Peter Højrup

Peter Højrup er født i 1974 i Varde, men voksede op i Kolding og Roskilde. Efter studentereksamen fra Roskilde Amtsgymnasium blev han i 1995 optaget på Forfatterskolen. Herefter studerede han litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. I år 2000 overtog han sammen med en gruppe af medstuderende fra Forfatterskolen arbejdet med at drive Basilisk. Det lille forlag blev i sin tid startet af blandt andet Per Aage Brandt og udgiver primært overset udenlandsk litteratur. Forlaget har desuden en vis tilknytning til Forfatterskolen, da det drives af tidligere elever og udgiver en del af skolens publikationer. Højrup arbejder også som oversætter og har blandt andet oversat den canadiske digter Anne Carson, der ligeledes er udkommet på Basilisk.

Peter Højrups første bøger udkom til pæn kritikermodtagelse, og hans fjerde, en oversættelse af en for længst afdød galicisk digter ved navn Emilio Alvarez, skabte ved udgivelsen en del røre, da et nogenlunde enigt anmelderkorps mente, at Alvarez ikke eksisterede, og at hele bogen var Højrups eget værk. Dette værk tæller – ud over bogens digte – også et forord dateret den 2. maj 1974 (Højrups fødselsdato), og et efterord tillagt den lidet eksisterende Dr. Phil. Fernando Souza. Peter Højrup har aldrig selv kommenteret på rygterne om en konceptudgivelse.

Da Peter Højrup i 2014 romandebuterede med ”Island” var det til flotte anmeldelser og en nominering til Montanas Litteraturpris 2014.

Peter Højrup debuterede i 2001 med digtsamlingen “Så vil jeg hellere være en sø”, der er et lille hefte på blot femten sider. Digtsamlingen er udgivet som en del af Forlaget Basilisks B16-serie, der var en udgivelsesplatform for små hefter med lyrik og prosa. Hefterne var foldet ud af et A3 ark, indtil det gav 16 sider, deraf navnet.

Digtene i “Så vil jeg hellere være en sø” har i udgangspunktet karakter af strøtanker eller hverdagsbetragtninger, for eksempel om drømme. Samtidig udgør digtene en refleksion over disse betragtninger, således at digtene på en gang handler om noget konkret og samtidig handler om sin egen tekstlige fremstilling. Det giver digtene et element af nærmest mikroskopisk iagttagelse. Som i dette digt, hvor jeget's refleksion over, hvad det er at drømme, bringer det til en beskrivelse af sin søster og hendes mening om fænomenet: 

“Andre gange siger hun: Når man dør i en drøm,/
skiller man sig af med sit gamle jeg, for at træde ind i/
et nyt. Så tænker jeg: Hvem er denne kvinde?/
Hvordan kan man opfatte tingene så entydigt? Som/
var det en slidt sko man kasserede når der gik hul/
i den. Det handler om udvikling, siger hun, men/
hvorfor skal mennesket altid være et løg? Der er/
ikke lag efter lag, med en lille kerne i midten, i/
mig. Man bliver jo idiot af at tænke sådan noget/
om sig selv. Så vil jeg hellere være en sø, hvor en/
ko kan se sig selv når den drikker. Hov, der er en/
fisk ved min fod! tænker den, eller sådan noget.//

Det er karakteristisk for ”Så vil jeg hellere være en sø”, at teksterne reflekterer flere betydningsmæssige niveauer samtidig. For det første er der i ovenstående citat ekskursen om drømme og deres betydning, som sekvensen her er en fortsættelse af. Derudover citeres jeg'ets søsters kommentar, og denne kommentar kommer med ind i digtet og gøres til genstand for dets videre refleksion. Derpå følger jeg'ets forkastelse af denne udlægning og jeg'ets alternative bud, ikke bare på, hvad man skal stille op med drømme, men på, hvordan man skal eller kan betragte et menneske: I stedet for en analytisk tilgang foretrækker jeget – og måske også digtet selv – at tænke på sig selv som et spejl. Digtet er altså ikke en analytisk sønderdeling af mennesket og verden, men en måde at se på verden på.