signe schlichtkrull
Foto: Lærke Posselt

Signe Schlichtkrull

journalist Nana Bugge Rasmussen iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Top image group
signe schlichtkrull
Foto: Lærke Posselt
Main image
Schlichtkrull, Signe
Foto: Forlaget Samleren

Indledning

"Fogeden" fra 2009 er Signe Schlichtkrulls debutroman, men man må håbe, der kommer flere, for romanen er ualmindelig rørende i sin beskrivelse af livet på begge sider af en fogeds skrivebord. Hvis man har kontakt til samfundets bund, vil man sandsyligvis nikke genkendende til beskrivelserne af skæve eksistensers kamp for overlevelse, og hvis man ikke har, vil man pludselig få sig et nyt perspektiv på de hjemløse, som de fleste kender fra udvalgte bænke i større byer.

Skildringerne af menneskene i Schlichtkrulls roman er øm og fin, og efter endt læsning er man taknemmelig over at have fået muligheden for at lytte til denne stemme fra en gruppe mennesker, der normalt er ganske tavse.

 

29185778

Blå bog

Født: 1969 i Sønderjylland.

Uddannelse: Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus, 1996 og forfatter fra Forfatterskolen i København, 1998.

Litteraturpriser: Årets Skovhuslyriker, 1995.

Debut: Fogeden. Samleren, 2009.

Seneste udgivelse: Krak. Samleren, 2012. Roman.

Artikel type
voksne

Baggrund

"- Kom, nu ringer vi til din socialrådgiver, siger fogeden. Hvad hedder hun? - Jeg har ikke nogen, siger pigen, og jeg skal heller ikke have nogen. Hun tager barnet og går hen og henter en jakke. - Det er mit barn."
"Fogeden", s. 6.

Signe Schlichtkrull er født i 1969. Som femårig rykkede familien teltpælene op og flyttede til Thurø syd for Svendborg. Her gik hun i gymnasiet, hvorefter hun læste et enkelt semester på sociologi på Hamburg Universitet, inden hun blev optaget på Journalisthøjskolen i Århus i 1992.

Allerede under journalistuddannelsen vidste Schlichtkrull, at hun ville være forfatter, men forsøgene formede sig ikke rigtig, som hun forestillede sig. Dog optog Poul Borum i 1994 fire af Schlichtkrulls digte i tidsskriftet Hvedekorn, hvilket naturligvis var en stor opmuntring. Også prisen som Årets skovhuslyriker året efter varmede forfatterspirens hjerte.

Signe Schlichtkrull blev optaget på Forfatterskolen i første hug og begyndte studierne efter endt journalistuddannelse i september 1996. Årene her blev en øjenåbner for litteraturens mange facetter og muligheder, og hun sugede så meget til sig som overhovedet muligt.

I år 2000 flyttede hun til Berlin, hvor hun stiftede familie og boede i fire år og blandt andet benyttede sig af byen til at beskæftige sig med Stasi. Det var også i år 2000, at hun første gang forsøgte at få udgivet et manuskript, men der skulle gå yderligere ni år, før det lykkedes. “Fogeden” lå klar allerede i 2006 og er således en vellagret roman!

I de mellemliggende år har Signe Schlichtkrull arbejdet som freelancejournalist og skrevet blandt andet for Information og Weekendavisen. Hun har også lavet radio, og det var via en radioopgave, hun kom i kontakt med en foged og de mennesker, der mistede deres hjem i fogedsager. Hun fulgte fogeden gennem en periode og blev inspireret af de skæbner, de mødte på deres vej.

Hovedtemaet i romanen “Fogeden” virker overvældende aktuelt i en tid, hvor mange mennesker pludselig må gennemleve netop et besøg af fogeden og hvad deraf følger. Om denne timing siger Schlichtkrull: “Det er klart, at når bogen udkommer nu, hvor den økonomiske krise gør, at der er flere, der må gå fra hus og hjem, er der mere fokus på fænomenet. Men da jeg skrev den for over tre år siden, var det største problem i Danmark dræbersnegle, og da synes jeg sådan set, at det var interessant at fokusere på denne lille oversete gruppe mennesker” (Lars Aabjerg Pedersen, “Man behøver ikke være psykisk syg eller hardcore misbruger”, Politiken, 2009-05-14).

Schlichtkrull lever i dag på Sydfyn med sin mand og tre børn.

Fogeden

“– Knud Pedersen, siger han. Min lejlighed er ikke længere tilgængelig for mig, fortsætter han. Og ifølge viceværten er mine ting i Deres opbevaring. – Hvad var dit navn igen? siger fogeden og beder en af pigerne finde sagen frem. Det er den tidligere lejer i Adventsgade 38, 5. sal. – Den 26. september indsatte vi ejeren i lejemålet. Du havde ikke betalt husleje. Dine ting opbevares af politiet. – Det er uden for al lov og ret, siger han. [.....] Jeg er blevet frataget mit hjem.”
Signe Schlichtkrull: “Fogeden”, side 46.

Signe Schlichtkrulls debutroman “Fogeden” fra 2009 er unægtelig, hvad man kan kalde en tekst til tiden. I bogen følger man Merete, som både i arbejdslivet og i privaten kaldes fogeden. Arbejdslivet bringer hende i kontakt med mange skæve eksistenser, nemlig alle de mennesker hun dagligt sætter ud af deres lejligheder rundt omkring i en eller anden større provinsby.

Blandt disse farverige personligheder får vi lov at stifte nærmere bekendtskab med et par stykker: Den unge mor Ida Pia og hendes lille datter Edith, der bare ikke kan få det til at hænge sammen. Susanne og Lars, der har drukket huslejen op. Og en gammel mand, som indledningsvis ser ud til at være pist forsvundet.

Parallelt med små glimt af disse i mere end én forstand udsatte mennesker, skildres Meretes rodede privatliv. Hendes mand, Sebastian, er temmelig upålidelig og smådeprim, og ad forskellige veje bliver hun ledt i armene på en antikvitetshandler og siden sin chef. Alle tre er egentlig mænd med gode intentioner, men disse bliver aldrig virkeliggjort, når Merete endelig kunne have brug for det.

I forbindelse med at den forsvundne gamle mand sættes ud af sin lejlighed, er det nok ikke fogeden, der har begået en fejl. Men en fejl er dog med sikkerhed begået, og den minimale risiko for, at det alligevel kunne være hende, der var den ansvarlige, forfølger hende, indtil hun får udredt sagen – så godt det nu er muligt.

27660428

Umiddelbart handler “Fogeden” om, hvad der sker med den del af befolkningen, der ikke ‘har styr på’ udgifter og indtægter, alkohol, hash og sociale relationer, når de bliver sat fra hus og hjem. Og om hvordan et samvittighedsfuldt menneske kan forvalte et svært job, som de fleste nok ville finde direkte ubehageligt. Bogen beskriver efterhånden flere af bipersonernes baggrund, som for eksempel hos Lars, der langsomt får brudt sit indre værn mod fortiden ned og bliver mindet om sin skrækkelige barndom.

Denne baggrundsviden nuancerer personerne og deres handlinger på en meget fin måde og medvirker til læserens fornemmelse af stor indlevelse og forståelse hos forfatteren for, at mennesker kan have det svært, uden nødvendigvis at kunne anklages for selvforskyldt manglende forvaltning af deres ‘ressourcer’.

Tekstens socialrealistiske temaer understreges af det neddæmpede og dog varierede sprog, som umærkeligt men alligevel knivskarpt tegner de forskellige personer. Romanen er inddelt i mange små afsnit på fire-fem sider, og mellem hvert afsnit sker der et spring i rum, fra den ene person til den anden, fra det ene sted til det andet i en by, der virker kold det meste af året.

Glimtene af de mere eller, for det meste, mindre lykkelige situationer i karakterernes liv spejler sig i hinanden, og Meretes liv, der nok er temmelig bøvlet meget af tiden, står alligevel som en privilegeret tilværelse, alene i kraft af, at hun kan træde ind i henholdsvis sin fogedrolle og sit hjem, uden dagligt at skulle frygte for at miste det hele i et uheldsvangert splitsekund.

Genrer og tematikker

“Fogeden” er en socialrealistisk roman, der enkelt og nøgternt skildrer en gruppe marginaliserede menneskers dagligdag. Schlichtkrulls sprog tjener sit formål til punkt og prikke, nemlig at beskrive denne dagligdag på en måde, så man igennem både dialog og indirekte tale får fornemmelsen af stille eksistenser helt ind under huden.

Nok er sproget enkelt, men den problematik, der tages til eftersyn, behandles ikke enkelt. Her er ingen ‘gode’ og ‘onde’, og forfatteren undlader at hænge fogeden eller det system, Merete repræsenterer, ud som skurk. Både udsætteren og de udsatte skildres som mennesker. Alle begår de fejl, men det er betegnende, at forholdet mellem årsag og virkning behandles komplekst. For karakteren Lars er det en mørk barndom, der kaster lange skygger ind i hans voksenliv, mens det for Ida Pia fremstilles som et spørgsmål om en økonomi, der gang på gang katapulterer hende og datteren ud på gader og stræder. Schlichtkrull siger: “En af de ting, jeg også ville med denne her bog, var at beskrive, hvordan en krise i et menneskeliv ikke nødvendigvis bunder i et mere eller mindre gennemskueligt psykologisk problemkompleks, men sagtens kan skyldes noget så banalt som økonomi.” (Lars Aabjerg Pedersen, “Man behøver ikke være psykisk syg eller hardcore misbruger”, Politiken, 2009-05-14).

Til forskel fra megen anden socialrealisme, er “Fogeden” ikke en roman, hvor indignationen driver ned ad siderne. Alligevel får man som læser stor sympati for historiens karakterer, og den ovennævnte nuancering af problemstillingen tager form af en troværdig udlægning af et system og dets tunge konsekvenser. Som en underliggende strøm fornemmer man dog et skarpt opgør med den så tidstypiske idé om, at det blot er op til enhver at forme sit liv på en god måde, og at man i det mindste skal være taknemmelig og medgørlig, når samfundet rækker én en hjælpende hånd, hvis noget er glippet. Der er mennesker i samfundet, der ikke formår at gribe en sådan udstrakt hånd, og det skyldes ikke ond vilje, men snarere, at de er født på samfundets skyggeside og hele livet kun har mødt de sorteste konsekvenser af dets indretning. En god vilje kan sagtens være fanget i en ond cirkel.

Schlichtkrull skriver meget mellem linjerne, for eksempel i dialogerne, hvor få ord siger det hele. Sådan aktiverer hun konstant læserens fantasi, og samspillet mellem teksten og læserens forudsætninger fungerer forbilledligt. På spørgsmålet om, hvorfor hun i så høj grad benytter sig af antydningens kunst, svarer hun: “Det er nok for ikke at blive for forklarende. I det første udkast havde jeg gjort meget ud af at beskrive personernes baggrunde, men efterhånden som jeg arbejdede med stoffet, syntes jeg egentlig, det blev overflødigt”. (Lars Aabjerg Pedersen, “Man behøver ikke være psykisk syg eller hardcore misbruger”, Politiken, 2009-05-14).

Beslægtede forfatterskaber

Det er oplagt at placere Signe Schlichtkrull i den socialrealistiske tradition som går tilbage til, blandt mange andre, Henrik Pontoppidan (1857-1943). “Fogeden” kan betegnes som en form for kollektivroman, der beskriver et udsnit af udviklingen hos de hjemløse i samfundet, ligesom Pontoppidan blandt andet i novellesamlingen “Landsbybilleder” utvetydigt udfoldede sin indignation over en anden gruppes, nemlig landbefolkningens, elendige levevilkår. Dog tager Schlichtkrull ikke så entydigt stilling, som der er tradition for i socialrealismen, men lader sin pen bevæge sig hele vejen rundt om problemstillingen.

Man kan også sammenligne Schlichtkrull med en repræsentant for 70’er-socialrealismen som Vita Andersen (1944-). Også Andersen tager kranke skæbner under behandling, dog oftest med udgangspunkt i det svigtede barn og dets betingelsesløse kærlighed til en ravnemor.

Helt samtidige repræsentanter for genren er for eksempel Jonas T. Bengtsson (1976-) og Jakob Ejersbo (1968-2008) som dog går til genren på en mere aggressiv måde end Schlichtkrull. Der er tydelige fælles tematikker, blandt andet i Bengtssons “Submarino” fra 2007, der handler om to brødre på samfundets bagside og deres kamp for at holde snuden oven vande.

Stilmæssigt er det nærliggende at sammenligne med Helle Helles (1965-) roman “Ned til Hundene” fra 2008, som også, i et barberet og minimalistisk sprog, er en skildring af et par originalers liv set gennem fortællerens nysgerrige blik. Begge forfattere har en skarpt skåret stil, der rammer det rørende og undgår det sentimentale og således finder balancen mellem stor kærlighed til de særlinge, der skildres, og en ærlig beskrivelse af deres fejl og mangler.

Bibliografi

Værker af forfatteren

Schlichtkrull, Signe:
Sluk dit tv. 2007. Fagbog.
Schlichtkrull, Signe:
Fogeden. 2009. Roman.

Om forfatterskabet

Link

En kort forfatterbiografi og resumé af romanen.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Signe Schlichtkrull

Kilder citeret i portrættet

Artiklel

Pedersen, Lars Aaberg:
Man behøver ikke være psykisk syg eller hardcore misbruger, Politiken, 2009-05-14.