Klaus Lynggaard

Skal man finde en fællesnævner i Klaus Lynggaards forfatterskab, må det blive størrelsen "lidenskab". 

Det er netop under overskriften Lidenskab, at han i 1995 skildrer sin praksis: "Det er en tilstand af overspændthed kombineret med hysterisk hudløshed. En slags manisk depression. Alt i mig er ved at brænde sammen. Jeg kan næsten ikke høre hvad der bliver sagt til mig (...) Jeg får et bizart synkebesvær, som om jeg er ved at kløjs i sproget, i det usagte (...) Jeg forstår at jeg for altid er henvist til periferien af det menneskelige selskab, men at jeg på den anden side nok må døje med at være universets centrum et stykke tid endnu."

Klaus Lynggaard ville dog ikke ligne sig selv, hvis han ikke lidt senere tilføjede: "Og her må jeg bryde sammen og tilstå. At jeg altid har skrevet for at andre skulle læse det. Indre nødvendighed, det er lige mig og alt det der, men skulle det ikke nå andre i den sidste ende, havde jeg nok ikke udholdt maskinens klapren, pennens skratten eller harddiscens summen. Jeg hader at være på støtten, når jeg har arbejdet hårdt. Jeg vil have kassen plus kaviar og taxa tur/retur. Men ikke i form af almisser. Jeg kan lide at få løn. Gerne kontant afregning, men en check går an."

Et sted mellem disse poler, den kompromisløse lidenskab og den prosaiske virkelighed, der for Klaus Lynggaard slet ikke er modsætninger, ligger summen af det egensindige, på én gang tidstypiske og dybt individuelle forfatterskab.

Han er født i 1956 og voksede op i Kokkedal på Sjælland ( en blanding af landsby og forstad; København var på daværende tidspunkt ikke nået helt derud endnu, skriver han i essaysamlingen Febertid) . Efter en i det store hele eksemplarisk dansk barndom, bestemt ikke ulig den som er skildret i romanerne om Martin Larsen, Martin & Victoria og Victorias år, flakkede han en del rundt i 70´erne, var bl.a. udvekslingsstudent i USA og tilbragte en tid som aupair i Paris. Ved 80´ernes begyndelse slog han sig ned i byens hjerte, havde hovedet fuldt af digte og sange, og var fast besluttet på at erobre verden.

Det skete i første omgang med to meget medrivende digtsamlinger, den store gennemkomponerede Vinterkrig (1981) og den mindre, men ikke nødvendigvis mindreværdige efterfølger Mørket som vi træder på (1982).

Klaus Lynggaards debut placerer ham naturligt i den gruppe digtere, som begyndte at skrive omkring 1980 og straks blev forsynet med prædikatet ’Nå-generationen’, idet lærerne, forældrene og de store søskende fra 68-generationen ikke uden videre forstod, hvad der rørte sig i ungdommens skrift, kunst, musik og hele attitude.

Kunstnerne blev kaldt ’De vilde malere’, og musikalsk var det tiden for nyrock og punk. Man kan høre denne i Lynggaards digte, men som generationen i øvrigt bar han det bedste af 50´erne, 60´erne og 70´erne med sig. Der blev skrevet en del om historieløshed, men 80´er-digtningen var i sit hele væsen en naturlig forlængelse af modernisme, symbolisme og romantik helt tilbage til rødderne. Ikke for intet blev den franske symbolist Arthur Rimbaud en nøglefigur i 80´erne.

At læse de første digte i dag er en ganske bevægende oplevelse. Som sine samtidige i generationen - Michael Strunge,, F.P. Jac, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen m.fl. - var Klaus Lynggaard især optaget af at bryde med 70´ernes brugsæstetik og begynde forfra et nyt sted, hvor den enkelte atter kunne "døje med at være universets centrum et stykke tid endnu".

Firserdigterne var vidt forskellige, men havde denne modstand til fælles. Fra begyndelsen var der dog lidt mere rebel i Klaus Lynggaard. Han havde meget til fælles med Strunge og Jac, mindre med Tafdrup og Thomsen. Et godt digt at huske er Landet bag alt fra Mørket vi træder på : bedst at vente/ afstanden kulden// fødtes år/ nittenseksoghalvtreds// finder ikke ord/ behøver ingen:// en engel lander/ på mine øjenlåg .

Det var med den tredje bog, Begær fra 1983, at forfatterskabet for alvor trådte i karakter. Begær tager sin titel fra Bob Dylans album Desire. Som alle Lynggaards bøger er den gennemsyret af de musikalske referencer, han sætter mindst lige så højt som sine litterære forbilleder, men digteren undgår med vilje at give teksterne betegnelsen poesi. I stedet kaldes de ’texter’, dvs. den fortættede blanding af lyrik og prosa, som andre har kaldt prosadigte. Formen giver større kunstnerisk frihed, uden af den grund at være mindre forpligtende, og Begær nyder godt af disse egenskaber.

For en digter med Lynggaards appetit på virkeligheden var det vel naturligt at nærme sig prosaen. I Begær sker det med billedtætte tekster, der i stærkt mytologiserede landskaber af forfald og erindring ajourfører temaerne fra de første bøger. Det er atter udviklingshistorien og generationssignalementet, som er i fokus, men der er mere dybde og flere nuancer, og Begær er den første af forfatterskabets titler, der virkelig holder i dag. Mens han skrev den, begyndte forfatteren samtidig at bruge erindringsstoffet i en mere tilgængelig sammenhæng.

Med de indtryksmættede og meget romantiske ungdomsbøger Martin & Victoria (1985) og Victorias år (1986) fik Klaus Lynggaard sit egentlige gennembrud. Denne skildring af gymnasieknægten Martins forelskelse i åbenbaringen Victoria, en af 80´ernes mange kvindelige engle, hører hjemme i den nyklassiske tradition for jeg-fortalte teenageskildringer, der begynder med amerikaneren J.D. Salingers Catcher in the Rye (1951, da. Forbandede ungdom ) og har sit store danske eksempel i Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld (1958).

Lynggaards lyd er dog helt hans egen. For det første må man som dansk mand identificere sig voldsomt med Martin Larsen, en naturlig efterkommer af alle udviklingshelte fra Niels Lyhne, Jørgen Stein og frem. For det andet giver romanerne i forbifarten et solidt sædeskildrende forvandlingsbillede af den danske forstad først i 70´erne. Det er mageløse bøger.

Forfatteren havde planlagt en trilogi, men den tredje roman om "Martin Larsens liv i det tyvende århundrede" er endnu ikke skrevet og bliver det næppe heller. Vi er kommet for langt væk fra 80´erne nu, men det kunne alligevel være interessant at høre, hvordan det gik Martin Larsen som voksen.

Parallelt med udgivelsen af romanerne fortsatte Klaus Lynggaard sin udforskning af de steder i sproget, hvor poesi og prosa er ét. Det skete bl.a. i en af forfatterskabets fineste og mest oversete bøger, den lille rejseskildring Fluer og støv (1986), som over to uger i en tilfældig november måned følger to danske rejsende gennem et besøg i Marokko. Stilen er tæt, intens og især i begyndelsen udsøgt og svær:

Selv skyggerne sveder og løber bort. Flimmer. En brun drengekrop forsvinder i dybt vand, dukker op igen, en kort hidsig butterfly. Intet er ligegyldigt. Alt er ro. Mit liv er mit. Jeg tager det. Tager det, endnu for ringe til at dø. Vi ryger nogle flere cigaretter, fotograferer hele verden.

De rejsende, manden og kvinden, får aldrig navne, og alt i bogen opleves udelukkende gennem hans øjne. I det ydre fylder Marokko mest, men egentlig skildres et forholds sammenbrud, udlevet frem til det punkt, hvor de rejsende ikke længere har nogen fremtid tilfælles:

Så var vi ude at ride kameler, hendes største ønske blev opfyldt, og jeg fik ondt i røven, helt bogstaveligt. Vi blev oven i købet fotograferet på hver sin kamel. Sammen! Historieforfalskning. Jeg lod de forpulede kamelkneppere tage røven på os, alt for træt og tung til overhovedet at gide prutte den mindste smule om prisen.

Den sidste optegnelse i Fluer og støv er et udmærket udtryk for Lynggaards strategi, når den lykkes bedst. For det første er der poesien, særlig knap og årvågen hér, hvor den klæder sig som prosa: Jeg er ikke færdig med Marokko. Det er hun. Snart er vi færdige med det hele. Der er ro over Antarktis.

For det andet er der den selvfølgelige brug af ideer og billeder fra det store rum af bøger og sange, som digteren naturligt træder frem af. I samme afsnit står: Jeg vil lægge mit sværd og overgive alt, hvis nogen vil fortælle mig, hvor grænsen går. Det er en så godt som ordret oversættelse af fire linjer fra John Cale´s sang Dying On the Vine , men digteren gør dem til sine egne.

For det tredje er der den uimponerede fandenivoldskhed, den anarkistiske humor, med andre ord, som er en rød tråd i hele forfatterskabet og en af dets mest charmerende kvaliteter. Efterhånden som opholdet skrider frem, bliver det i stigende grad med denne lakoniske vinkel på verden, at han skærer gennem stedets ’bullshit’ og holder fast i sin egen virkelighed: Dér, i udkanten af Marrakech, fik jeg en fantastisk lyst til at gå ind i kiosken nede på hjørnet og sige til Egon: "20 queens og 2 tuborg", og så vide lige hvad det koster...

Det er også med denne bekræftelse, denne smilende trods, han tager afsked: Hun er så sød, når hun er glad. Det kræver langt færre muskler at smile. End at være sur. Læste jeg engang på en Tuborgetiket.

Efter romanerne og rejsebogen fulgte en pause på to år i forfatterskabet. På privatfronten var det svære år - åh, at slå på hjernen med stoffer og sprut, står der allerede i Begær, og samme sted siges meget præcist, at kæferter er digte, der ikke vil tage form - men de er skrevet fast med karakteristisk respektløs humor og mildhed i samlingen med den umiskendeligt Lynggaard’ske titel Røv og nøgler fra 1988.

Her står den mest sublimt poetiske skrøbelighed - udtrykt i digte som Den første sne og Længsel efter Anne-Marie - skulder ved skulder med snart sarkastiske (Blad af en succesforfatters dagbog), snart melankolske (Ulykkeligt efterår) kommentarer til altings skæve gang på Jorden.

En gravskrift over Michael Strunge, Fortabt verdenssøn af den tavse tid, er hægtet bag på en serie rejseglimt fra Mexico, men allermest strømførende i dette mix af grum og frydefuld fortabelse står nogle lange, næsten ’rappende’ taledigte, der falder helt i hak, når man hører dem læst til musik.

Det er i disse magiske hverdagsudladninger, i tekster som Sommeren dét år, Hænderne op! Hvem ønsker at dø? og det rent ud sagt vidunderlige anti-programdigt Giver tristessen fingeren, at Klaus Lynggaard naturligt indtager pladsen som ’sin’ generations Dan Tùrell. Følger man forfatterskabet gennem denne fase, kan det ikke komme bag på nogen, at Lynggaards litterære valgslægtskaber skal findes blandt mænd, der skriver og synger på lignende vis om de samme ting.

Som oversætter har han været især Charles Bukowski en god mand, men også danskeren Bent Vinn Nielsens udstedsromaner og amerikaneren John Fantes fire erindringsbøger om den trodsige kunstner Arturo Bandini, har betydet meget for den modne Klaus Lynggaard. Digteren Rimbaud var sammen med Jim Morrison, Dylan og Leonard Cohen de store sole i ungdommens daggry.

Det er med disse forfattere som broderbilleder, at Klaus Lynggaard i essaysamlingen Febertid (1995) formulerer den kritik og det program, der må ses som forfatterens samlende indsats i 90´erne. Det sker i Bukowski-essayet Der er intet subtilt ved at dø og den store Vinn Nielsen-læsning Kunst er konkurrence med virkeligheden, men det formuleres mest gennemført og næsten manifestagtigt i det lange, hidsigt sidesparkende essay You Gotta Deal With The Real, hvor John Fante´s Bandini-kvartet føres som sandhedsvidne.

Essayet er et frontalt angreb på den anæmiske og teoretisk orienterede praksis, som prægede 90´ernes litteratursyn, ikke mindst i dagbladskritikken og det universitære tidsskriftsmiljø. Lynggaard undsiger teorierne og den abstrakte æstetik, samtidig med at han går i brechen for en altomfattende realisme, et sprog med hud, hår, blod, køn, latter, skønhed, kort sagt en virkelighed ’med det hele’, som dog også har ’sine’ æstetiske fordringer, der må efterkommes, hvis det dampende hjerte skal leve som kunst.

I 90’erne var musikskribenten Klaus Lynggaard mere aktiv end digteren af samme navn. Han var medforfatter til opslagsværket Politikens Dansk Rock 1956-1997 og tilknyttet dagbladet Information gennem hele årtiet. 1998-2000 redigerede han mediemagasinet Blender.

I 1999 udkom Verdens 25 bedste rock- og popalbums, vol. 1, 1952-1975 i forlaget Rosinantes serie med mini-essays om uomgængelige populærkulturelle fænomener. Bind 2 foreligger i 2001. Klaus Lynggaard har endvidere været aktiv som sanger og sangskriver i bandet Quote Unquote. I 1996 udgav de cd’en Når en mand må afsted.

Febertid kan på afstand ligne en genbrugssamling med souvenirs fra små ti års virke i kulturjournalistikken. Ved nærmere eftersyn viser bogen sig imidlertid at være et af generationens bedste bud på et signalement, en helhedsafsøgning, en æstetik om man vil. Essays om helte som Bowie, Dylan, Rimbaud og Tùrell skrives sammen med personlige sonderinger som forerindringen Så skal du finde lykken, titelteksten Febertid og Måler tidens gang med mit hjertes banken, der med udgangspunkt i Michael Strunges forfatterskab er et "farvel til alt dét" ti år efter.

Hertil kommer At bide i støvet og den indledningsvist citerede artikel Lidenskab, en samling "refleksioner over min digtning", der blev til på foranledning af tidsskriftet Spring, men her forankres i en større sammenhæng. Det er ikke tomme ord, når omslaget taler om en litterær dannelseshistorie fortalt i tilbageblik .

Febertid er en hjørnesten i Klaus Lynggaards produktion, men bogen var samtidig et centralt værk i 90’ernes danske litteratur- og kulturkritik. Den lover godt for de romaner og texter, som på et tidspunkt må komme fra digterens hånd. For han kan næppe holde kæft i længden, og som han selv siger: "You Gotta Deal With The Real."