige pas. De, der hverken har råd eller visummuligheder, er stadig borgere i traditionelle nationalstater. Også postkolonialisme, altså de omstændigheder, der knytter sig til forholdet mellem tidligere kolonimagter og tidligere kolonier, bliver behandlet i Afrika-trilogien. Nogle figurer, som svenskeren Jonas i “Liberty”, behandler Afrika som et tag-selv-bord, mens andre, så som Christians far, ønsker at give afrikanerne metoder til at leve et bedre liv. Begge er udsendt af hjælpeorganisationer, men deres dagsorden er forskellig, og begge bliver i større eller mindre grad udpeget som koloniherrer, som nogle der føler sig bedre end de primitive afrikanere. Det er denne holdning, som Samantha er præget af, som Christian tager afstand fra, og de begge bliver ofre for. Christians tanzanianske venner ser ham som en guldfugl, og de kæmper indbyrdes om deres “mzungu” (swahili: ‘hvid mand/europæer’), som de hver især tror vil gøre dem rige og i bedste fald tage dem med til Europa.

 

Beslægtede forfatterskaber

Med “Superego” skrev Jakob Ejersbo sig ind i en bølge af ny dansk realisme i slutningen af 1990’erne, der især blev repræsenteret ved Jan Sonnergaard. I novellesamlingen “Radiator” (1997) behandlede Sonnergaard underklassen, og fulgte siden op med “Sidste søndag i oktober” (2001) og “Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen” (2003). Men hvor Sonnergaard i høj grad bruger det realistiske stof til at sige noget om samfundet, så vil Ejersbo hellere sige noget om menneskene. Alligevel har Sonnergaard og Ejersbo det til fælles, at de portrætterer den moderne kynisme – det at vide noget er forkert, og så gøre det alligevel. Bret Easton Ellis, den amerikanske forfatter til bl.a. “Under Nul” (1985) og “American Psycho” (1991) kan siges at være et litterært forbillede for Ejersbo, ligesom det er det for Sonnergaard. Bret Easton Ellis tilskrives så flotte titler som én af de største postmodernistiske forfattere samt talerør for Generation X – den generation som Ejersbo skriver om i “Superego”. Ellis skriver sig så tæt ind i sindene på sine personer, at det bliver helt uhyggeligt – et projekt som Sonnergaard også forsøger, og som Ejersbo først perfektionerer senere i forfatterskabet.

En tidligere amerikansk forløber for Ejersbo er forfatteren Charles Bukowski, hvis personer ofte er fordrukne antihelte, hvis ydre kynisme dækker over en kerne af følelsesfuldhed og moral. Bukowski er eksponent for en litterær retning ved navn “dirty realism” (beskidt realisme), der på mange måder ligner den, som Ejersbo udfolder i “Nordkraft”. Den beskidte realisme hos Ejersbo er som tidligere nævnt empatisk betonet, men den har også til formål at fremvise nogle af de randeksistenser, som samfundet normalt ikke kender som andet end junkier og alkoholikere.

Jakob Ejersbo har tillige en forbundsfælle i den amerikanske forfatter J.D. Salinger, hvis hovedperson i romanen “Forbandede ungdom” (1951, da. 1953) den 17-årige Holden Caulfield, afskyr de voksne og al deres falskhed. Holden ønsker at beskytte sin lillesøster mod voksenverden, så hun ikke bliver endnu en af de forlorne voksne. Som Jens Kistrup er citeret på bagsiden for at sige: “Hvad har vi at tilbyde den opvoksende generation andet end en uforstående opdragelse og en industrialiseret civilisation”. Citatet er rammende i forhold til Ejersbos forfatterskab, om end “industrialiseret” skulle udskiftes med “globaliseret” – med Afrika-trilogiens globaliseringskritik in mente.

Afrika-trilogien har desuden en historisk forløber i Karen Blixens “Min Afrikanske Farm” (1937). Blixen skriver memoirer (erindringer), Ejersbo skriver fiktion, Blixen boede i kolonien Britisk Østafrika (det nuværende Kenya), mens Ejersbos bøger foregår i det nu afkolonialiserede naboland Tanzania. Men lighedspunkterne ligger netop i disse forskelle: Blixen skrev om afrikanerne som mere oprindelige og ægte – Ejersbo skildrer dem som kæmpende for overlevelse med alle midler, skruppelløse fordi de intet har. Afrika-trilogien er, hvad der er blevet af Blixens Afrika Opvækst fra stammesamfund til moderne stater er hæmmet af kolonitiden, dens udnyttelse og dårlige vaner. 

Endelig kan man trække en fortælleteknisk linje til den dominikansk-amerikanske forfatter Junot Diaz, der med romanen “Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv” (2007, da. 2009) fortæller historien om en generation, en nation og i særdeleshed en person, nemlig den overvægtige science fiction-nørd Oscar Wao, en overvægtig dominikansk dreng, der vokser op i den amerikanske stat New Jersey. Historien bliver fortalt af hans eneste ven og af hans storesøster, og flerstemmigheden gør det samme for historien, som den gør for Ejersbos værker: Læseren kommer hele vejen rundt om karaktererne, vi oplever ikke bare, hvordan de ser sig selv, men også hvordan andre ser dem. Samtidig er sproget præget af domikansk slang, der på samme måde som i “Liberty” er med til at stille skarpt på den dominikanske kultur og sprog.

Derudover er Oscar fanget mellem sit dominikanske ophav og sin amerikanske opvækst – på samme måde som personerne i Afrika-trilogien er fanget mellem det konventionelle, men rige Europa, og det eksotiske, men fattige Afrika.

Bibliografi

Bibliografi

Ejersbo, Jakob og Alsinger, Morten:
Fuga. 1998. Brevroman.
Ejersbo, Jakob:
Superego. Gyldendal, 2000. Noveller.
Ejersbo, Jakob:
Nordkraft. Gyldendal, 2002. Roman.
Ejersbo, Jakob:
Eksil. Gyldendal, 2009. Roman.
Ejersbo, Jakob:
Revolution. Gyldendal, 2009. Fortællinger.
Ejersbo, Jakob:
Liberty. Gyldendal, 2009. Roman.
Ejersbo, Jakob:
Nedrullede persienner og andre begyndelser. Gyldendal, 2015. Noveller.

Om forfatterskabet

Web

Litteratursiden.

Artikler

Hammer, Christina: Tag tiden. Ekstra Bladet, 2000-07-29. Interview Jakob Ejersbo i forbindelse med udgivelsen af “Superego”.
Ivan, Rod: Provinspusher. Ekstra Bladet, 2002-08-31. Portrætinterview med Jakob Ejersbo. Bjørnkjær, Kristen: Først får man succes – og så dør man. Information, 2008-07-12.
Portræt af Jakob Ejersbo i forbindelse med hans død.
Kassebeer, Søren: Alt det, Jakob nåede. Berlingske Tidende, 2009-03-28.
Portræt af Jakob Ejersbo i forbindelse med udgivelsen af “Eksil”.
Horne Kjældgaard, Lasse: Indeni er jeg helt… grå. Politiken 2009-04-01.
Portræt af Jakob Ejersbo i forbindelse med udgivelsen af “Eksil”.
Andersen, Carsten: Interview: Førstelæser for Ejersbo. Politiken 2009-11-08.
Interview med vennen Christian Kirk Muff, der var Ejersbos sparringspartner gennem hele forfatterskabet.
Satiya Rørbech, Mikala: Jacob Ejersbo skrev om det virkelige Afrika. Politiken, 2010-01-20.
Portrætinterview med Jakob Ejersbos mor Hanne Ejersbo.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jakob Ejersbo

Film

Den afdøde forfatter Jakob Ejersbos to bedste venner kæmper sig op mod toppen af Kilimanjaro for at sige endeligt farvel og i al hemmelighed opfylde Ejersbos ønske om at få spredt sin aske netop dér.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Andersen, Carsten:
40 år i dag: Ikke så meget udenomssnak. Politiken, 2008-04-04.
Jensen, Carsten:
Der findes ikke bipersoner. Dagbladet Information, 2010-01-28.
Kistrup, Jens:
In at være trendy. Weekendavisen, 2000-05-31.