peter højrup
Foto: Jasper Carlberg

Peter Højrup

journalist Martin Ravn, iBureauet/Dagbladet Information, 2010. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum. 2015.
Top image group
peter højrup
Foto: Jasper Carlberg
Main image
Højrup, Peter
Foto: Borgens Forlag

Indledning

Peter Højrups forfatterskab er kendetegnet ved en udpræget sproglig opmærksomhed og en stor sans for detaljen. Her er grænsen mellem lyrik og prosa ganske tynd, men uanset genre demonstrerer Højrup en elegant fornemmelse for at opbygge genkendelige betragtninger og situationer med det sprog, vi har til rådighed. ”Island” fra 2014 udvider porteføljen med en roman, der i en poetisk og flydende stil rummer en sørgmunter fortælling om en mand i sit livs krise.

Autofiktion

53345123

Blå bog

Født: 2. maj 1974 i Varde.

Uddannelse: Uddannet på Forfatterskolen. Cand. mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.

Debut: Så vil jeg hellere være en sø. Forlaget Basilisk, 2001. Poesi.

Litteraturpriser: Ingen.

Seneste udgivelse: Til stranden. Gyldendal, 2017. Roman.

Inspiration: New Yorker skolen, Borges og Robert Walser.

 

 

 

 

 

Peter Højrup læser op ad 'Island' i forbindelse med nominering til Montanaprisen 2014

Artikel type
voksne

Baggrund

“I drømmen boede jeg ved havet. Huset var lille og rødt og lå alene yderst på pynten. En kat sov i vindueskarmen. Solen skinnede på den. Den var blevet gammel af at vente. Om morgenen satte jeg mig op i sengen og så ud over det blå, grønne og grå. Der duftede af kaffe. Jeg løftede koppen med en oldingehånd”.
“Under det kogende hav”, s. 80.

Peter Højrup er født i 1974 i Varde, men voksede op i Kolding og Roskilde. Efter studentereksamen fra Roskilde Amtsgymnasium blev han i 1995 optaget på Forfatterskolen. Herefter studerede han litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. I år 2000 overtog han sammen med en gruppe af medstuderende fra Forfatterskolen arbejdet med at drive Basilisk. Det lille forlag blev i sin tid startet af blandt andet Per Aage Brandt og udgiver primært overset udenlandsk litteratur. Forlaget har desuden en vis tilknytning til Forfatterskolen, da det drives af tidligere elever og udgiver en del af skolens publikationer. Højrup arbejder også som oversætter og har blandt andet oversat den canadiske digter Anne Carson, der ligeledes er udkommet på Basilisk.

Peter Højrups første bøger udkom til pæn kritikermodtagelse, og hans fjerde, en oversættelse af en for længst afdød galicisk digter ved navn Emilio Alvarez, skabte ved udgivelsen en del røre, da et nogenlunde enigt anmelderkorps mente, at Alvarez ikke eksisterede, og at hele bogen var Højrups eget værk. Dette værk tæller – ud over bogens digte – også et forord dateret den 2. maj 1974 (Højrups fødselsdato), og et efterord tillagt den lidet eksisterende Dr. Phil. Fernando Souza. Peter Højrup har aldrig selv kommenteret på rygterne om en konceptudgivelse.

Da Peter Højrup i 2014 romandebuterede med ”Island” var det til flotte anmeldelser og en nominering til Montanas Litteraturpris 2014.

Så vil jeg hellere være en sø

“Du bilder dig ind du er gudernes bronzefarvede sendebud, sagde en pige til mig jeg kendte på det tidspunkt. Kun i mine drømme, sagde jeg, i virkeligheden vil jeg hellere være den bronzefarvede kalkun. Idiot, sagde hun: Du er kraftedeme sådan en idiot!”
“Så vil jeg hellere være en sø”, s. 13.

Peter Højrup debuterede i 2001 med digtsamlingen “Så vil jeg hellere være en sø”, der er et lille hefte på blot femten sider. Digtsamlingen er udgivet som en del af Forlaget Basilisks B16-serie, der var en udgivelsesplatform for små hefter med lyrik og prosa. Hefterne var foldet ud af et A3 ark, indtil det gav 16 sider, deraf navnet.

Digtene i “Så vil jeg hellere være en sø” har i udgangspunktet karakter af strøtanker eller hverdagsbetragtninger, for eksempel om drømme. Samtidig udgør digtene en refleksion over disse betragtninger, således at digtene på en gang handler om noget konkret og samtidig handler om sin egen tekstlige fremstilling. Det giver digtene et element af nærmest mikroskopisk iagttagelse. Som i dette digt, hvor jeget's refleksion over, hvad det er at drømme, bringer det til en beskrivelse af sin søster og hendes mening om fænomenet: 

“Andre gange siger hun: Når man dør i en drøm,/
skiller man sig af med sit gamle jeg, for at træde ind i/
et nyt. Så tænker jeg: Hvem er denne kvinde?/
Hvordan kan man opfatte tingene så entydigt? Som/
var det en slidt sko man kasserede når der gik hul/
i den. Det handler om udvikling, siger hun, men/
hvorfor skal mennesket altid være et løg? Der er/
ikke lag efter lag, med en lille kerne i midten, i/
mig. Man bliver jo idiot af at tænke sådan noget/
om sig selv. Så vil jeg hellere være en sø, hvor en/
ko kan se sig selv når den drikker. Hov, der er en/
fisk ved min fod! tænker den, eller sådan noget.//

Det er karakteristisk for ”Så vil jeg hellere være en sø”, at teksterne reflekterer flere betydningsmæssige niveauer samtidig. For det første er der i ovenstående citat ekskursen om drømme og deres betydning, som sekvensen her er en fortsættelse af. Derudover citeres jeg'ets søsters kommentar, og denne kommentar kommer med ind i digtet og gøres til genstand for dets videre refleksion. Derpå følger jeg'ets forkastelse af denne udlægning og jeg'ets alternative bud, ikke bare på, hvad man skal stille op med drømme, men på, hvordan man skal eller kan betragte et menneske: I stedet for en analytisk tilgang foretrækker jeget – og måske også digtet selv – at tænke på sig selv som et spejl. Digtet er altså ikke en analytisk sønderdeling af mennesket og verden, men en måde at se på verden på.

En hjelm af gyldne kviste

“Om aftenen tog vi til novicernes tyrefægtning: en flok fjortenårige knægte, der kom til skade og ikke havde nerver til dødsstødet, gjorde det ud for underholdning. Den ene af de tre toreadorer blev stanget i låret. Da de bar ham ud, tæskede han løs på sine redningsmænd for at komme tilbage i ringen og få hævn over dyret. Jeg har ikke brug for flere venner! var det sidste, jeg sagde til hende. Det gav mig kvalme, men jeg blev alligevel, til den sidste tyr var slæbt ud af arenaen”.
“En hjelm af gyldne kviste”, s. 40.

Den første, åbenlyse forskel på Peter Højrups debutsamling og efterfølgeren “En hjelm af gyldne kviste” fra 2004 er at teksterne er blevet længere. Bogen bærer genrebetegnelsen “digte”, men ligesom tilfældet er med debuten, er det en digtform, der i lange fortællende afsnit nærmer sig en prosaisk sensibilitet. Teksterne kredser om oplevelser og erindringer, ude og hjemme. Et citat fra digtet “Små skridt” belyser meget godt, hvad der er på færde i bogen:

“I virkeligheden betyder det ikke så meget, hvad tingene ligner, det er mere en måde at lægge afstand på, alting ser mere tilforladeligt ud, når man vender kikkerten om” (s. 24).

Denne opmærksomhed på perspektiv og perspektivforskydning er fælles for alle teksterne. Man kan læse ovenstående som en minipoetik for digtsamlingen, da alle digtene på en eller anden måde undersøger rigtigheden af det citerede udsagn. Det gør Peter Højrup ved at beskrive et fænomen, for derefter at holde beskrivelsen ud for sig og vende og dreje den, se den fra oven og fra neden og så videre. På den måde får digtene ofte karakter af opdagelse af noget, man i første omgang ikke var opmærksom på. I undersøgelsen af fænomenernes forhold til hinanden – af deres relationer – afsløres tit noget nyt om fænomenerne selv:

25095081

“Den grønne skygge, der voksede frem under træet, ærgrede os, indtil vi opdagede, at den var dækkeserviet ved et besynderligt måltid for kæmper: set fra soveværelset var legehuset en kvart liter piske, træet optrådte som broccoli, og pilekrattet tog sig ud som en langstilket krydderurt” (s. 24).

Set i dette perspektiv fører den nye opdagelse af fænomenernes indbyrdes forhold til en erkendelse af, at det kan betale sig at dvæle ved perspektivet, fordi det kan fortælle noget om selve indholdet. At verden bliver rigere, hvis man koncentrerer sig om den.

En betingelse for, at denne erkendelse overhovedet kan etableres, er naturligvis, at iagttagelsen er præcis, og at den er original; at den får os til at se omgivelserne på en ny måde. Og det lykkes flere steder i “En hjelm af gyldne kviste” – man forundres over mange af digtenes evne til at ramme helt rigtigt.

Under det kogende hav

“Det er den første sommer i to år. Vi sidder på trappen uden for huset. Syrenerne blomstrer. Det er sent, men endnu ikke helt mørkt. En flagermus flyver hen over hovederne på os. Drengene sover i huset. Hvorfor er verden så ond, når livet er så kort? Synger negerprinsessen fra vinduet. Det lyder som en sang fra de varme lande, og det er det også. Når hun trækker vejret, kan man høre bruset fra vejene. Vi har det godt, siger du. En flagermus flyver hen over mit hoved. Ja, siger jeg, nu har vi det godt. Lige nu, og det er det vigtigste. Vi sidder på trappen. Jeg tænker på vinterstjernen, der lyste på en begsort himmel. Jeg tænker på dig”.
"Under det kogende hav”, s. 151.

Med “Under det kogende hav” fra 2007 markerer Peter Højrup på flere måder en væsentlig fornyelse i forfatterskabet. Modsat de to første værker, er der nu for første gang en fortløbende fortælling under de iagttagelser, beskrivelser og erindringer, der stadig udgør overfladen hos Højrup. Denne fortælling formår at give værket en fortællemæssig retning, samtidig med at historien og bogens andre elementer belyser hinanden.

“Under det kogende hav” handler om en mand og en kvinde, der mister et barn. Historien fortælles af manden, og det er også ham vi følger – i København og i Sverige – i tiden efter, hvor han skriver det der udgør “Under det kogende hav”. Bogen sørger med fornemme stilgreb for, at episoden med barnets død kun langsomt og glimtvist går op for læseren. Det betyder, at det indtryk, man får af fortællingen, er anelsesfuldt og usikkert. Det er med til at skabe en fornemmelse af, at man rent faktisk er vidne til et indre hav, der koger af vrede, afmagt og en mærkeligt retningsløs sorg. Sorgen og afmagten sættes i perspektiv af de fortællemæssige lag, der ligger hen over. Her forsøger fortælleren at sætte skik på sit urolige indre ved at fortælle om begivenheder før, under og efter den frygtelige begivenhed. I bogens syv afsnit blandes tiderne, således at det ikke er kronologien, der dikterer fortællingen, men begivenheder og betragtninger, der forbindes associativt med hinanden.

Et andet vigtigt element i “Under det kogende hav” er den metalitterære leg, som en del af bogen udgør. Fortælleren finder tilfældigvis på et bibliotek i Sverige en bog, der indeholder guruen “Ken-Amis Læresætninger”, hvis nummererede aforismer bogen gengiver, indtil fortælleren afslører, at det er ham selv der har fundet på det hele, og at Ken-Ami slet ikke eksisterer. Dette element i “Under det kogende hav” peger hen på den litterære legesyge, der karakteriserer Højrups efterfølgende værk, “Emilio Alvarez – Efterladte digte”.

Emilio Alvarez – Efterladte digte

“Jeg har ondt i hovedet./
Vinen jeg drak i går var sur/
og min mave begyndte/
allerede at rumle/
inden jeg faldt I søvn/
i går aftes/

I dag burde jeg blive inde/
gå i seng/
og først stå op i morgen/
men huset er koldt/
og tæppet er klamt./

Det er en trist dag/
udenfor regner det/
og inde mit hoved/
er det også regnvejr/
stormen puster i skorstenen/
som var den en flaske.//”
“Emilio Alvarez – Efterladte digte”.

Det er ikke lige til at blive klog på bogen “Emilio Alvarez – Efterladte digte”, der udkom i 2009. Værket giver sig ud for at være Peter Højrups oversættelse af en afdød galicisk digter. Meget tyder dog på, at det i virkeligheden er noget ganske andet. De efterladte digte bærer både et kort forord og et længere efterskrift. Forordet er forfattet af en Manuel Blanco den 2. maj 1974 (Peter Højrups fødselsdag) og det er et sælsomt et af slagsen: “Lad os sige, at mit navn er Manuel Blanco, en tilfældig vejfarende, der en tid har beboet dette sted. Lad os sige jeg har siddet ved husværtens bord, spist af hans tallerken og sovet i hans seng. Lad os sige, jeg har levet hans liv og tænkt hans tanker, og lad os sige, at jeg en tid var Emilio Alvarez” (s. 5).

Allerede her i forordet åbnes altså værkets første kinesiske æske og det første tegn på, at der er noget andet end en digtoversættelse bag, lægges ud til læseren.

Rækken af kinesiske æsker vokser i bogens efterskrift, hvor en litteraturkritiker ved navn Fernando Souza dybdegående og med en lang række fodnoter både beskæftiger sig med forskellige oversættelser og udgaver af Alvarez’ oeuvre, men også – og måske med endnu større fornøjelse – med sandhedsværdien af de forskellige anekdoter, der angiveligt verserer om Alvarez’ liv: Blev Alvarez udelukket fra det gode selskab af anarkistiske digtere i borgerkrigsårene på grund af utidig genidyrkende romantisme? Kunne Alvarez have forhindret den spanske borgerkrig, hvis han, som planlagt, havde kastet en spiritusflaske i ansigtet på general Franco, i stedet for at drikke indholdet og  falde bevidstløst ned fra den kran, han havde besteget for at udføre sin dåd?  Souza er dog enig i de vigtigste punkter i den overraskende omfattende Alvarez-kritiks biografiske forsøg. Det er ganske vist, mener Souza, at det portræt, som digtene selv tegner af Alvarez, stemmer overens med virkeligheden: Emilio Alvarez levede hele sit liv fra 1892 til 1952 i en lille galicisk landsby uden meget andet selskab end sin mor (der dog dør på side 64), sit æsel og en evindelig kæfert. Han bliver af landsbyens andre beboere kaldt Tosse-Emilio, og han passer sig selv og skriver sine digte, der alle tager udgangspunkt i hverdagsbetragtninger som denne: 

“På vejen til Allariz/
ser jeg de unge kvinder/
der står i floden/
og vasker tøj/
Jeg ser solen/
igennem den yngste/
og smukkeste kvindes/
lyse eller måske/
rødblonde hår//”
s. 78. 

Som læser af “Emilio Alvarez – Efterladte digte” og ikke mindst dens for- og efterord undgår man næppe at sidde tilbage med samme formodning som digteren Peter Laugesen, der i sin anmeldelse skrev: “måske er der slet ikke tale om en samling digte, men om en roman, hvis hovedperson er digteren Emilio Alvarez. Jeg er sikker på, at hans oversætter, Peter Højrup, ved alt om det”. (Peter Laugesen: “Hvem er Emilio Alvarez egentlig?”. Dagbladet Information. 2010-01-10.). 

Med denne bog tilføjer Højrup et element af leg til sit forfatterskab, og han har med en blanding af pastiche og fine fortællende digte måske i virkeligheden skrevet sin første roman.

Island

”Nu,/ slår hjertet, og for hvert slag har jeg lidt mere erindring at bære med mig. For hvert slag er jeg et skridt nærmere døden. Jeg bærer min historie med mig som sneglen sit hus på ryggen. Den er mit tilflugtssted og min byrde. Sådan ville jeg sige det i et højstemt øjeblik,/ tænkte jeg,/ og bagefter ville jeg ærgre mig over min højstemthed og over, at jeg ikke kunne formulere den forholdsvis enkle tanke på en tilsvarende enkel og ligefrem måde.”
”Island”, s. 67.

I 2014 udgav Peter Højrup sin første roman ”Island”, der foregår i løbet af en flyvetur mellem København og Island. Den mandlige jeg-fortæller har i al hast købt en flybillet til Reykjavik, hvor hans kone og tre børn befinder sig, og romanen udspiller sig i flyveren og i hans tanker undervejs på den tre timer lange flyvetur.

Tankerækkerne følger flere spor, der flettes undervejs. Et spor omhandler den ægteskabelige krise, fortælleren er i. Hans kone har fået nok og er stukket af med ungerne. Nu vil han rejse op til atlanterhavsøen for at vise dem, at han holder af dem. Et andet spor omhandler dagene omkring uddelingen af Danske Banks Litteraturpris på Bogforum, hvortil fortælleren er indstillet sammen med to af de forfattere, han respekterer mindst: Willy Hoppe og Gull Mai Cedergreen. Et tredje spor omhandler fortællerens suicidale veninde Jennifer, der er kompromisløs forfatter og ulykkelig mor til et hjerneskadet barn.

Tilsammen giver de tre spor indtryk af en introvert og lidt sortseende kunstner, der helst holder verden på afstand: Han betragter hellere end at deltage.

51057287

Romanen er fortalt i lange, strømmende sætninger og brydes op af uensartet typografi, f.eks. er sætningen ”tænkte jeg” fremhævet på sin egen linje som for at understrege, at der tænkes. At romanen er en lang tankerække, erindringer, forestillinger og genindspilninger af oplevelser. Der er indlagt tekstpassager fra nogle af de romaner, der optræder i bogen, og generelt er der meget metasnak om litteratur, titler, forfattere og et forlorent branchemiljø. Fortælleren langer ud mod skabelonpræget litteratur – ”malebogsæstetik” (s. 52) som det kaldes – og romanen gør selv, hvad den kan for ikke at havne i den kategori. Den handler stort set ikke om noget, men gør det på en meget formbevidst måde. Samtidig er den på mange måder en helt almindelig fortælling om en mand i eksistentiel og kærlighedsrystet krise.

Litteraturen ser ud til at være det, der trak fortælleren op af dyndet efter en barndom med en voldsom og svigefuld far, men alligevel er mantraet gennem bogen, at litteraturen ikke kan redde os. Romanen domineres af dette sortsyn, som også kommer til udtryk som ganske sort humor.

Romanen var nomineret til Montanas Litteraturpris 2014.

Genrer og tematikker

Peter Højrups første tre bøger er i tone og form kendetegnet ved en lyrisk kortprosastil eller en prosaisk og fortællende lyrik. Emnerne er hverdagsbetragtninger over stort og småt, samtidig med at teksterne italesætter deres eget forsøg på at gribe verden og på at give tid og opmærksomhed til det gode og det forfærdelige, lammende kedsomhed, årstider, vrede, ensomhed, savn og venskaber.

Med “oversættelsen” af Emilio Alvarez’ digte har Højrup bevæget sig ind i en legende prosaform, der leder tankerne hen på den argentinske skælm Jorge Luis Borges.

I sin første roman, ”Island”, har Peter Højrup skrevet en fortælling om en mand i midtlivskrise med de kriser det medfører i forhold til identitet, parforhold, faglig stolthed, faderrolle etc. Det har han gjort i en romanform, der hele tiden forandrer sig og skiftevis flyder i korte, lange, abrupte og associative forløb. Der er både inderlig patos og kålhøgen kækhed i den lige så fortabte som insisterende fortælling.

Beslægtede forfatterskaber

Med sine tre første bøgers optagethed af den “nære verden” er Peter Højrup en del af den bølge af hverdagsorienteret dansk litteratur, der udkom omkring årtusindeskiftet. Et godt eksempel herpå er Lone Hørslevs skilmissedigte "Jeg ved ikke om den slags tanker er normale", men også Kristian Bang Foss "Stormen i 99" og store dele af Helle Helle’s forfatterskab.

Peter Højrups tone kan minde om Niels Frank, der var rektor på Forfatterskolen, mens Højrup selv var elev, og som Højrup i akademisk sammenhæng har beskæftiget sig en del med. 

Som redaktør på Forlaget Basilisk har Højrup været en del af et udgivelses- (og oversættelses-) kollektiv, der tæller en række forfatterskoleuddannede redaktører. Redaktørstolene har siden 2000 været besat af blandt andre Rene Jean Jensen, Pejk Malinovski, Martin Larsen og Mayse Aymo Boot. En stor del af Forlaget Basilisks udgivelsesprofil har været at udgive oversat verdenslitteratur, gerne fra litteraturens lidt mere fjerne og mystiske afkroge, og man har blandt andet udgivet amerikanske digtere af 1960'ernes såkaldte New Yorker-skole, John Ashbery og Kenneth Koch og den schweiziske modernist Robert Walser. Alle er de forfattere, der med fokus på litteraturens tilblivelse og iscenesættelse har inspireret Højrups egne litterære udfoldelser.

Den legesyge, der karakteriserer “oversættelsen” af Emilio Alvarez' digte leder tankerne hen på den argentinske skælm J.L. Borges, samtidig med, at bogen med sin sindrige selviscenesættelse skriver sig ind i den stolte tradition af litteratur, der bruger grebet at præsentere sin egen gådefulde oprindelse som en lang historie af kinesiske æsker. Af forfattere, der også har leget med at “finde” og udgive manuskripter, for eksempel i en hemmelig skuffe i et glemt chatol, indviklet i et klæde, nedgravet i mudder på bunden af en dyb sø i en fjern afkrog af en mørk skov, tæller blandt andet St. St. Blicher, Nathaniel Hawthorne, Søren Kierkegaard og måske mest berømt Cervantes med "Don Quijote".

 

Bibliografi

Højrup, Peter:
Sø vil jeg hellere være en sø. Basilisk, 2001. Digte.
Højrup, Peter:
En hjelm af gyldne kviste. Borgen, 2004. Digte.
Højrup, Peter:
Under det kogende hav. Borgen, 2007. Uden genre.
Højrup, Peter:
Emilio Alvarez: Efterladte digte. Basilisk, 2009. Digte.
Højrup, Peter:
Island. Basilisk, 2014. Roman.
Højrup, Peter: Til stranden. Gyldendal, 2017. Roman.

Om forfatterskabet

Noter, citater og så videre.
Information, 2015-01-02.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Peter Højrup

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Laugesen, Peter:
Hvem er Emilio Alvarez egentlig? Dagbladet Information, 2010-01-10.