Hanne-Vibeke Holst

I 1980 udgav Hanne-Vibeke Holst sin første bog, ungdomsromanen ”Hejsa Majsa!”, og året efter kom efterfølgeren ”Ud af røret, Maja”. Begge romaner har den 16-årige Maja i hovedrollen, som forsøger at finde sine egne ben at stå på. Maja er et år yngre end de andre i sin klasse, hun er genert og usikker og bliver altid hjemme, når der er fester. Derfor føler hun sig ofte udenfor. En forelskelse i den lidt ældre Niels får dog Maja til at træde i karakter, og første del af serien ender med en lykkeligt forelsket Maja.

I andet bind af serien er Maja stadig forelsket i Niels, men hun føler sig afvist af ham, da han går mere op i sin egen verden end i deres fælles. Niels’ tid går hovedsageligt med at hygge sig med en flok venner, som han har købt båd sammen med, og til sidst bliver det Maja for meget, så hun må ‘ud af røret’. Bort fra såvel forældrene som den selvoptagede kæreste. Da hun en dag falder over en annonce i avisen om et au-pair job i Paris, har hun løsningen. Hun besvarer annoncen, får tilbudt jobbet og drager af sted til en kommentar fra Niels om, at hun er blevet ”sådan rødstrømpeagtig”.

Romanerne er letlæste, sproget er tilgængeligt, og historien er ligetil. De er skrevet til unge og omhandler mange af de problematikker, teenagere må igennem på deres vej mod voksendom: opgøret med forældrene, venindekonflikter, kroppens udvikling og mødet med kærligheden. Det er allerede her i ungdomsromanerne, at Holst begynder at udfolde det tema, som strækker sig som en rød tråd gennem hele forfatterskabet, nemlig en analyse af forholdet mellem kønnene. Her personificeret ved Maja, der sætter kærligheden i centrum, og Niels, der sætter sit eget liv højere end det fælles.

Trilogien om Louise, der indledes med romanen ”Til sommer” fra 1985, fortsættes med ”Nattens kys” fra 1986 og afsluttes med ”Hjertets renhed” fra 1990, er en romanserie for unge. Vi møder hovedpersonen, da hun er 17 år og bor i en stille nordjysk provinsby. Hun går i 3.g og forsøger at holde hovedet oven vande sammen med den spraglede og sjove veninde Stine. Lige indtil mændene kommer imellem dem: Begge falder for klassens pæne og stille fyr, Anders, og det er jo kun en af dem, der kan løbe af med sejren!

De to veninder fascineres også af den noget ældre, tilflyttende kunstner Gregers, som præsenterer dem for erotikkens væsen ved at male nøgenbilleder af dem og berette om seksuelle udskejelser. Da veninderne er på interrailtur i "Nattens kys", forelsker Stine sig over hals og hoved og vælger at ‘forlade’ Louise og blive i Paris. Hun vender dog hjem til Danmark senere i trilogien, hvor de to slyngveninder atter forenes.

20928794

I sidste del af trilogien er Louise i København, hvor hun læser på Arkitektskolen og har svært ved at finde sig tilrette i Storbyen. Det bliver straks nemmere, da hun flytter samen med ungdomskæresten Anders. Men den idylliske tosomhed bliver snart en kvælende dyne, og den farverige og fascinerende Jesper kommer til at fremstå stadig mere attraktivt.

Louise-romanerne handler om at blive voksen og finde sig selv. Holst skildrer, hvordan den proces involverer en erkendelse af, at man er alene om at træffe sine livs valg, og det betyder, at ensomheden er en faktor, der må tages højde for. Hele tiden lurer den som et uhyggeligt monster under overfladen og mellem linjerne. Personerne tager de helt store ture, de svigter og svigtes, de fortvivler, og de flyver opstemte af sted. Men ensomheden får aldrig ordentligt fat, og livslysten angribes aldrig ved roden. Således vælger Louise mod slutningen eventyret frem for trygheden.

I halvfemserne fik Hanne-Vibeke Holst for alvor sit læsergennembrud med trilogien om tv-journalisten Therese Skaarups liv. I 1992 udkom første bind, ”Thereses tilstand”, andet bind ”Det virkelige liv” udkom i 1994 og ”En lykkelig kvinde” er fra 1998.

Therese er i ”Thereses tilstand” i slutningen af tyverne, og hun har fuld fart på karrieren. Et tilbud om en fast stilling som korrespondent i Moskva er på bedding, men en forelskelse i tv-stationens lækreste fyr, Poul, kommer på tværs.  

I ”En lykkelig kvinde” er den nu 32-årige Therese rigtig sat i rollen som ‘moderne dansk kernefamiliemor’. Hun har mand, barn og nyt hus, og hun er tilbage i sit prestigefyldte job. Men forældreparrets interesser kolliderer, da Poul er mest interesseret i selv at gøre karriere og mindre i at bakke op om Thereses. Da Thereses far dør, kastes hun ud i en krise, og følelsen af at være på dybt vand bliver ikke mindre, da hun i Budapest møder filmfotografen Miklós.

22060554

Tusindvis af danske kvinder har levet sig ind i tv-journalisten Therese Skaarups konflikt mellem karriere på den ene side og kærlighed og familiestiftelse på den anden. Trilogien kan læses som et portræt af Hanne-Vibeke Holsts egen generation, hvor kvindernes kamp for ligestilling og lige karrieremuligheder har været central.

Hanne-Vibeke Holsts ”Min mosters migræne eller Hvordan jeg blev kvinde” fra 1999 er blevet kaldt 1990’ernes debatbog om feminisme. Det er en selvbiografisk fortælling, der tager udgangspunkt i egne erindringer og i samtaler med mormoren, der er fra 1905.

23092298

Holst tegner et andægtigt, kærligt portræt af sin mormor, der betegner barndommen og alderdommen som de bedste og mest frie tider og voksenlivet med bedstefaren som et fængsel.

Dernæst beretter Holst, hvordan 70’ernes kvindeoprør blev en kile, der kom imellem forældrene, så deres ægteskab gik i opløsning, og faderen endte alene med sin bitterhed. Det får nu ikke Holst til at tage afstand fra kvindeoprøret, tværtimod forsøger hun med debatbogen at få kvinderne til at stå bedre sammen i en kamp for magten ved at vise helt ned i de små detaljer, hvordan kønnene rangordnes.

Holst trækker tråde tilbage til feminister som Simone de Beauvoir og Virginia Woolf og fokuserer på vigtigheden af at kæmpe for at afskaffe kønsstereotyper. Blandt andet formulerer hun sin kritik som følger: ”Jeg mener, det er grundlæggende udemokratisk, at kvinder ikke er ligeligt repræsenteret i de etablerede magtfora, hvad enten det gælder politik, administration, økonomi eller forskning. For mig er det indlysende, at kvinder i samme omfang som mænd skal være erhvervsledere, hærførere, præsidenter. Derfor synes jeg, det er komplet uacceptabelt at køn skal være nogen hindring for udfoldelse, uanset tilbageholdenheden skyldes selvundertrykkelse, samfundsstrukturen eller en mere eller mindre uigennemsigtig favorisering af mandskønnet.” (”Min mosters migræne eller Hvordan jeg blev kvinde”, s. 374).

Året efter, i 2000, udgav Hanne-Vibeke Holst den autentiske beretning om en transseksuel mand, nemlig ”Ned til kvinderne – da Per blev til Pia”. Holst skrev på opfordring af den 54-årige Per historien om den pinagtige hemmelighed, om dobbeltidentiteten, om problemerne med at fortælle omverdenen om sine følelser, samt om den endelige transformation: kønsskifteoperationen der gjorde Per til Pia.

23745429

Det er et nærgående og sårbart portræt af en personlighed, der ikke er socialt og seksuelt forståelig for sine omgivelser – hverken før eller efter operationen. For er en mand, der drømmer om at være kvinde, en rigtig mand? Og tilsvarende: er en mand, som er blevet opereret til kvinde, så en rigtig kvinde?

Per/Pia svarer indirekte nej til begge dele. For det første har samfundet svært ved at forholde sig til en mand med forkærlighed for kvindetøj. For det andet sidder kønnet ikke i kønsorganerne, men indprentes os gennem socialisering. Man må have ‘født og blødt’, som Pia udtrykker det efter operationen, med henvisning til de livslange kropslige erfaringer, et operativt indgreb umuligt kan give hende. Operationen fjerner således ikke længslen, ikke tvivlen om, hvem hun er, om valget var rigtigt, og heller ikke følelsen af at være en stigmatiseret grænseeksistens i samfundet.

På den vis er beretningen dels en fortælling om et samfund med en snæver seksualmoral, der har meget svært ved at acceptere og indlemme en ‘seksuelt anden’ i fællesskabet og dels en beretning om at træffe et valg og vælge sin identitet.

Hanne-Vibeke Holsts ”Kronprinsessen” fra 2002 er første del af en trilogi, der handler om politisk magt og magtkampe mellem kønnene. Hovedpersonen, Charlotte Damgaard, er midt i trediverne og er lykkeligt gift med Thomas, som hun har to børn med. Hun står ved en skillevej.

Jobbet som direktør for Naturens Venner er sagt op, hjemmet er ved at være pakket i flyttekasser og forude venter en 2-årig periode i Uganda, hvor Thomas skal udstationeres for Mellemfolkeligt Samvirke. Men midt i pakkerodet bliver Charlotte ringet op af selveste den socialdemokratiske statsminister Per Vittrup, som tilbyder hende posten som miljøminister. Et tilbud, hun ikke kan undslå sig. Det forstår Thomas så udmærket, og den lille familie bliver hjemme.

24025535

Det bliver starten på en turbulent tid for Charlotte og hendes familie. I ni måneder følger læserne hendes politiske kampe, magtkampe og familiemæssige problemer. ”Trust nobody” lyder opfordringen fra Charlottes sekretariatschef den første dag, hun sætter sig i ministerstolen, og det skal vise sig at være et godt råd. For både venner og fjender stikker hende gladelig i ryggen for egen vindings skyld eller blot for at fjerne denne frembrusende kvinde fra magtens tinde.

”Kronprinsessen” er en spændingsmættet samtidsroman om politisk rænkespil i korridorerne og om mediernes magtfulde paparazzimetoder. Ifølge romanens udsagn kan hverken mænd eller kvinder håndtere idealistiske og smukke kvinder, som har magt. Eksempelvis lyder det, at ”kritik af politik oftere end tit dækker over kritik af køn.” (s. 292). Frem for alt er ”Kronprinsessen” en fortælling om en moderne kvinde, som har turdet tage magten, og som er ved at miste sig selv og sit liv på det.  

Hanne-Vibeke Holst kommenterer selv, at ”det, jeg prøver at sige med den her roman, er: Kvinder. Jeg er ked af det, men magten er reel, og hvis vi skal have magt over vores eget liv, bliver vi nødt til at få del i den reelle magt, for sådan er livet. Vi prøver at mildne det og strø sukker på, men der er ingen vej udenom.” (Susanne Bernth: Kronprinsesse med splinten i øjet. Berlingske Tidende, 2005-04-20).

I 2005 udgav Hanne-Vibeke Holst ”Kongemordet”, der er skrevet som en uafhængig efterfølger til ”Kronprinsessen”. Her har socialdemokratiet tabt regeringsmagten til de liberale og konservative, og en intern splittelse i partiet lurer. Den forhenværende finansminister Gert Jakobsen står i kulissen og venter på at få held til at gribe partiets formand Per Vittrup på det forkerte ben, så han kan fældes, og Gert Jakobsen selv kan sætte sig i den socialdemokratiske formandsstol.

Også på hjemmefronten har Gert Jakobsen en magtpolitisk dagsorden. Hans kone Linda fra Sydhavnen, der var Miss Danmark tilbage i 1970, får således ofte et par på skrinet, og efter 35 år i mandens vold er hun forvandlet til rødvinsalkoholiker med gule og blå plamager jævnt fordelt over kroppen. Gert Jakobsens sekretær, den 23-årige statsvidenskabsstuderende Yasemine, bliver ligeledes henvist til en underdanig position i form af chefens idelige tilnærmelser kombineret med familiens undertrykkelse. Familieundertrykkelsen af Yasemine og den pæredanske hjemmevold spejler hinanden vel – ikke mindst med den socialdemokratiske rænkemager i den dobbelte skurkerolle som bindeled.

25863747

”Kongemordet” er skrevet efter grundig research på Christiansborg, på kvindekrisecentre og på baggrund af interviews med kvinder fra hele verden, der enten havde den formelle magt, eller som havde erobret magten over deres eget liv. Holst fortæller om sine researchrejser: ”Jeg så, hvor kæmpestort et problem den fysiske undertrykkelse af kvinder er, herunder seksuel ydmygelse og afstraffelse. Jeg blev virkelig vred, og den vrede kunne jeg tage med mig hjem og få bekræftet. Det kunne jeg få hos Landsorganisationen af kvindekrisecentre.” (Carsten Andersen: ”Det er sgu aldrig sjovt at få brækket næsen”. Politiken, 2005-11-01).

Erfaringen benytter hun i ”Kongemordet” til en litterær undersøgelse af mænds forhold til magt og afmagt. Hun beretter, hvordan mænd med magtfulde jobs kan forvalte denne magt i privatlivet. Ligeledes fortæller hun om kvinders forhold til magtens mænd og om, hvordan det går kvinder, der forsøger at udøve såkaldt ‘kvindemagt’ og benytter sig af deres seksuelle magt til at få krammet på manden. Det går, som vi ser med Linda, ikke synderlig godt.

I 2008 udkom tredje bind i Hanne-Vibeke Holsts serie om politisk magt og kønnenes magtkamp, nemlig ”Dronningeofret”. Da romanen indledes svirrer rygterne på Christiansborg: Venstres leder Bording vil snart udskrive valg. Socialdemokraternes leder Elizabeth Meyer har en mission: at vinde valget – koste hvad det vil. Men hun er under voldsomt pres. Dels trues hun på livet af islamistiske fundamentalister, fordi hun er jøde, og dels trues hendes fysiske velbefindende af sygdom. Derfor har hun travlt med at køre sin kronprinsesse Charlotte Damgaard i stilling som en værdig arvtager.

27423833

Romanen følger flere planer. Et plan udfolder Meyers sygdomshistorie og de personlige og faglige udfordringer, den giver. Et andet plan følger Charlotte og Thomas’ forsøg på at få et familie- og kærlighedsliv til at fungere på trods af, at Charlotte mere eller mindre har giftet sig med sine politiske sager. På et tredje plan udfoldes de politiske rænkespil, der desuden bliver krydret vel af journalisternes smædekampagner. Et fjerde plan fokuserer på en gruppe danskere med nazistiske sympatier, som i løbet af romanen er nær ved at slå en ung muslimsk dreng ihjel, og som udtænker et politisk attentat, der skal blive starten på intet mindre end en revolution i Danmark.

Et af gruppens medlemmer, Jackie Jensen, er tidligere soldat fra Afghanistan, som blev hjemsendt på grund af en alvorlig tjenesteforseelse. Igennem inddragelsen af Jackie kommenterer romanen direkte Danmarks krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan. I det hele taget er romanen fuld af henvisninger til aktuelle begivenheder, hvilket gør den til et polemisk indlæg i en virkelighed, hvor fundamentalismen florerer både på den islamistiske yderfløj og på den hjemlige højrefløj.

”Dronningeofret” er en kriminalistisk roman på intet mindre end 660 sider. Den lukker på dramatisk vis historien fra de to første bøger om Charlotte Damgaard og Elizabeth Meyer og serverer det positive budskab, at hvis kvinderne har viljen til magten, og de tager kampen op, så vil den folde sig ud for deres fødder.

I 2011 udgav Hanne-Vibeke Holst familiekrøniken ”Undskyldningen”, som igennem tre generationer følger familien Tholstrup. Under 2. Verdenskrig kommer vi tæt på præsten Thorvald, der bor i Vendsyssel med sin kone Gerda og deres tre børn, tvillingerne Leo og Leif samt lillesøster Karen. Ikke mindst Thorvald bliver involveret i modstandsarbejdet og må de sidste år af krigen gå under jorden. I 1950'erne og 60'erne er Leo den centrale figur – og centrum for et utroligt trekantsdrama, der involverer hans svenske hustru Ninni og broren Leif. Sidst, men ikke mindst, følger romanens tredje spor Leos datter Helena. Læseren møder Helena i september 2011, hvor hun som anerkendt operachef på Berliner Oper får overbragt en demokratipris og bliver udsat for et terrorangreb, der viser sig at være af mere privat karakter.

29027641

”Undskyldningen” er et familiedrama, der tematiserer fortielserne og deres konsekvenser. Løgnen bliver sneget ind i familien under krigen, hvor Thorvald har en affære med modstandskvinden Jette, og den vokser til uoverskuelige højder i de efterfølgende generationer – og med store personlige konsekvenser især på privatkontoen. Både Leo og Helena tackler de forkvaklede følelser ved at stikke næsen i karrieresporet. Som Helene konstaterer: ”Jeg er mig smerteligt bevidst, at min karriere ikke er andet end en omgang sublimering - en erstatning for det liv og den nærhed, jeg selv har afskåret mig fra.” (s. 353)

Først den tredje generation repræsenteret ved Sophie bliver i stand til at bryde familiens dårlige mønster og konfrontere løgnene, men der må drastiske midler i brug for at nå igennem morens panser!

Romanen bæres skiftevis af en jegfortæller og af en alvidende fortæller. I kapitlerne om Helena fungerer hun som jegfortælleren, mens de øvrige kapitler har en alvidende fortællerstemme, som bevæger sig ind og ud af personerne og skriver deres tanker og bevæggrunde frem. Da Helena i romanens slutning forsøger at stykke sin familiehistorie sammen, kan man tolke det som om, hun er den alvidende fortæller i romanens øvrige spor.

Romanen ”Knud, den store” fra 2013 er et portræt af Hanne-Vibeke Holsts forfatterfar Knud Holst. Han kommer til verden den 15. april 1936 i Østvendsyssel som barn af et fattigt fodermesterpar, og hurtigt bliver han konfronteret med livets alvor. En lillebror dør af lungebetændelse, og siden kommer 2. Verdenskrig – begivenheder som sætter sig dybe spor i den følsomme dreng Knud, som tidligt ved, at han skal være forfatter.

Opvæksten bliver præget af en følelse af at være udenfor. Han kan ikke leve op til farens krav om fysisk styrke, og da han kommer i gymnasiet, føler han sig også anderledes, for på trods af sine evner, bliver han aldrig som de andre, der kommer fra langt bedre kår. Knud balancerer på en knivsæg af delvis storhedsvanvid og stolt overbevisning om egne evner og delvis selvudslettende nedvurdering af sit eget værd. Han føler sig forkert og udenfor, og ikke mindst kommer denne følelse til fuldt flor, da han som debuterende forfatter bliver inviteret til middag hos Klaus Rifbjerg.

50789748

Romanen giver en kronologisk gennemgang af Knuds liv. Fortælleren er alvidende, men beskriver hovedsageligt verden set fra Knuds synsvinkel. Hvert af romanens seks hovedafsnit indledes med et digt af Knud Holst, og i det hele taget ligger der meget personligt materiale og research forud for romanen: interview med Knuds familie, venner og bekendte, hans efterladte skriverier, digte, breve, gamle avisinterviews og anmeldelser samt arkivmateriale. På den måde får man fornemmelsen af at få et meget reelt billede af Knuds liv, men samtidig er det en skønlitterær roman fuld af formfuldendte billeder og sprælsk iscenesættende fabuleren.

”Knud, den store”, er en roman om at være mønsterbryder – med alt, hvad det indebærer af mod, ihærdighed, tvivl, og – i dette tilfælde også – forfald. Det er samtidig en roman om det modernistiske parnas i 60'erne, hvor mændene styrede og redigerede de litterære tidsskrifter, og kvinderne hvinende lod sig imponere og forføre på dansegulvet. Tidsbilledet står ligeledes stærkt, når der henvises til sædernes forfald og den økonomiske krise i 70'erne, som begge dele kommer til at symbolisere det, der bliver Knuds fald: konen forlader ham sammen med deres tre døtre, da hans selvmedicinerende druk tager overhånd, og herefter truer den økonomiske (og sociale) fallit for alvor.

I Hanne-Vibeke Holsts murstensroman ”Som pesten” fra 2017 følger vi den danske læge Karoline Branner, der netop er blevet ansat som koordinator i WHO’s afdeling for pandemibekæmpelse i Geneve. Hun når knap at lande i sit nye kontor, før en ny, dødelig influenza bryder ud.

”Som pesten” er en samtidsthriller, og både personer (som for eksempel den amerikanske præsidentkandidat Trump) og handlingstråde er særdeles aktuelle. Holst tager således temperaturen på sin samtid, og diagnosen er ærlig talt alarmerende: der er klimakrise, flygtningekrise samt en enorm influenzapandemi, der truer med at udrydde store dele af verdens befolkning. Og de, der burde gøre noget for at afhjælpe kriserne, tænker ofte mere på sig selv end på at redde verden: politikerne tænker på genvalg, embedsmændene på at avancere på karrierestigen, medicinalindustrien på at profitere mest muligt af influenzakrisen, og desuden spiller både overvågningstjenester og mafiaen en rolle.

53430260

Således er et centralt tema i romanen fællesskabets forfald samt en stadig stigende ansvarsforflygtigelse. Men heldigvis har vi Karoline Branner, hvis navn associerer til brænder, og det gør hun virkelig – brænder for at redde verden. Da hun opdager, at pandemien giver den særlige udfordring, at den går ekstra hårdt ud over verdens afrikanske befolkning, gør hun sit yderste for at få den viden på verdens dagsorden og skaffe vaccine. Også selvom hun mildest talt oplever store både arbejdsmæssige og private benspænd.

Det er oplagt at foretage en psykologisk læsning af karakteren Karoline. Hendes frelserkompleks er kodet ind i hende fra barnsben, hvor hun mistede sin bror til kræft. Nu vil hun frelse både verdens afrikanske befolkning og sin psykopatiske mand, som hun langt hen ad vejen undskylder med hans dårlige opvækst.

Ud over de store verdensomspændende kriser tematiserer romanen også privatlivets krise. Både Karoline og mange af romanens sidekarakterer har krise i kærlighedslivet.

I øvrigt spiller titlen på Albert Camus’ roman af samme navn fra 1947, hvor pesten fungerer som allegori over nazismen i Frankrig. I Holsts værk er sygdommen bogstavelig, men den er samtidig et billede på nihilismen, egoismen og ondskaben i os selv, der i romanen er medvirkende til, at influenzaen spreder sig langt mere end nødvendigt.

”Kriger uden maske” (2022) er en kunstnerroman om den danske billedhugger Sonja Ferlov Mancoba (1911-84). Romanens handling er koncentreret om de formative år i kunstnerens liv, hvilket for Sonjas vedkommende falder sammen med mellemkrigstiden og 2. verdenskrig.

Romanen følger Sonjas liv kronologisk fra hun springer ud som student i 1930 og 14 år frem. Vi forlader Sonja i 1944 i Paris, hvor hun har opholdt sig under den lange besættelse. Det er kærligheden til den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba, der har holdt hende i Paris.

”Kriger uden maske” er en roman om en ung kvinde, der tidligt beslutter sig for at ville være kunstner og som trods tvivl og modgang holder fast i sit forehavende.

134692383

Det er en slags omvendt mønsterbryderfortælling idet Sonja kommer fra det bedre borgerskab i Ordrup, og vælger et usikkert kunstnerliv i fattigdom i et fremmed land.

Hverken kunsten (eller kærligheden) kommer let til Sonja, men hun er arbejdsom, arbejder utrætteligt med sit kunstneriske udtryk drevet af et ønske om at forbinde sig til noget større.

Det er også i høj grad en roman om tiden – særlig 1930’erne og den boblende kunstscene, hvor kunstnere som Richard S. Mortensen og Ejler Bille bryder frem. Det er en kunsthistorisk spændende tid, og verdenspolitisk er den endnu mere spændende og skæbnesvanger. Europa holder vejret netop i de år, hvor Sonja og hendes idealistiske kunstnervenner træder ind i voksenlivet.

Vi har at gøre med en alvidende fortæller, der lader karaktererne træde tydeligt frem gennem dialoger. Hovedpersonerne er unge og de taler et smart, ungt 1930-sprog, hvor ord som ”nice” og ”stangsmart” var brugte vendinger. Det tilføjer romanen en høj grad af realisme og er med til at tegne et overbevisende tidsbillede.

Hanne-Vibeke Holst har skrevet både ungdomsromaner, romaner og debatbøger – med ligestilling som et omdrejningspunkt for forfatterskabet. Formen er gribende og handlingsmættet og sproget hverdagsligt, og igennem sine forskellige genrer og plot diskuterer hun fra alle leder og kanter, hvordan kvinderne kan sætte sig igennem og få en ligeværdig placering med mændene såvel på hjemmefronten, i arbejdslivet som i det politiske magtcentrum.  

Holst forsøger således med sine romaner og debatbøger at vise kvinderne, at de kan og må selv. Som hun siger i et interview: ”Vejene er åbne, så spørgsmålet er, hvorfor vi kvinder ikke styrter ned af dem. Vi er på vej mod øget ligestilling, det går bare så langsomt, at man kan frygte, at det går helt i stå eller tilbage.” (Erik Jensen: En kvindes valg. Politiken, 1999-11-20).

Ligestilling er blandt andet et centralt tema i romantrilogien ”Kronprinsessen”, ”Kongemordet” og ”Dronningeofret” om den fiktive karakter Charlotte Damgaard, der skal så grueligt meget igennem både politisk og privat. Med trilogien sprængte Holst sit image som ”kvindeforfatter”, og trilogien skiller sig endvidere ud fra det øvrige forfatterskab ved at være nøgleromaner, der eksempelvis trækker på formandsopgøret i Socialdemokratiet i begyndelsen af 1990'erne. 

”Undskyldningen” cementerer denne bevægelse væk fra kvindelitteraturen. Det er stadig kvinderne, der må tage opgøret, men familiedramaet om fortielsernes og løgnenes konsekvenser er en almen fortælling. 

”Knud, den store” handler om hendes far, og som i sine øvrige værker giver hun både skarpe tidsbilleder og indlevende portrætter. Men denne gang er der sket noget med sproget. Det er, som om Holst er blevet smittet af modernismens stramme formsprog, og hendes metaforer og sammenligninger står mere skarpe og indlevende end nogensinde. 

”Som pesten” vender tilbage til den stærke kvindelige hovedperson, der må tage livtag med såvel en verdensomspændende influenzapandemi som en voksende ansvarsforflygtigelse og ligegyldighed over for det globale fællesskab.

Hanne-Vibeke Holst er blevet en samlingsfigur for mange af sin tids kvinder, ligesom også Suzanne Brøgger er det. Af inspirationskilder bør nævnes feministiske tænkere som Simone de Beauvoir og Virginia Woolf. Eksempelvis refererer Holst ofte til vigtigheden af at have ‘sit eget værelse’. At det er væsentligt kender hun dels fra sine egne forældre, hvor moderen konstant måtte stille sig til rådighed for familien og således måtte forfatte ved køkkenbordet, mens faderen havde sit private arbejdsværelse. Og dels har hun det fra Virginia Woolf, som i 1928 udgav essayet ”A Room of One’s Own” om vigtigheden af at have sit eget arbejdsværelse for at kunne udføre et stykke selvstændigt tænkearbejde.

Omend den feministiske stemme er stærk i Holsts forfatterskab, er der også andre relevante litterære referencer at fremhæve. Romantrilogien om Charlotte Damgaard – og om dansk politik i 90'erne – kan læses i en litterær tradition for at trække på faktiske hændelser, de såkaldte nøgleromaner. Blandt andre danske nøgleromaner kan nævnes Herman Bangs ”Stuk” fra 1887, der trækker referencer fra datidens københavnske kulturinstitutioner og lader karaktererne basere på personer fra det københavnske borgerskab. Tom Kristensens ”Hærværk” fra 1930, som bygger på hans eget liv, Hans Scherfigs ”Det forsømte forår” fra 1940 om hans egen skoletid samt Knud Romers ”Den som blinker er bange for døden” fra 2006, som omhandler forfatterens opvækst på Falster.

Holsts romanværk ”Knud, den store” kan sammenlignes med eksempelvis Claus Beck-Nielsens ”Suverænen”. Begge værker postulerer, at de er romaner, men deres karakterer er ikke opfundne – de er navngivne personer af kød og blod. Litteraturforsker Poul Behrendt har under begrebet ”dobbeltkontrakten” beskæftiget sig med denne blanding af skønlitteratur og dokumentarisme, som han fremhæver giver anledning til en ny form for kritisk læsning – for hvor går grænsen mellem virkelighed og fiktion?