benn q holm
Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Benn Q. Holm

mag. art. Abigail Josephsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2010.
Top image group
benn q holm
Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Main image
Holm, Benn Q.
Foto: Artpeople

Indledning

Med København som baggrundstæppe skildrer Benn Q. Holm hovedstadens hverdag og virkelighed omkring årtusindeskiftet. Han zoomer ind på relationer til ægtefæller, kærester, venner og børn og ikke mindst deres forhold til musik og fodbold. Melankolien tegner sig tyk og fed i de konstant mislykkede forsøg på at gribe lykken, og det bliver nærmest kynisk, fordi det eneste, der virkelig betyder noget, er personernes narcissistiske selvoptagethed. 

 

 

55111197

Blå bog

Født: 24. april 1962 på Frederiksberg.

Uddannelse: Cand.phil. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, 1992.

Debut: Til verdens ende. Per Kofod, 1994. Roman.

Litteraturpriser: Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris, 2000.

Seneste udgivelse: Asfalt og blomster. Lindhardt og Ringhof, 2018. Roman.

Litterære forbilleder: Herman Bang, Jan Sonnergaard og Tom Kristensen.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

Artikel type
voksne

Baggrund

“Sådan gik den dag, og sådan gik en masse andre dage. Indimellem var han bare død, eller sad og læste, spadserede roligt hjem langs Sortedamsdosseringen fordi der egentlig ikke var noget han skulle nå som sådan selvom det ville han aldrig lære, og det vidste han godt, på et tidspunkt var han og familien oppe i huset i Sverige, og han var i Parken med den store tøs og sine nervøse fadøl, og han var nede i et propfyldt Osborne i Elmegade sammen med alle drengene (og den store tøs) den onsdag aften de igen blev mestre efter at have vundet på et mål af Marcus Allbäck ude i Betonen.”
“Københavns Mysterier”, s. 308.

København udgør baggrundstæppet i både Benn Quist Holms bøger og i hans eget liv. Han er født på Frederiksberg i 1962 og blev student fra Johannesskolen på Frederiksberg i 1982. Hans forældre havde egentlig en forventning om, at han skulle blive bankelev, men han valgte litteraturvidenskab, selvom han ikke på noget tidspunkt havde en forestilling om, at han ville bruge sin uddannelse til noget. At det lige præcis var forfatter, han ville være, mærkede han for alvor, da han i sin studietid skulle skrive udstillingskataloger for en gruppe af billedkunstnere og arkitekter. Derfor begyndte han sideløbende med sit speciale at skrive på sin første roman. I 1992 afsluttede han sin uddannelse til cand. phil. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, og i 1994 udkom debutromanen “Til verdens ende”.

Efter afsluttet uddannelse og sideløbende med forfatterskabet har Holm arbejdet som anmelder og klummeskribent i forskellige medier. Blandt andet har han været anmelder ved Dagbladet Aktuelt, og senere blev han klummeskriver ved Urban, Bo Bedre og Euroman.

Benn Q. Holm beskriver sin ungdom som en slagkraftig blanding af mod- og punkkultur. Selv har han været meget engageret i KU-København, men det politiske blev senere erstattet af en passion for litteratur og fodboldklubben FCK. Erstatningsreligioner, som Benn Q. Holm selv kalder dem. Han mener, at vores kultur er blevet en stor ‘tag-selv-buffet’, hvor det er de nære værdier, der giver livet betydning. De store værdier, de religiøse og politiske, eksisterer ikke længere for den enkelte, og der er ifølge Benn Q. Holm i øjeblikket flere medlemmer i FCK´s fanklub end der er medlemmer af alle de politiske ungdomsorganisationer tilsammen. Det syn afspejler sig i hans værker, og på den vis kan man sige, at Benn Q. Holm er barn af sin tid og sin by.

Udover fodbold og litteratur fylder musik meget i Benn Q. Holms hverdag. Han bruger musik, når han skriver, og han bruger det også som et effektivt virkemiddel på linie med bilmærker og sted- og gadenavne i sine værker. “Faktisk hører jeg kun musik, når jeg arbejder. Jeg voldtager musikken, bruger den til at oparbejde en slags kontrolleret ekstase, når jeg arbejder”, siger Benn Q. Holm (Thomas Søie Hansen: “Jeg er afhængig af musik”. Berlingske Tidende, 2005-12-01). Og det er musik i den lige linje fra Beatles til Suede, han hører. Klassisk musik og jazz havde nær kostet ham en skriveblokering, fortæller han.

Privat bor Benn Q. Holm i en stuelejlighed på Østerbro med sin kone og sine tre børn. En lejlighed, der kun ligger få hundrede meter væk fra Parken, FCKs hjemmebane, hvor han hver anden weekend tropper op for at se sit hold spille.

 

Til verdens ende, Mørk og Flugtens tid

I både “Mørk” og i “Flugtens tid” spiller fodboldklubben FCK en vigtig rolle. Blandt andet svarer journalisten Adam Mørk i “Mørk”, da han bliver anklaget for ikke at have en sag at leve for, at han da holder med FCK. Således slås endnu et vigtigt tema i forfatterskabet an, der får en endnu mere central plads i efterfølgeren 'Hafnia Punk': F.C. København.

 

Hafnia Punk

“Hun gik ind i Nørgaard paa Strøget og købte en kjole til nytårsaften. En stram tingest til 1.999 kroner. Videre ned ad Strøget til the M&M Shop hvor hun købte en stak cd’er, hvor var det bare fedt at kunne gå amok. Hun købte Chemical Brothers, den nye Portishead, Dubstar, Lisa Ekdahl (måske kunne hun lure nogle tricks), og for sjov en cd med gregorianske kirkesange, og en julegave til Julian: Pusher på video.”
“Hafnia Punk”, s. 316.

“Hafnia Punk” fra 1998 er Benn Q. Holms gennembrudsroman. Historien, der er en kollektivroman med ti hovedpersoner, foregår i København i sluthalvfemserne. Den følger i filmiske snapshots de ti meget forskellige 30-årige storbymenneskers hverdagsliv igennem et år. Hver måned udgør et kapitel i bogen – fra januar til nytårsaften. Blandt romanens hovedkarakterer er den karriereorienterede advokat Elisa og hendes mand Christian, der er fanatisk FCK-fan og tidligere pressefotograf. De to forsøger at redde deres forhold, som lider meget under deres forskellighed, der blandt andet kommer til udtryk, da Christian og Elisa skal til et middagsselskab med Elisas advokatvenner. Her overtaler hun Christian til at tage sin FCK-tshirt af og iføre sig en skjorte i stedet. Det gør Christian, men han når på vej ud af døren at svinge sit FCK-halstørklæde om halsen.

22253050

De ti personer lever deres hverdagsliv ved siden af hinanden i storbyen, og deres spor krydses igennem historien på værtshuse og til fodboldkamp med FCK. Fælles for dem alle er en manglende evne til at få tilværelsen til at hænge sammen, og som historien skrider frem smuldrer deres drømme, ambitioner og ægteskaber.

Benn Q. Holm har sagt om titlen på bogen, at Hafnia og punk tilsammen signalerer det stramme og historiske samtidig med det vilde og organiske. Således er tiden præcist sat til 1997, det geografiske sted er et genkendeligt København, og i denne by på dette tidspunkt lever de ti personer et liv uden andre holdepunkter end byen selv. Grundsynet i værket er som i alle Benn Q. Holms romaner melankolsk, men sproget er let og tilgængeligt, og her introduceres fodbolden, som et helt centralt omdrejningspunkt i forfatterskabet.

 

 

Sommer

“Vi går søndagsture og spiser brunch på de lokale caféer eller brasserier, vi går oftere til forældremøder end til ferniseringer og receptioner; alt i alt er vi bare nogle helt almindelige storbymennesker. Et godt og trygt liv, og måske er det netop bristen. Vi mangler ikke noget. Vi har alt hvad man kan drømme om, og nu er der kun den lille daglige frygt tilbage.”
“Sommer”, s. 230.

Det unge københavnerpar, Peter og Nanna og deres lille datter Natasha, er de centrale karakterer i romanen 'Sommer' fra 1999. Romanen foregår over en tre ugers ferie i familiens sommerhus i Nordsjælland. Her – på afstand af hverdagslivet – skal de slappe af og hygge sig, og det gør de sådan set også. Stille og roligt trænger fortidens og nutidens problemer dog op til overfladen, og det bliver vanskeligere og vanskeligere at være tæt på hinanden nat og dag.

Det er Peter, som fortæller historien, der består lige så meget af tilbageblik til parrets fortid – deres første møder og deres liv sammen i byen – som af de tre uger, de tilbringer sammen i sommerhuset. Peter er virksomhedskonsulent. Egentlig drømte han om at blive kunstner, men den ambition droppede han, da han blev træt af den evindelige mangel på penge. Det har han sådan set ikke fortrudt. Alligevel strejfer tanken ham igen og igen, om han nu er lykkelig i det liv, han har valgt. Han elsker sin kone lige så højt, som han elsker datteren Natasha.

22945467

De har et godt liv sammen: Begge har de gode jobs, de har en ejerlejlighed og et sommerhus på landet og et upåklageligt sexliv. Men selvom de har været sammen i syv år, er Peter stadig plaget af jalousi over et forhold, som Nanna havde til en gift mand, før de lærte hinanden at kende. En ældre mand, som døde i en trafikulykke den aften, hvor Nanna havde fortalt ham, at hun var gravid. Det viste sig dog, at hun ikke var det alligevel. Jalousien skaber splid i forholdet mellem Peter og Nanna, og Peter føler sig aldrig helt sikker på Nannas kærlighed. Problemerne bliver kun forstærket af alle de mennesker, der lægger vejen forbi sommerhuset for at besøge dem; venner og familie. 

“Sommer” er en fortælling om de moderne, rastløse og forkælede storbymennesker, der ikke kan finde ud af at glæde sig over og nyde det liv, de har skabt. Mennesker, som ikke kan finde fred, fordi livet jo kunne have været anderledes med andre valg – ikke bedre eller ringere, bare anderledes.

 

Album

“Kongen af Bagsværd, i egen høje person. Forstædernes Stalin. Den almægtige Vilhelm Rolsted. –Nu skal vi sgu ha’ nogle ølbajere! Brølede hans far ud i haven. Hans opsmøgede ærmer med de abeagtigt behårede underarme langede ned i ølkassen, fik fire flasker i hver hånd, det klirrede og klinkede. Han så i ånden at hans far tømte hele kassen på stedet.”
“Album”, s. 123.

Hovedpersonerne i romanen er drengene fra de tre familier, der alle er fra den såkaldte Nå-generation født i 1970’erne: Lars Rolsted vokser op sammen med sine søstre, sin mor og sin patriakalske, alkoholiserede far, som ikke tager noget hensyn til sin familie og lever for at føre sine tvivlsomme forretningsidéer ud i livet. Lars kommer tidligt ud på en kriminel løbebane, da han en nat i en brandert voldtager en bevidstløs pige. Det fører ham senere i hænderne på rockere og videre i fængsel.

24288927

Den anden hovedperson er middelklassedrengen Jon Olufsen, som er søn af husmandssønnen Søren, der kæmper hårdt for at gøre karriere på universitetet og for at vinde sin kones, feministen Margrethes, respekt. De er begge engagerede i Venstresocialisterne. Jon uddanner sig til læge, og han rejser til Afrika med Læger uden Grænser og opretter senere netfirmaet Hjemmedoktor.dk.

Den tredje hovedperson er Martin Lund Jensen, der vokser op i en prototypisk jævn forstadsfamilie. Martin flytter ind til byen, hvor han tiltrækkes af kunstnerlivet som forfatter og forelsker sig hovedkulds i den unge Gertrud, der senere bliver en berømt journalist. Martin bliver forfatter. Han får dog ikke Gertrud, men Katja, som er søster til bogens anden hovedperson Lars Rolsted.

Bogen skildrer, hvordan den sociale arv og historiske kontekst påvirker og til en vis grad determinerer personernes liv. Også selvom nogen af dem forsøger at bryde ud, er de børn af deres familier og af deres tid. Titlen “Album” hentyder blandt andet til et fotoalbum, og det peger på den fragmenterede stil, som historien er skrevet i: Det er en lang række nedslag i drengenes liv med en fortællestil, der konstant varierer mellem klassisk roman, brevroman, interviews og reportager. Romanen er filmatiseret som tv-miniserie af Hella Joof.

Frederik Wenzels rejse

“Jeg glider ind og ud, blander et øjeblik tingene sammen, ind og ud, indtil jeg får styr på fortællingen og bevæger mig kronologisk fremad, frem gennem denne dag som aldrig synes at ville slutte, selvom jeg udmærket ved at under overfladen findes der ingen kronologi, men kun et rod af den anden verden, uanset hvad så hjælper det virkelig at snakke, han har ret, det er lige før at jeg føler mig helt i stødet igen, og det fosser ud af mig, egentlig som før i det hvide soveværelse i Eckersberggade.”
“Frederik Wenzels rejse”, s. 162.

I "Frederik Wenzels rejse" fra 2004 følger man den københavnske gymnasielærer Frederik Wenzel i et døgn. Frederik Wenzel er vellidt af alle kolleger og elever, men han er samtidig en rodløs enspænder, der fordriver sin fritid med at løbe lange ture og vente på, at hans elskede datter Kajsa fra Stockholm kommer på besøg. Historien begynder en strålende sommerdag, da Frederik Wenzel tager afsked med sine dimittender på gymnasiet. Alt tegner til, at det bliver en dag som alle andre, indtil Axholt alias ‘Portvinstuden’ lokker ham på en druktur i København. Frederik Wenzel bliver hurtigt så påvirket af alkoholen, at hans tilbageholdenhed og forsvarsværn mod verden langsomt bryder sammen. Det forstærkes, da Axholt pludselig dør. Og Frederik Wenzel giver mere og mere slip – eller går mere og mere i opløsning – i sit møde med det københavnske natteliv, med sine dimittender, gamle bekendtskaber og andre mennesker. Blandt andet går han i seng med en mor til en af sine elever, lige efter at hans kollega er død, hvilket den velafpassede gymnasielærer nok ikke havde gjort i ædru tilstand.

25115724

Ved sit mundrette hverdagssprog ligner “Frederik Wenzels rejse” de øvrige romaner fra Benn Q. Holms hånd. Hovedtemaet er menneskets angst for at give slip, miste kontrollen og lade verden bryde ind i livet, fordi man derved løber en risiko for, at hele den velordnede tilværelse falder fra hinanden. Romanen handler derfor samtidig om at acceptere livet, som det er – med død, meningsløshed og fuldkommen mangel på sammenhæng. For det er, da Frederik Wenzel giver slip, at han genopdager nogle sider af sig selv, som længe har været glemt og gemt væk i hans hverdags trivialitet.  

I sin komprimerede tid og hæsblæsende handling minder “Frederik Wenzels rejse” om en hektisk dannelsesrejse eller en stilfærdig dansk udgave af James Joyces berømte roman, "Ulysses". Selv kalder Benn Q. Holm den “nærmest et kammerspil” (Thomas Søie Hansen: “Jeg er afhængig af musik”. Berlingske Tidende, 2005-12-01).

 

Københavns mysterier

“Som jeg gik gennem gaderne, kunne jeg have tegnet et kort over mit liv: dér voksede jeg op, dér gik jeg i skole, dér boede min første kærlighed osv. Men jeg kunne også have tegnet et skyggekort: I den gade havde jeg aldrig kendt nogen, i den park havde jeg aldrig siddet og holdt en pige i hånden, på det hotel havde jeg aldrig overnattet (men hvor mange har egentlig boet på hotel i deres egen by?).”
“Københavns mysterier”, s. 300.

En ærke flanørroman kalder Benn Q. Holm "Københavns mysterier" fra 2008. Den foregår i København og har tre fortælleplaner. Det ene af dem følger arkitekten Paul, der har mistet sin søn ved en brandulykke, hvorefter hans kone gik fra ham. Derefter styrtede resten af hans verden i grus på grund af skyldfølelse, fordi han havde efterladt sin søn alene hjemme, da branden brød ud. Indtil ulykken indtraf havde han levet et velbjærget liv i Nordsjælland. Nu lever han en isoleret tilværelse i København, og hver nat besøger han sin søns grav på Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor han fortæller om dagens hændelser og om livet sammen med drengens mor frem til det punkt, hvor branden opstod, og drengen i en alder af 10 år bliver udskiftet med en sten på kirkegården.

27738281

Det andet plan følger forfatteren Q, som reflekterer over sit nyeste romanprojekt, mens han lever et almindeligt borgerligt liv som ægtemand og familiefar og strejfer omkring i Københavns gader. Her passerer han tilfældigt Paul, som allerhelst vil gemme sig væk på sit arbejdsværelse med sine smøger og sine sjusser, men familielivet bryder hele tiden ind. Især da hans kone gennemgår en kompliceret fødsel.

Det sidste plan er en række avisklummer med titlen Københavns mysterier af en skribent, som kalder sig Max Urban. Klummerne beretter om københavnske steder og historier og om aktuelle politiske problemstillinger som Muhammedtegningerne. Q læser klummerne med stor interesse.

En direkte kontakt mellem de tre personer, som følges i fortælleplanerne, finder aldrig sted. De lever hver deres liv side om side i byen. Et vigtigt element i historien er, at hvor Paul lever i fortiden og ikke formår at skue fremad, fordi han ikke har mere at leve for end sin fortælling til sin døde søn, så er Q konstant optaget af fremtiden og af at få skabt tid til at arbejde. Ifølge Benn Q. Holm selv, er Q et selvportræt, hvor han udleverer sig selv og udstiller sin monotone og uglamoriøse tilværelse som forfatter. “Det er faktisk tænkt som et polemisk indlæg imod tidens tendens til, at folk udstiller alt fra soveværelser til sexlegetøj”, siger Benn Q. Holm om bogen (Berit Holbek Jensen: “Alt det vi skal nå”. Fyens Stiftstidende, 2008-05-11).

Den gamle verden

“De to strittende rottehaler blottede hendes nakke, hendes teint var lys, men alligevel med en undertone af noget ganske svagt mørklødet, som om hun et sted havde en masse forskelligt blod i sig. Det lidt reserverede blik. Fræk? Ikke det mindste. Næsten ingen mascara eller noget. Det generede ham nu ikke. Men hun var ikke ligefrem typen han ville vende sig om efter på gaden.”
“Den gamle verden”, s. 191.

“Den gamle verden” fra 2009 adskiller sig markant fra Benn Q. Holms øvrige værker, fordi den ikke foregår i København, endsige har danskere med på rollelisten. Tværtimod bevæger den sig langt ud over landegrænserne og rundt i Europa – som en art litterær roadmovie. Hovedpersonerne er den 41-årige fallerede engelske musiker Dean Cox, der er på solo-tourné i tyske småbyer, og den 25-årige amerikanske jurist, Ashlyn Tadder, som er på rejse i Europa, hvor hun søger sine europæiske rødder og sig selv. Ashlyn og Cox – den ene med livet foran sig og den anden med det meste af det bag sig – møder hinanden på en østrigsk motorvej. Indtil da har de tilbragt deres rejse alene på hotelværelser, hvor de hver især har reflekteret over deres liv. Sammen følges de videre igennem Tyskland, hvor de bliver konfronteret med deres forestillinger om Europa, om sig selv og om hinanden. Forestillinger, som ændrer sig under rejsen. De er to ensomme sjæle, der trods deres forskellighed og umiddelbare frastødning af hinanden finder sammen. Og rejsen slutter med, at Ashlyn rejser hjem til USA med Cox’ barn i maven.

27913393

Historien, der skiftevis er fortalt fra Deans og Ashlyns synsvinkel, fortæller først og fremmest historien om to søgende mennesker, der finder hinanden. Der er et kærlighedsmøde mellem to meget forskellige mennesker, mellem to verdener og to tidsaldre. Og det er på et mere billedligt plan et kulturmøde mellem USA og Europa; den nye verden og den gamle verden. Forskellen er dog til at overse. For ifølge Ashlyn minder Europa mere om USA end hendes hjemegn i USA; New England. USA’s og Europas skæbner er vævet sammen, præcis som Ashlyns og Cox’ bliver det til slut.

Genrer og tematikker

Benn Q. Holm skriver realistiske romaner, og han nævner ofte i interviews, at det er en achilleshæl. For selvom han har vundet læsernes gunst, er realistiske romaner ikke velansete i det litterære parnas. Det er ifølge Benn Q. Holm årsagen til, at han først fik arbejdslegatet hos Statens Kunstfond efter at have ansøgt om det igennem 12 år, og at ingen kommer til at tænke på hans forfatterskab i den evige debat om, hvem der skal skrive den store, danske samtidsroman. For han har faktisk allerede skrevet de to store samtidsromaner “Hafina Punk” og “Album”. 

Benn Q. Holm bestræber sig i sit forfatterskab på at udvide den realistiske tradition: “Det jeg prøver på er, at bygge lidt oven på denne der realisme, du kan kalde det en hybrid eller lidt poesi. Den helt almindelige realisme kan være god, men det kommer an på så meget. Den kan blive for beskrivende, så kunne du ligeså godt læse avisen”, siger Benn Q. Holm (Martin Kreisberg: En forfatter du bør kende og en roman du skal eje!. Brølet nr. 21. 1998).

Dybdepsykologiske skildringer eller mere overordnede refleksioner over samfundets indretning er der dog ikke tale om. Benn Q. Holm skildrer derimod hverdagens små skæbnedramaer og intriger. “Jeg vil gerne vise tilværelsen, det moderne liv – på godt og ondt”, udtalte Benn Q. Holm, da filmatiseringen af ”Album” blev lanceret (Store forventninger til DRs tv-drama ‘Album’. MediaWatch, 2008-02-26). Og det gør sig i overordnede træk gældende for alle hans bøger. Først og fremmest skildrer han det moderne storbymenneskers liv, og nærmere bestemt københavnernes liv med dertil hørende parforhold, familieliv, venskaber, drugs og drukture med en fin sans for detaljen.

Et gennemgående tema er menneskets manglende evne til at kæmpe for det, der er godt og rigtigt, fordi der ikke længere findes noget, der ubetinget er godt og rigtigt. Romanpersonernes liv kunne have udviklet sig på så mange andre måder, end det har gjort, men ikke nødvendigvis til noget, der er bedre eller noget, der kunne have gjort dem mere lykkelige. De lider af generel utilfredshed og tvivl og plages ofte af dagligdagens småproblemer samtidig med, at de har travlt med at se sig selv i spejlet og overbevise sig selv om, hvor meget styr de har på tilværelsen. De er voldsomt selvcentrerede, og det er denne selvtillid uden selvværd, der bærer fortællingerne. Resultatet er, at hovedpersonerne aldrig er lykkelige, og det er deres egen indre usikkerhed bag den tjekkede facade, der er katalysatoren for de konflikter og skænderier, der er omdrejningspunktet i historierne. 

Beslægtede forfatterskaber

Benn Q. Holms forfatterskab er først og fremmest blevet sammenlignet med Jan Sonnergaard (1963-2016 ) og Tom Kristensen (1893-1974). Ligesom Jan Sonnergaard skriver Benn Q. Holm sig nemlig ind i den fornyelse af realismen, der finder sted i 1990’erne i Danmark, hvor københavneres liv skildres detaljeret i et enkelt og direkte sprog med en melankolsk klangbund. Dog har Jan Sonnergaards bøger et mere bredt fokus på alle samfundsgrupper, mens Benn Q. Holm holder sit fokus stramt på helt almindelige middelklassemennesker, der hverken har for lidt eller for meget.

Den opløsning af hovedpersonernes længsler og liv, der finder sted i Benn Q. Holms forfatterskab, trækker tydelige tråde tilbage til Tom Kristensens Ole Jastrau i romanen "Hærværk". Dog bliver Benn Q. Holm aldrig helt så dramatisk, og hans hovedpersoner vælger ikke selvdestruktionen, sådan som Ole Jastrau gør det. I stedet slår de sig ofte til tåls.  

Selv fortæller Benn Q. Holm, at han er inspireret af forfattere som Orhan Pamuk og Georges Perec, men at han føler sig mere forbundet med den skandinaviske melankoli og af hovedpersoner herfra såsom Henrik Pontoppidans karakter Lykke-Per, Tom Kristensens Ole Jastrau, Jacob Paludans Jørgen Stein og J. P. Jacobsens "Nils Lyhne", som han betegner som nederlagets mænd. Andre væsentlige forfattere, Benn Q. Holm må være inspireret af, er den amerikanske Paul Auster og hans "New York-trilogi". I New York-trilogien såvel som i Benn Q. Holms værker skildres storbymennesket som flanører, der bevæger sig rundt i byens mysteriefyldte rum uden at have et egentligt mål for dagen eller for livet som sådan.  

 

Bibliografi

Bøger

Holm, Benn Q.:
Til verdens ende. Per Kofod, 1994. Roman.
Holm, Benn Q.:
Mørk. Per Kofod,1995. Roman.
Holm, Benn Q.:
Flugtens tid. Munksgaard/Rosinante, 1997.
Holm, Benn Q.:
Hafnia punk. Munksgaard/Rosinante,1998.
Holm, Benn Q.:
Verdens 25 bedste fodboldspillere. Rosinante, 1999. Essays. (79.71).
Holm, Benn Q.:
Sommer. Rosinante, 1999.
Holm, Benn Q.:
I familiens skygge, i De ti bud : ti noveller, ved Niels Beider. 2001.
Holm, Benn Q.: De udvalgte. DR Multimedie, 2001. Roman.
Holm, Benn Q.:
Album. People's Press, 2002. Roman.
Holm, Benn Q.:
Frederik Wenzels rejse. People's Press, 2004. Roman.
Holm, Benn Q.:
Den ukendte. People's Press, 2005.
Holm, Benn Q.:
Københavns mysterier. Lindhardt og Ringhof, 2008. Roman.
Holm, Benn Q.:
Den gamle verden. Lindhardt og Ringhof, 2009. Roman.
Holm, Benn Q.:
Den store skuespiller i novellesamlingen Copenhagen noir, ved Bo Tao Michaelis. People's Press, 2009.
Holm, Benn Q.:
Byen og øen. Lindhardt og Ringhof, 2011. Roman.
Holm, Benn Q.:
Manden i glasset. Lindhardt og Ringhof, 2014. Roman.
Holm, Benn Q.: Asfalt og blomster. Lindhardt og Ringhof, 2018. Roman.

Børnebøger

Holm, Benn Q.:
Kille med far til fodbold. Carlsen, 2013. Kunstner: Rasmus Bregnhøi. Billedbog.
Holm, Benn Q.: Kille med mor til lagersalg. Carlsen, 2014. Kunstner: Rasmus Bregnhøi. Billedbog.

Det seje sjak - børneserie

Holm, Benn Q.:
Det seje sjak. Rosinante, 2000. Krimi. (1).
Holm, Benn Q.:
Det seje sjak sover i timen. Rosinante, 2003. Krimi. (3).

Om forfatterskabet

På forlagets hjemmeside kan man finde en kort introduktion til Benn Q. Holms forfatterskab.
Her finder man introduktioner til og analyser af Benn Q. Holms værker.
Andersen, Carsten:
Benn Q. Holm i Forfattere i forhør. Politikens Forlag. 2006.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Benn Q. Holm

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Berit Holbek Jensen:
Alt det, vi skal nå. 2008-05-11.
MediaWatch, 2008-02-26.
Store forventninger til DRs tv-drama ‘Album’.
Thomas Søie Hansen:
Jeg er afhængig af musik. Berlingske Tidende. 2005-01-12.
Martin Kreisberg:
En forfatter du bør kende og en roman du skal eje! Brølet nr. 21. 1998.